onkelmax: Nordlige Sumatra: Medan og Samosir

Omtumlet afsked med Filippinerne

Så gjorde vi det igen, det vi helst undgår, nemlig at flyve. Vi så dog ingen vej udenom i at forlade det filippinske ø-rige og sidste måned af denne rejse er sat til at foregå på den nordlige del af den indonesiske ø Sumatra. Og lidt dramatisk skulle det åbenbart også foregå, for sidste nat i Cebu tilbragte jeg i en halv-hallucinerende febervildelse, hvilket kom sig af et insektbid på armen, som i løbet af aften antog stadig mere mystiske former og fik fremprovokeret en flot rød/lilla plamage på min overarm. Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at spendere hele den følgende dag i lufthavne og fly. Tilgengæld blev jeg tilset af en læge i Singapore lufthavn, som for den nette sum af 86 USD kiggede på bidet og sagde, at jeg nok bare skulle fortsætte den antibiotika vi havde skaffet ved håndkøb på det nærmeste filippinske apotek, og at hun i øvrigt ikke kunne sige hvad/hvem der havde bidt mig.

Medan

Ikke desto mindre ankom vi til Medan, det nordlige Sumatras hovedstad, som vi kun har hørt dårligt om. Alle har sagt at man skal skynde sig ud af byen så hurtigt som muligt, at der intet er at se og hotellerne er ringe. Vi landede om aften og tog en taxa til Residence Hotel, og chaufføren levede fint op til, hvad vi også havde hørt om den lokale befolkning; de er super snakkesaglige og er ikke bange for at komme ind på mere personlige emner. Så vi fik lige vendt vores forhold på gebrokkent engelsk der i taxaen, og da vi er ved at stige ud af bilen; ”You on facebook?”.

Vores hotel lå klods op ad og med god udsigt over Raya Moskeen, som vi blev mindet om ved solopgang via højttaleranlæggene, men den er absolut flot at se på. Om morgen var den vores første turistmål og ikke så snart trådte vi ind på området, mødte vi et par lokale turister, der pegende skrald griner ad os, og bad om at posere til et fotografi. Vi tænkte at det nok var fordi Lasse var blevet iført et langt klæde om benene og jeg havde taget hovedtørklæde på, men efter et par uger kan jeg konstatere, at det er et ganske udbredt reaktionsmønster ens blege ansigt fremprovokere; folk peger og griner én åbenlyst op i hoved, og det skal man så også lige vende sig til.

I lighed med Filippinerne lader befolkningen her også til at kunne finde ud af at tage den med ro.

Aldrig så snart var vi kommet ud fra moskeen, blev vi passet op ad en gruppe elever som var ude på en opgave om turisme. Desværre havde vi ikke været i landet mere end et par timer, så det var svært at svare på vores mening om maden, byen og befolkningen.

Men det lod også til at det der i virkeligheden vakte mest interesse hos eleverne var billedet.

Overalt hvor man vender blik eller kamera ser man skolebørn

En klipning i solidaritet med de punkere der for noget tid siden blev arresteret ved en koncert og sendt på opdragelsesanstalt og tvangsklippet

Øen Samosir i Lake Toba

Efter et par dage i Medan, tog vi en 5 timers bustur til Lake Toba, som er en sø formet af vulkanudbrud, hvori øen Samosir ligger. Samosir er kendt for engang at have været en berygtet vestlig hippiekoloni, men som med tiden, og med hjælp fra naturkatastrofer og politiske uroligheder, har mistet denne status (de skulle vist være taget til Thailand). Tilgengæld er der nu efterladt en helt fantastisk smuk ø med masser af turistiske faciliteter, og med langt færre besøgende end der er infrastruktur til. Så for sådan nogle som os, var det en ret perfekt balance mellem komfort og ”autentisk” (eller nærmere ikke-turistisk), og så er omgivelserne helt perfekte – jeg har vist allerede nævnt at det var ret perfekt, men det var det vitterlig også. Vi boede med udsigt over vandet og der var sågar en vippe fra resortet, og klart, tempereret fersk badevand (gratis søvand!) og så var der jo maden. Jeg kunne skrive en hel blog udelukkende om maden her, og jeg undskylder på forhånd de filippinske følelser jeg måtte træde på, men maden her er bare i en anden liga end hvad Filippinerne kunne diske op med - fra et vegetarisk perspektiv. I byerne er der gadespisesteder over alt, og tofu og tempe er en del af standardmenuen, ligesom der til hver en spisebod hører en frisk juice bod, som servere alle former for frugt- og grøntsags juice man kunne tænke sig. Og så er der ikke sparet på kryderrier og chili, og hvis man bestiller kaffe eller the skal man huske at sige pahit for ellers bliver der hældt sukker i a la mellemøstlig manér. I øvrigt er området kendt for sin kaffe, og den såkaldte Luwang kaffe fås også (for lægfolk kan jeg oplyse, at det er verdens dyreste kaffe, da bønnerne bliver spist og derefter skidt ud af en eller anden særlig slags kat).

Mutton og tempe/tofu hos Buddha Café

Åh, ikke noget som en rigtig kop kaffe, og hvilken servering

Øen Samosirs oprindelige befolkning tilhører Batad folket, og de er blandt andet kendt for deres træudskærings arbejde. Og som den træ-entusiast jeg jo rejser rundt med, meldte vi os til et 4 dages kursus hos Benny, som har sin wood carving biks på øen og har været inden for branchen i 13 år – han ved hvordan man håndterer en kniv og hammer og mejsel.

Lasse konstruerede sig en lokal mandolin - som er blevet virkelig flot men som desværre lyder mindre flot når han forsøger at spille på den.

I forbindelse med vores kursus mødte vi en pensioneret tysk herboer, Ditlev, som kom til landet første gang i midt 70'erne i forbindelse med noget arbejde. Han udtrykte det som at: ”man følte sig mere sikker her end i Østtyskland”, forstået som at overvågningen og registreringen var værre her. Hver eneste gang man bevægede sig mellem byer eller områder, skulle myndighederne orienteres, og hvis der var udenlandske gæster på besøg, kom de og tjekkede ca. hver anden dag, om de nu også stadig var der eller var rejst igen. Men det skulle være blevet bedre nu, selvom udviklingen går langsomt. Fx fortalte Ditlev, at det stadig er normen at man skal betale en form for agency penge, når man skal ansættes et nyt sted, såvel offentligt som privat. Og det er ikke små beløb. Jeg forstod ikke helt hvad baggrunden for dette er, måske oprindelig noget med en form for administrationsgebyr for myndighederne i og med at de så skal omregistrere...? I hvert fald en spøjs praksis.

Samosir Cottages hvor vi logerede, ganske billigt i øvrigt

Den daglige dukkert

Et traditionelt Batad-hus, bemærk det kolosale træudskæringsarbejde

En åbenbart udbredt plante-dekoration, og endnu en ting jeg ikke rigtig forstår...

En efterladenskab fra de glade hippie tider, og absolut to ting som man kan have brug for

Night view fra vores rum

Ved øens museum, hvor vi fik forvildet os ind og hvor der blev opført en traditionel bryllupsdans. Vi sneg os diskret ud, da de begyndte at indsamle frivillige til at danse, og heldigvis sad der en stor gruppe middelaldrene danske turister, der var langt mindre generte end os

Samosir set fra Sumatra ved udkigspost

Omkring halvdelen af befolkningen er muslimer og den anden halvdel kristne, og derudover lader der til at være relativ stor religiøs åbenhed. Her en Buddha statue på den veganske restaurant: Buddhas Café, som er en kulinarisk oplevelse af dimensioner