Saigon a.k.a. Ho Chi Ming City

Et rigtigt juleeventyr
Så blev det endelig jul i den gamle vietnamesiske hovedstad (som nu officielt hedder Ho Chi Ming City). Og alle de smukke, unge mennesker, som havde glædet sig hele året, skyndte sig lige så snart solen var gået ned, at stille sig foran spejlet for at sikre sig, at deres nyeste tøjstykker, make up og frisurer sad lige som de skulle, og så ellers ud af døren, op på scooteren, godt bevæbnet med iphone og store forventninger, ned og mødes med vennerne ved krydset, for i samlet flok at bevæge sig i karavane ind til midtbyen. Og endelig, endelig, som en sand ledestjerne, der var det; alle de små blinklys i forskellige farver, den gamle julemusik - dog akkompagneret af de nyeste teknobeats – et sandt farvefestfyrværkeriet. Man kunne ikke andet end at knibe en tåre, at se alle disse unge poder: posere og fotografere hinanden foran Nokia og Louis Vuittons længe ventede juledekorationer, åh. Og minsandten, hvis jeg ikke tager meget fejl, er billederne fluks røget direkte ind på facebook, tagget og kommenteret som det hører sig til.
Se det var et rigtigt juleeventyr.

Hitachis juledekorationer

Mere low scale men up key juledekoration

Mere glitter version

Trafikalt unikum
Men derudover er Saigon en by der først og fremmest udemærker sig trafikalt via det fuldkomne overvældende antal motorcykler; de dominerer gaderne suverænt og minder i formation om endeløse larver der bevæger sig gennem byens gader i en rytme der på en gang opretholdes ved kamikaze-agtige kørsel midt ud i kryds fuld af modkørende og holden tilbage for hinanden via usagte vigepligter. Og der blev sagt 'for hinanden', ikke for fodgængerne, for her gælder helt andre regler. Hvis man vil over vejen som gående, og det vil man jo, så er regel nr. 1) en motorcykel holder aldrig tilbage for dig. Og du kan man godt opgive at finde et ”hul” mellem motorcyklerne, for der kommer sandsynligvis ikke noget før kl. 2 om natten. Der er ikke anden udvej end at kaste sig ud på vejen og krydse de op til 6-7 usynlige baner for motorcyklerne trin for trin. Dødsangstens sved mærkes tydeligt i begyndelsen, men langsomt dæmpes hjertebanknen, omend den aldrig rigtig forsvinder. Så helt alvorligt: hvis man har dårligt hjerte eller sarte nerver, så er det vitterlig ikke en by man kan bevæge sig rundt i, oprigtig talt. Jeg har aldrig set noget lignende.

Paa vej ind i Saigon paa baadoverfart

En helt almindelig rundkorsel

Lige for en naer-dods oplevelser af dimensioner

Saigon centrum

Fresh spring rolls bod a.k.a. "kondomas" navngivet af mine to trofaste huspassere - I ved hvem I er (og hvis I ikke kommenterer paa dette ved jeg at I ikke laeser min blog)

Et forsog paa at faa en kodfri vietnamesisk taco

Skoleborn der tovtraekker paa gaden

War Museum havde en udstilling med anti-krigs plakater fra bogstavelig talt hele verden

Det uundgåelige
Og så skete det, det vi har formået at undgå indtil nu, i næsten et halvt år på farten (og nej, det er ikke dårlig mave, for det har vi ikke formået at undgå): at gå ombord på en flyver. Men der var ingen vej udenom, for vi vil til Philipinerne, tilbage til Lasses home-away-from-home, så efter 4 dage i den vietnamesiske hovedstad, flyver vi Ho Chi Ming City – Manila. Ikke desto mindre en bedrift at have nået fra København til Saigon over land.

Kampot og Kep

En af farerne og privilegierne ved at have god tid på rejsen, er at get stucked et sted man ikke lige havde regnet med. Det er sket for os flere gange og nu skete det igen i Kampot. Efter et kig på kortet og på vores visumudløbsdatoer, besluttede vi os for at tage direkte til Kampot, som vi intet havde hørt om og ingen forventninger havde til. Det endte med at blive til en uge, hvor aftnerne blev lange og ”våde” og dagene sene og relativt passive. Vores guest house, Blisfull, drevet af et par garvede engelske middelaldrene herrer, tiltrak sig en stor del engelsk klientel og baren var fast samlingspunkt og vældig underholdene. Kampot er kendt for at producere en særlig god peber, og hvis man kommer det i en vodka, så kan man uddele pebber-shots som straf i kort- og terningespil.

Byen i sig selv er mægtig hyggelig, en del fransk kolonial byggestil, som åbenbart er fredet og som man skal restaurere i original form, og folk er venlige og afslappede.

Byens varetegn - opstillet midt i en rundkørsel

Endnu en rundkørsel udsmykning, denne gang i form af en durian frugt

I Cambodia er det ingen skam at beholde pyjamasen på hele dagen

Et par kilometer fra byen ligger Bokor National Park, hvor vi var på en guided en-dags tur med en gruppe. Sammenlignet med nogle af de andre ture vi har været på (ved godt at man ikke skal sammenligne, men det kommer man jo til efter et stykke tid), var det ikke så imponerende, men det hang måske også sammen med at guiden ikke var særlig kommunikativ, og at vi var kommet lidt sent i seng aften før...

Turen blev indledt med et par timers jungle treck, som vi tilbagdeladge i høj fart, som det kan ses på billedet

... dog skulle man være opmærksom på farlige dyr der kunne gemme sig i skoven

... meget farlige og meget godt kamoufleret

På toppen af bakken var der flot udsigt, men så fortalte guiden at Khemer Rouge havde brugt kløften til at smide folk udover i massevis, således at man faktisk stod og kiggede ud over en massegrav

En af de mange arbejdere der er igang med at udvinde sten fra nationalparken... ved ikke helt hvad der bliver lagt i at det er en nationalpark

Lasse tester konkubinernes toiletforhold i kongens gamle sommerhus

Prekært el-arbejde

En kirke

Restaurering af tempel malerier

Kep
En af dagene lejede vi en knallert og tog til Kep, som er nabobyen. Egentlig ved jeg ikke om man kan kalde det en by, for der er ikke noget centrum, alt ligger temmelig spredt, men det er et vældigt populært weekend pickinc område for byboere, så langs flodbredden er opstillet kilometervis af små halvtage med hængekøjer.
Blev fanget af regnen ved tempel

Bat cave - det hedder den faktisk

En motorbølle

Keps havfrue - selvom jeg troede at det indebar en fiskehale, men åbenbart ikke

Endnu en motorbølle

Phnom Penh og Koh Rhong Samloen

Phnom Penh er Cambodias hovedstad og på størrelse med København. Sammenlignet med de andre byer her i landet vi har været i, er den temmelig hektisk. Jeg må også, med lidt skam, indrømme at det er det første sted indtil videre, hvor jeg vitterlig ikke har lyst til at spise fra gadeboderne; skraldet flyder i gaderne og lugten af rådne madvarer i varmen er ikke for sarte – eller hygiejne interesserede – folk. Man må jo ikke sige at det er klamt, men det er klart en situation hvor man kan tænke sin vegetarisme som en sikkerhedsforanstaltning. Larmen vender man sig hurtigt til og i passagersæderne i tuk-tuk'en skal man bare lukke øjnene og håbe på det bedste. Overalt er der masser af gadeliv, så heldigvis er fortorvene bredde – men desværre er der ikke plads til fodgængere, da de enten er inddraget som gaderestaurant eller parkeringsplads, så det er mægtig smart at de er præcis brede nok til at man kan parkere en SUV på tværs, og så har man som fodgænger mulighed for at blande sig med de andre trafikkanter på kørebanen og tak for det.

Første aften i byen erhvervede jeg mig en ukulele, da jeg søger optagelse i min ven Kris' band. Jeg er sikker på at det bliver til mindst lige så meget glæde for min rejsemakker, hvem vil ikke gerne kunne sige at de var med fra starten da en stjerne blev født... eller noget.

Central Marked

Folkelig aerobics foran den kongelige residens - god stil

Cambodiansk christiania cykel

Gris i krog

Hos frisøren, som først rystede på hoved og nægtede at give mig en undercut, men indvilgede så alligevel, efter jeg havde forsikret hende om at jeg ikke ville blive sur uanset resultatet

Det mest turistet område i byen ligger ud til floden og er proppet med restauranter, barer og gadesælgere og prostitution. Vi forsøgte en aften at finde en bar der ikke primært henvender sig til mandlige vesterlandske prostitutionskunder, som der ellers er horder af, og det lykkes. Red Fox Bar (ja man kan måske ikke høre det på navnet), men her er betjeningen venlig, der bliver rullet og solgt joints i baren og så viste det sig også at man kunne spille poker i baglokalet, men så langt kom vi aldrig. Anden aften vi var der mødte vi Jan og Jan, oprindelig fra hhv. Sverige og Danmark, begge nu bosiddende i Cambodia (dvs. den ene bor på en ø, som logisk ville ligge i cambodjansk farevand, men som Vietnam beslaglagde engang i slut 70'erne, fordi... tja, fordi de kunne). Den ene underviser på en skole og den anden laver film. Han har blandt andet lavet dokumentaren Burma VJ (højst anbefalelsesværdig) og har boet i regionen i en lang årrække. Det var mægtig spændende at tale med dem begge og især fordi den ene havde en bemærkelsesværdig evne til at interessere sig for hvad vi sagde og spørge ind. Det er en sjælden ting at møde hos en middelalderne mand med masser af karisma, erfaringer og oplevelser – det gør indtryk.

Badeferie på Koh Rhong Samloen - endelig
Første gang ved havet siden vi krydsede den svenske skærgård, så det var vældig tiltrængt. Efter et par stranddage i Shianoukville, Cambodias svar på Calelle, hvor vi blev introduceret til fænomenet Bucket Festival (som går ud på at man får serveret sin drink af billig whisky eller anden sprut og sodavand, med 4 sugerør i en spand og så er det ellers bare at gå til den, classy. Vi gik desværre glip af denne udsøgte begivenhed og vil nok ikke kunne tilgive os selv det i lang lang tid) sejlede vi ud til øen Koh Rhong Samloen. Her blev vi indlogeret i en lille bungalow på stranden og var ude at dykke et par gange. Det må siges at være ekstrem afslapning, da der vitterlig ikke var andet at lave på øen end at ligge i hængekøjen (inden for de nøje beregnet kvoter hver især var tildelt efter noget diskussion), ingen internet og kun strøm et par timer om aften.

Vores bungalow

Udsigten fra bungalowen

En af de i alt 5 kæmpe geckoer, som boede i vores hytte, og som sørgede for at holde huset rent for store kamikaze insekter

Skraldebåden bliver ladet

Robinson Crusoe

Battambang - DIY tog og lokalt cirkus

Bambustog
Før denne rejse tror jeg ingen af os ville kategorisere os selv som togentusiaster, men givet de nu tilbagelagte tusinder af kilometer i dette fine transportmiddel, kan man vel godt kalde os en form for kendere. Derfor var det os naturligvis magtpåliggende at udforske det lokale DIY bambus tog, hvorfor vi tog til Battambang, som udover denne top-attraktion også er en hyggelig by i sig selv, landets 4. største. Bambustoget går hele vejen til Phnom Penh, og beboerne har selv bygget det, da de blev trætte af kun at have en ugentlig togafgang til hovedstaden.
Inden vi kunne stige ombord (bare den første strækning på en små 10 km til den første landsby), måtte vi dog tage et par dages tvungne rekreation, da Lasses mave lige skulle over nogle muslinger der skulle prøves på en beerstube i Siem Reap.

De spændte passagere

Togkonduktøren

Afmontering af toget ved møde med modkørende tog

Cirkus
Om aften var vi i cirkus. En fransk-lokal NGO, Phare Ponleu Selpak, har en skole hvor de underviser og logere fattige børn fra omkringliggende landsbyer. De gør meget ud af de kreative fag, så der var både billedudstilling og cirkusforestilling. Temaet for aftens forestilling var perioden under Khmer Rouge, og i en blanding af artist numre og moderne dans var det en vældig god opvisning med drama og historie.

Forestillingen "Rouge" af Phare Ponleu Selpak Cirkus

Ved Old Marked

Indgangen til Kandal Watt