Moskva - Yekatarinenburg

Moskva
Togturen fra Skt. Petersborg til Moskva tog vi over en nat, hvilket ikke var helt nok tid til at slappe af, nyde det forbirullende landskab og komme ordentlig i snak med vores kupé-kolleger; en ældre russisk kvinde med imponerende lidt bagage og en russisk forretningsmand, som der i øvrigt er flest af blandt passagererne, og som også er dem der generelt er bedst til engelsk (hvilket godt kan ærgre lidt). Men et vældigt fint russisk tog, ”Den Røde Pil”, i en blanding af plastik-look og røvballegardiner med ponponer som passer meget godt til russisk æstetik; en blanding af noget moderne (som oftest minder om de glade 80'ere) og det klassiske med meget tingel tangel, og ikke mindst guld, og guld kommer jeg tilbage til. Det skulle så senere vise sig at togenes tilstand og udsmykning falder gradvist jo længere man bevæger sig mod Øst, men det vidste vi jo ikke endnu så vi var meget imponeret over den russiske togdrift – som i øvrigt var punktlig til minuttet hele vejen, imponerende.

Moskva er om muligt endnu mere monumental end Skt. Petersborg, og præget af at være det politiske centrum, med mange ”vigtige” mennesker der kan lide det stort, rent, ordentligt og stort. Igen forekommer noget af storheden ren kitch for en person vokset op i Nordeuropa. Toppen blev klart nået i forlystelsesparken (som jeg desværre ikke husker navnet på), der breder sig over et gigantisk areal, noget nær hele Nørrebro, spækket med pompøse guldspringvand og overdådige bygningsmonumenter. Vi var komplet overvældet, ikke mindst af den sære blanding af noget virkelig storladent og så samtidig en Bakken-agtig stemning, med arkade indretning inden i bygningerne, masser af halvforfaldne forlystelser og tilmed fadølsautomater. Senere fik vi at vide at parken oprindelig blev opført i 1920'erne for at underholde arbejderklassen, og hver bygning var en stand der repræsenterede hver sin sovjetiske region, hvor man kunne smage mad fra egnen og se kulturelle indslag. Nu kan man derimod købe sig et nyt kamera, punk-udstyr, våben og selvfølgelig plastik souvenirs. Ved parkens indgang ligger et kosmonaut museum med udstilling af den stolte russiske rumfartstradition, dekoreret med en super høj skulptur der får en til at føle det rumlige historiske vingesus.
Vi nåede desværre kun at se en brøkdel af parken, da vi havde billetter til Bolshjoi Balletten om aften, der opførte Don Quixote. Og da Lasse insisterede på at nå tilbage til hostlet for at skifte til en ren skjorte, og afstandene er noget større end man er vant til, endte det med at vi småløb hele vejen derhen (i Moskva, juli måned), hvilket resulterede i at vi sad og kampsvedte under de to første akter, godt hjulpet af manglende ventilation eller aircon. Men en virkelig fin ballet, med langt færre restriktioner for spontane klapsalver og udråb fra publikums side end man er vant til hjemmefra.

Hver kvinde repræsenterer en tidligere sovjetisk stat

Kosmonaut museets varetegn ved indgangen til forlystelsesparken

Don Quixote i Bolshoy Balletten

Ellers gik dagene i Moskva med trasken rundt i kvarterene og de klassiske seværdigheder, sidstnævnte i følgeskab med en af epidemisk mængde af brudepar, som åbenbart må og skal fotograferes foran byens attraktioner. De var seriøst over det hele og hele tiden, med deres gæster og champagneglas og fotografer der instruerede dem i positurer, det var for vildt og meget skræmmende. En anden ting der også toppede i Moskva, var mængden af limosiner, hummere, SUV's og bare gigantiske biler, vi så endda en pink hummerlimo (fik desværre ikke noget billed da vi begge frøs i en blanding af beundring og chok). I det hele taget virker det som en populær disciplin her, at flashe rublerne, guldet ses ikke kun på springvand og bygninger men virkelig også på folk.

Et brudepar bliver fotograferet i en klassisk positur paa en klassisk location

Det er svært ikke konstant at sammenligne alt man ser med derhjemme, specielt når man rejser to sammen og hele tiden kommenterer omgivelserne, og det føles som om man hurtigere afgiver dom over ting og hurtigere er videre til det næste. I hvert fald er der uendelig mange indtryk som er svære at nå at fordøje rigtigt. Jeg havde nok lidt naivt forestillet mig at det ville hjælpe på det ved at rejse langsommere og mærke kilometerne forsvinde gradvis bag en, men derfor oplever man jo ikke mindre i løbet af en dag når man er nået frem, og så er toget altid en oplevelse i sig selv. Backpackningens evige dilemma: den noget overfladiske screening og tursiten rundt, hele tiden sætte sig nye mål for hvad man skal nå og opleve, følelsen af at man nok aldrig kommer tilbage og konstant skulle omstille sig til det nye. Især her i starten af vores rejse hvor tidsplanen er fastlagt på forhånd, er der ikke rigtig mulighed for at mærke efter og blive et sted hvis man føler for det; måske senere...


Ikke langt fra vores indlogering fandt vi en smuk lille oase kaldet Advokado, en vegetarisk restaurant, hvor jeg blandt andet fik mig en vegetarisk bøf stroganov, jums.

Solnedgang fra toget mod Vest

Toget videre østpå
Rejsen fra Moskva mod Yekatarinenburg begyndte lige lovlig action packed. Vi ankom med metroen hvor man skulle være i gåaftand til banegården, vi havde så bare ikke luret at der ligger 4 forskellige banegårde op til den samme metrostation, så efter at have siddet i noget tid og kigget efter vores tognr. på afgangstavlen, begyndte panikken stille og rolig at indfinde sig og det gik op for os at vi var på det forkerte sted, men med hjælp fra adskillelige samarbejdsvillige og hjælpsomme betjente og civilister fik vi løbet det rigtig tog på den rigtige banegård op, i fuld oppakning, i 27 C, modtaget af en smilende togstewardesse, der helt sikkert har set opløbet før. Vores tilstand taget i betragtning var vi taknemmelige for at have kupeen for os selv den første strækning, så vi lige kunne dampe af i fred og nøgenhed. Turen tog lidt over et døgn, og eneste nedtur på turen var vores total amatøragtige madpakke, hvilket fik mig til at indse at en pakke citronkiks og 4 æbler ikke rækker til et døgn, selvom man for det meste sidder stille. Inden længe fik vi selskab af en buisness mand og en soldat. Førstnævnte, der ikke talte et ord engelsk, var klart den mest kommunikative og forsøgte med varierende succes at udspørge os og samtale via sin telefonordbog. Efter vi med besvær havde fået forklaret at vi var på 8 måneders rejse uden at skulle besøge 'relatives', hvilket lod til at undre, valgte han på sin telefon at spørge ”why”, og hertil kom Lasses nyest erhvervet russiske sætning virkelig til sin ret: Hи4ero [ni-che-vo] (eng. never mind). Så talte de mest med hinanden, og lod til at blive mægtig gode venner, og de bød os på pølse, bananer, the og kaffe, hvortil vi jo kun kunne gentilbyde nogle skallede kiks – amatører.

spisevogn – Vi forsøgte at afhjælpe sulten ved et besøg i spisevognen, men deres vegetariske udvalg var ikke overvældende

Yekatarinenburg
Yekatarinenburg er først og fremmest kendt for Blodskirken, stedet hvor den sidste russiske zarfamilie Romanov blev henrettet af Lenins udsendte i 1918. Desuden er det stedet hvor Boris Yeltsin startede sin politiske karriere. Og så har de et relativt kedeligt kunstmuseum (hvor jeg er sikker på at jeg så det præcis samme maleri som jeg også har set i Skt. Petersborg; en russisk kampscene, dækket af sne) og en stor sø, hvor romantiske par kan padle hinanden rundt, efter de har svoret deres kærlighed ved at sætte en lås på broen.

Street art

Jeg tror at vores mest oprivende oplevelser her, var vores hotel: Bolshoy Hotel, et nedlagt hospital, som mest af alt fik en til at tænke på The Shining, med lange slidte, uhyggeligt oplyste gange, knirkende gulve, afskaldet tapet og lugten af fugt. Badene i kælderen gav minder om badning efter gymnastik i folkeskolen, og den inkluderede morgenmad, som kunne indtages på øverste etage med russisk TV-shop kørende for fuld udblæsning, var mere end hvad jeg kunne klare: blege pølser svømmende rundt i en uidentificerbar væske, tørt brød og noget som måske skulle være ost, men som smagte af noget andet, uidentificerbart. Det hele føltes som en ganske autentisk russisk oplevelse.

Afprøvning af nyindkøbt telt på gangen i det meget uhyggelige Bolshoy Hotel