Yuanyang og farvel til Kina

Yuanyang
Der findes et væld af etniske minoriteter såvel i Kina som i Yunnan provinsen, og i den lille flække Yuanyang ses stor variation tydeligt, ikke mindst fordi de fleste kvinder går i traditionelt tøj, som er forskelligt afhængig af etnisk tilhørsforhold og virkelig farvestrålende.
Kinas 1-barns politik fra 1979 gælder ikke for landbefolkningen, og her er det normalt at få 2-3 børn, dog skal man ved det 3. barn officiel betale staten 10.000 yuan som en form for afgift eller bøde, med mindre man er ”ven” med en politibetjent, der så vil kunne skaffe barnet et identitetskort i bytte for en mindre bestikkelsessum. I øvrigt har jeg læst at der er bureauer der specialiserer sig i at organisere alt omkring at få et barn ”for meget”. Man køber en pakkerejse til USA hvor man føder og så hjælper bureauet med at skaffe papirer og registrering af barnet. Åbenbart er det smarteste at søge opholdstilladelse frem for statsborgerskab for barnet, for at undgå at betale store bøder, og der er kun ganske få ting barnet i så fald ikke er berettiget (kan ikke lige huske hvilket). Ikke desto mindre er sådan en pakke (rejse) løsning kun tilgængelig for den højere middelklasse og opefter, da prislejet ligger på en 30.000 USD. Det er alligevel ikke særlig udbredt og det er lidt underligt at tænke på hele generationer af bybørn der vokser op som enebørn, hvilket også nemt kan resultere i det såkaldte kongekompleks.

En helt almindelig dag paa "Stroget"

Aeldrepanelet holder skarpt oje med de unge

Men tilbage til udkantskina, så er Yuanyang kendt for sine smukke omgivelser af risterrasser så langt øjet rækker. Vi var på en mindre guided tur, hvor vi fik fortalt at rismarkerne altid bliver inden for familierne og går i arv. Der er stadig mange virkelig fattige mennesker i provinsen, de har ikke råd til at flytte ind til byerne, men i det mindste arbejder de på egen jord. Derimod er det ikke muligt for folk selv at opdyrke baby-rice, som skal bruges hvert år til at plante med. Det køber alle af et firma, som forstår at tage sig godt betalt: 50 yuan for 1 kilo. Det er mange penge for en fattig familie men de har ikke noget valg.

Når en kvinde bliver gift flytter hun ind i mandens hus og arbejder for hans familie. I det hele taget var der langt flere kvinder i by- og landbilledet og de så altid ud til at slide og slæbe, som bygningsarbejdere, i markerne, i butikkerne, ja over det hele. Guiden fortalte at det er kvinderne der både står for ude- og hjemmearbejdet og at mændene bliver derhjemme og drikker. Jeg går ud fra at det var en generalisering men hun sagde det meget ligeud.

Roden rundt i det sydlige Kina
Vores kinesiske visum var så småt ved at udløbe, så vi tog med et par dage til gode til Menglá, som sidste stop i Kina inden Laos. Ved stationen blev vi halv forført til det, til dato, mest klamme hotel; en lugt af fugt og indelukket, store fugtpletter på væggene, cigaret huller i lanet, intet afløb under håndvasken (det løb bare ud på gulvet) og sidst men ikke mindst to af fliserne på badeværelset dekoreret smukt med en nøgen dame i en udfordrende stilling – jeg var jævnt utilfreds. Men det skulle bare være en enkelt overnatning indtil vi skulle videre og tiltrængt endelig ud af Kina. Hvis det ikke havde været for byens snedige ATM's hvor man ikke kan hæve penge fra, og vi SKULLE bruge penge til at betale vores laoisiske visum ved grænsen. Så sad vi der og talte vores alt for lille formue udenlandsk valuta for at se om vi kunne samle sammen, men vi manglede stadig 20 USD og vi havde allerede købt busbilletten til Laos. Lasse gik uden held ud for at sælge vores Lonley Planet China og en kikkert vi har slæbt med os... og ingen aftensmad og vi sad på fortorvet og forsøgte at tænke konstruktivt. Ikke fordi man ikke vidste det, men det er fandeme nederen ikke at have penge når man er på rejse. Vi blev så chattet op ad en vietnamesisk forbigående ung kvinde, der fortalte at hun var på cykeltur rundt i Asien og havde været i Thailand, Cambodia, Laos og nu Kina. Hun brød sig ikke om at folk ryger i busserne så derfor havde hun valgt at cykle – hvor frisk er det lige. Hun forsøgte at hjælpe os, men der var ikke rigtig noget at gøre og vi gik slukøret i seng, med den glædelige overraskelse af en karaoke fest lige neden for vinduet, hvor folk lod til at blive stivere og stivere, og stadig mindre generte over hvorvidt de ramte tonerne. Man kommer bare så meget til at elske karaoke.
Næste dag var det hele lidt lysere, vi kunne åbenbart sagtens bytte vores busbilletter på stationen, og valgte derfor at tage 3 timer tilbage ind i Kina til Jinghong, hvor der viste sig både at være hævemaskiner der spytter penge ud, frozen yogurth, en fortræffelig massageskole (for blinde), en bar hvor de serverede vegetarisk lasagne og byfest om aften med musik og dans, og selvfølgelig karaoke.

Opsamling paa Kina
Og det var så enden på en måned i Kina, verdens folkerigeste land. Man skulle ikke tro det muligt, men jeg har formået at blive træt af tofu, maden er ellers generelt god, billig, varieret og tilgængelig, dog skal man sydpå være indstillet på meget chili. Fyrene går generelt meget op i deres frisurer, og de har noget at gøre godt med i kraft at rene håreksplotioner de render rundt med på hoved. Og folk er hårdtarbejdende, butikker har åbent i døgndrift med samme personale, arbejdet på markerne er ved håndkraft og ikke mindst kvinderne lader til at slide og slæbe her sydpå.
Ting der har været svære at vende sig til, er den evige hakken og snotten på gaden, man kan ikke lade være med at vende sig om når man lige bag sig hører én trække snotten op helt nede fra svælget og give den en ordentlig hakker, og det i baren, på restauranten eller i bussen, hvor man også kan opleve folk brække sig i stride strømme. På en bustur i bjergene sad vi på bagerste række og 4 af de 5 folk der sad på rækken foran, tilbragte den ene halvdel af turen med hoved nede i de uddelte og dertil indrettede plastik poser og den anden halvdel med hoved ud af vinduet – tak til ipod og hørertelefoner.
Og så skal man også vende sig til folk der uhæmmet glor på én, eller tager billeder af en ud af det blå. I begyndelsen irriterede det mig mere, men på den anden side finder man jo mange af dem eksotiske og ville tage billeder af dem hvis man ikke var for genert til at spørge eller bare gøre det. På den måde er det vel fair nok, nogen gange...

Lijiang og Dali - kinesisk arkitektur når det er bedst

Lijiang
Den gamle bydel i Lijiang er nok et af de smukkeste steder jeg har været, når det kommer til små kvarterer med gamle huse. Efter et stort jordskælv i midt 90'erne styrtede det meste nybyggeri sammen og kun de gamle huse blev stående, hvorfor man valgte at gå tilbage til den traditionelle byggestil der æmer af dekorativt overskud og traditionel æstetik. Her er så også fuld af turister, flest kinesiske, og bydelen er vældig præget af det.

Rejseplanerne har ændret sig. Oprindeligt var planen at sejle til Japan fra Beijing, men både fordi Japan i øjeblikket lader til at blive ramt af den ene katastrofe efter den anden (og den radioaktive forurening skulle være langt værre end myndighederne oplyser, har min mors japanske veninde fortalt), og katastrofe turisme ikke lyder særlig tiltalende, og så fordi vi har fået en overdosis af togrejser, så er planen nu at blive i det sydlige Kina indtil vores 1 mdr.'s turistvisum udløber og krydse grænsen til Laos og rejse videre den vej ned. Men man har jo bare en plan indtil man laver en ny...

Dali
Igen befinder vi os i en virkelig fin by, med masser af gammel kinesisk arkitektur... og temmelig mange turister. Her er så mange turister, at der findes et tysk ejet bageri, hvor vi forleden delte en oste plate af et overdådigt udvalg af europæiske oste, og det var fuldkommen himmelsk og ubeskriveligt efter så lang tid uden ”rigtig” ost, wauw. Der er i øvrigt fotoudstilling her i byen i øjeblikket: 3rd Annual International Photo Exebhition of Dali, og der er stillet standere op mange steder med National Geografic-agtige fotos rundt omkring. Og i den anledning er der åbenbart også ”art dealere” i byen. Under vores oste session sad en dame fra USA ved et andet bord og var så ærke irriterende at høre på; indbegrebet af hadefiguren blandt alle de kritiske kunstner venner derhjemme, sad og blabrede op, som om hun havde et publikum, om mulige up comings, deres kommercielle potentiale og hvordan hun ville kunne promovere dem internationalt og hvor fed og vigtig hun selv var.

En helt almindelig gyde i Dali

Ofringer til det lokale tempel forberedes

Masser af kinesiske firecrackers i templet, det lyder sygt hojt

Produktion af solvsmykker

Vi har fået os en lille stambar nede i 'gaden' og den lokale bartender Kiki, har forklaret os lidt om kinesisk drikkekultur. Efter en bytur i Kunming var vi meget forundret og ivrige efter at finde ud af hvad der foregik: vi var en kort tur forbi et fancy diskotek, og ved langt de fleste borde stod linet spandevis af bajere op, og måske bare en 2-3 mennesker om bordet. Flaskerne var ikke åbnet. Det vildeste eksempel var en fyr der sad alene henslængt i en sofa og snakkede i mobil og foran ham stod måske 70 flasker øl, pænt linet op og uåbnet. Kiki forklarede at det kun er kort tid siden at man i Kina kan drikke offentligt, som en social begivenhed, og derfor vil man gerne vise hvor meget man er i stand til i form af prestige, og så skal man ellers bare i hegnet så hurtigt som muligt. Jason (som vi mødte i Mongoliet og som er kinesisk-amerikansk) fortalte at han sammen med sine vesterlændinge venner kom gratis ind på diskoteker i Kina, for lige så snart de bestilte noget i baren, så ville de lokale bestille endnu mere end dem for at overgå dem. Og de lokale kan åbenbart ikke tåle særlig meget alkohol, så de ville blive meget hurtigere stive. Ikke fordi jeg selv kommer fra en særlig let forståelig drikkekultur, men det virker alligevel ret mærkeligt.

Vi bor på værelse med en pensioneret skolelærer, som oprindelig er fra Hong Kong, men han har studeret i udlandet og taler godt engelsk. Han kommer til Dali hvert år i 3 måneder for frivilligt at undervise skolebørn i engelsk, og han fortalte om det kinesiske undervisningssystem som han mener beror for meget på udenadslære og disciplin. Derfor prøver han mere at motivere børnene, også de ”sværere” elever som oftest er børn af bønder, som ved de bliver taget ud af skolen efter junior high school for at arbejde i familiens landbrug, og som derfor ikke er motiveret for at lære. Han mener også at der bliver fokuseret alt for lidt på praktisk anvendelighed af fagene, så han gik mest op i udtalen i sin engelsk undervisning.

Yunnan provinsen er en af de fattigere regioner i Kina, kun en mindre andel af jorden er frugtbar, og en tur rundt i området gjorde stort indtryk på os. Folk bruger stort set ikke nogen landbrugsmaskiner, det er håndkraft, og det lader heller ikke til at der er nogen umiddelbar pensionsalder, for vi så mange gamle mennesker slæbe ubegribelige mængder af ting på ryggen. Ens egne privilegier bliver virkelig klasket lige op i ens åbne ansigt når man går forbi en olding i sneglefart med en kæmpe sæk ris på ryggen, og så står man der med sit kamera og minirygsæk og føler sig meget hvid og forkælet.

Risarbejdere i markerne

Men Yunnan provinsen nyder tilgengæld godt af den stigende turisme, vist nok med en anseelig økonomisk indsprøjtning fra Beijing. En af attraktionerne er fuglefiskning, en fisknings metode, som nu kun bliver udført til turisterne fornøjelse, men som oprindelig blev anvendt i området. Det går ud på at fiskerne træner fuglene så de kan ”samarbejde” og efter 4-5 år er fuglen klar til at blive brugt til fiskeri: den får en snor bundet om halsen, den dykker så og fanger en fisk, som når den vender tilbage til båden, kan fiskeren hive fisken op ad halsen på den. Hmm, udnyttelse OG drab af dyr i én, som min militantveganske ven Kris bemærkede, jep, og kun til turisternes fornøjelse.

Kunming i den sydkinesiske Yunnan provins

Vi er nu i Kunming som er den sydkinesiske Yunnan provins' hovedstad, efter en 44 timer lang togtur, der trods vores gode i-form-til-tog virkelig trak tænder ud. Vi var på 3. klasse og placeret midt i en stor kinesisk pensionist turist gruppe. I disse kupéer er der i hver ”stald” 2 gange 3 køjer, og de øverste skal man være lidt af en akrobat for at komme ind og ud af. Fair nok at de gamle ikke skal risikere liv og lemmer og hofter for at komme derop, de er også mega ukomfortable; man er presset så langt op mod loftet at man ikke kan sidde op på nogen måde, med snuden helt op i loftslampen, som man ikke selv kan styre, ligeså med højttalerne, der brager ud med kinesisk snak fra kl. 7 om morgen afbrudt af lidt musak ind imellem. Men de grå guld'ere var vældig flinke og snakkesaglige, og Lasses arme blev gransket med stor misundelse grundet de fremtrædende vener ”Ohh! Hvis jeg havde det, så ville jeg ikke skulle stikkes så mange gange hos lægen”, sagde vores sidekammerat og viste en fuldkommen ugennemsigtig arm frem.

Togturens indledning gav for alvor mulighed for at 'bade i masserne'. Beijings West Train Station er den største banegård jeg nogen sinde har set, og den er proppet med mennesker, virkelig. Man må desuden ikke gå ned til skinnerne før i sidste øjeblik, hvilket resulterede i at der samlede sig flere og flere ovenpå i ventesalen, indtil rummet var proppet og så gik skubben og masen ellers i gang sekundet døren ned til toget blev åbnet. Vi sad fuldkommen passiviserede i lang tid mens folk gik amok og trampede og maste dem selv og deres bagage ind i mængden for at komme igennem den meget lille passage, og folk sprang over sæder for at komme foran og smed store tasker og kasser over indhegningen og det var helt vildt. Vi kunne heller ikke helt gennemskue grunden til at ville først ind i toget eftersom alle måtte have nummererede sæder... forstår det faktisk stadig ikke, men badet i masserne, det fik vi så prøvet.
En 3. klasses kinesisk togvogn, ogsaa kaldet hard sleeper

Kunming er en stor by, så stor at den har sin egen vegetar restaurant, hvor man kan få alle former for køderstatninger, formet som det imiterede dyr. Igen mega ærgerligt at vi ikke fik kammeraet med, for det var et yderst underholdende menu kort. Ellers er her mange markeder og et utroligt smukt Bamboo Tempel.

Nyt og gammelt side om side i Kunming

Bamboo Tempel

Der er mange parker i byen og størstedelen af dem har de gamle virkelig sat sig på; det vrimler med aktive gamle, de spiller kort, mahjong, på strygere, petang, laver gymnastik og chai tji og synger karaoke på store anlæg, det er total hyggeligt og det minder mig om Barcelona, hvor man ser mange store grupper gamle der fylder i gadebilledet og i det offentlige rum. Og så bliver der diskuteret højlydt og man ærgrer sig igen over de sproglige begrænsninger, for disse mennesker må have oplevet de vildeste ting i løbet af deres liv.

Kina Beijing

Der har ligget en tåge over Beijing de sidste 6 dage vi har været her, og først tænkte jeg at det nok var overskygget, men forureningen har absolut også en disende effekt. Byen er enorm – på størrelse med Belgien – og ganske rigtigt rummer den stort set alt. Samtlige bydele vi har været i virker som centrum med store alléer, pompøse bygninger med skinnende facader og samtidig de allestedsnærværende hutonger – de små sidegader, der giver ethvert kvarter en hyggelig og livlig atmosfære. Her er altid liv, billig og lækker mad og folk der spiller kort eller mahjong, tilbud om massage eller køb af plastik dimser som du ikke vidste du manglede. Store modsætninger slynger sig ind imellem hinanden i et væk; rig/fattig, skinnende rent/total trashet, venlighed/mistænksomhed, nyeste skrig/old gammelt.

En hutong

Ting man var lige ved at købe, eller ikke..

Mobiltelefoner er ganske overvurderet

Mange mennesker i Beijing

..ogsaa i metroen

Dumplings er et must og kan faas overalt, altid

Men der er naturligvis ogsaa andre delikatesser

Men tømrermaend klares stadig bedst med et godt globalt imperialistisk maaltid

Vi har været indlogeret i Lee Garden, upper class apartment med en foyer, som fik mig til at mindes en Pretty Woman-scene, da vi traskede op til receptionen i vores støvede og slidte backpacker dress. Det var Lasses overraskelse og luksusindsprøjtningen faldt på et tørt sted; egen lejlighed, med to fjernsyn (hvilket vi jo slet ikke kunne administrere, så der er tanket rigelig op med TV-rugby, HBO-lortefilm og CNN nyheder i årene).
Men vi har naturligvis også turistet den: Den Forbudte By, Tianamen Square, 798 art district, militær maleri udstilling (det var ikke med vilje) og et par byture, hvor vi formåede at feste godt igennem og være total ugidelige og ynkelige den følgende dag. Første gang ledte vi efter en reggae bar og endte i Beijings svar på Nyhavn, på en såkaldt reggae bar, hvor de dog kun spillede spansk folk og flamingo, men billige drinks havde de, og de var ikke bange for at blande hvad som helst i cocktailglasset og give det sjove navne (Lasse fik en AK-47 og jeg en GayPirate). Vores videre jagt efter tjald førte os videre til Sanlitun, som er de unge og hvides gå-i-byen kvartet. Her fandt vi en hiphop klub med en god andel nigerianske gæster, hvem vi havde fået at vide vi skulle kontakte hvis vi ville have fat i noget. Jeg kunne ikke få mig selv til at henvende mig: ”Hva' du er da sort, er du ik'? Har du noget tjald?”. Ikke før mange bajere efter (som for øvrigt var utrolig billige) og sådan mødte vi Andy fra Lagos, som vi hang ud med resten af aften. Han var rejst fra Lagos til Sydkorea og var nu her i Beijing, men havde en drøm om at komme til et engelsktalende land. Han kunne skaffe alle de stimulanser man kunne ønske sig, og mente selv at han røg lidt for meget til hverdag og de fleste dage bare gik med at stene rundt og så på disk om aften. Det var spøjst at høre hans historie, og jeg kom til at tænke på mange af de nigerianske kvinder fra mit gamle arbejde på Reden International, hvordan det kan være mennesker lige ender hvor de gør og hvad stederne bringer dem. Turisten møder vagabonden fra Zygmun Baumans: Globalization: The Human Consequences (et af de bedste sociologiske værker jeg har læst, jeg anbefaler). Den anden bytur var fejring af Ian fra UK, som vi første gang mødte i Irkutsk, igen i UlanBataar og så her i Beijing – alligevel rart at hænge ud med ”gamle kendinge” her i de fremmede egne.

Den forbudte by

Ogsaa Den forbudte by

Ogsaa i Den forbudte by

Et fint ur i ursamlingen i Den forbudte by

En fin skulptur

Chinglish kan vaere et underholdende lingvistisk indslag

En overvaagningslygtepaeel ved Tianamen Sq

Tyggegummi fjerner ved Tianamen Sq

Kinesisk popart i det total arti farti 798 art district

Mongoliet set i bakspejlet

Om 2 timer har vi gennemført den Transmongolske togtur, så det er med lidt vemod at vi nyder den sidste bid, på 1. klasse; afslutning med stil. Det er virkelig værdsat med lidt privatliv – stuff white people like, i hvert fald i vores alder efter ugevis af dormatories og fællestelte. Bare at kunne lukke døren, og låse, og ikke behøve at være indstillet på at hvem som helst kan brage ind når som helst med mere eller mindre legitimt ærinde.

Inden Mongoliet så jeg oprigtig frem til at lade øjet bade i endeløse, uberørte landskaber, fri for menneskelig indgriben og ødelæggelse, og det har jeg fået opfyldt. De relativt flade, golde og rå sletter, kun afbrudt af en ensom yurt, en flok kameler eller geder – og de obligatoriske glasskår og smidte plastik flasker, strækker sig i uendelighed og giver virkelig følelsen af at kunne blive væk og glemt landskabet. Og konsekvensen er så den langt mere sparsomme tilgængelighed af varer. Som en sand lægmand udi primær- og sekundær sektoren har det fået mig til at sande den enorme anstrengelse der skal til for at gøre en livsstil som min, som forbruger, mulig, med infrastruktur, klimaforhold, produktionsmidler, handelsaftaler, transport- og opbevaringsmuligheder osv. osv. Mongoliet er virkelig et land hvor disse faciliteter ikke er udviklet, hvilket så tillader at bibeholde en mere ”oprindelig” livsstil i harmoni med naturen, men gad vide hvor lang tid og hvordan det kan fortsætte, når snart alle har RET til en SUV og en fladskærm.

Og nu er vi så trådt ind i Kina, den diametrale modsætning i forhold til kapitalistiske produktionsforhold. Umiddelbart fyldte det mig med glæde og lettelse, da jeg vågnede og ud af togvinduet så et landskab dækket af opdyrket jord, beboelse og ikke mindst frodigt. Jeg forestiller mig vores næste stop, Beijing, som et sted hvor der ikke ligefrem er mangel på ting, hvor alt er tilgængeligt hvis du har penge, og jeg forbereder mig på at 'bade i menneskemængder'.

Hjulskift på tog ved grænsen

Paa den kinesiske side

Gobi ørknen

Da vi var i Tsetselek forsøgte vi på egen hånd at komme til Gobi ørknen, da det på kortet så ud som om at der ikke var så langt igen og der tilmed var en vej. Men man kommer ikke bare lige rundt i Mongoliet med det offentlige og i bagklogskabens lys, var det nok smart at vi siden hen udforskede ørknen via en arrangeret tur.

Så tilbage i UB meldte vi os på en 8 dages ekspedition i Gobi Ørknen, en arrangeret tur med chauffør, guide og 5 turister i alt (Jason, kinesisk-amerikaner der havde arbejdet i Italien som ambulancefører; Bernie fra Østrig, arbejdet som ingeniør i Tyskland og Gertrud, Bernies mor lægesekretær, med mange klamme historier fra sit job). Guiden, Tsengunee, introducerede først sig selv, som vores 'mama' da han ville stå for madlavning og overnatning, og derefter Muggi, vores chauffør som vores 'papa' og i øvrigt tilføjede han: ”Muggi is a sportsman”, i brydning. Muggi talte ikke et ord engelsk og lod heller ikke til på noget tidspunkt at være interesseret i at kommunikere, men holdt sig til at køre os rundt i hans russiske 4-hjulstrukket rugbrød og derudover dele køb ud ved måltider. Muggi var meget glad for kød.
Selve turen bød på daglige 6-8 timers køreture ud over den mongolske ørken, og vi blev hurtig instrueret i at det bringer uheld at spørge om, hvor lang tid der er til man er der; vi stolede bare på Muggi, bag sine solbriller, ville bringe os uskadt til vores destinationer. Der gik kun ild i motoren en enkelt gang og den klarede Muggi også, som den habile mekaniker han også er.

Gobi lader sig nok bedst beskrive visuelt, helt fantastiske landskaber (nogle af billederne er taget af Bernie).

Jason, Bernie og Gertrud

Muggi, chaufor, sportsmand og mekaniker, repererer bilen efter brand i motoren

Flamming cliffs

Vi overnattede under forskellige forhold, nogle gange i homestays, i turist camps, i huse, i yurter og i telt. Der var desuden kamelridning inkluderet. Vi ankom til en turist camp, drevet af en lokal familie, der både lod til at holde, geder, heste, yakokser og kameler man kunne ride på. Familiens overhoved, Mr. Nimka, var den lokale bryder mester og havde billeder og medaljer hængende i deres yurt. Ham og hans kone havde mødtes i skolen; hun var den klogeste i sin klasse og han var sportsmesteren, og så endte det jo med at være et rent 'elite par', som Bernie bemærkede. Deres børn var alle under uddannelse, og da vi var der var konen ikke tilstede, eftersom hun var taget med de mindste indtil byen for at installere dem. Alle skolebørn fra udkanstområderne bor i dormatories/kostskoler, hvor der er personale ansat til at tage sig af dem, og de er kun hjemme med forældrene i skoleferierne – uanset hvor små de er. Man betaler ikke for skolen, men familien skal selv sørge for føde, så børnene bliver sendt af sted med store mængder kødforråd (som jeg ikke aner hvordan bliver opbevaret).

Det er så Lasse på en kamel

Og det er hele kamel ridnings holdet

Sand dunes

På vej op ad sand dunes

Turist camp by night

Tsengunee, vores guide, fortalte at 20 % af befolkningen lever som nomader og opretholder den traditionelle livsstil. De flytter typisk 4 gange om året til forskellige områder, som de på en eller anden måde har råderet over. Mongoliet er et kæmpe land med en lille befolkning, til trods for at landbefolkningen gerne får en 5-6 børn, men det lader til at der ikke ligefrem er pladsproblemer og tilstrækkelig land for nomaderne til at græsse deres livestock. Man holder 6 forskellige dyrearter: yakokser, køer, geder, får, heste og kameler, og alle kan spises og malkes, mælken smager dog helt anderledes end en skål Arla komælk, og det var mildest talt svært at få det ned nogen gange, men customs skal jo overholdes.

Ged iført kondom

White cliffs

Canyon

Lokal bande haenger ud ved benzin tank

Mongolsk dørmand

Linselus kamelen i flokken

Lasse har lige kobt sig en minideel

Sovepladser fordeles i yurten

Lucia skyller øjnene fra hellig kilde for at se bedre, vist nok...

Hyrde tager vand fra brønden til gederne

Room with a view

Den lille gruppe