Efter 3 uger i Manila tog vi videre for at tjekke det philippinske ørige ud - det skulle jo være så nydeligt. Så vi startede med at tage toget natten over fra Manila til Naga, vist nok det eneste passagertog, som vi efterhånden har savnet, og vi har jo en del erfaring inden for togkøring, og alt i alt var vi ganske godt tilfredse med komforten, bortset fra den fucking aircon, som udover enhver rationalitet er skruet helt op, så man skulle sove med al sit tøj på og soveposen over hovedet. Altså jeg forstår det virkelig ikke, absurdt (og den næste der siger "men du burde jo være vant til kulde" stikker jeg en håndmad; nej, det er ikke det samme og jeg hader bare generelt aircon, pvard).
Bemærk tæpperne som man kan trække for og lave sig sin egen lille hule, klart en feature man værdsætter
Caramoan
Vores første island-hopping destination var Caramoan, et efter sigende relativ uudforsket område på østkysten, hvor intet var som det gav sig ud for ved første øjekast. Fx var vi de eneste hvide, og folk gloede temmelig meget på den der hold-kæft-hvor-ser-du-sjov-ud måde, hvilket er fint nok, så vi tænkte at der ikke rigtig kommer så mange hvide her. Men det var nok mest fordi vi var off season, for det viste sig at Caramoan er base for optagelser af diverse landes Robinson Ekspedition (eng. Survivor), hvor filmholdene hænger ud da øerne hvor optagelserne finder sted ligger tæt på byen (lokaliteten for optagelserne skulle vist nok være en hemmelighed, men det er altså her det sker). Og det var nok også derfor at de kiggede mærkeligt på os på de par Tourist Inns hvor vi var inde og spørge om kort og lokale seværdigheder. Den eneste restaurant i byen der havde åbent serverede udelukkende kylling, på trods af et ellers fyldigt menukort, hvilket servitricen lidt genert grinnende annoncerede for os som vi troppede op aften efter aften. Tilgengæld havde de en smugkaraoke bar i baglokalet, hvor vi for første gang blev introduceret for konceptet
beer tower, som går ud på at man hælder alle sine flaskeøl ned i et rør med en hane for neden, og vupti, så har man en kommuniseret fadøls hane. Det var også her Lasse holdt premiere for sit enestående tagalog crooner karaoke nummer: Mr. Suave, til stor jubel for samtlige bargæster.
For at komme til Caramoan skal man med dette skib, hvor læsning af bagagen godt kan give lidt ondt i maven når man ser sin rygsæk med computer og div. kun lige blive holdt op over bølgen og bæreren forsvinder ned under vandet
Natligt kristent optog
Our Lady of Peace: Caramoans varetegn oppe på en bakketop en times motorcykel køretur uden for byen
Vores to vældige habile rides der mestrer mudderkørelse til excelence
En fyr på sin vandbøffel
En helt tilfældig dekoration på en helt tilfældig købmandsdisk, hvor vi tilfældigvis tabte kæben
Donsol
Vores oprindelige plan var at rejse langs østkysten, men som vi fandt ud af, hvilket vi nok godt kunne have læst os til hvis vi var mere velforberedte, så var det full on regntid her. Derfor ændrede vi kurs, og næste stop blev Donsol, hvor man kan svømme med hvalhajer, som er verdens største fisk og kan blive op til 15 m lange.
2 af de i alt 4 spottere som var på vores båd, og som holdt skarpt øje med vandet i 3 stive timer, for at spotte hvalhajernes skygge under vandet
Vi var heldige at se hvalhajerne 3 gange da det ikke er højsæson endnu. Lige så snart spotteren ser en komme tæt på overfladen, drønner skibet derhen og man hopper i med snorkelmaske og forsøger at svømme med/efter den. Først tænkte jeg at det må være irriterende for den at der kommer 10-15 forvirrede amatørsvømmere dumpende og forsøger at stalke den, men egentlig tror jeg at den er ret ligeglad. Den lever af plankton og er alvorlig talt et dybt imponerende dyr. Jeg anbefaler
En af Philippinernes uendelig mange og imponerende offentlige transportmidler, jeepney'en. Sådan en gad jeg virkelig godt have derhjemme, forestil dig, ned af Nørrebrogade, yes sir
Milagros på Masbate
Mere eller mindre tilfældigt fandt vi ud af at vi kunne nå at ramme den årlige Ati-atihan Festival i Kalibo, og på vejen krydsede vi øen Masbate, som skulle være landets fattigste. Der var ikke det store at tage sig til, hverken i Masbate by eller Milagros, hvor vi skulle vente et døgn, før skibet sejlede til Iloilo (øen hvor Kalibo ligger).
Vores hidtidige mindste og billigste værelse
Helgen figur af St. Senor El Nino på vores guest house, som var så autentisk som noget kan være, med høns og grise i baghaven som skulle krydses for at komme på toilettet
Vores vældig søde og snaksaglige værtspar
Transport ud til skibet
På lastskibet fra Milagros til Iloilo-øen, et stop for at lade med tørfisk
Først slid...
... og så en velfortjent lur
Kalibo
Og så var der ellers karneval i Kalibo...
