Jeg er på besøg i New York, i 3 uger, og det er pisse koldt, virkelig! Jeg bor hos en veninde i Bushwick, Brooklyn, som har været i praktik her de sidste 4 måneder hos en NGO: Queers for Economic Justice (www.q4ej.org). Det projekt hun primært har været tilknyttet er etablering og facilitering af støttegrupper for ikke-heteroseksuelle hjemløse beboere på forskellige herberger i byen. Hendes vejleder er en af grundlæggerne for organisationen, en butch som har været hjemløs, stofmisbruger og i det hele taget levet et liv på gaden i mere end 30 år, som jeg er sikker på at de fleste mennesker ikke ville overleve – det var der så også mange der ikke gjorde.
Nå men jeg er blevet inviteret med til et møde, som organisationen har indkaldt til på et af herbergerne, på baggrund af hidtidig at have været et af de mere velfungerende steder(under de fucked up omstændigheder der nu er), men hvor der i den sidste tid havde været flere episoder af angreb og overgreb mod flere transpersoner. Herberget er et kvindeherberg der også modtager stofmisbrugere og psykisk syge, og hvor der også bor transpersoner, både FTM (female-to-male) og MTF (male-to-female). Til mødet, som ledes og afholdes af 4 personer fra QEJ og 2 andre fra tilknyttede organisationer, er inviteret personale såvel som samtlige beboere på herberget.
Da vi ankommer til herberget bliver vi i indgangen tjekket for metalgenstande (med den der stav-agtige ting som bruges i lufthavne til at tjekke hele kroppen) og bagagen skal igennem en scanner. Bygningen er kold, slidt og beskidt på den der måde jeg kender fra stofmisbrugersteder og asylcentre derhjemme, hvor skidtet er slidt ned i gulvet, malingen afskallet og ingen pynt på væggene. Der går en evighed inden selve mødet går i gang, hvor nøgler skal findes, vi venter på først den ene og så den anden og så videre. Som den eneste total fremmed og uden klar rolle i selskabet bliver jeg passet godt på og føler mig velkommen, samtidig med at det er med en kendt følelse i kroppen, om at være havnet et ekstremt hard core sted, hvor jeg er udeforstående og ikke bidrager med noget direkte, med en følelse af hvor virkeligt og bag facaden dette sted er, og hvor ville det bare være noget alle skulle se og opleve.
Mødet foregår i kantinen, et stort rum med bordrækker og bænke, hvor folk render ud og ind i et væk for at ryge, fordi de bliver sure eller skal hente noget eller noget... Dagsordenen er planlagt til at starte med et oplæg ved arrangørerne og nogle af støttegruppemedlemmerne, men efter kort tid går der kaos i den og det er umuligt at holde fokus og koncentration. June, en sort transkvinde (som foretrækker præpositionen she eller Miss diva tager over, og på sit bund new yorske tordner igennem og får nogenlunde ro på gemyterne. Hun og Michelle (en queer psykolog med erfaring inden for feltet) gennemgår interaktivt forskellige kategorier af biologisk køn, socialt køn, seksualiteter, begærsretninger og kønsidentiteter, og det på et plan som alle lader til at kunne være med på og som samtidig fører til virkelig avancerede konklusioner om hvordan samfund, kultur, institutioner og os selv er med til at kategorisere, diskriminere og undertrykke. Udløberen var hvordan alle kan være med til at gøre herberget til et tryggere sted at være for alle, hvilke regler beboere og personale kan blive enige om at opstille for sameksistensen under de forudsætninger alle nu engang er der på.
Nogle af de problemer som bliver taget op mellem primært transkvinderne og beboere som ikke er med i støttegruppen, er; at transkvinderne konstant bliver konfronteret med at de ikke er rigtige kvinder, at andre beboere føler sig intimideret af at skulle skifte tøj foran og sove på samme værelse med en egentlig mand, at det ikke er okay når nogle af transkvinderne dukker op til morgenmad praktisk talt uden tøj på, at hvis transkvinderne virkelig gerne vil behandles som kvinder ikke skal sige suck my dick osv. Det er heftige diskussioner.
Jeg var dybt imponeret, alt dette under konstante afbrydelser, vredesudbrud, gråd og latter, dybt imponeret! I et så gennemreguleret og militariseret rum som herberget er, med de skæbner og hard core situationer som beboerne befinder sig i, i en atmosfære af massiv koncentration af spændinger og konflikter, formåede mødelederne at præsentere emnerne med en grad af professionalisme der muliggjorde såvel bibeholdelsen af emnernes radikalitet og kompromisløshed, samtidig med at det blev formidlet i øjenhøjde og problematikkerne som beboerne tog op blev taget seriøst, så deltagerne ikke på noget tidspunkt blev glemt eller overset, wauw! Ingen tvivl om at det kræver sine personligheder og erfaring, men denne eftermiddag udfordrede i den grad min forståelse af socialt arbejde; hele forudsætningen for at mødelederne kunne intervenere og kommunikere som de gjorde hænger uløseligt sammen med egne livserfaringer og sociale position. Ingen hvide heteromænd her der skal fortælle de undertrykte om hvordan de bedste klarer deres problemer.
Ikke desto mindre er jeg også imponeret over min venindes meritter i organisationens arbejde. Jeg ved det ikke har været let, at komme udefra med en anden organisatorisk kultur, forventninger og kulturel baggrund at skulle navigere rundt i de sociale backstage miljøer i det store æble – godt gået!
Passing as a person of color
”Of course, what determinates if a person is ”of color” is open for debate. Other mix-heritage Arab American women I have met who look white, acknowledge their privilege at the same time asserting their ethnicity; if forced to choose, their identity as women of color. Some days I am one of them. Other days I look in the mirror and cannot deny how I look. How can I choose an identity that has a substantive meaning in the world, that acknowledges my privileges and losses and honors the internal and external complexities of who I am?”
Stephanie Abraham in Nobody Passes
NY with a smile and a push
Hvordan holde fast ved den stemning, de følelser og indsigter som et sted man skal forlade har givet ? Jeg vil beholde den følelse af verden samlet på et sted som NY gav, hvad et multikulturelt samfund i realiteten kan være, storhed, mangfoldighed i ordets egentlige betydning af kæmpe forskelligheder konstant repræsenteret og ikke set skævt til eller givet nedværdigende bemærkninger og blikke i det offentlige rum. Følelsen af at ville være en blandt en masse lækre og stilfulde mennesker, stilfulde uden at være modeslave eller provinsielt snobbede og smarte. At kunne finde sin egen måde og ikke være opmærksom på hvordan andre ville reagere på den – for de ville ikke reagere uanset.
Og det blandet med en hyperkapitalistisk og ulækker servicemindedhed, hvor ekspedienten i butikken er lige ved at sluge dig i sit uhyggelige overdrevne tandpasta smil lige op i hovedet med en forsikring om at man bare skal sige til hvis man har brug for hjælp, for 3. gang – ja ja, slap nu af! Lidt som at være i en lufthavn. Lidt svært at beskrive i få ord, men attitude af magtfuldkommenhed, ekstrem kommerciel servicemindedhed måde at behandle en på, er så inderlig provokerende og samtidig afmagtsskabende, det er så overfladisk og tyndt, og det på et sekund kunne forandre sig til at de bliver ens forhindring i alle henseender, sådan lidt NYPDagtigt: ”I need you to step away from the car sir”.
I NY oplevede jeg det tit og blandt de evige ”excuse me” og ”sorry”, det gjorde mig usikker og ofte kom jeg til at reagere anderledes end jeg ville. Først opfatter man det som ekstremt høfligt, men efter noget tid går det op for en, at det i virkeligheden betyder ”get out of my way punk, I'm busy, have to shop some more”. En ven, en meget reflekteret en af slagsen, sagde engang at verden ville være et meget anderledes og bedre sted, hvis der aldrig var penge involveret i sociale relationer. NY og lufthavne ville i hvert fald være de mest anderledes steder er jeg sikker på.
