Så tilbage i UB meldte vi os på en 8 dages ekspedition i Gobi Ørknen, en arrangeret tur med chauffør, guide og 5 turister i alt (Jason, kinesisk-amerikaner der havde arbejdet i Italien som ambulancefører; Bernie fra Østrig, arbejdet som ingeniør i Tyskland og Gertrud, Bernies mor lægesekretær, med mange klamme historier fra sit job). Guiden, Tsengunee, introducerede først sig selv, som vores 'mama' da han ville stå for madlavning og overnatning, og derefter Muggi, vores chauffør som vores 'papa' og i øvrigt tilføjede han: ”Muggi is a sportsman”, i brydning. Muggi talte ikke et ord engelsk og lod heller ikke til på noget tidspunkt at være interesseret i at kommunikere, men holdt sig til at køre os rundt i hans russiske 4-hjulstrukket rugbrød og derudover dele køb ud ved måltider. Muggi var meget glad for kød.
Selve turen bød på daglige 6-8 timers køreture ud over den mongolske ørken, og vi blev hurtig instrueret i at det bringer uheld at spørge om, hvor lang tid der er til man er der; vi stolede bare på Muggi, bag sine solbriller, ville bringe os uskadt til vores destinationer. Der gik kun ild i motoren en enkelt gang og den klarede Muggi også, som den habile mekaniker han også er.
Gobi lader sig nok bedst beskrive visuelt, helt fantastiske landskaber (nogle af billederne er taget af Bernie).
Vi overnattede under forskellige forhold, nogle gange i homestays, i turist camps, i huse, i yurter og i telt. Der var desuden kamelridning inkluderet. Vi ankom til en turist camp, drevet af en lokal familie, der både lod til at holde, geder, heste, yakokser og kameler man kunne ride på. Familiens overhoved, Mr. Nimka, var den lokale bryder mester og havde billeder og medaljer hængende i deres yurt. Ham og hans kone havde mødtes i skolen; hun var den klogeste i sin klasse og han var sportsmesteren, og så endte det jo med at være et rent 'elite par', som Bernie bemærkede. Deres børn var alle under uddannelse, og da vi var der var konen ikke tilstede, eftersom hun var taget med de mindste indtil byen for at installere dem. Alle skolebørn fra udkanstområderne bor i dormatories/kostskoler, hvor der er personale ansat til at tage sig af dem, og de er kun hjemme med forældrene i skoleferierne – uanset hvor små de er. Man betaler ikke for skolen, men familien skal selv sørge for føde, så børnene bliver sendt af sted med store mængder kødforråd (som jeg ikke aner hvordan bliver opbevaret).
Det er så Lasse på en kamel
Tsengunee, vores guide, fortalte at 20 % af befolkningen lever som nomader og opretholder den traditionelle livsstil. De flytter typisk 4 gange om året til forskellige områder, som de på en eller anden måde har råderet over. Mongoliet er et kæmpe land med en lille befolkning, til trods for at landbefolkningen gerne får en 5-6 børn, men det lader til at der ikke ligefrem er pladsproblemer og tilstrækkelig land for nomaderne til at græsse deres livestock. Man holder 6 forskellige dyrearter: yakokser, køer, geder, får, heste og kameler, og alle kan spises og malkes, mælken smager dog helt anderledes end en skål Arla komælk, og det var mildest talt svært at få det ned nogen gange, men customs skal jo overholdes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar