lørdag den 24. april 2010

Opsamling part II: en takketale / Concluyendo parte II: Discurso de agradecimiento

Jeg forlod nu Uruguay for 3 dage siden, og mentale rejser foregår i et mærkeligt sammensat tempo; på den ene side vender jeg mig utrolig hurtig til at være et nyt sted, og samtidig tror jeg at der vil gå lang tid før jeg rigtig kan slippe taget eller det slipper mig, eller hvordan det nu hænger sammen. Ikke desto mindre skal denne blog jo afsluttes, og jeg tænkte; hvad mere passende end en takketale, så aqui va:

Tak Uruguay for den overvældende hospitalitet og åbne velkomst du har vist mig.

Tak til de umådelige hjælpsomme og tålmodige buschaufører, der på trods af myldertidstrafik og meget udenforstående spørgsmål altid svarede høfligt om vej, stoppesteder og turistattraktioner.

Tak til IMM (Intendencia Municipal Montevideo (kommunen)) for ikke at reparere fortorvene og ikke shine byfacaden op til den grad af kvalmende pænhed som jeg kender fra København.

Tak for kaos og manglende behov for at kontrollere alt og alle, for at lade de hjemløse sove overalt i byen, for at lade folk sidde og hænge ud foran butiksvinduer, på trappesten, foran banken, for at lade gadehandlerne udfører deres erhverv i fred.

Tak for tilbagelænetheden og den afslappede attitude der gør stressede folkeslag til skamme.

Tak for markederne, der samler folk på tværs af klasser og interesser, og hvor man kan finde ting som man ikke troede eksisterede og ting som man ikke troede nogen hverken ville kunne finde på at sælge eller købe. Og så selvfølgelig de obligatoriske tortas fritas.


Tak for barerne, der lader ambulante gadesælgere og ander mere makabre serviceydere (som den bekitlede mand der tilbyder at måle ens blodtryk) komme ind til gæsterne.


Tak for Los Tupamaros som viste hvor bredt og folkeligt forankret en militant oprørs- og frihedsbevægelse kan være.

Tak for at lade folk med deres idealer intakte komme til den parlamentaristiske politiske magts centrum.

Tak til min mor for at have holdt kontakt til alle de vidunderlige mennesker jeg mødte og som åbnede deres hjem og delte deres fjerne og nære historier med mig.

--------

Hace 3 días que deje al Uruguay, y los viajes mentales se desenvuelven en tiempos raramente compuestos; por un lado me acostumbro rapidísimo a un nuevo lugar, y al mismo tiempo pienso que demoraré mucho tiempo hasta que pueda soltar, o que me suelte, como será. No obstante este blog se tiene que redondear, y he decidido que lo mas adecuado para esto sería una lista de agradecimiento, así que aquí va:

Gracias Uruguay por la tierna hospitalidad y bienvenida que me distes.
Gracias por la amabilidad y paciencia de los choferes de bus, que a pesar del trafico de pico y las preguntas desinformadas siempre informaron cordialmente sobre dirección, paradas y atracciones turísticas.
Gracias al IMM (la municipalidad) por no reparar las veredas y no pulir las fachadas a una extensión exagerada como la conozco de Copenhague.
Gracias por el caos y la falta de necesidad de controlar todo, por dejar a la gente sin techo dormir en las calles de la ciudad, por dejar a la gente sentarse afuera de las tiendas, en las escaleras, delante de los bancos y por dejar a los vendedores callejeros tener su comercio en paz.
Gracias por la tranquilidad y actitud relajada que realmente llega a envergonzar a otros pueblos.
Gracias por las ferias, que junta a la gente de todas clases, y donde se encuentran cosas que no se imaginaban que existían o que alguien se le ocurriera vender o comprar. Y claro también gracias por las tortas fritas.

Gracias por los bares, donde los vendedores ambulantes y otros tipos de vendedores de servicios mas raros pueden acceder y tratar de ganarse la vida (como por ejemplo el hombre que va por los bares ofreciendo a la gente medirles la presión)
Gracias a los Tupamaros que mostraron como un movimiento amplio y popular pudo llevar una resistencia armada, luchando por la libertad.
Gracias por dejar a gente que siguen manteniendo sus ideales llegar al centro del poder de la política parlamentaria.
Gracias a mi mamá por haber mantenido el contacto con tanta gente maravillosa a la que me encontré y que me abrieron sus casas y corazones, compartiendo sus historias recientes y lejanas conmigo.
Gracias.

Citas / Citater (frit oversat af mig)

”Uruguay es el pais del alambrito”
”Uruguay er ståltrådens land”

(læs: det meste kan ordnes med en smule ståltråd og så virker det fint igen, fx bilen) af 32-årig bekendt


”Nosotros los urugayos somos muy tranquilos”
”Vi uruguayere er meget rolige”

af mange forskellige lokale

”El sargento que vino a advertirle a mi marido de que la proxima vez que lo venian a buscar iria en serio, y que poreso mejor que saliera del pais, me conto que en realidad tenian ordenes de exterminar los del 48 al 50”
”Den officer som kom for at advare min mand om at han hellere måtte forlade landet inden de kom for at hente ham for alvor, sagde i virkeligheden var deres ordre at udrydde generationerne fra 48-50”

af mors snart 60 årige ungdomsveninde, der fortalte om hvorfor de var flyttet til Frankrig lige inden statskuppet og som først for nogle år siden vendte tilbage til Uruguay.

”La gente de este pais son mal educados, por ejemplo tiran la basura en la calle nomas”
”Folk i dette land er dårligt opdraget, fx smider de bare skraldet på gaden”

af en eller anden jeg ikke kan huske men som i hvert fald var fra mine forældres generation.

mandag den 12. april 2010

Opsamling i Montevideo I / Concluyendo en Montevideo I

Nu er mit ophold her jo ved at lakke mod ende – både godt og skidt, har været en total luksustilværelse, hvor jeg ikke har været slave af vækkeuret (hvilket ifølge min reflekteret ven, er dagens første ydmygelse), ingen forpligtelser og arbejde og masser af tid til mig selv. Men er også begyndt at savne mine folk derhjemme, godt tegn.
Så nu starter den store evalueringsperiode, hvor alt skal samles op, konkluderes på eller smides væk (sociologisk fagskade). Det er nok lige i overkanten, men der er i hvert fald ting som jeg vil tage med mig, ting jeg har tillært mig her, som:
- sige hej til stort set alle på gaden som man kunne have den mindste tilknytning til (og så siger man ikke bare ”hola”, men også ”que tal”, eller ”todo bien”, og der skal ikke svares andet end højst med samme spørgsmål, noget som altid har irriteret mig i Danmark, når folk siger ”hvordan går det” at de så ikke egentlig er interesseret i svaret. Nu har jeg åbenbart vænnet mig til det på spansk, men det er stadig ikke okay at skrive det i en sms)
- at gøre nydelsesting alene, som fx gå i biografen, ud og spise, på café, på museum (det eneste jeg mangler er at kunne finde ud af at gå i byen alene, har haft det som mål i lang tid men det vil ikke rigtig lykkes, måske er der også bare begrænsninger som man skal acceptere...)
- trives med afgrænset social kontakt, ikke have behov for at indgå i et utal af sociale sammenhænge blot for at føle at ”jeg er med”
bruge tid på at sætte mig ind i nye ting, som historie, teknik, astronomi og ∞
- i det hele taget være så lidt slave af tiden som overhoved muligt, ikke operere med spildtid og ikke evig og altid søge større effektivitet (bliver nok den største udfordring)

-------

Mi estancia aquí se esta acabando, se siente bien y mal al mismo tiempo, ha sido una vida de lujo total donde no he sido esclava del despertador (que de acuerdo a un amigo muy reflexivo es la primera humillación del día), ninguna obligación o trabajo y muchísimo tiempo para mi misma. Pero también estoy empezando a extrañar a mi gente en casa, lo que supongo es un buen signo.
Y entonces empieza la época para concluir, donde hay que recoger las experiencias, concluir o despachar (daño sociológico). Bueno, tampoco hay que exagerar pero igualmente hay varias cosas que me quiero llevar de acá, cosas que he aprendido, como:
- saludar a prácticamente todo el mundo en la calle, a la que podría tener la mas mínima vinculación (y no solamente diciendo “hola”, pero también “que tal”, o “todo bien” y a esto no hay que contestar con nada mas que la repetición de la pregunta, algo que al principio me molestaba, ya que principalmente la costumbre de preguntar por algo a lo que no se esta interesado en la respuesta es raro, igual me he acostumbrado aquí, pero todavía no por sms, donde la pregunta me sigue pareciendo ridícula)
- hacer cosas de ocio sola, como por ejemplo ir al cine, salir a comer, tomar algo por ahí o ir a museos
- estar a gusto con contacto social limitado, no tener la necesidad de actuar en una cantidad de relaciones sociales, solamente para sentirme parte de algo
- utilizar tiempo en enterarme de cosas nuevas, como la historia, técnica, astronomía y ∞
- en general ser lo mas mínimo de esclava del tiempo, no pensar en tiempo perdido y no siempre buscar la efectividad (lo que será el desafío mas grande)

El interior

Salto y Tacuarembo
Der er noget romantisk over at stå op klokken lort om morgen, og sidde sammen med alle de andre søvnige lokale buspassagerer i terminalen, stige ombord i den gennemperfumerede og airconditionfrosne bus og blive kørt ud i den stjerneklare nat, ud mod endnu en ukendt destination ad en mørk landevej – jeg elsker det.
I går aftes besluttede jeg mig for ikke at sove, eftersom jeg alligevel skulle op kl. 2.15, men inden da lå jeg i min private 8-personers sovesal med balkon, det er nemlig lavsæson, og hyggede mig og var i mægtigt humør. Aften inden havde de indledende soveøjeblikke været gennemgået noget mere slukøret. Spøjst, at i en tid med uendelig lidt social aktivitet, hvor der kan gå en hel dag uden at jeg kommunikerer med nogen jeg kender, hvor jeg heller ikke har behov for at komme udover et overfladisk plan med de folk jeg så møder, at humøret alligevel skifter så brat. Derhjemme går der stort set aldrig en dag, uden at jeg interagerer med folk jeg kender og bliver påvirket af, bliver konstant distraheret. Ikke for at blive anti-konstruktivistisk og tale om en essentiel eller naturlig kerne, men der må alligevel være mange indtryk som ikke får lov til at blive fordøjet og placeret i de rette skuffer når det går så stærkt – især når man ikke lige er den følelsesmæssige hurtigste person på planeten.
Dog er jeg på ingen måde klar til at flytte på landet, og slet ikke uden internetopkobling – den hidtidige største udfordring.

Det første museum jeg har været på, hvor jeg selv skulle tænde lyset og åbne for skodderne i salene


Og så havde jeg lige et par timers ventetid i terminalen i Tacuarembo før den næste bus, og jeg må hermed udnævne los alfajores som fås her i cafeteriet som de bedste jeg endnu har smagt, og jeg har smagt en del (der er nu oprettet komparative studier og ratinglister såvel for tortas fritas som for alfajores – som vegetar skal man lige lede efter delikatesserne, men de er der).
På disse egne er det slet ikke mærkeligt at støde på en gaucho – den mandlige ”oprindelige” landlige cowboyderagtige figur. Iført karakteristisk hat, metalbælte, udposende bukser og lange læderstøvler – og nej, der er ingen billeder til illustration, for som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er jeg alt for genert til at tage billeder af folk, tør hverken spørge om lov og har ikke skam nok til bare at tage uden at bede om tilladelse. Men man kan vel billedgoogle en gaucho.

Så nu er jeg for alvor kommet ind i landet, hvor folk lever på landet af jordbrug og husdyr, ja de må jo have køerne stashet op et eller andet sted, med det kødforbrug der bliver lagt for dagen. På busturen kører vi igennem kilometervis af uopdyrket land, meget anderledes end i Danmark hvor det primært er marker. Jeg har læst en bog af den uruguayske forfatter Andrea Blanché, om en uruguaysk pianist som tager til Barcelona for at studere musik men som ender som hushjælp og … nå, det var ikke pointen, pointen er at hovedpersonen på et tidspunkt bemærker hvor anderledes Uruguay er fra det gamle kontinent, et lille land, som nærmest er underbefolket og hvor der er så mange uudnyttede ressourcer og muligheder. Og det er den følelse jeg sidder med i bussen, et land hvor der er masser af plads og som er langt fra udtømt for muligheder, langt fra. Ikke som derhjemme, hvor folk bliver nødt til at opfinde de mærkeligste og ubrugelige ting, bare for at skabe sig et nyt marked og skabe nye behov for den allestedsnærværende og evigt ophøjet forbruger. Næh, her er reelle uopfyldte behov... siger jeg så, der kommer fra det højtudviklet og gennemindustrialiseret gamle kontinent. Til forskel fra i Chile, så oplever jeg ikke den samme interesse og let skjult misundelse over at komme fra det ”ih så civiliserede” Europa (har nok også noget at gøre med at jeg i Chile omgav mig med flere højreorienterede og konservative folk, heriblandt familiemedlemmer).


San Gregorio de Polanco
Er i en MEGET lille landsby, San Gregorio de Polanco, som ligger ved floden Río Negro, og som i en guidebog jeg har arvet, er opført som en af Uruguays 7 vidundere grundet sit udendørsgalleri af husfacader, som ved et projekt i 2005 blev dekoreret af en række af Uruguays førende malere. Nogle ret flotte, andre mere mærkværdige...





Nå men jeg sad inde i en Antel butik (for at ringe hjem til familien og ønske far velkommen hjem fra Chile, en heftig jordskælvsramt rejse). Der er kun mig, ekspedienten og så en mand der står og snakker til ekspedienten, uden at denne viser det mindste interesse for det han får fortalt. Den snakkende mand fortæller om lidt af hvert, lokalt nabosladder, den seneste nyhed om at Mujica vil sende de unge byboere på pasta base på landet i en form for militær landbrugstræning for at få dem afvænnet. Og jeg spekulerer; kommer den snakkende mand forbi hver dag og snakker til ekspedienten, der reagerer med samme total manglende interesse?
I går delte jeg min aftensmadspizza med en ældre mand, der sad på samme bar og røg skodder som han samlede op fra gaden; sidder han mon der hver eneste aften?
Man undres som bybo, at folk kan trives ved så langsom og lidt aktivitet, selvfølgelig set fra overfladen, men egentlig er det vel – igen – en antikapitalistisk praksis – ingen grund til at løbe rundt og forandre og udvikle ting der måske i grunden fungerer fint som de gør, ingen produktions- eller profitforøgelse.
Og så kan man fortsætte sin undren – som bybo – hvilke behov det lige er, den konstante forandring og higen efter action i byen egentlig imødekommer. Og hvor meget forandring der skal til for at man trives, en hårfin og farlig balance. Hvorfor er det så svært at acceptere gentagelser og rutiner, forudsigelighed og kontinuitet, fejl i opdragelse og kultur måske... Stress som den ultimative disbalance, både mellem omgivelsernes og egne behov, men nok mest mellem hvad man kan trives med og så behovet for distraktion, at blive distraheret væk fra ting som åbenbart ikke kan rummes. Vi er ikke gode ved os selv der hvor jeg kommer fra. Når jeg tænker på alle de folk i min omgangskreds som er syge, er på medicin og ind og ud af behandlingssystemet – sådan er det ikke andre steder i verden.
Og så skal man jo passe vældigt på med at udtale sig om ting som man oplever fra sidelinien, men stadigvæk: vi kunne så meget lære noget af mate/strandstole/mañana-kulturen. Og så er der selvfølgelig alle ulemperne også, men stadigvæk.

--------

Salto y Tacuarembo
Tiene un toque romántico, eso de levantarse tempranísimo por la mañana y junto a los otros pasajeros, que también se les ven los ojos rojos de falta de sueño, en el terminal de buses subirse al autobús que por un lado apesta al perfume que le echan, supongo para evitar el olor humano, y por otro te congela por el aire acondicionado que siempre parece estar funcionando a todo chancho por algún termostato roto. Igualmente la atmósfera especial del bus que nos lleva por la noche cubierta por un cielo lleno de estrellas; me lleva a un destino desconocido por el camino oscuro – me encanta.
Ayer por la noche me desvelé, y como igual tenía que levantarme a las 2 de la mañana para tomar el bus, estuve ahí acostada (en mi dormitorio privado de 8 personas, con balcón y totalmente desocupado), sintiéndome casi feliz. La noche anterior me había acostado de malhumor. Es raro como en una época donde tengo tan poca interacción social, donde puede pasar un día entero sin que hable con ninguna persona que conozca, y donde tampoco tengo necesidad de hablar, que mi humor igual cambie tanto. En casa jamas pasa un día donde no interactuo y estoy influenciada por gente que conozca, donde constantemente me distraigo. No que me quiera poner semi-constructivista y empezar a hablar de que exista un núcleo esencial y natural, pero igualmente deben haber muchas impresiones que no se llegan de digerir y guardarse en su sitio adecuado en la mente dado a la velocidad de la vida cotidiana – especialmente siendo una persona emocionalmente lenta.
Esto no quiere decir que estoy preparada para mudarme al campo, de ningún manera, todavía.

Esperando un par de horas en el terminal de buses en Tacuarembo, he descubierto los mejores alfajores que he comido hasta ahora (que no son pocos), aquí en la cafetería. Los hacen una señora que los trae todas las mañanas. Con mi amiga hemos empezado un estudio comparativo de las tortas fritas y los alfajores en las diferentes regiones – como vegetariana hay que buscar un poco mas las delicadezas, pero sí que las hay.
Por estos lados no es raro toparse con un verdadero gaucho. Con su sombrero característico, con el cinturón de metal, los pantalones anchos y las botas largas, y no, no tengo fotos para ilustrar, ya como tal vez se haya notado ya, no me gusta sacarle fotos a la gente, me da demasiado vergüenza, tanto preguntarles y tampoco tengo la falta de vergüenza para sacarle sin permiso. Así que aquí va una foto que encontré en el internet.

Bueno, pero ahora realmente he llegado al campo, donde la gente vive de la tierra y de los animales, y claro que tendrán que tener las vacas en algún lugar con el nivel de consumo de carne que hay. Por el camino que hizo el bus, pasamos por millas y millas de tierra virgen, que no ha sido cultivada, muy diferente que en Dinamarca donde casi solamente se ve campos (en el campo, claro). He leído una novela de la autora uruguaya Andrea Blanché, que se trata de una pianista que viaja a Barcelona para estudiar música y que termina como empleada doméstica y que ... bueno, eso no era de lo que quería hablar, el punto es que la protagonista en algún momento nota lo diferente que es Uruguay comparado con el viejo continente, un país pequeño, que casi tiene una baja población y que contiene tantos recursos todavía no utilizados. Y este es exactamente el sentimiento que me llena viajando por el país, un país donde hay mucho lugar y que le falta mucho para agotarse de posibilidades. No es como en casa, donde la gente tienen que inventarse las cosas mas raras e inútiles, solamente para hacerse nuevos mercados y nuevas necesidades para siempre mantener hambriento al consumidor. No, aquí realmente hay necesidades que no están cubiertas, así se ve por los ojos de una persona que viene de una sociedad altamente desarrollada y totalmente industrializada en el viejo continente.
Al contrario de en Chile, aquí no siento el mismo interés en los que venimos del Europa “tan civilizado”, acompañado por una pequeña envidia, lo que probablemente tiene que ver con la gente con que me rodeaba en Chile, con gente mucha mas conservadores y de derecha, incluyendo a mis familiares.

San Gregorio de Polanco
Me encuentro en un pueblito, San Gregorio de Polanco, que esta al borde del Río Negro y que en el libro de guía que he heredado, esta listado como uno de las 7 maravillas de Uruguay, dado su galería al aire libre en las fachadas de las casas, que fueron decoradas por un grupo de los pintores nacionales mas destacados en el 2005. Algunos muy bonitos, otros mas extraños...

Estaba sentada en un locutorio de Antel (esperando que la familia en Dinamarca dejaran la linea desocupada para darle la bienvenida a papá que recién había vuelto de Chile, un viaje bastante terremoteado). Solamente estoy yo, el empleado y un hombre que le esta hablando al empleado, el cual no parece ponerle ningún interés en lo que le están contando. El hombre que esta hablando cuenta sobre un poco de todo, sobre los vecinos, sobre la ultima novedad de que Mujica quiere mandar a los jóvenes ciudadanos que están colgados con la pasta base al campo para trabajar en la agricultura y desintoxicarles. Y estoy pensando; ¿vendrá el hombre hablador todos los días a hablarle al empleado, sin que este muestre ningún interés alguno? Ayer compartí mi pizza de cena con un hombre mayor que estaba sentado en el bar, y que recogía las colillas de la calle para fumarselas; estará sentado en este bar todas las noches? Uno se asombra como ciudadano urbano, que la gente esta a gusto con un rumbo de vida tan lento y aparentemente pobre en novedades, claro aparentemente, porque bajo la superficie supongo que – nuevamente – se encuentra una practica no-capitalista, donde no da sentido estar corriendo y cambiar y desarrollar cosas que funcionan lo suficientemente bien, ningún aumento de producción o provecho. Y luego como ciudadana urbana puedo seguir asombrandome, ¿de donde viene la necesidad del cambio constante y la ansiedad de acción que domina la vida urbana? Y ¿cuanto cambio se necesita para estar a gusto? Un balance sutil y peligroso. Porqué es tan difícil aceptar la repetición, las rutinas, la previsibilidad y continuidad, tal vez una falta en la crianza o en la cultura... el estrés como el desequilibrio total, desequilibrio tanto entre las necesidades de los alrededores y uno mismo, pero probablemente mas como entre las necesidades para estar a gusto y la necesidad de distracción, distraerse de las cosas que aparentemente son inabarcables. No nos cuidamos de donde vengo yo. Cuando pienso en toda la gente en mi circulo de amigos que están enfermos, que toman medicina antidepresiva, que entran y salen de los hospitales psiquiátricos – no creo que sea así en otros lados del mundo.
Y claro que hay que tener mucho cuidado en manifestarse sobre temas que solamente se experimenta en el propio cuerpo, pero igual: podríamos aprender tanto de la cultura del máte, la cultura de la silla de playa, la cultura de mañana. Claro que también están todas las desventajas, pero igual.

tirsdag den 6. april 2010

Karneval og los Charruas / El carnaval y los Charrúas

Karneval
Uruguay har verdens længste karneval, hele februar og et stykke ind i marts måned optræder hver aften murgas, pariodistas, humoristas og … (en til som jeg ikke kan huske) på de 6-7 forskellige tablados som findes rundt omkring i byen – det kommer jeg lige tilbage til. En weekend i februar afholdes desuden las Llamadas, som er den mere ”almindelige” karnevalsform, hvor forskellige grupper defilan gennem bestemte gader, med vogne, flagsvingere, tromme- og dansekorps, sidstnævnt inklusiv de traditionelle figurer El Bastonero og La Vieja.

Las Llamadas stammer fra de tvangsimporterede afrikanske slaveres ritualer, med en årlig fest hvor man ”kalder” (spa.: llamar) på nabokvarteret, ved at gå ned langs gaden Isla de Flores fra Barrio Sur og hente naboerne og fejre... ja noget som jeg ikke lige er klar over. I hvert fald så er traditionen blevet hængende og nu er det så blevet til en prestigefyldt national konkurrence med præmier og live fjernsynstransmission. Så mange af las comparsas (grupperne) virker temmelig professionelle og selvfølgelig med de obligatoriske halvnøgne damer der forstår at ryste det hele. Men folkeligt var det at opleve.

Murgas



Min favorit var helt klart los tablados, med murgas og pariodistas, som har en lang tradition for politisk satire og som også var bandlyst under diktaturet. Til min overraskelse kunne jeg følge temmelig meget med i hvad de sagde og hentydede til – har jo også været en flittig avislæser og diskutator. Og som politisk teater var det både flot og sjovt at opleve, igen en folkefest med mate all over, børn og gamle og masser af billige friturestegende madboder. Min personlige favorit var gruppen La Gran Muneca, som sang og parodierede over marihuana-rygende unge, hvor de gav en masse gode råd til forældre om hvilke signaler der indikerer at deres børn ryger El Faso, og så en anden parodi om forskellen mellem en blanca højreorienteret dame og en venstreorienteret ung pige – det er selvfølgelig umuligt at genfortælle jokesne men det er jo altid sjovt når man kan genkende sig selv i fortællingerne.
En af de store murgas, Agarráte Catalina, som altid når til finalerne, havde i år en sketch med los Charruas, som er de oprindelige indianske samfund der 'var her først' – og som de store føromtalte uafhængighedskrigere så valgte at udradere på trods af deres støtte til frihedskampen mod de europæiske besættelsesmagter. Sketchen handlede om de primitive indianerstammer og deres uciviliserede traditioner.

Den ender dog med at vise at en masse af de skikke som den nutidige uruguayer praktiserer stammer herfra og som i den grad har et strejf af ”uciviliseret” over sig. På den måde kan man sige at de fik reddet den lidt, men uh, altid farligt at sparke nedad jo. Det var der til gengæld en del af de andre grupper der ikke havde skrupler over, de obligatoriske homofobiske vittigheder og naturligvis et hav af sexistiske bemærkninger.

Endnu en historisk skamplet
Men tilbage til los Charruas, så fortalte min vældig historie interesserede kusines mand (som selv er militærmand men overraskende refleksiv og progressiv i sin tankegang – endnu et mærkeligt paradoks som man kan unders over), at grunden til at uafhængighedskrigerne valgte at nedslagte disse indianere, var at de stod uforstående over for deres manglende forståelse og praktiseren af privat ejendomsret, de var nomadegrupper, der ikke anerkendte menneskets ret til at tage ejerskab over naturen, og alle sørgede for hinanden inden for ”stammen” (skal ikke lige kunne sige om det er den politisk eller historisk korrekte term at bruge), så det vil sige ingen kernefamilie. Okay, det lyder jo ret progressivt. Ikke desto mindre besluttede en eller anden general så på et tidspunkt, hvor indianerne havde været deres allierede, at bondefange dem, samle dem alle på en plads og udrydde dem. En skamplet i den uruguayske historie, som min slægtning oprigtig bemærkede.

--------
El carnaval
Uruguay tiene el carnaval mas largo del mundo, todo febrero y hasta principios de marzo hay actuaciones de murgas, parodístas, humoristas y revistas todas las noches en los diferentes tablados por la ciudad de Montevideo. Ademas se celebran Las Llamadas durante un fin de semana en febrero, lo que se parece mas a la forma “tradicional” de carnaval como se conoce de otros países. Aquí desfilan los diferentes grupos por la calle de Isla de Flores, con sus carros, banderas, tambores y cuerpos de bailes, incluyendo a las figuras tradicionales como el Bastonero y la Vieja.

El origen de las Llamadas viene con los rituales de los esclavos africanos que fueron violentamente importados al continente. Aquí se celebraba anualmente una fiesta donde se llamaba a los compañeros del barrio vecino, paseando por las calles con tambores y bailes (celebrando algo que en realidad no recuerdo...) En todo caso la tradición se ha conservado y hoy en día se ha convertido en un concurso nacional de gran prestigio con grandes premios y transmisión por la televisión nacional en vivo. Por eso varias de la comparsas son bastante profesionales y claro que están las chicas medias desnudas que saben como sacudirlo todo. Pero realmente una experiencia muy popular.

Mi favorito es sin duda los tablados con las murgas y los parodistas, los que tienen una larga tradición de sátira política (prohibidos bajo la dictadura). Me sorprendió lo bien que pude entender de lo que hablaban y a lo que se referían – igual había leído mucho el diario y además no perdía oportunidad de discutir temas actuales con la gente. Como teatro político fue bonito y cómico, una fiesta popular con mate por todas parte, niños y viejos y un montones de puestos de comida barata y frita, bien malsana.
El grupo que mas me gusto fue La Gran Muñeca, que cantaba y le hacía broma sobre los jóvenes que fuman faso, dándole buenos consejos a los padres de como darse cuenta si los hijos fuman. Luego tenían otra parodia sobre las diferencias entre una señora blanca y una chica de izquierda, obviamente se me hace imposible reconstruir las bromas, pero claro que siempre es cómico cuando uno se puede identificar con los cuentos.

Una de las murgas mas conocidas, Agarraté Catalina, que usualmente llega a las finales, hacía una parodia sobre los Charrúas– el pueblo indígena originalmente poblaba esta tierra, a los que los gran guerreros de independencia en algún momento optaron por erradicar a pesar de que estos colaboraban con la resistencia contra las ocupantes europeos. El chiste se trataba de lo primitivo que eran los indios y de sus tradiciones poco civilizados.

Sin embargo el esquech termina ilustrando como estas tradiciones todavía se mantiene entre el pueblo uruguayo, haciendole burla a las prácticas actuales, presentandolas como poco civilizadas. De esta manera supongo que llegan a “salvarse” un poco, ya que esto de pisar a los que ya se encuentran mas abajo siempre es peligrosa. Y aparentemente justo esto no parecía ser algo que le preocupara mucho a otros de los grupos con menos escrúpulos, así que los chistes obligatorios homofóbicos y machistas tampoco faltaron.

Aún otra verguenza histórica
Pero volviendo a los Charrúas, el marido de mi prima a quien le interesa mucho la historia (un hombre militar, que a pesar de esto se mostró sorprendentemente reflexivo y progresista – aún otra paradoja rara), me contó que la razón tras la decisión de los guerreros independentistas para cometer homicidio a los indios fue que no podían llegar a entender la forma de vivir de estos. Los Charrúas reconocían el derecho de propiedad privada, eran nómadas que no conocían el concepto de apoderarse de los recursos de la naturaleza, y todos se ocupaban de los otros dentro de la tribu (no se si este sería el termino adecuado o políticamente correcto para describir una tal agrupación), lo que quiere decir que no se organizaban en familias nucleares. Esto si que me suena progresivo! No obstante algún general en algún momento decidió que estos indios, que habían sido sus aliados durante la guerra, deberían ser exterminados, y así los engañaron, los juntaron todos y los mataron. Un acontecimiento histórico vergonzoso, como dijo mi pariente.

Fremmed i en ny by / Extranjero en una nueva ciudad

En facebook-ven har et billedalbum der hedder 'det er aldrig nemt at flytte til en ny by', og jeg kan kun være rørende enig. I begyndelsen skal man danne sig overblik og det er okay skiftevis at cykle retningsløst rundt, kun med punktvise kortnedslag, så en balancegang mellem at få styr på gaderne og lade tilfældighederne vise ellers gemte sider af byen indfinder sig. Men så kommer der et tidspunkt hvor man begynder at have nogenlunde styr på et begrænset antal kvarterer og man kender de mest nødvendige busruter. Man har aftaler og aktiviteter der skal passes og fritid hvor man kan fortsætte udforskningen. Herefter følger stadiet hvor man har fået sine rutiner og faste ruter i byen, så bliver det gradvist svære at bryde med dem og man stiller sig tilfreds med det hertil opnåede vidensniveau. Ikke ubrydeligt naturligvis, for der er altid en række steder og ting man vil have set og gjort inden man tager væk igen, og det opfyldes lidt efter lidt. Pointen er at den indledende nysgerrighed og geografiske vidensbegærlighed er stilnet voldsomt af, og man har brug for en eller anden grad af rutine. Heri ligger også at man heller ikke kan blive ved med at være åben og opsøgende efter nye sociale relationer, i hvert fald ikke for en person med mit åbenhedsniveau, og måske også for en person med min alder. For det er ikke det samme, som da jeg flyttede til nye byer for 12 år siden, hvor alt var meget mere uudforsket og fyldt med potentiale og muligheder. 'Det er altid svært at flytte til en ny by', og det kræver umådelig meget energi; og det kræver indsigt og modenhed at acceptere at de helt vilde og epokegørende oplevelser bare ikke længere kommer med samme frekvens som før. Det er vist det der er det sværeste for mig i denne omgang.

---------

Un amigo en Facebook tiene un álbum de fotos llamado 'Nunca es fácil mudarse a una nueva ciudad', y estoy totalmente de acuerdo. Al principio hay que formarse una idea general de la ciudad y a andar en bicicleta a veces sin dirección y puntualmente con algunas puntos de referencia en el mapa, dejando un equilibrio entre obtener sentido de la ubicación y dejar las coincidencias revelar lugares escondidos y desconocidos de la ciudad. Pero luego viene la etapa donde se empieza mas o menos a dominar diferentes áreas y barrios, conociendo las rutas de buses mas necesarias. Se empieza a tener encuentros y actividades mas regulares, y la exploración continúa solamente en ocasiones. Luego sigue la época donde se ha obtenido ciertas rutinas y rutas fijas por la ciudad, lo que crea dificultad luego romper con estos esquemas y uno se queda satisfecha con el nivel de conocimiento adquirido. No que este es inquebrantable, porque siempre habrán lugares que quedan por conocer antes de despedirse, lo que se va consiguiendo poco a poco. El punto es que la curiosidad y necesidad de conocimiento geográfico inicial se va enfriando con el tiempo, y surge la necesidad de algún nivel de rutina.
Parecido es la disminución gradual de la mentalidad abierta y búsqueda de relaciones sociales nuevas (claro que en otras dimensiones), al menos a la gente con el mismo nivel de curiosidad como la que tengo yo, y tal vez a la gente que tiene la misma edad que yo. Obviamente no es lo mismo como cuando me mudé a ciudades nuevas 12 años atrás, donde todo era mucho menos explorado y lleno de potencial y posibilidades. 'Nunca es fácil mudarse a una nueva ciudad', y requiere una cantidad enorme de energía; sin embargo requiere competencia y madurez aceptar que las épocas locas y experiencias trascendentales ya no se viven con la misma frecuencia como antes. Supongo que esto es lo que me cuesta más esta vez.

Ukapitalistisk mentalitet / Mentalidad no capitalista

Jeg er generelt gennemgribende imponeret over den venlighed som jeg almindeligvis mødes af blandt folk. Det vildeste eksempel var en vagt som stoppede mig, da jeg var på vej over busindkørslen ved terminalen. Han piftede ad mig og kom løbende og fortalte mig at jeg desværre ikke måtte gå den vej ind, jeg blev virkelig nødt til at gå udenom. Jeg prøvede at forklare ham min nødssituation (at jeg havde ladet mine forældre vente i ALT for lang tid), hvortil han svarede at han var virkelig ked af det, men det var de regler han var blevet pålagt at opretholde fra firmaets side, så om jeg ikke nok ville være venlig at gå den anden vej. Dybt imponeret adlød jeg ham og trak mig tilbage, aldrig har jeg mødt så venlig en vagt.
Og de handlende er endnu en kategori for sig. Som oftest kommer man ind i en butik (detail fx) og der er et utal af ekspedienter på arbejde, men bare rolig, risikoen for at de vil genere dig med pågående salgstaler er umådelig lille, faktisk kan de til tider synes irriteret over at du afbryder deres interne samtaler hvis du har et spørgsmål. Og hvis de ikke lige har det du søger er de til gengæld overmådelige informative om i hvilken anden butik du sandsynligvis vil kunne finde det. Og generelt lader det til at der er meget lidt bekymring om optimering eller effektivisering af den erhvervsdrivende aktivitet. Der er vel ingen grund til at udbygge, forbedre eller på anden måde udvide hvis det nu går fint nok, eller man i hvert fald kan klare sig. En ukapitalistisk praksis vil jeg mene.

-------
En general estoy sumamente impresionada por la amabilidad que usualmente encuentro en la gente. Un ejemplo ilustrativo fué, cuando un guardia del terminal de buses me paró justo cuando estaba cruzando por la entrada de los buses, ignorando el cartel que decía que esta prohibido para los peatones cruzar. El guardia me chifló y venía corriendo hacia mi, y con un gesto casi atenuante me decía que lamentablemente no podía entrar por ahí y que tenía que darla vuelta. Le traté de explicar mi situación de emergencia (que había dejado a mis padres esperando muchísimo tiempo) y me contesto que realmente lo lamentaba, pero así eran las reglas que la compañía que le contrataba tenían que cumplir, y que por favor utilizara la otra entrada. Sumamente impresionada le obedecí y me retiré, nunca jamas me había encontrado con un guardia tan gentil.
Los vendedores igualmente son una categoría por si misma. Frecuentemente cuando se entra a una tienda (ponte tú de ropa), una gran cantidad de vendedores están en la tienda trabajando, pero no hay que preocuparse, ya que el riesgo de que te molesten con discursos de ventas es muy pequeño, hasta a veces parecen molestos de que les interrumpas su conversación entre sí. Pero al mismo tiempo, en el caso que no tengan lo que estés buscando, son súper informativos y serviciales en indicaciones sobre en cual otra tienda podría conseguir lo buscado.
Y en general parece haber muy poca preocupación hacia optimizar o efectivizar las actividades comerciales. ¿Para que ampliar, mejorar o en alguna otra manera consolidar lo que funciona satisfactoriamente o justo? Una practica no capitalista supongo.

Sexisme og nationalisme / Machismo y nacionalismo

Somos un poco machistas, si...
Jeg troede at Uruguay var et land præget mindre af sexisme og nationalisme end fx Chile. Jeg skal nu indrømme at jeg har taget fejl; det er ud fra mine observationer ikke tilfældet.
Her hedder det machismo, og det er helt normalt at “indrømme” at man er lidt af en machista, ingen skam i det. Jeg er blevet antastet på gaden virkelig mange gange, flere gange af middelaldrene eller ældre mænd der fuldkommen skamløst enten starter en total umotiveret flirt eller kommenterer langt ud over hvad en god opdragelse ville kunne rumme. For noget tid siden sad jeg i en tætpakket bus på vej hjem fra en koncert, og en fyr stod helt op ad mig og gnubbede sit lem op ad min arm i hvad der synes en evighed. Og jeg tænker først at det nok ikke var med vilje og at det nok var fordi han bliver presset af menneskemængden bag ham. Jeg bliver ved med at finde undskyldninger indtil det ikke længere er plausibelt. Så begynder jeg at læne mig væk fra ham, forsøger at ramme ham i nosserne med en “tilfældig” bevægelse med albuen, og tænker som en gal på, hvad der vil være den fede bemærkning at fyre af for at gøre ham kæmpe forlegen over sit overgreb. Pigen der står ved siden af ham er muligvis hans kæreste. “Undskyld men hvad er ordet for det mandlige kønsorgan? Okay, for din kæreste har stået den sidste halve time og gnubbet sit op ad min arm, og det er ærlig talt ikke lige så ophidsende for mig som det åbenbart er for ham”. Ja tag den din nar... Det skulle jeg så meget have sagt, i stedet sad jeg bare og kogte indvendigt og blev overvældet af dels lettelse og dels skuffelse over mig selv over ikke at have reageret da han endelig flyttede sig.
I Buenos Aires blev min veninde og jeg præsenteret for lige en tand mere hard core ekshibitionisme; vi sad på et fortov og røg en smøg, og en bil kører op foran os. Først efter noget tid lægger vi mærke til et underligt lys inde i bilen, hvilket viser sig at være en mand der sidder og spiller den af med en lygte lysende på sin pik, samtidig med at han vinker til os og gør tegn til at vi skal komme over til ham. Hvor er den spand maling man lige skulle have ved hånden, eller bare et eller andet andet at kyle ind i bilen. Men nej, vi forsøger temmelig anspændt at ignorere ham og lade som ingenting, kun reddet af et tilfældigt par der kommer gående på fortovet, hvorefter han forsvinder. Kraftedeme, på trods af alt den politiske bevidsthed, feministisk selvforsvar og militant queeraktivisme er man bare ikke forberedt, og alt for godtroende og naiv. Kraftedeme!


… bueno y el patriotismo es importante
Og så var der det med nationalismen. Inden min ankomst tænkte jeg, nok mest inspireret af bekendtskabet med min mor, at folk i Uruguay, i egenskaben af at være fra et lille land, omgivet af giganter (Brasilien og Argentina), hverken havde behov for eller trang til at promoverer sig på en nationalistisk front. Men igen tog jeg fejl. Her hersker i den grad en trang til at markerer sin nationale identitet, for på en eller anden måde at påvirke det mindreværd som folk i deres bevidsthed efter sigende har været præget af. Fra flere forskellige sider har jeg hørt at den uruguayske mentalitet ingen national stolthed har eller havde, netop på grund af at være omgivet af giganter, men også fordi fx arbejdsmoralen, med en manglende trang til at udvikle og forbedre, gør at man stiller sig tilfreds med lidt. Somos muy tranquilos aqui en Uruguay, et ekstremt udbredt udtryk, vi kan godt lide at sætte vores strandstol ud på fortovet, udstyret med el mate y el termo under armen, eller hvis det er nede ved vandet med fiskestangen. Så kan man sidde og bare sidde og slappe af, snakke med de andre om fodboldkampen, om politik, om naboen, og hvis man er mand skal man selvfølgelig huske at kigge efter og gerne kommenterer de lækre damer der går forbi - altid og hele tiden, må i grunden være trættende, konstant at skulle markerer sin heteroseksualitet og sit privilegium, men hvad ved jeg om det.. og det var heller ikke det jeg var ved at snakke om. Nå men den ekstremt tilbagelænet mentalitet skulle så gøre at meget få uruguayanere har ført det til noget stort, hvilket kolliderer lidt med den udbredte dyrkelse af nationalheltene, som Artigas (general der befriede landet fra de besættende europæere engang i begyndelsen af 1800-tallet), Onetti (digter og forfatter hvis forfatterskab i år har 100 års jubilæum), Benedetti (endnu en digter og forfatter) og en række andre – mænd.
Der er et væld af statuer og gadenavne opført og opkaldt efter militærfolk, sideløbende med stadig debat og afsløringer om, hvad militæret var skyld i under statskuppet og diktaturet fra slut 60'erne til midt 80'erne. Så en glorificering af forrige århundredes militære frihedskamp, og samtidig en skam og lede over den nære historie. Begge dele legitimeres ved at være en hyldest til demokratiet og forsvar for de nationale frihedsrettigheder – de første forsvarede dem og smed besættelsesmagterne ud, de sidste angreb og undertrykte dem, indefra. Og nu sidder så en eks-tupamaru på presidentposten, det er den anden socialistiske regeringsperiode ledet af partiet Frente Amplio, hvor en del af de gamle guerrilla folk sidder. Og der er store forventninger til denne regering ledet af Pepe Mujica, der efter sigende skulle være en nærmest anti-politiker type, en meget beskeden mand der insisterer på at blive boende i sit lille landsted, nægter at have bodyguards, taler med en masse grammatiske fejl, siger lige ud hvad han mener og ikke er bange for at blive uvenner med de forkerte (eller rigtige afhængigt af observans). Men i hvert fald var det et historisk øjeblik da han blev indsat på posten, med en regulær folkefest midt i byen, fejret af 10.000-vis af mennesker, det venstreorienterede flertal – tænk engang.

ya esta, ya esta un tupamaru en el poder


Mujica holdt en tale til el pueblo, der var rørende og man kunne mærke det historiske vingesus i ansigtet, da denne mand, sammen med sin kone der ligeledes var tupamaru og som også sad over 10 år i fængsel og var udsat for tortur, ligesom alle de andre politiske fangere var, stod på scenen og sagde at intet kan forandres hvis el pueblo ikke forandrer sig, at fordi man er oppe holder man ikke op med at være nede, ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mio y lo tuyo no nos separe” og sluttede af med at synge sammen med Los Olimareños, som måtte flygte og levede mange år i eksil i udlandet. Det hele var meget rørende, men jeg måtte godt nok stå af ved de konstante samklangsråb: Uruguay, Uruguay, Uruguay – der var på en eller anden måde noget hooliganagtigt over det, autch! Der var mange ting den dag som handlede om at finde den nationale stolthed frem, at tro på at være et land som kan udvikle sig og opnå fremskridt. Men til gengæld var der også en del tale om det regionale, om at se hele Latinamerika som en enhed der har været igennem lignende socialpolitiske historiske perioder, og som kontinent ofte slås med og mod de samme problematikker. Det virkede mere sympatisk i mine ører, giver meget mere mening at danne fællesskab på tværs af de interkontinentale nationalgrænser og danne fælles front mod det gamle kontinent, der vedblivende diskriminerer latinamerikanske borgere, som fx ved grundløst at nægte dem indrejse og hvad Fort Europa nu ellers kan diske op med af lækkerier mod persona non grata, og så er der selvfølgelig USA. Supermagten der ikke vil slippe sit tag i kontinentet, på trods af de fine diplomatiske håndtryk og bogudvekslinger blandt statsledere, så mangler der ikke historier om nordamerikanske firmaer der udnytter og misbruger naturressourcer og landbefolkninger rundt om på kontinentet. For slet ikke at tale om den dokumenterede indblanding USA og CIA havde i nærmest samtlige af de latinamerikanske statskup i 70'erne og efterfølgende diktaturer langt op i 80'erne.

----------

Somos un poco machistas, si...
Yo creía que Uruguay era un país menos perjudicado por el machismo y el nacionalismo de lo que por ejemplo he visto en Chile. Ahora es el momento de admitir que me he equivocado; de acuerdo a mis observaciones, este no es el caso.
Aquí no es raro admitir de ser un poco machista, no es ninguna vergüenza. Me han importunado varias veces por la calle, en ocasiones por hombres viejos, que sin la menor vergüenza del mundo empiezan a fliertear sin que he dado ni la menor señal de interés, o dicen comentarios de naturaleza mucho mas allá de lo que permitiría un comportamiento decente. Hace un tiempo estaba sentada en un bus que estaba totalmente lleno de gente. Me toco un asiento hacia el pasillo, donde un tipo parado a mi lado paso, lo que pareció una eternidad, apretando y roscando su pene contra mi brazo todo el camino. Al principio pensé que era un accidente y sin querer debido a la cantidad de gente que le apretaba de atrás. Y seguí buscándole escúsas en mi cabeza hasta que ya no daban sentido. Luego empece a inclinarme hacia el otro lado, cambié de estrategia y trate de embocarle justo ahí donde le dolería mas con un movimiento ”casual” con el codo, y mientras pensando desesperadamente en cual sería la frase mas adecuada que podría tirarle para avergonzarle lo mas posible. La chica parada a su lado probablemente era su novia. ”Perdón ¿cual es el nombre que se usa acá para el órgano sexual masculino? Ah bueno, es que tu novio ha estado roscando el suyo contra mi brazo la ultima media hora, y en realidad a mi no me resulta tan excitante como aparentemente a el.” Tóma boludo, algo así le debería haber dicho, pero sin embargo me quedé callada, hirviendo por dentro y sintiéndome tanto aliviada como decepcionada conmigo mismo por no haber reaccionado, cuando se bajó del bus.

En Buenos Aires a mi amiga y a mi nos introdujeron a un exhibicionismo un par de grados mas hard core; estábamos sentadas en una vereda fumando un cigarrillo cuando un auto se acerca. Al cabo de un rato nos venimos a dar cuenta de una luz media rara que venía desde adentro del auto, lo que resulto ser un hombre que estaba sentado con una linterna iluminandose la polla mientras se masturbaba, y ademas haciendonos seña de acercarnos. ¿Y donde está ese balde de pintura que sería lo mas oportuno tener a mano en esta situación? O cualquier otra cosa para tirarle y enchastrarle o romperle el auto – o romperle otra cosa. Pero sin ninguna herramienta a mano, nos quedamos ahí medias petrificadas tratando de ignorarle, y al final salvadas por una pareja que casualmente pasaba por la vereda, lo que le hizo desaparecer. Cabrón de mierda! Y eso después de tantos años de autodefensa feminista y activismo queer militante, es que uno no este preparado para esas situaciones y demasiada ingenua y bien pensada. Cabrón de mierda!

… bueno y el patriotismo es importante
Y luego esta el tema del nacionalismo. Antes de llegar a Uruguay pensaba, probablemente por influencia de mi percepción del carácter de mi madre, que la gente aquí, siendo un país pequeño, rodeado de gigantes (Brasil y Argentina), ni tendría la necesidad no ganas de promoverse en términos nacionalistas. Pero nuevamente tengo que admitir mi equivocación. Existe una gran necesidad para reafirmar la identidad nacional, y de alguna manera erradicar el sentimiento de inferioridad que se supone ha dominado la conciencia de la gente. Varia gente me ha dicho que la mentalidad uruguaya no tiene, o tenía, ningún orgullo nacional, justamente a causa de ser rodeado por gigantes, pero también por la mentalidad de trabajo, marcada por una falta de ganas para desarrollar y mejorar, lo que hace que la gente se da por satisfecha con poco. ”Somos muy tranquilos aquí en Uruguay” un dicho muy usado, nos gusta sentarnos en nuestras sillas de playa en la vereda, con el máte y el termo, o en la rambla con la caña de pescar. Ahí se puede estar tranquilo y relajado, conversando con el vecino sobre el partido, la política, los otros vecinos, y claro, si eres hombre no te olvides de mirar y tirarle un comentario a las chicas guapas que llegan a pasar (supongo que debe ser agotador a veces, siempre verse obligado a reafirmar su heterosexualidad y privilegio, pero yo que se … además no era el tema del que estaba hablando). Bueno, pero esta mentalidad uruguaya extremamente relajada supuestamente tendría que haber causado que muy pocos uruguayos hayan llegado a lograr algo extraordinario, lo que choca un poco con el culto que rodea los héroes nacionales, como Artigas, Onetti, Benedetti y unos cuantos mas.
Hay muchísimas estatuas y calles construidas y nombradas en homenaje de militares. Paralelamente continúa el debate y las revelaciones de lo que causaron las fuerzas armadas durante el golpe y la dictadura desde fines de los 60 a mediados de los 80. O sea una glorificación de la lucha militar por la independencia dos siglos pasados, y al mismo tiempo vive el dolor y angustia por la historia reciente, las dos cosas legitimadas por homenaje a la democracia y en defensa a los derechos de libertad nacional – los primeros la defendieron y echaron a las fuerzas ocupantes, los últimos las atacaron y las reprimieron, desde adentro. Y ahora se encuentra un ex-Tupamaro en el sillon presidencial, encabezando el segundo gobierno del Frente Amplio. Se tienen grandes expectativas a este gobierno de Pepe Mujica, que a mi entender es la figura mas anti-política que se puede imaginar, un hombre modesto que insiste en quedarse viviendo en su chacra en el campo, se niega a tener guarda espaldas, habla con faltas gramáticales y dice lo que piensa, sin miedo de caer en desgracia con los equivocados (o los correctos, dependiendo de planteamiento político). En todo caso fue un momento histórico cuando asumió el puesto de presidente, con una fiesta auténticamente popular en el medio del centro, celebrado por 10.000- personas, una mayoría de izquierda, fabuloso!

Mujica hizo un discurso al pueblo, emocionante y se sintieron las brisas históricas, tanto cuando este hombre junto a su mujer, también ex-Tupamaro y también ex-presa política por mas que una década, se abrazaron en el escenario como cuando el Pepe asegurado que ”nada cambia si tu no cambias pueblo”, y que solamente porque uno se encuentra arriba no quiere decir que deja de estar abajo. ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mío y lo tuyo no nos separe”. Luego cantaron Los Olimareños, quien tuvieron que refugiarse bajo la dictadura viviendo muchos años en exilio en el exterior. Todo muy emocionante, el único momento donde tuve que retirarme un poco, fue bajo los gritos: Uruguay, Uruguay, Uruguay – me llego a sonar medio hooligan, autch! Y había varias cosas durante el día que se trataban de reafirmar la identidad y el orgullo nacional, para reforzar la fe en ser un país que se puede desarrollar y lograr progresos importantes. En cambio también se habló de lo regional; ver a toda Latinoamérica como una unidad que ha pasado por etapas parecidas en lo sociopolítico e históricas, y que como continente muchas veces pelea con y por las mismas problemáticas. Un discurso que me provoca mucha mas simpatía, da mucho mas sentido crear comunidad intercontinentales y crear frontera hacia el viejo continente, que continuamente sigue discriminando a la gente latinoamericana, por ejemplo negándoles permiso para viajar y entrar a la Fuerte Europa, y claro luego está EEUU. El superpoder que se resiste soltar su poder en Latinoamérica, a pesar de los apretones de manos diplomáticos y los intercambios de libros entre presidentes, no faltan historias de compañías norteamericanas que explotan y maltratan a los recursos naturales y los pueblos por todo el continente. Y ni hablar del papel que jugó EEUU y la CIA en prácticamente todos los golpes de estado en los 70 y las siguientes dictaduras en los 80.

Et paradoksalt sted / Un lugar paradójico

Uruguay set fra calle J. Herrera & Obes
Uruguay er et rustikt land, a diamond in the rough. Der er så mange folk der sover på gaden, på et stykke pap, har altid det samme tøj på. På min gade er der i hvert fald 5 faste hjemløse. Men i det mindste bliver de ikke genet væk, bliver ikke gemt væk, i det meget mindste. Som en blanco balletdanserbøsse sagde forleden; man kan jo ikke tvinge dem ind på herbergerne. Nej, men i Danmark kan man sagtens tvinge dem ud i forstæderne, væk fra de “pæne” kvarterer. Der er så meget man kan i Danmark, i det gennemkontrolleret lille lorteland.

I min gade er der marked hver tirsdag og fredag. Kl. 4.30 om morgen begynder de at stille skeletterne til boderne op i gaden, til de mere etablerede boder, mest frugt og grønt. Så kommer lastbillerne med åbne sider hvorfra man kan købe ost, fisk, bønner og andet godt.

Og så er der alle dem der bredder et klæde ud langs fortorvet og stiller de gamle støvler frem sammen med aflagt tøj, gamle blade, mobilopladere og alle andre tænkelige lopper. Og det fungere i samspil, der er plads til det hele, og heldigvis også tortas fritas-boden som er et must.


Toppen af DIY-gadesalg er indtil nu sælgeren der har sit faste hjørne på Avenida Italia (tror jeg nok) hvorfra han sælger sofaer på fortovet – alle kender ham og han kan skaffe det meste, alle ved at han er god for en billig sofa og man kan stole på at han er der. Ja altså bortset fra når det regner, for der stopper alt her i landet. Respekt for naturen.

Så gaderne er et offentligt rum i en helt ukendt udstrækning sammenlignet med der hvor jeg kommer fra.
Og så er der de allestedsnærværende hestevogne, som betjenes af fattige folk, i alle aldersklasser, for at hente og sortere skrald. Selvom hestene er i svingende stand, så har jeg dog ikke set den helt åbenlyse dyremishandling som ikke var et særsyn i fx Palæstina.

Men selvfølgelig stikker det i brystet de første 3 gange man ser en 7-årig hoppe ned fra hestevognen og op i containeren for at se om der skulle være noget nyttigt. Dumbster diving har slet ikke det tjekkede skær over sig som i København. Men man vender sig jo til det, ligesom ham den unge dreng som sover på min gade som vi har givet smøger når han er kommer forbi vores stambar på hjørnet, og som jeg allerede er blevet en smule irriteret på efter han insisterende har tigget mig om mønter. Førhen havde jeg en plan om at lave en ekstra portion mad ved hver madlavningssession herhjemme og give den til ham – men det er så blevet ved planen. Man vender sig jo til det, man kan vende sig til utrolig meget.

I begyndelsen undrede jeg mig over at fortovene er så slidte og misvedligeholdt, jeg tænkte at det alligevel var mærkeligt at la Intendencia (kommunen) ikke gjorde mere ud af at pudse de attraktive steder mere op. Men nu tænker jeg det anderledes, et land med så massive fattigdomsproblemer, med en – i hvert fald i folks bevidsthed – stigende kriminalitetsrate og en epidemi af pasta base (de fattiges affaldsnarko) giver det ingen mening at bruge ressourcer på at shine fortov op; det er som det er, facaden skal ikke skinne falskt.
Og mængden af tomme, efterladte forfaldne bygninger taler sit tydelige sprog. Kroneeksemplet er den gamle banegård, en gigantisk arkitektonisk perle – i sine velmagtsdage vel at mærke – der nu står og forfalder bag de opmurede dør- og vinduesåbninger. Hele Ciudad Vieja er fyldt med disse smukke bygninger med høje lofter, ornamenter, stuk og jeg skal komme efter dig, som hvis man er heldig er spærret af af fare for nedfald.



--------
Uruguay desde la calle Julio Herreira & Obes
Uruguay es un país rústico, un diamante en bruto. Hay tanta gente que duerme en la calle, en un pedazo de cartón, siempre con la misma ropa. En mi calle duermen por lo menos 5 personas sin techo. Pero por lo menos les dejan estar ahí, no los esconden, por lo menos. Como un bailarín gay del partido blanco me dijo el otro día; no se les puede forzar que se queden en los albergues. No, pero en Dinamarca no tienen ningún problema en forzarles fuera de la ciudad, fuera de los barrios ”pitucos”. Tantas cosas que se pueden hacer en Dinamarca, un paísito re-regulado de mierda.

En mi calle hay una feria todos los martes y viernes. A las 4 y media de la mañana empiezan a montar los hierros para los puestos, para los puestos mas establecidos, más para los de fruta y verdura. Y luego vienen los camiones con el lado que se abre de donde se vende el queso, el pescado, los garbanzos y muchas cosas más.



Y luego están los que estiran una manta a lo largo de la vereda y colocan las botas usadas junto a la ropa que ya no les queda bien a los hijos, revistas que ya han sido leídas, cargadores para el celular y cualquier otra cosa imaginable e inimaginable. Y funciona, todo en coordinación como dirigido perfectamente, hay lugar para todo(s), y afortunadamente también para las obligatorias tortas fritas.



El colmo de la disciplina dentro de los vendedores callejeros que he visto hasta ahora sería el comerciante que vende sofás desde la vereda en una esquina de Avenida Italia (creo que es ahí) – todo el mundo lo conoce y te puede conseguir mas o menos lo que le pidas, todo el mundo sabe que aquí se consigue buenos sofás y se puede confiar que esta ahí – igual supongo que no estará cuando llueve, aunque no he llegado a averiguarlo, pero como tantas otras cosas se cancelan en este país cuando llueve, es bastante probable que no. Hay que respetar a la naturaleza.

Resumiendo puede concluir, que las calles aquí realmente son espacios públicos, y eso hasta una extención que no se conoce de adonde vengo yo.
Otro tema son los carros de caballo omnipresentes, llevados por gente pobre, de todas edades, que recogen y clasifican la basura. A pesar de que el estado de salud de los caballos varían bastante, no he visto el maltrato de animales en plena calle, algo que por ejemplo es bastante común en Palestina.



Pero claro que produce malgusto en la boca las primeras dos o tres veces que se ve a un niño de 7 años bajarse del carro y subirse dentro del basurero para ver si hay algo útil. El concepto de dumbster diving no luce con el mismo trendynes aquí como en Copenhague. Pero uno se acostumbra, tal como con el chico que duerme en mi calle al cual le hemos dado cigarrillos cada vez que ha pasado por nuestra mesa del bar de la esquina, el cual ya me esta molestando un poco, después que me ha pedido monedas empeñadamente durante días. Al principio tenía un plan de siempre hacer una porción extra cada vez que cocinaba para dársela – pero parece que la iniciativa se quedo como plan nunca realizado. Se va acostumbrando uno, se puede acostumbrar a cualquier cosa.

Al principio me asombraba lo gastado y poco cuidado que se veían las veredas, pensaba que igual era raro que la Intendencia no le preocupaba mas que las áreas atractivas de la ciudad no lucieran mas. Pero ahora lo pienso diferente, en un país con problemas de pobreza tan masivas, con una delincuencia creciente (al menos en la conciencia de la gente) y una epidemia de pasta base no da ningún sentido utilizar los recursos en pulir las fachadas o las veredas; las cosas aparentan como son, no hay brillo falso.
Y con la cantidad de edificios vacíos y abandonados no hay duda. El ejemplo mas ilustrativo es la antigua estación central de tren, que realmente es una perla arquitectónica, al menos en su época. Ahora sigue ahí, derrumbandose poco a poco con las puertas tabicadas y las ventanas tapadas.




La entera Ciudad Vieja esta llena de estos edificios preciosos, con su techos altos, las decoraciones y pilares, derrumbandose, solamente a veces rodeado por rejas para que no se te caiga un pedazo de muro en la cabeza a pasar.

Familie / La familia

Blodets bånd på en bar
Et af formålene med rejsen var at undersøge min familiebaggrund på min mors side. Hun har aldrig talt særlig meget om sin opvækst, i hvert fald ikke i den detaljeringsgrad som far, og jeg har skulle trække informationerne ud af hende, ikke umiddelbart på grund af modstand, men mere hendes manglende behov for at fortælle. Så nu er jeg så her i den by hvor hun voksede op, og jeg taler med de folk der var omkring hende da hun var barn og ung. Og de fortæller, nogle gange temmelig divergerende historier fra de oplevelser min mor, trods alt, har videregivet. Alle har naturligvis deres subjektive fortolkninger og minder (andet findes jo ikke) og så er det vel op til mig at stykke min forståelse af fortidens begivenheder sammen, min forståelse af mine slægtninge og deres bevæggrunde for deres handlinger som udgør min baggrund, min fjerne baggrund.
I går havde jeg en fantastisk aften med god dyb familiesnak med min veninde, vi indviede vores nyerhvervet lokale stambar med maner (en stambar som aldrig lukker, fantastisk), og med beredvillig hjælp fra de talrige nedsvælgede øl, udvekslede vi barndomsminder, familiekrøniker og ikke mindst meninger om hvilken betydning alt dette familie-halløj overhovedet har. “Det betyder jo noget, om man vil det eller ej”, noget vi to som personer der er vokset op langt fra storfamilien, kun med forældre og søskende i rækkevidde begge vedkender. To personer som har brugt store dele af vores liv på at kæmpe mod biologien, afvise blodets bånd og det “naturgivne” køn, og i stedet opbygge familiære relationer med selvvalgte venner. “Som man bliver ældre finder man ud af, at ens baggrund betyder noget og at de vennerelationer man har opbygget i vid udstrækning er forgængelige”. Selvfølgelig kan man vælge at vende sig bort fra det, ikke opsøge fortiden og baggrunden og insistere på at skabe sin egen historie med egen begyndelse – hvor man så end vælger at placere denne. For mit vedkommende har jeg behov for at se mig selv som en del af en større fortælling, ikke en der følger en national- eller tværkulturel historisk udvikling (som med min far eller Bob Dylan), men som udløber af en uendelig række af begivenheder og valg i en uendelig række personers liv. Så mange mennesker der har rejst og flyttet sig, emigreret og immigreret, flygtet. Jeg er en del af en større fortælling som jeg selv skaber.
“Det er godt at opsøge de personer som var der, inden de dør og mulighederne er passeret”, tiden som den altdominerende faktor, den bestemmer hvad jeg får at vide af de personer jeg spørger på det givne tidspunkt, hvor meget de kan huske, hvad der præger dem i deres liv i det øjeblik de fortæller, hvornår i mit liv jeg spørger dem.
Nu stammer jeg jo også fra en kultur hvor der skal holdes på formerne. Jeg er allerede blevet indvilget i et par af familiehemmelighederne, ting som der er andre i familien som ikke ved eller som der er nogen der ikke vil have skal fortælles. Og så er der jo alt det som jeg ikke får at vide, hvem vælger hvordan hele dette puslespil bliver sammensat, alle er medpuslespillere og billedet bliver aldrig fuldendt. Men det er alligevel sjovt at forestille sig hvad det forestiller...

[en castellano]

Lazos de sangre en un bar
Uno de los propósitos de este viaje, era investigar mi pasado familiar de parte de mi madre. Ella nunca habló mucho de su niñez y juventud en Uruguay, al menos no en el grado de detalle como mi padre lo hizo, y yo siempre he tenido que sonsacarle información no por resistencia de su parte, pero supongo más por su falta de necesidad de contar. Y ahora estoy en la ciudad donde ella creció y me estoy encontrando con la gente que la rodeó cuando ella era niña y jóven. Y ellos si me cuentan, con versiones diferentes de las mismas historias que mamá, a pesar de todo, me ha contado. Claro que cualquier persona tiene su interpretación y recuerdos subjetivos (porque así es siempre) y supongo que ahora me toca a mí juntar los pedazos que cada uno me da para construir los hechos del pasado, mi interpretación de mi familia y sus motivos, lo que en su totalidad constituye mi pasado, mi pasado lejano.
Ayer tuve una tarde muy bonita con una amiga donde tuvimos una buena conversación sobre la familia. Inaguramos nuestro boliche local adecuadamente (un boliche que jamás esta cerrado - fantástico) y con ayuda de unas muchas cervezas, intercambiamos recuerdos de la infancia, historia de familia, y mas que nada, opiniones sobre el significado que tiene todo este tema de famlia. “La familia significa algo, aunque lo quieras o no”, esto asumido por dos personas que crecieron lejos de la familia extendida solamente con padres y hermanos alrededor. Dos personas que han utilizado gran parte de su vida luchando contra la biología, rechazando los lazos de sangre y el sexo/género “natural”, y en vez construyendo relaciones familiares con amigos de propia elección. “Cuando uno se hace mayor te das cuenta que tu historia tiene significado y que las relaciones de amistad que has construido en gran parte, son pasajeras”.Claro que uno puede elegir darle la espalda y no investigar el pasado o su historia pasada, e insistir en crear su propia historia con su propio comienzo – situando este de acuerdo a una elección subjetiva..En mi caso tengo la necesidad de verme como una parte de una historia mas grande, no una que sigue un desarrollo histórico cultural ni nacional (como la de Bob Dylan o mi padre) sino como una ramificación de una serie infinita de acontecimientos y elecciones en una serie infinita de vidas. Tanta gente ha viajado y se ha movido, emigrado e inmigrado, refugiado. Soy parte de una gran historia que yo construyo por mi misma.
“Es bueno buscar a las personas que estaban ah,í antes que se mueran y la posibilidad haya pasado”, el tiempo como un factor dominante, éste decide que me van a contar las personas a las que pregunto en un momento determinado, cuanto recuerdan, que influye en sus vidas en el momento exacto en que me cuentan, y en que momento de mi vida, les pregunto.
Yo vengo de una cultura donde se mantienen las formas. Ya me han sido descubiertos algunos secretos de familia, cosas que otros miembros de la familia no saben, o que hay otros miembros que no quieren que se cuente. Y luego esta todo lo que no me cuentan. Quién decide como todo este rompecabezas se ha formar, todos contribuimos a esta rompecabezas y la imagen nunca se termina de hacer. Igualmente es entretenido imaginarse que imagen va saliendo.....

Historisk hukommelse og væbnet oprørsbevægelse/ La memoria historica y resistencia armada

Refleksioner over hukommelsen
At opleve et kontinent, en hel række af lande med en så nylig og smertelig historie, hvordan hele generationer er opdelt i dem der forsvandt, forældrene til de forsvundne, og bedsteforældrene til de forsvundnes forsvundne børn. At en ex guerilla og politisk fange gennem mere end et årti nu sidder som president (Uruguay), at et af de værste forhenværende diktaturer nu har valgt en højre regering efter den mest succesfulde venstreregering i landets historie (Chile). Kampen om at huske og glemme, at omskrive historierne konstant, at vinde forklaring og fortolkningsmagt. “Man kan ikke vide hvordan det er hvis man ikke har levet det” citat fra en bekendt israeler om konflikten mellem Palæstina og Israel. Nej, der er situationer hvor en nok så veludviklet empatisk evne ikke bringer mig i nærheden af at føle det levede liv, og erfaringen skal være isbryderen, der kan bane vejen gennem et ufremkommeligt terræn mellem levede liv. Der er så uendelig meget at kunne rationalisere sig til, forstå og kunne sætte sig ind i, i psykologien er der ikke noget med “ikke godt nok” eller “det vil jeg fortryde til evig tid”, alle gør deres bedste og dét de er i stand til i den givne situation. Men det er ikke godt nok, der er grænser for det acceptable, der er uhelelige sår og utilgivelige handlinger. Det er ikke ondskab, men det er bare ikke godt nok, uanset livsvilkår. Så derfor er det muligt at opstille alletids- og allestedsnærværende standarder og grænser for acceptable handlinger... og igen nej, ingen handlinger er nøgne og kontekstløse. Men er det så givtigt og ikke-skadeligt at prøve at forstå, er der ting som jeg bare ikke kan eller magter at forsøge at forstå, og hvilke?
Kan man glemme begivenheder som kun gør skade at fremkalde i hukommelsen? Kan man ufrivilligt komme til at glemme begivenheder som har mærket resten af livet og som “burde” befinde sig i bevidstheden? Kan man huske og glemme de forkerte ting, eller er det man husker, på alle bevidsthedsplaner, det der konstituerer personen.
Jeg husker så dårligt, hvor meget vilje er der i det statement?
I Chile har jeg ofte hørt ”vi kan jo ikke blive ved med at grave i det, vi må lægge fortiden bag os for at kunne se fremad” - et højrefløjsrationale, der ikke finder det givtigt at frigive hemmeligstemplede dokumenter som ville kunne afslører hvor ligene fra de forsvundne politiske fangere ligger begravet, ikke det værd at give de efterladte mulighed for at begrave deres kærer. Det vil blot rive op i de gamle sår og så har vi hele balladen igen. Desuden vil en afdækning, fx via undersøgelseskommisioner kunne ansvarliggøre folk som stadig sidder ved magten – lige lidt for prekært.
Her i Uruguay stemte man for nogle år siden om den såkaldte Ley de Cautalidad (forældelsesloven), som ved indførelse ville kunne fritage en række militærfolk for straf begået under diktaturet, vist nok med argument om at det var en helt særlig politisk og historisk kontekst, hvor man ikke ville kunne forvente at man kunne adlyde de ellers normalt gældende love, som fx menneskerettighederne. Loven blev stemt igennem, via en folkeafstemning. Jeg har hørt flere fortælle om at det var en dårlig og udemokratisk proces op til, og at folk blev ringe informeret om hvad afstemningen i virkeligheden indebar. Et mærkværdigt paradoks set i lyset af at der blot kort tid efter blev valgt en venstrefløjsregering.
Den yderste ventrefløj kritiserer i øjeblikket den siddende regering for ikke at gøre nok for at lægge pres på militæret for at frigive oplysninger, som ville kunne føre til opklaringer af sagerne om de politiske fanger. De mener at regeringen er alt for blød og samarbejdsvillig over for militæret, en regering ledet af forhenværende politiske fangere der blev udsat for tortur af militæret i årevis.
I Argentina eksisterer en lignende situation. Stærke civile pressionsgrupper forsøger utrætteligt at få oplysninger frem og retssager igennem mod de ansvarlige, men nogle retssager synger på deres 30. år og syltes konstant af den magtfulde højrefløj, syltes helt inde fra de højeste juridiske instanser. Regeringen, ligeledes ledet af en forhenværende guerrilla soldat, Montañera, gør mere for sagen end nogen anden tidligere regering har gjort, men har dog ikke magt nok til at presse tingene ordentlig igennem.
Bare i går læste jeg en artikel hvor en nordamerikansk gruppe der arbejder under The Freedom of Information Act, har fået afklassificeret og frigivet en række dokumenter, hvor nordamerikanske diplomater bosiddende i Uruguay under diktaturet mere end antyder og informerer regeringen i USA om systematisk tortur og overgreb på menneskerettighederne begået af det daværende militærdiktatur. I et af dokumenterne udtrykkes der bekymring for USA's ”hjælpeprogram” AID, som blandt andet fungerede som dække for den nordamerikanske efterretningstjenestes virke i en række latinamerikanske militærdiktaturer, og den uheldige omtale dette program ville kunne få hvis forbindelserne blev afsløret. Med dokumenterne anklages den daværende diktator Bordaberry for såvel vidende om som ansvarlig for torturen begået i fængslerne og arresterne, samt for den frygtede dødspatrulje, El Escuadron de la Muerte, der under diktaturet fungerede uafhængigt og parallelt med militæret.

MLN Tupamarus

På gaden Tristan Narvaja ligger de gamle Tupamarus lokale.


Jeg har læst og studeret en del om MLN Tupamarus militante frihedsbevægelse, en bred bevægelse med en markant folkelig opbakning under sit virke, fra midt 60'erne og frem til '72. En undergrundsbevægelse der førte væbnet kamp mod et stadig mere undertrykende statsregime, som mobiliserede faglærte, studenter, fangere, gamle, landbefolkning og byboere - arbejderklassen er der intern diskussion om hvorvidt udgjorde en reel del af bevægelsen. Målet var at afskaffe det undertrykkende statsregime og genindfører demokratiet, ikke de store tanker om den ideologiske model for styret efterfølgende (marxismen-leninismen blev først indført som den ønskede samfundsmodel efter at bevægelsen reelt var nedkæmpet og opløst i forskellige fraktioner). Bevægelsen var organiseret i columnas, som modtog ordrer fra den valgte direktion i forhold til hvilke aktioner grupperne skulle udfører. De interviews jeg har læst af de forhenværende medlemmer, såvel fra den tidligere direktion som mere menige, giver indtryk af en bevægelse opbygget efter så demokratiske principper som muligt for en guerrillabevægelse, men uden de store refleksioner over de interne magtmekanismer. Stort set alle i direktionen svarer at der herskede ligestilling mellem kønnene og at kvinderne havde mulighed for at opnå en lige så høj post inden for hierarkiet som mændene, at der så reelt ikke var nogen kvinder i organisationens ledelse var fordi kvinderne selv valgte ikke at påtage sig det organisatoriske ansvar. Flere af de mindre højtstående medlemmer reflekterer mere over de interne strukturer og mener ikke at der i organisationen herskede så stor forskel på kønsuligheden som i det daværende kønstraditionelle omgivende samfund.
Intervieweren spørger indtil hvilke personlige egenskaber der gav prestige internt i organisationen, og der er bred enighed om at engagement, villighed og mod til at aktionere blev værdsat og belønnet. Når man ofrede sig og satte sin sikkerhed på spil for sagen.
Mange af de interviewede var fængslet i over et årti og udsat for årelang tortur af al mulig slags. Der findes også i interviewene en underliggende værdsættelse af de medlemmer der ”holdt” under torturren. Alle siger at man selvfølgelig ikke kan fordømme de kammerater der brød sammen og talte under torturren, men ikke desto mindre er der en glorificering af dem der ikke lod sig knække. På den anden side fortæller flere meget åbent og sårbart om de knæk og nedture de oplevede, både under fangetilværelsen men også i eksil.
Jeg fascineres af disse fortællinger, af den tid og de mennesker der gjorde det de gjorde, kompromisløst og uden sikkerhed for noget. Samtidig kan jeg være nok så kritisk over for alt det de ikke opnåede og alt det de reproducerede. Alligevel så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der skal til for at man tager skridtet fuldt ud, hvor slemt skal det blive før der ingen vej tilbage er?
Uanset hvad, så har de et lokale midt i byen, deres forhenværende medlemmer sidder i regeringen og de har en plads omgivet af respekt i langt de fleste fornuftige folks hjerte.

[en castellano]

Reflexiones sobre la memoria
Vivir un continente, una serie de paises con una historia dolorosa tan reciente, como generaciones han sido divididas; por los desaparecidos, los padres de los desparecidos y los abuelos de los nietos también desaparecidos. Vivir que un ex-guerrillero y presionero político durante mas de una década ha sido elegido presidente (de Uruguay), que una de las anteriores dictaduras, de las mas crueles, ahora haya elegido un gobierno de derecha, para sustituir uno de los gobiernos mas exitosos de centro izquierda (Chile). La lucha entre recordar y olvidar, re-escribir la historia constantemente, obtener el poder para interpretar. “Si no lo viviste en tu propio cuerpo no podes saber como es” cita de una conocida judía-israelita, hablando del conflicto entre Palestina e Israel. No, hay situaciones que por mas empatía que uno pueda desarrollar, no me llevan ni cerca a lo que fueron esas vivencias, y las experiencias serán el rompehielo que abre el camino por una zona que si no seria intransitable. Hay una infinidad de cosas que se puedan racionalizar, entender y empatizar, en la sicología no existe eso de “no es suficientemente bueno” o “me voy a arrepentir para siempre”, todos ponen lo mejor de sí y de lo que son capaces en la determinada situación. Pero a veces no es suficiente, existen límites de lo aceptable, hay heridas incurables y acciones imperdonables. No es maldad, pero simplemente no basta, sin perjuicio de las condiciones de vida de cada uno. Por eso es posible dar pautas universales (tanto en el tiempo como en el espacio), por eso los actos aceptables tienen límites de los que no se pueden salir..., y por otro lado ningun acto se da aislado y sin contexto histórico. Pero entonces será positivo y no dañino tratar de entender, habrán cosas que simplemente no podré entender, y cuáles serían?

Se pueden olvidar los hechos que al recordarlos solo hacen daño? Se puede, inconcientemente, olvidar hechos que nos han marcado para el resto de la vida y que “deberían” estar en la conciencia? Se puede recordar y olvidar las cosas equivocadas, o son las cosas que uno recuerda, en todos los planos de conciencia, lo que constituyen a la persona?

Tengo muy mala memoria
, cuánto de justificación hay en esta expresión?

“No podemos seguir escarbando en el pasado, el pasado, pasado está, hay que mirar adelante”, expresión que escuchaba seguido en Chile – un argumento de la derecha, la que no permite abrir los archivos secretos de la época de la dictadura, que podrían revelar donde se encuentran los cuerpos de los prisioneros políticos desaparecidos, osea que no vale la pena darle la posibilidad a los familiares para dar sepultura a sus seres queridos. Además destapar este tipo de información podría responsabilizar a gente que todavía esta en el poder.

Hace un tiempo aquí en Uruguay se votó la Ley de Caducidad, que si se aprobaba iba a significar que los militares responsables de haber violado los derechos humanos bajo la dictadura, no serían procesados por los tribunales. Esto con el argumento de que estos hechos tuvieron lugar en un contexto político e histórico particular donde las leyes normales no tendrían vigencia, por ejemplo, la protección de los derechos humanos. La ley fue aprobada por plebiscito. Varias personas me comentaron como el proceso previo a la votación fue malo y poco democrático, que la gente no fue informada adecuadamente sobre el contenido real de esta votación. Una singular paradoja, teniendo en cuenta que poco tiempo después se eligiera un gobierno de izquierda.
La izquierda radical crítica al gobiern actual por no hacer lo suficiente para presionar al Ejercito para desvelar la información que podría esclarecer los crímenes cometidos por las fuerzas armadas durante la dictadura. Piensan que el gobierno trata al ejército con mano blanda y que hay demasiada voluntad de cooperación, ésto siendo un gobierno encabezado por un ex-presionero político, que fue encarcelado y torturado durante muchos años.
En Argentina, se vive una situación similar. Grupos civiles fuertes de presión siguen, incansablemente, tratando de sacar a la luz, información sobre los hechos ocurridos durante la dictadura y llevar a los responsables a jucio. Pero algunos de los juicios que, a pesar de todo, están en proceso, ya llevan mas de 30 años, no solamente con la oposición de la derecha sino hasta con la de los propios tribunales dandole largas a los casos. El gobierno, también dirigido por una ex-guerrillera, de los Montoneros, se supone que toma estos casos mas en serio que los gobiernos anteriores, sin embargo no tiene el poder suficiente para resolver el asunto satisfactoriamente.

Justo ayer, leí un artículo de un grupo estadounidense que trabaja bajo el nombre The Freedom of Information Act (Acta de Libertad de Información) que han conseguido revelar y publicar una serie de documentos donde diplomaticos estadounidenses residentes en Uruguay, durante la dictadura, insinuan e informan al gobierno de EEUU sobre tortura sistemática y violación de los derechos humanos cometidos por la dictadura militar de entonces. En uno de los documentos el diplomático expresa, su preocupación por por el “programa de ayuda” de EEUU, llamado AID, que entre otras cosas funcionaba como cobertura del servicio secreto estadounidense, que actuaba en diferentes dictaduras latinoamericanas. En los documentos se acusa al dictador de entonces Bordaberry por tanto, tener conocimiento y ser responsable de la tortura cometida en las cárceles y las comiserías, asi como el temido escuadrón de la muerte, que durante la dictadura, funcionaba independientemente y paralelo a las fuerzas armadas.


MLN Tupamaros

En la calle Tristan Narvaja, está el local de los Tupamaros.


He leído y estudiado sobre el Movimiento de Liberación Nacional Tupamaros, un movimiento amplio con un apoyo popular de consideración durante su período mas activo, desde mediados de los 60 hasta el 72. Un movimiento armado, en parte clandestino, que luchaba contra un régimen que cada vez se hacía mas represivo, un movimiento que movilizó a profesionales, estudiantes, prisioneros, gente mayor, població rural y urbana – ahora, si la clase obrera formaba una parte fundamental del movimiento, todavía se discute. El propósito era derrocar al régimen de estado represivo y reestablecer la democracia, en realidad sin grandes planteamientos ideológicos sobre el modelo gubernativo a establecer despues de la revolución (el marxismo-leninismo, solo surgió como el modelo a seguir, ya cuando el movimiento estaba vencido y dividido en diferentes fracciones).
El movimiento se organizaba en columnas, a las cuales la dirección electa daba las órdenes según las acciones que cada columna era responsable de llevar a cabo. De acuerdo a las entrevistas que he leído con los responsables de entonces, tanto de la dirección como de los miembros comunes, da la impresión de una organización basada en principios lo mas democráticos posibles dentro de un movimiento guerrillero, pero sin grandes reflexiones sobre los mecanismos de poder interno. Casi toda la dirección plantea que había igualdad entre los sexos y que las mujeres tenían las mismas condiciones para obtener un puesto alto dentro de la jerarquía. El hecho de que en ningún momento hubo mujeres en la dirección, dicen que se debía a que ellas eligieron no tomar la responsabilidad doreccional. Al contrario, varios de los miembros comunes parecen reflexionar mas sobre las estructuras internas y no encuentran que había tanta diferencia entre la desigualdad dentro de la organización como en la sociedad que los rodeaba, con sus roles tradicionales de género.

La entrevistadora hace la pregunta sobre cuales características personales daban prestigio internamente en la organización, y parece haber acuerdo de que el compromiso a la causa, disposición y coraje para realizar las acciones, se apreciaba y gratificaba. Osea cuando uno se sacrificaba y arriesgaba su propia seguridad.
Varios de los entrevistados estuvieron en la cárcel mas que una década y fueron sometidos a muchos años de tortura y malos tratos. En las entrevistas se nota una actitud de reconocimiento hacia los miembros que no se quebraron bajo la tortura. Todos dicen que obviamente no se puede culpar a los compañeros que se derrumbaron y hablaron bajo este tratamiento, pero de todas formas se glorifican aquellos que aguantaron. Por otro lado, muchos relatan abierta y vulnerablemente sobre las quiebras y depresiones sufridas tanto en la cárcel como en el exilio.

Me impresionan estos relatos sobre la época y gente que hizo, lo que hizo, sin aceptar términos medios y totalmente faltos de seguridad, al mismo tiempo que sostengo una actitud crítica hacia todo lo que no alcanzaron y todos los vicios que repetían. Tampoco puedo dejar de pensar en que estado tienen que estar las condiciones sociales, políticas y personales para tomar una decisión irrevocable, como la que tomaron los Tupamaros.
No obstante tienen un local en el centro de la ciudad, tienen ex-miembros en el gobierno y un lugar especial, en el corazón de la mayoría de la gente progresista.