Så sent om aften blev vi genet ud af bussen da vi åbenbart befandt os ved grænsen, her til vores første møde med de russiske myndigheder i form af en ægte russisk isprinsesse, der med sit gennemborende blik fra bag skranken fik én til at rette ryggen og foretage en skyldbetonet mental gennemgang af hvad man måske alligevel kunne have af ulovlige ting i rygsækken. Uniformer har bare den effekt på mange af os, uanset hvilken slags og hvor man møder dem. Det gik dog.
Ankomst i Skt. Petersborg kl. 2 om natten, og ægte backpackers som vi jo ligner, besluttede vi os for at gå de godt 3 km til det udsete hostel. Ruten viste sig at gå direkte gennem det pulserende Skt. Petersborg by night, fyldt med glade og stive unge mennesker klædt på til fest. Efter hvad der føltes som endeløs vandren frem og tilbage rundt om de samme to blokke, fandt vi endelig et mikroskopisk skilt til deres dørtelefon (hvilket skulle vise sig at være et spøjst gennemgående national karakteristika, nemlig at der ingen skiltning er what so ever til hostels), så ind gennem porten, over gården og op ad trappen, hvor vi må skærve over to unge fyrer der helt bogstaveligt var gået kolde på trappen og lå i hvad der så ud til at være meget ubekvemte stillinger hen over flere trin. Velkommen til Rusland.
Et par dages sightseeing giver naturligvis ikke ret til at drage de store konklusioner, men Skt. Petersborg er absolut en by, hvor det er svært ikke at være optaget og blive blændet af stereotyper og fordomme. Det pompøse, storladne og til tider vulgære er overvældende og det kræver en indsats at fokusere væk og uden om. Bygningerne, springvandene, statuerne, firhjulstrækkerne og de allestedsnærværende limo'er. I backpacker biblen, a.k.a. Lonley Planet, står der at det er etikette i russisk kultur ikke at flashe sin rigdom... men det var måske så nok på landet eller øst på det gjaldt, for det lod absolut ikke til at være noget de lokale petersborggensere var tynget af.
Og apropos de lokale: Kvinderne er generelt ikke bange for at stase sig ud og mændene viser gerne muskuløse overarme i stramme undertrøjer og tykke halskæder. Okay, fuck diplomatiet: damerne er for vilde, det er fuld afblegning, så meget pink som muligt, nedringet, stramt og hæle der kræver stiger at komme op på. Fyrene ligner små GI Joes med karseklip, ude på druk og ballade – selvfølgelig ikke alle, men de er bare så meget mere synlige, apropos ikke at kunne se uden om fordommene. Og det vækker ens egen forargelse og småborgerlige ej-burde-de-ikke-tage-noget-mere-tøj-på-og-drikke-noget-mindre”bekymrethed”.
Og så smiler de jo ikke til en, med mindre der er en grund til det. Det skal man godt nok lige vende sig til, men egentlig virker det meget ærligt og userviceminded. Ligesom når man går ind i en butik; ekspedienten overfalder ikke en med påtrængende tilbud om hjælp, næh, hvis man vil spørge om noget skal man selv henvende sig og kan sagtens blive mødt af suk og lettere irritation over at man forstyrrer midt i neglelakering eller mobilsnak.
Men alle dem vi så er kommet i snak med, har vist sig at være mægtig flinke og hjælpsomme. Der er bare en vis hårdhed over folks attitude som skal tilpasses turistens af og til overdrevne behov for at udvise høflighed og ikke komme til at overtræde de lokale skikke. Tænker at det komme med tiden når man har været på farten i noget tid og man føler sig mere hjemmevant i rollen som konstant fremmed, uvidende og ny i de lokale do's and don'ts. Det er vel også rejsens mål: tage det nye ind, tilpasse sig men samtidig fastholde det gode man selv bringer med sig – if value then copy. Spøjst med al den energi der går til at indoptage de lokale skikke og udvise intelligent høflighed, når man konstant bliver konfronteret med uvante situationer: er det fx i orden at de 2 unge russiske piger i vores dormatory lakerer negle og parfumerer sig inde på værelset? Eller at fyren der står for hele barens underholdning kommer forbi og tager en tår af ens øl? Eller at pigen der gør rent på hostlet støvsuger ind i dine fødder under bordet eller rammer dig med glasrensspray i fjæset når spejlene på toilettet skal gøres rent åbenbart tvingende nødvendigt præcis en halv time inden check-out hvor alle er ude og børste tænder?
Floden Neva by night
Alkohol til hverdag og fest
Som gode turister skal vi naturligvis også kaste os ud i den meget anerkendte disciplin her, nemlig at tyle så meget vodka som muligt under middagen. I vores living on the edge turisme fik vi en eftermiddag forvildet os ud på en af byens kæmpe store veje, hvor der absolut intet var at kigge på, og kvarteret tog mere og mere form af buisinessområde med eksklusive forretninger og dyre restauranter. Men vi var sultne og besluttede os for en excecutive dinner og gik ind i noget der lignede et lille relativt betaleligt spisested.
Der var kun os og så et mindre russisk selskab bestående af 5 skjorteklædte herrer og en enkelt yderst velklædt og -sminket dame, hvoraf sidstnævnte viste sig at være partner/kone til ham der sad for bordenden og som enten var fødselsdagsbarnet, den forfremmede, fyrede eller andet der påkaldte sig en værdig fejring. Det var klart en af de situationer hvor man ærgrer sig over at ikke at kunne forstå hvad der bliver sagt, så vi brugte lang tid på at finde ud af hvad der mon foregik, med stødt stigende inspiration i takt med at vodkaglas blev fyldt op og tømt. Vi mistede snart tællingen med hvor mange madretter der røg ned hos det lokale selskab, men til gengæld holdt vi skarpt øje med mængden af drikkevarer: urfh! 3 liter vodka, 2 flasker champagne, hvidvin og noget rødt stads serveret i karafler. Der blev skålet flittigt (da vodka kun må drikkes i forbindelse med en skål (står der i bibl.. Lonley Planet)), holdt taler, grint højlydt og røget godt igennem. Vi fik resoneret os frem til at ham i den røde skjorte måtte være chefen, givet den noget kommanderende tone og lange taletid, og han lod til at blive mere og mere kærlig over for fødselsdagsbarnets kone som festlighederne skred frem. Det hele endte dog relativt fredeligt med at den fejrede fik et nyseanfald, til selskabets store morskab og lidt efter forlod gæsterne etablissementet. Tilbage sad fødselsdagsbarnet og nyste og svedte, heldigvis bakket op af sin kone der forsynede ham med servietter i en lind strøm, inden de også stavrede ud, hende naturligvis i et par ordentlige stilletter, hvilket til stadighed må imponere en udlændinge, at der ikke ses flere indbundne ankler på gaden.
En aften var vi på bar. Et relativt talentløs band spillede op til dans med diverse covernumre (som selv jeg kunne synge med på), til stor jubel for det pakkede dansegulv, der organiserede sig strengt i parformationer (af hetero karakter forstås). Sekundet bandet holdt pause og de velkendte poptunes bragede ud af anlægget var der derimod ikke nogen der gad danse. Lidt ærgerligt for underholdningsværdien. Til gengæld var der lige lidt for meget action kort efter, da en fyr lige pludselig besluttede sig for at smadre en anden i gulvet og kun nødigt lod sig trække væk da han var i gang med at sparke den anden der lå på gulvet og blødte ud af et flækket øjenbryn. Svært at sige hvad der var gået forud for optrinnet, og ikke mindst hvad der udløst at et par stamgæster/selvudnævnte udsmidere kom hen og gav overfaldsmanden håndtryk og klap på skulderen, alt imens den anden blev slæbt ud. Er sikker på at denne slags optrin sker hele tiden, også derhjemme, men efterfølgende lagde jeg mere mærke til alle de folk på gaden som går rundt med rifter, mærker og sæbeøjne og det er altså en del. Ikke mindst er det iøjenfaldende hvor mange kvinder på gaden der ”er gået ind i en dør” og som egentlig ikke lader til at gøre noget for at skjule det. På den måde virker her mere råt.
Toget
Ifølge vores research hjemmefra kunne man som udlændinge ikke købe togbilletterne undervejs på den transsibiriske jernbane, så derfor var hele den første del af vores tur fastsat på forhånd, fra Skt. Petersborg til Beijing. Det viste sig ikke at være sandt, naturligvis er det ikke så ligetil altid at finde rundt i de forskellige afgange og priser på lokale banegårde, specielt ikke steder hvor det er umuligt at finde en engelsktalende person, men muligt det er det. Desuden havde rejsebureauet også udelukkende tilbudt os valget mellem 1. og 2. klasse; 1. klasse er en 4-pers kupé som deles af 2 personer, på 2. klasse deles samme kupé af 4 personer, men der findes også 3. klasse, som er åbne vogne, hvor der er plads til en 70 personer i køjesengene. Derudover er der på strækningen både russiske, mongolske og kinesiske toge, med hver deres personale og serviceniveau, men ellers minder de ret meget om hinanden.
Vores billet lød: Skt. Petersborg – Moskva (5 dage) – Yekatarinenburg (4 dage) – Novosibirsk (6 dage) – Irkutsk (5 dage) – UlanBataar (30 dage) – Beijing
Jo flere gange man har været ombord på toget, des mere styr bliver der på etikketten. Vi var stort set hele turen på 2. klasse, hvor man sidder 4 mennesker i en lille aflukkelig kupé med 2 køjer over for hinanden med et lille bord i midten. Den der har overkøjen har ret til at sidde på underkøjen i løbet af dagen, men skal gerne kravle op på sin plads når den anden vil sove, hvilket gerne er ved 11-12 tiden, hvor lyset slukkes (så kan man altid tænde sin egen læselampe). Hvis man er i kupé med en ældre medpassager tilbyder man sin underkøje, da man alligevel skal have en smule smidighed for at kæmpe sig derop, og så skal man helst ikke lide af højdeskræk for at få en god nats søvn. Man får altid udleveret sengetøj og tæppe, som alt sammen skal leveres tilbage til togstewardessen kort tid inden man når sin destination, og personalet skal nok være behjælpelige med at vække en så man kan komme af det rigtige sted.
Vores russiske tog fra Skt. Petersborg til Moskva: Den Rode Pil
Der kan godt herske lidt elevatorstemning i begyndelsen når man sidder 4 fremmede mennesker over for hinanden i et ganske lille rum, men sædvanligvis udvikler der sig en eller anden form for samtale som timerne går. Også når man ikke taler samme sprog. Flere gange oplevede vi, at de folk der talte mindst engelsk var de mest ivrige efter kommunikation, og de var klart også dem som vi var mest ærgerlige over ikke at kunne få historier fra. Tilgengæld lod det til at toget er et velegnet mødested for nye lokale venner. Flere gange oplevede vi at folk der virkede helt ukendte over for hinanden i begyndelsen af rejsen, virkede mere og mere venskabelige som kilometerne blev tilbagelagt, og udvekslede data og familiebilleder.
