Næsen hjem og blikket bagud

Så har vi været på farten i 8½ måned og så føler mig sig alligevel rimelig trænet og i stand til ikke at lade sig vælte omkuld af lidt kaos og larm. Men så kommer man til Medan Lufthavn (som så også skulle være en af de mest kaotiske) og så kan man alligevel ikke undgå at blive forarget over at folk helt åbenlyst maser sig ind foran i køen (og i øvrigt helt skamløst vender sig om og smiler til en – hva' fanden), at blive forvirret over at få to fuldkommen modsatrettede beskeder fra to mænd i samme slags uniform og larmen udfordrer orienteringen og hjerterytmen.
I bussen på vej tilbage til Medan, hvor vi har været det sidste døgn, havde vores bus knap indtaget sin plads i byens trafikale kaos, før en mand hopper op i bussen og vækker Lasse, som ligger og sover på bagsædet i bussen; ”you need taxi sir?”. Øh nej, jeg sidder egentlig i en bus og faktisk sov jeg indtil du besluttede dig for at vække mig med dit lige nu ret inerverende spørgsmål. Og han blev ved, virkelig vedholden med udfritningen om hvor vi skulle hen, hvor vi skulle sove, hvordan vi ville komme derhen og endelig gav han op. Man vil jo ikke være uhøflig, men der ER grænser. Og det er netop de grænser der er det svære, men også det interessante. Lige så snart man ser at de lokale får samme behandling så finder man sig i det meste, men i det øjeblik man føler sig snydt, så er det ikke sjovt. Og naturligvis er vi blevet ”snydt”, altså opkrævet mere end hvad man som lokal almindeligvis skal betale, men det er også fint nok i og med at det er billigere for os osv., men der er grænser. Det at bevæge sig ind i fremmede egne – konstant – er en kontinuerlig tillidserklæring til de mennesker man møder. Der er utrolig lidt man kan vide på forhånd, så man er nødt til at stole på folk og de informationer de giver, selvfølgelig også bruge hoved, men alligevel. Og på den front er det ret imponerende, hvor godt vi er blevet behandlet stort set overalt hvor vi er dumpet ned. Der var lige episoden i Tsetselek i Mongoliet som udviklet sig temmelig ubehageligt, men det er også det eneste. Vi er ikke på noget tidspunkt blevet sendt ad helvede til (hverken geografisk eller metaforisk), scamet eller lignende. Naturligvis har der været et væld af misforståelser og sproglige barriere, og mange gange har jeg haft lange samtaler hvor ingen af os har fattet en meter af hvad den anden sagde, derfor kan man jo godt snakke sammen alligevel og i bedste fald kan man selv bestemme, hvad den andens svar betyder, bare man griner og kommer med masser af nik og ”yes yes”, så kan det være ganske hyggeligt.
De samme ting som man i dette øjeblik hvor det hele tager sin afslutning er glad for at slippe for, bliver sikkert også de ting som man senere vil huske tilbage på med længsel. Lasse siger i hvert fald at han lige nu er glad for at slippe for alle de folk der uopfordret tager kontakt på gaden, for her på Sumatra har det været ganske overvældende. På hver eneste tur i tricycle kører folk op på siden på motorcykel ”elo mista, wa u goin” råber de, nogen gange helt op i hoved på en. Og hvad skal man svare, især når det er 120'ende gang man har fået spørgsmålet den dag. Og der er ikke tvivl om at Lasse er langt mere udsat end jeg har været. På godt og ondt. Og hvis man nu ikke kender Lasse, så kan jeg uden at overdrive godt beskrive ham som et temmelig socialt menneske. Snakketøjet er i orden og folk har meget nemt ved at synes godt om ham, hurtigt. Selv er jeg nok lidt mere tilbageholden og langsom i optrækket til at indlede en samtale. Men det er klart ikke den eneste grund til forskellen af antallet af bongkammerater vi hver især kan skrive på listen efter denne tur. Kønnet har, ikke overraskende, en helt overvældende betydning. Jo længere vi er kommer øst- og sydpå er antallet af kvinder, som enten arbejder med kundebetjening på hostels eller restauranter, eller som blot tager uopfordret kontakt på gaden skrumpet ind. Der er et helt overvældende flertal af unge mænd i det offentlige og semioffentlige rum og måden de tager kontakt til hvide mænd og hvide kvinder er væsensforskellige. Det er utrolig let lynhurtigt at falde ind i et mandefællesskab, ”yo bro” og blive klappet på skulderen og til nød thy til fodboldsnak, hvis man skulle løbe tør for andre emner. Indgangen til at snakke med en hvid kvinde indledes for det meste i en flirtende tone og halvfnisende med et halvt øje til kammeraterne bagved. Og så kan man som hvid kvinde vælge hvordan man vil reagere, give svar på tiltale, stille modspørgsmål, ignorere, smile opgivende eller svare på noget helt andet. Tænker det har meget med temperament at gøre og der er masser af ligheder med hvordan det er derhjemme. Forleden snakkede vi om den skæve kønsfordeling i de semi-/offentlige rum og Lasse bemærkede at det ikke er anderledes derhjemme på Christiania, hvilket jeg giver ham så evig ret i. Og selvom man kan argumentere for at skævvridningen blot er på overfladen, så er det jo det man møder som udefrakommende. Og udefrakommende er præcis den måde man oplever verden som rygsæksrejsende. Og det er en af de ting jeg er mest glad for at slippe for nu, det er trættende. Identiteten som hvid turist, som er måden andre mennesker indledningsvis opfatter og reagere på en er VIRKELIG trættende. Glæder mig til at blænde ind derhjemme.
Og så glæder jeg mig også helt overdrevet meget til at se mine folk derhjemme, at møde gamle (modsat nye) mennesker som jeg har savnet og udveksle røverhistorier. Men jeg skal nok passe på med at smøre for tykt på, for det kan være de har fulgt med i bloggen her – men den skal man nu også tage med et gran salt.

In the jungle - Bukit Lawang

Synges på Jinglebells:

Jungle trek, jungle trek,
in Bukit Lawang,
See the monkey, see the bird, see orangutang

Jungle trek, jungle trek,
in Bukit Lawang,
See the monkey, see Mina, everybody run

Bukit Lawang er en lille landsby, omgivet af jungel. I 2003 blev store dele af byen ramt af en flodbølge og omkring 300 mennekser omkom og al bebyggelse langs floden blev revet med. Siden da er meget blevet genopbygget og renoveret og nu fungerer byen som et yndet turistmål for base til en tur i junglen, ikke mindst for at se vilde og semivilde orangutanger, a.k.a. human's redheaded cousin. Den omkringliggende jungel er lavet til nationalpark og her rehabiliteres orangutanger som har levet i fangeskab til at klare sig selv i naturen, dog under opsyn af myndighederne (men hvem er ikke det nu om dage). Og det skulle vi jo også prøve, det der med at se orangutanger og
"nature" som vi er, tog vi en to-dages guided tur, altså med en enkelt overnatning i det vilde for at opstøve nogle af disse rødhårede berømtheder.

Der er mange dyr i junglen, og her er et af dem som jeg ikke ligefrem havde glædet mig til at møde, men flot er den. Vi fik også besøg af en 1½ m lang pytonslange i vores lejr, som der desværre ikke er billeder af her, men den har tilgengæld brændt sig rimelig fast på nethinden...

Og her endnu en i familien, som en af vores guider holder lidt... fordi han kan vel

En varan (tror jeg nok den hedder), som alligevel var temmelig stor men bevægede sig tilgengæld relativt sløvt

Så er der møde i trætop 34, hvor vigtige emner debatteres højlydt

Og det er så Mina og hendes 2-årige unge. Mina er berømt og berygtet for at kunne være temmelig aggressiv (jf. sangen i begyndelsen af indlægget) og vi var på forhånd blevet advaret om at hun har bidt omkring 100 turister so far, men at hvis vi bare fulgte vores guiders anvisninger var der ingen grund til panik. Så det gjorde vi og alt endte godt. Og så var det vildt fasinerende at se de to vælte rundt i træerne og for alvor hænge ud.

Endnu en abe vi mødte, denne var så ikke så genert

Lasse tager sig en slapper i floden efter en hård dags extreme trekking

Jeg blev inviteret med til et bryllup i landsbyen en af dagene og her er bruddeparret

Bryllups gæster

Jeg blev tvunget til at stille mig op ved brudetronerne og lade mig fotografere med parret, hvilket naturligvis var mega pinligt

Aceh provins

Aceh er Sumatras nordligste provins og har Sharia-lovgivning. Flere rejsende vi havde mødt forinden fortalte, at man her ser mere strengt på kvinders påklædning, at alkohol er forbudt og dermed ikke er så let at skaffe og at man i det hele taget skal være mere forsigtig. Ditlev, en herboende tysk pensionist som vi mødte på Samosir, mente dog at indførelsen af Sharia mere skulle ses som et forsøg på at opnå mere uafhængighed end decideret streng religiøsitet. Altid et dilemma om hvor meget man skal tilpasse sig, selvfølgelig udvise respekt men ikke at underlægge sig ting man mener er overdrevne. Ikke desto mindre var jeg forberedt på at trække i lange ærmer og bukser - og her er ulidelig varm, men okay.

Banda Aceh
Vi ankom til Banda Aceh, regionens hovedstad, efter en nat i mini-van med utrolig lidt benplads men med masser af dødskørsel, og som sædvanlig havde vi ikke booket logi i forvejen. Så da de på det fjerde hotel vi var inde på, afviste os fordi de var 'fuld booket', begyndte jeg at blive godt irriteret (det var også meget varmt). Jeg blev opfyldt af følelsen af at blive diskrimineret, religion, hudfarve, what ever, og det er bare så nederen. Lasse mente ikke at de talte usandt og at der nok vitterlig var fuldt optaget, hvilket gjorde følelsen endnu mere inerverende. Til slut fandt vi et kinesisk ejet hotel og her var der masser af plads, og så kunne vi endelig smide rygsækkene og jeg kunne tage oplevlsen til mig og sætte pris på den kropslige erfaring af hvor fucked up det er at føle sig diskrimineret.

Bande Aceh var en af de steder, der blev uigenkaldelig ramt af tsunamien i december 2005, dog først efter at være blevet ramt af et kraftigt jordskælv et par timer forinden vandet kom. Et dødstal på lidt under 300.000 i hele provinsen og byen blev lagt i ruiner. Efterfølgende har det internationale samfund postet mange mange penge i regionen, og derfor giver byen nu indtrykket af at være ganske velstående. Der huserer stadig et utal af NGO'ere (som man kan kende på firhjulstrækkerne) og Tsunami Museets bygning overgås kun af moskeen. Vejene er alle blevet genopført og de forskellige strækninger er navngivet 'autobarn', 'autopiste' og 'highway' alt efter hvilke lande der har finansieret.

Byens største moske, som vi dog ikke fik lov til at gå ind i

Vejkryds

En alsidig morgenmad

Tsunami Museums bygning

Replika af moskeen efter tsunami katastrofen

En anden moske

Avokado smothie fra gadebod

Pulau Weh
Et par timers sejltur nord for Banda Aceh ligger den lille ø Pulah Weh, som er kendt for at være omringet af gode dykkerspots. Der er et rigt dyreliv såvel på land som under vandoverfladen, og om aften i dykkershoppen som vi hang på, blev der mellem (ulovlige og dermed dyre) bajere og masser af joints udvekslet røvere om slanger, aber og dykning, dykning, dykning, seriøst, nogen mennesker kan bare ikke tale om andet – men det var okay hyggeligt. Jeg fik taget mig et advanced dykker kursus og udover dykning lavede vi ikke så meget andet end at chille, spise og ja chille.

En dykker på land...

... og plask

Udsigten fra vores toilet

Gardneren på job

Fiske grilning

De lokale kandidater på lorteøen...?!

Festtøj hos den lokale skrædder

Også på disse bredegrader er fodbold populært, og Barca kommer man ikke udenom

Tsunami advarsler og evakueringsplaner ses over alt

Nordlige Sumatra: Medan og Samosir

Omtumlet afsked med Filippinerne

Så gjorde vi det igen, det vi helst undgår, nemlig at flyve. Vi så dog ingen vej udenom i at forlade det filippinske ø-rige og sidste måned af denne rejse er sat til at foregå på den nordlige del af den indonesiske ø Sumatra. Og lidt dramatisk skulle det åbenbart også foregå, for sidste nat i Cebu tilbragte jeg i en halv-hallucinerende febervildelse, hvilket kom sig af et insektbid på armen, som i løbet af aften antog stadig mere mystiske former og fik fremprovokeret en flot rød/lilla plamage på min overarm. Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at spendere hele den følgende dag i lufthavne og fly. Tilgengæld blev jeg tilset af en læge i Singapore lufthavn, som for den nette sum af 86 USD kiggede på bidet og sagde, at jeg nok bare skulle fortsætte den antibiotika vi havde skaffet ved håndkøb på det nærmeste filippinske apotek, og at hun i øvrigt ikke kunne sige hvad/hvem der havde bidt mig.


Medan

Ikke desto mindre ankom vi til Medan, det nordlige Sumatras hovedstad, som vi kun har hørt dårligt om. Alle har sagt at man skal skynde sig ud af byen så hurtigt som muligt, at der intet er at se og hotellerne er ringe. Vi landede om aften og tog en taxa til Residence Hotel, og chaufføren levede fint op til, hvad vi også havde hørt om den lokale befolkning; de er super snakkesaglige og er ikke bange for at komme ind på mere personlige emner. Så vi fik lige vendt vores forhold på gebrokkent engelsk der i taxaen, og da vi er ved at stige ud af bilen; ”You on facebook?”.

Vores hotel lå klods op ad og med god udsigt over Raya Moskeen, som vi blev mindet om ved solopgang via højttaleranlæggene, men den er absolut flot at se på. Om morgen var den vores første turistmål og ikke så snart trådte vi ind på området, mødte vi et par lokale turister, der pegende skrald griner ad os, og bad om at posere til et fotografi. Vi tænkte at det nok var fordi Lasse var blevet iført et langt klæde om benene og jeg havde taget hovedtørklæde på, men efter et par uger kan jeg konstatere, at det er et ganske udbredt reaktionsmønster ens blege ansigt fremprovokere; folk peger og griner én åbenlyst op i hoved, og det skal man så også lige vende sig til.

I lighed med Filippinerne lader befolkningen her også til at kunne finde ud af at tage den med ro.

Aldrig så snart var vi kommet ud fra moskeen, blev vi passet op ad en gruppe elever som var ude på en opgave om turisme. Desværre havde vi ikke været i landet mere end et par timer, så det var svært at svare på vores mening om maden, byen og befolkningen.

Men det lod også til at det der i virkeligheden vakte mest interesse hos eleverne var billedet.

Overalt hvor man vender blik eller kamera ser man skolebørn

En klipning i solidaritet med de punkere der for noget tid siden blev arresteret ved en koncert og sendt på opdragelsesanstalt og tvangsklippet


Øen Samosir i Lake Toba

Efter et par dage i Medan, tog vi en 5 timers bustur til Lake Toba, som er en sø formet af vulkanudbrud, hvori øen Samosir ligger. Samosir er kendt for engang at have været en berygtet vestlig hippiekoloni, men som med tiden, og med hjælp fra naturkatastrofer og politiske uroligheder, har mistet denne status (de skulle vist være taget til Thailand). Tilgengæld er der nu efterladt en helt fantastisk smuk ø med masser af turistiske faciliteter, og med langt færre besøgende end der er infrastruktur til. Så for sådan nogle som os, var det en ret perfekt balance mellem komfort og ”autentisk” (eller nærmere ikke-turistisk), og så er omgivelserne helt perfekte – jeg har vist allerede nævnt at det var ret perfekt, men det var det vitterlig også. Vi boede med udsigt over vandet og der var sågar en vippe fra resortet, og klart, tempereret fersk badevand (gratis søvand!) og så var der jo maden. Jeg kunne skrive en hel blog udelukkende om maden her, og jeg undskylder på forhånd de filippinske følelser jeg måtte træde på, men maden her er bare i en anden liga end hvad Filippinerne kunne diske op med - fra et vegetarisk perspektiv. I byerne er der gadespisesteder over alt, og tofu og tempe er en del af standardmenuen, ligesom der til hver en spisebod hører en frisk juice bod, som servere alle former for frugt- og grøntsags juice man kunne tænke sig. Og så er der ikke sparet på kryderrier og chili, og hvis man bestiller kaffe eller the skal man huske at sige pahit for ellers bliver der hældt sukker i a la mellemøstlig manér. I øvrigt er området kendt for sin kaffe, og den såkaldte Luwang kaffe fås også (for lægfolk kan jeg oplyse, at det er verdens dyreste kaffe, da bønnerne bliver spist og derefter skidt ud af en eller anden særlig slags kat).

Mutton og tempe/tofu hos Buddha Café

Åh, ikke noget som en rigtig kop kaffe, og hvilken servering

Øen Samosirs oprindelige befolkning tilhører Batad folket, og de er blandt andet kendt for deres træudskærings arbejde. Og som den træ-entusiast jeg jo rejser rundt med, meldte vi os til et 4 dages kursus hos Benny, som har sin wood carving biks på øen og har været inden for branchen i 13 år – han ved hvordan man håndterer en kniv og hammer og mejsel.

Lasse konstruerede sig en lokal mandolin - som er blevet virkelig flot men som desværre lyder mindre flot når han forsøger at spille på den.


I forbindelse med vores kursus mødte vi en pensioneret tysk herboer, Ditlev, som kom til landet første gang i midt 70'erne i forbindelse med noget arbejde. Han udtrykte det som at: ”man følte sig mere sikker her end i Østtyskland”, forstået som at overvågningen og registreringen var værre her. Hver eneste gang man bevægede sig mellem byer eller områder, skulle myndighederne orienteres, og hvis der var udenlandske gæster på besøg, kom de og tjekkede ca. hver anden dag, om de nu også stadig var der eller var rejst igen. Men det skulle være blevet bedre nu, selvom udviklingen går langsomt. Fx fortalte Ditlev, at det stadig er normen at man skal betale en form for agency penge, når man skal ansættes et nyt sted, såvel offentligt som privat. Og det er ikke små beløb. Jeg forstod ikke helt hvad baggrunden for dette er, måske oprindelig noget med en form for administrationsgebyr for myndighederne i og med at de så skal omregistrere...? I hvert fald en spøjs praksis.

Samosir Cottages hvor vi logerede, ganske billigt i øvrigt

Den daglige dukkert

Et traditionelt Batad-hus, bemærk det kolosale træudskæringsarbejde

En åbenbart udbredt plante-dekoration, og endnu en ting jeg ikke rigtig forstår...

En efterladenskab fra de glade hippie tider, og absolut to ting som man kan have brug for

Night view fra vores rum

Ved øens museum, hvor vi fik forvildet os ind og hvor der blev opført en traditionel bryllupsdans. Vi sneg os diskret ud, da de begyndte at indsamle frivillige til at danse, og heldigvis sad der en stor gruppe middelaldrene danske turister, der var langt mindre generte end os

Samosir set fra Sumatra ved udkigspost

Omkring halvdelen af befolkningen er muslimer og den anden halvdel kristne, og derudover lader der til at være relativ stor religiøs åbenhed. Her en Buddha statue på den veganske restaurant: Buddhas Café, som er en kulinarisk oplevelse af dimensioner

Mere kunst fra Buddhas Café

Folk her er utrolig glade for chips, de servers til stort set hvert eneste måltid - og så skal de jo transporteres...

En kaffesælger på markedet. Bemærk farven om munden, det er ikke læbestift men beatlenut som kvinderne glædeligt tygger på og spytter ud dagen lang

Advokadoer, advokadoer, advokadoer