:Advarsel: Dette er et langt indlæg, tilgengæld er det mest billeder:
Vores 3. stop i Cambodia: Phnom Penh (hovedstaden, og alle bogstaverne udtales P-H-N-O-M P-E-N-H og smid gerne en nasal lyd ind hist og her). Vi var blevet advaret på forhånd, om at folk her var lidt mere nærgående og ivrige sælgere og serviceudbydere, men det er nu ikke så slemt, bortset fra når man står af langdistancebusserne (som mærkværdigvis er utrolig lang tid om at tilbagelægge relativ korte strækninger, selv om vejene er ganske godt asfalterede), hvor man bliver budt velkommen af horder af hotelpromovører og tuk-tuk chauffører, der ofte vælger at gå op i bussen inden folk er kommet af. Det kan godt være overvældende efter en brat opvågning, hvor man ellers havde opgivet håbet om at nå frem den dag. I Phnom Penh satte de afspærringer op på begge sider af bussen lige så snart den var parkeret, og det tog lige toppen, så vi havde en chance for at komme til bagagen og ud af busstationen uskadt. Nå ja, og så bliver adresseret et utal af gange på gaden ”hello tuk-tuk sir?”, uanset om man er fodgænger eller cyklist eller lige er hoppet af en anden tuk-tuk.
Men det hele er med et smil på læben, eller rettere et fnis. De siger at cambodjanerne har vældig meget humor, hvorfor de også har kunne overleve usandsynlig voldelige og blodige perioder i landets historie, og at hvis man mistænker dem for at grine ad en, så mistænker man nok rigtigt. Det er nok meget sundt for ens egen selvhøjtidelighed, som til tider dukker op, især når tingene bliver lidt tunge. Så når man tilbyder sin tuk-tuk sevice for 10. gang og man får en lidt brysk reaktion fordi vedkommende ellers mente at havde gjort det klart at de ikke var interesseret, så smiler man bare igen, eller når man skal tanke bussen op og uheldigvis kommer til at trykke på slangen lidt for tidligt så man overdænger de nærmeste uskyldige passagerer med benzin, så griner man også blot og evt. trækker lidt på skuldrene.
Siem Reap – turistens Disney Land
Men vi startede længere nord på, i Siem Reap, som mest af alt er kendt for at agere base for templerne omkring Angkor Wat. Byen i sig selv er et sandt Disney land for turister, der er seriøst sygt mange hvide mennesker, og især i området omkring det gamle marked hvor vi residerede – på I Win Hostel – var der ikke sparet på restauranter, souvenir shops, lyskæder og tuk-tuks.
Lasse på vores altan med sin nye fritz: Siem Reap anno 2011 a.k.a. engelsk hooligan
Vi blev også mødt af en del gadesælgere og tiggere som havde mistet lemmer under borgerkrigen og Khmer Rouge styret. Også her foregår til stadighed mineoprydningsarbejde, og umiddelbart virker det som om at folk er mindst lige så ramt som i Laos.
Angkor Templerne
Efter overvejelser blev det til en 3-dages billet til Angkor Templerne (man kan også få 1- og 7- dages). Templerne ligger spredt ud over et kæmpe område, så det frarådes på det kraftigste at forsøge at gøre det på gåben, og så er det sygt varmt, virkelig varmt. Og af naturlov er det umuligt for os at komme ud af døren så vi undgår middagsheden – som så også strækker sig over de fleste af de lyse timer her, men alligevel. Så forventningsfulde befinder vi os første dag på cykler kl. 12 middag foran Angkor Wat, hovedtemplet, klar til at træde ind i et sandt Indiana Jones eventyr, og svede os halvt fordærvet.
Angkor Watt Templet, som er det største og mest velholdte af templerne
Dag 2 valgte vi at lade os transportere rundt i tuk-tuk, hvilket forhøjede komforten og lod os komme længere væk til nogen af de mere afsides seværdigheder.
Bantay Srei
Efter en hvile dag blev sidste mundfuld også indtaget via tuk-tuk, man vender sig jo hurtig til komfort, og så var der også 50 km til yderste destination.
Hellig tørresnor
