Der findes et væld af etniske minoriteter såvel i Kina som i Yunnan provinsen, og i den lille flække Yuanyang ses stor variation tydeligt, ikke mindst fordi de fleste kvinder går i traditionelt tøj, som er forskelligt afhængig af etnisk tilhørsforhold og virkelig farvestrålende.
Kinas 1-barns politik fra 1979 gælder ikke for landbefolkningen, og her er det normalt at få 2-3 børn, dog skal man ved det 3. barn officiel betale staten 10.000 yuan som en form for afgift eller bøde, med mindre man er ”ven” med en politibetjent, der så vil kunne skaffe barnet et identitetskort i bytte for en mindre bestikkelsessum. I øvrigt har jeg læst at der er bureauer der specialiserer sig i at organisere alt omkring at få et barn ”for meget”. Man køber en pakkerejse til USA hvor man føder og så hjælper bureauet med at skaffe papirer og registrering af barnet. Åbenbart er det smarteste at søge opholdstilladelse frem for statsborgerskab for barnet, for at undgå at betale store bøder, og der er kun ganske få ting barnet i så fald ikke er berettiget (kan ikke lige huske hvilket). Ikke desto mindre er sådan en pakke (rejse) løsning kun tilgængelig for den højere middelklasse og opefter, da prislejet ligger på en 30.000 USD. Det er alligevel ikke særlig udbredt og det er lidt underligt at tænke på hele generationer af bybørn der vokser op som enebørn, hvilket også nemt kan resultere i det såkaldte kongekompleks.
Men tilbage til udkantskina, så er Yuanyang kendt for sine smukke omgivelser af risterrasser så langt øjet rækker. Vi var på en mindre guided tur, hvor vi fik fortalt at rismarkerne altid bliver inden for familierne og går i arv. Der er stadig mange virkelig fattige mennesker i provinsen, de har ikke råd til at flytte ind til byerne, men i det mindste arbejder de på egen jord. Derimod er det ikke muligt for folk selv at opdyrke baby-rice, som skal bruges hvert år til at plante med. Det køber alle af et firma, som forstår at tage sig godt betalt: 50 yuan for 1 kilo. Det er mange penge for en fattig familie men de har ikke noget valg.
Når en kvinde bliver gift flytter hun ind i mandens hus og arbejder for hans familie. I det hele taget var der langt flere kvinder i by- og landbilledet og de så altid ud til at slide og slæbe, som bygningsarbejdere, i markerne, i butikkerne, ja over det hele. Guiden fortalte at det er kvinderne der både står for ude- og hjemmearbejdet og at mændene bliver derhjemme og drikker. Jeg går ud fra at det var en generalisering men hun sagde det meget ligeud.
Roden rundt i det sydlige Kina
Vores kinesiske visum var så småt ved at udløbe, så vi tog med et par dage til gode til Menglá, som sidste stop i Kina inden Laos. Ved stationen blev vi halv forført til det, til dato, mest klamme hotel; en lugt af fugt og indelukket, store fugtpletter på væggene, cigaret huller i lanet, intet afløb under håndvasken (det løb bare ud på gulvet) og sidst men ikke mindst to af fliserne på badeværelset dekoreret smukt med en nøgen dame i en udfordrende stilling – jeg var jævnt utilfreds. Men det skulle bare være en enkelt overnatning indtil vi skulle videre og tiltrængt endelig ud af Kina. Hvis det ikke havde været for byens snedige ATM's hvor man ikke kan hæve penge fra, og vi SKULLE bruge penge til at betale vores laoisiske visum ved grænsen. Så sad vi der og talte vores alt for lille formue udenlandsk valuta for at se om vi kunne samle sammen, men vi manglede stadig 20 USD og vi havde allerede købt busbilletten til Laos. Lasse gik uden held ud for at sælge vores Lonley Planet China og en kikkert vi har slæbt med os... og ingen aftensmad og vi sad på fortorvet og forsøgte at tænke konstruktivt. Ikke fordi man ikke vidste det, men det er fandeme nederen ikke at have penge når man er på rejse. Vi blev så chattet op ad en vietnamesisk forbigående ung kvinde, der fortalte at hun var på cykeltur rundt i Asien og havde været i Thailand, Cambodia, Laos og nu Kina. Hun brød sig ikke om at folk ryger i busserne så derfor havde hun valgt at cykle – hvor frisk er det lige. Hun forsøgte at hjælpe os, men der var ikke rigtig noget at gøre og vi gik slukøret i seng, med den glædelige overraskelse af en karaoke fest lige neden for vinduet, hvor folk lod til at blive stivere og stivere, og stadig mindre generte over hvorvidt de ramte tonerne. Man kommer bare så meget til at elske karaoke.
Næste dag var det hele lidt lysere, vi kunne åbenbart sagtens bytte vores busbilletter på stationen, og valgte derfor at tage 3 timer tilbage ind i Kina til Jinghong, hvor der viste sig både at være hævemaskiner der spytter penge ud, frozen yogurth, en fortræffelig massageskole (for blinde), en bar hvor de serverede vegetarisk lasagne og byfest om aften med musik og dans, og selvfølgelig karaoke.
Opsamling paa Kina
Og det var så enden på en måned i Kina, verdens folkerigeste land. Man skulle ikke tro det muligt, men jeg har formået at blive træt af tofu, maden er ellers generelt god, billig, varieret og tilgængelig, dog skal man sydpå være indstillet på meget chili. Fyrene går generelt meget op i deres frisurer, og de har noget at gøre godt med i kraft at rene håreksplotioner de render rundt med på hoved. Og folk er hårdtarbejdende, butikker har åbent i døgndrift med samme personale, arbejdet på markerne er ved håndkraft og ikke mindst kvinderne lader til at slide og slæbe her sydpå.
Ting der har været svære at vende sig til, er den evige hakken og snotten på gaden, man kan ikke lade være med at vende sig om når man lige bag sig hører én trække snotten op helt nede fra svælget og give den en ordentlig hakker, og det i baren, på restauranten eller i bussen, hvor man også kan opleve folk brække sig i stride strømme. På en bustur i bjergene sad vi på bagerste række og 4 af de 5 folk der sad på rækken foran, tilbragte den ene halvdel af turen med hoved nede i de uddelte og dertil indrettede plastik poser og den anden halvdel med hoved ud af vinduet – tak til ipod og hørertelefoner.
Og så skal man også vende sig til folk der uhæmmet glor på én, eller tager billeder af en ud af det blå. I begyndelsen irriterede det mig mere, men på den anden side finder man jo mange af dem eksotiske og ville tage billeder af dem hvis man ikke var for genert til at spørge eller bare gøre det. På den måde er det vel fair nok, nogen gange...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar