Aceh provins

Aceh er Sumatras nordligste provins og har Sharia-lovgivning. Flere rejsende vi havde mødt forinden fortalte, at man her ser mere strengt på kvinders påklædning, at alkohol er forbudt og dermed ikke er så let at skaffe og at man i det hele taget skal være mere forsigtig. Ditlev, en herboende tysk pensionist som vi mødte på Samosir, mente dog at indførelsen af Sharia mere skulle ses som et forsøg på at opnå mere uafhængighed end decideret streng religiøsitet. Altid et dilemma om hvor meget man skal tilpasse sig, selvfølgelig udvise respekt men ikke at underlægge sig ting man mener er overdrevne. Ikke desto mindre var jeg forberedt på at trække i lange ærmer og bukser - og her er ulidelig varm, men okay.

Banda Aceh
Vi ankom til Banda Aceh, regionens hovedstad, efter en nat i mini-van med utrolig lidt benplads men med masser af dødskørsel, og som sædvanlig havde vi ikke booket logi i forvejen. Så da de på det fjerde hotel vi var inde på, afviste os fordi de var 'fuld booket', begyndte jeg at blive godt irriteret (det var også meget varmt). Jeg blev opfyldt af følelsen af at blive diskrimineret, religion, hudfarve, what ever, og det er bare så nederen. Lasse mente ikke at de talte usandt og at der nok vitterlig var fuldt optaget, hvilket gjorde følelsen endnu mere inerverende. Til slut fandt vi et kinesisk ejet hotel og her var der masser af plads, og så kunne vi endelig smide rygsækkene og jeg kunne tage oplevlsen til mig og sætte pris på den kropslige erfaring af hvor fucked up det er at føle sig diskrimineret.

Bande Aceh var en af de steder, der blev uigenkaldelig ramt af tsunamien i december 2005, dog først efter at være blevet ramt af et kraftigt jordskælv et par timer forinden vandet kom. Et dødstal på lidt under 300.000 i hele provinsen og byen blev lagt i ruiner. Efterfølgende har det internationale samfund postet mange mange penge i regionen, og derfor giver byen nu indtrykket af at være ganske velstående. Der huserer stadig et utal af NGO'ere (som man kan kende på firhjulstrækkerne) og Tsunami Museets bygning overgås kun af moskeen. Vejene er alle blevet genopført og de forskellige strækninger er navngivet 'autobarn', 'autopiste' og 'highway' alt efter hvilke lande der har finansieret.

Byens største moske, som vi dog ikke fik lov til at gå ind i

Vejkryds

En alsidig morgenmad

Tsunami Museums bygning

Replika af moskeen efter tsunami katastrofen

En anden moske

Avokado smothie fra gadebod

Pulau Weh
Et par timers sejltur nord for Banda Aceh ligger den lille ø Pulah Weh, som er kendt for at være omringet af gode dykkerspots. Der er et rigt dyreliv såvel på land som under vandoverfladen, og om aften i dykkershoppen som vi hang på, blev der mellem (ulovlige og dermed dyre) bajere og masser af joints udvekslet røvere om slanger, aber og dykning, dykning, dykning, seriøst, nogen mennesker kan bare ikke tale om andet – men det var okay hyggeligt. Jeg fik taget mig et advanced dykker kursus og udover dykning lavede vi ikke så meget andet end at chille, spise og ja chille.

En dykker på land...

... og plask

Udsigten fra vores toilet

Gardneren på job

Fiske grilning

De lokale kandidater på lorteøen...?!

Festtøj hos den lokale skrædder

Også på disse bredegrader er fodbold populært, og Barca kommer man ikke udenom

Tsunami advarsler og evakueringsplaner ses over alt

Nordlige Sumatra: Medan og Samosir

Omtumlet afsked med Filippinerne

Så gjorde vi det igen, det vi helst undgår, nemlig at flyve. Vi så dog ingen vej udenom i at forlade det filippinske ø-rige og sidste måned af denne rejse er sat til at foregå på den nordlige del af den indonesiske ø Sumatra. Og lidt dramatisk skulle det åbenbart også foregå, for sidste nat i Cebu tilbragte jeg i en halv-hallucinerende febervildelse, hvilket kom sig af et insektbid på armen, som i løbet af aften antog stadig mere mystiske former og fik fremprovokeret en flot rød/lilla plamage på min overarm. Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at spendere hele den følgende dag i lufthavne og fly. Tilgengæld blev jeg tilset af en læge i Singapore lufthavn, som for den nette sum af 86 USD kiggede på bidet og sagde, at jeg nok bare skulle fortsætte den antibiotika vi havde skaffet ved håndkøb på det nærmeste filippinske apotek, og at hun i øvrigt ikke kunne sige hvad/hvem der havde bidt mig.


Medan

Ikke desto mindre ankom vi til Medan, det nordlige Sumatras hovedstad, som vi kun har hørt dårligt om. Alle har sagt at man skal skynde sig ud af byen så hurtigt som muligt, at der intet er at se og hotellerne er ringe. Vi landede om aften og tog en taxa til Residence Hotel, og chaufføren levede fint op til, hvad vi også havde hørt om den lokale befolkning; de er super snakkesaglige og er ikke bange for at komme ind på mere personlige emner. Så vi fik lige vendt vores forhold på gebrokkent engelsk der i taxaen, og da vi er ved at stige ud af bilen; ”You on facebook?”.

Vores hotel lå klods op ad og med god udsigt over Raya Moskeen, som vi blev mindet om ved solopgang via højttaleranlæggene, men den er absolut flot at se på. Om morgen var den vores første turistmål og ikke så snart trådte vi ind på området, mødte vi et par lokale turister, der pegende skrald griner ad os, og bad om at posere til et fotografi. Vi tænkte at det nok var fordi Lasse var blevet iført et langt klæde om benene og jeg havde taget hovedtørklæde på, men efter et par uger kan jeg konstatere, at det er et ganske udbredt reaktionsmønster ens blege ansigt fremprovokere; folk peger og griner én åbenlyst op i hoved, og det skal man så også lige vende sig til.

I lighed med Filippinerne lader befolkningen her også til at kunne finde ud af at tage den med ro.

Aldrig så snart var vi kommet ud fra moskeen, blev vi passet op ad en gruppe elever som var ude på en opgave om turisme. Desværre havde vi ikke været i landet mere end et par timer, så det var svært at svare på vores mening om maden, byen og befolkningen.

Men det lod også til at det der i virkeligheden vakte mest interesse hos eleverne var billedet.

Overalt hvor man vender blik eller kamera ser man skolebørn

En klipning i solidaritet med de punkere der for noget tid siden blev arresteret ved en koncert og sendt på opdragelsesanstalt og tvangsklippet


Øen Samosir i Lake Toba

Efter et par dage i Medan, tog vi en 5 timers bustur til Lake Toba, som er en sø formet af vulkanudbrud, hvori øen Samosir ligger. Samosir er kendt for engang at have været en berygtet vestlig hippiekoloni, men som med tiden, og med hjælp fra naturkatastrofer og politiske uroligheder, har mistet denne status (de skulle vist være taget til Thailand). Tilgengæld er der nu efterladt en helt fantastisk smuk ø med masser af turistiske faciliteter, og med langt færre besøgende end der er infrastruktur til. Så for sådan nogle som os, var det en ret perfekt balance mellem komfort og ”autentisk” (eller nærmere ikke-turistisk), og så er omgivelserne helt perfekte – jeg har vist allerede nævnt at det var ret perfekt, men det var det vitterlig også. Vi boede med udsigt over vandet og der var sågar en vippe fra resortet, og klart, tempereret fersk badevand (gratis søvand!) og så var der jo maden. Jeg kunne skrive en hel blog udelukkende om maden her, og jeg undskylder på forhånd de filippinske følelser jeg måtte træde på, men maden her er bare i en anden liga end hvad Filippinerne kunne diske op med - fra et vegetarisk perspektiv. I byerne er der gadespisesteder over alt, og tofu og tempe er en del af standardmenuen, ligesom der til hver en spisebod hører en frisk juice bod, som servere alle former for frugt- og grøntsags juice man kunne tænke sig. Og så er der ikke sparet på kryderrier og chili, og hvis man bestiller kaffe eller the skal man huske at sige pahit for ellers bliver der hældt sukker i a la mellemøstlig manér. I øvrigt er området kendt for sin kaffe, og den såkaldte Luwang kaffe fås også (for lægfolk kan jeg oplyse, at det er verdens dyreste kaffe, da bønnerne bliver spist og derefter skidt ud af en eller anden særlig slags kat).

Mutton og tempe/tofu hos Buddha Café

Åh, ikke noget som en rigtig kop kaffe, og hvilken servering

Øen Samosirs oprindelige befolkning tilhører Batad folket, og de er blandt andet kendt for deres træudskærings arbejde. Og som den træ-entusiast jeg jo rejser rundt med, meldte vi os til et 4 dages kursus hos Benny, som har sin wood carving biks på øen og har været inden for branchen i 13 år – han ved hvordan man håndterer en kniv og hammer og mejsel.

Lasse konstruerede sig en lokal mandolin - som er blevet virkelig flot men som desværre lyder mindre flot når han forsøger at spille på den.


I forbindelse med vores kursus mødte vi en pensioneret tysk herboer, Ditlev, som kom til landet første gang i midt 70'erne i forbindelse med noget arbejde. Han udtrykte det som at: ”man følte sig mere sikker her end i Østtyskland”, forstået som at overvågningen og registreringen var værre her. Hver eneste gang man bevægede sig mellem byer eller områder, skulle myndighederne orienteres, og hvis der var udenlandske gæster på besøg, kom de og tjekkede ca. hver anden dag, om de nu også stadig var der eller var rejst igen. Men det skulle være blevet bedre nu, selvom udviklingen går langsomt. Fx fortalte Ditlev, at det stadig er normen at man skal betale en form for agency penge, når man skal ansættes et nyt sted, såvel offentligt som privat. Og det er ikke små beløb. Jeg forstod ikke helt hvad baggrunden for dette er, måske oprindelig noget med en form for administrationsgebyr for myndighederne i og med at de så skal omregistrere...? I hvert fald en spøjs praksis.

Samosir Cottages hvor vi logerede, ganske billigt i øvrigt

Den daglige dukkert

Et traditionelt Batad-hus, bemærk det kolosale træudskæringsarbejde

En åbenbart udbredt plante-dekoration, og endnu en ting jeg ikke rigtig forstår...

En efterladenskab fra de glade hippie tider, og absolut to ting som man kan have brug for

Night view fra vores rum

Ved øens museum, hvor vi fik forvildet os ind og hvor der blev opført en traditionel bryllupsdans. Vi sneg os diskret ud, da de begyndte at indsamle frivillige til at danse, og heldigvis sad der en stor gruppe middelaldrene danske turister, der var langt mindre generte end os

Samosir set fra Sumatra ved udkigspost

Omkring halvdelen af befolkningen er muslimer og den anden halvdel kristne, og derudover lader der til at være relativ stor religiøs åbenhed. Her en Buddha statue på den veganske restaurant: Buddhas Café, som er en kulinarisk oplevelse af dimensioner

Mere kunst fra Buddhas Café

Folk her er utrolig glade for chips, de servers til stort set hvert eneste måltid - og så skal de jo transporteres...

En kaffesælger på markedet. Bemærk farven om munden, det er ikke læbestift men beatlenut som kvinderne glædeligt tygger på og spytter ud dagen lang

Advokadoer, advokadoer, advokadoer

So pinoy

Lige så snart man ankommer til et nyt sted, forsøger man at indkorprere de lokale skikke, i høj grad for ikke at give indtryk af lige at være faldet ned fra månen og for at udvise kulturel intelligens og respekt. Men næsten lige så hurtigt forsvinder den umiddelbare forundring over de nye og til tider uforståelige customs. Så efter noget tid kan man være blevet blind overfor stedets unikke karakteristika og det kræver en anstrengelse at genkalde sig, hvad der ved første møde faldt i øjnene, om man så hen ad vejen har forstået bevæggrunden eller ej. Her en anstrengelse over pinoy (slang for philippino) kultur:

.) ”Ma'am, sir”. (Sagt hurtigt lyder det mest som 'momse') Overalt i landet bliver man tiltalt på denne, for eget vedkommende, ganske ukomfortable facon, ikke mindst når en ældre person insisterer på at kalde en 'ma'am'. Det er naturligvis en høfligheds ting, men tænker at det må oprinde fra den USA'ske evigt enerverende ”servicemindedhed” og filippinerne er generelt ikke bange for at lade sig influere af yankee'isme. Tilgengæld støder man også ofte ind i den diametralle modsatte reaktion: nedadgående skuldre, tilsat et langt suk som svar på at man beder om en service som etablissementet ellers reklamerer for.


.) Transpersoner. Det er imponerende hvor mange transfolk man ser over alt i landet, mest dodong/dongshes som er biomænd med udtalt feminine udtryk, og det trods den magtfulde katolske kirke, som jo ikke ligefrem er kendt for at opildne til kønsmæssig og seksuel diversitet. Samtidig fortalte en artikel forleden at den filippinske højesteret havde frikendt en dommer, som var blevet afsløret i at være bøsse. Frifindelsen blev begrundet ved, at man ikke nødvendigvis kunne være sikker på, at en homoseksuel ville opføre sig, og i dette tilfælde dømme, umoralsk.


.) Humor. Filippinerne udviser generelt stor selvironi og det lader til at man må gøre grin med alt, så hvis man overvejer et visit til landet, må man være forberedt på at blive grint af.

.) Gestikulering for at pege. Trækken hoved tilbage med hævede øjenbryn og pege med læberne. Det ser utrolig hovski-snovski ud for en nordboer, men igen når man har vænnet sig til det, føles det ret fedt at gøre det selv.

.) Mandlig t-shirt mode. Gerne inden for håndværkere og arbejdere generelt udvises der stor opfindsomhed i at bærer t-shirten på alle mulige andre måde end oprindelig tænkt. I høj grad som værn mod solen og funky ser det ud. Desuden ynder filippinske mænd, der vel at mærke har formået at oparbejde en vom ad tilstrækkelige dimensioner, at flashe denne ved at rulle trøjen op over maven og strutte noget så fint omkring.

.) Balut. Et ca. 20 dage gammelt andefosteræg, utrolig traditionel spise, ikke mindst som lækker snak når man drikker øl. Man skal dog passe på ikke at overdrive festlighederne da et overforbrug medfører forhøjet kolesteroltal. Og nej, det problem løb jeg ikke ligefrem ind i.

.)Bimpo'en. Et lille håndklæde som normalt bærers foldet over t-shirtens krave i nakken, og som bliver brugt til at tørre sveden af ansigtet, dække hoved for solen eller andet. Det er virkelig udbredt og bærers af såvel store som små pinoys.

.) Tricycles. Enten en cykel, men oftest en motorcykel, hvorpå der er fastspændt en vogn, hvor man kan sidde mellem 1 og ∞ afhængig af hvor meget man er villig til at klumpe sig sammen. Det lader til at hver filippinsk ø har sin egen tricycle model og det er absolut et must at lade sig transportere rundt i.

.) Jeepneys. Et syn for guder, der bliver ikke sparret for dekorative airbrush motiver i en stor pærevælding. I jeepney'en skal man bukke sig for at komme ind og af en for mig stadig uopklaret grund, vil alle helst sidde bagerst, så tæt på indgangen/udgangen som muligt, hvilket gør at flere skal mase sig igennem den sparsomme midtergang. Tilgengæld lever de helt og holdent op til mottoet 'der er altid plads til en til'.

.) Pinoy arbejdsmentalitet. Hele den danske anti-stress industri kan godt gå hjem og ligge sig, for filippinerne har sku forstået det. Så alle jer derhjemme, som simpelt hen ikke kan sove fordi I enten bliver revet rundt på arbejdet eller bare ikke selv kan finde ud af at sige stop: GØR SOM FILIPPINERNE OG TAG EN (GERNE FLERE) SIESTA PÅ JOBBET.

Og her er den så, som lovet: sidste skud på Lasses tatoo stamme. Pinoy under my skin.

Nuts Huts og Camiguin Island

Philippinsk bureaukrati

Fordi vi jo elsker Philippinerne (hvis landkort Lasse i øvrigt har fået tatoveret på bagbenet... det må vi huske at tage et billed af også) var vi nødt til at forlænge vores visum endnu engang. I god tro havde vi regnet med at få det ordnet i Tagbilaran, men da vi ankom til det lille Immigration Office, fik vi at vide, at turister der bliver mere end 59 dage, skal have et særligt plastic kort, som så koster en ekstra 60 USD og i øvrigt tager mellem 3-4 uger at få lavet. "Men vi skal kun være her 2 uger mere, så hvordan kan vi nå at få kortet?". "Sorry ma'am, sir, orders from Manilla." "Jamen....". "Sorry, ma'am, sir." Så var der krisemøde i vores lille rejsegruppe. Skulle vi ingenting gøre og dukke op i lufthavnen om 2 uger og forsøge at forklare at vi havde prøvet at forlænge vores visum, eller skulle vi tage til Cebu som er landets næststørste by og håbe på at de havde mulighed for at tage sig af denne ekstreme sag, hvor et par turister har besluttet sig for at være 2 1/2 måneder i landet...? Vi valgte den sidste løsning, så rejseplanen blev lavet om, og vi tog tilbage til Cebu, tidsnok til at nå på Immigration Office og i øvrigt hente Tim (Lasses kompagnon som havde taget den glimrende beslutning at slå sig til rejseholdet i Philippinerne i små 3 uger).
Da vi ankom til Immigration Office i Cebu, blev vi stoppet af vagten: "Sorry sir, not allowed" sagde han og pegede på Lasses korte bukser. På Philippinerne må man nemlig ikke vise sig i officielle bygninger iført shorts, og det havde Lasse glemt. "What about me, can I go in?" spurgte jeg, også iført shorts, hvortil han gav mig elevatorblikket og svarede med et træk på skuldrene "You can try". Så det gjorde jeg, og udover at have ramt frokostpausen - hvor kontoret ikke lukker, men alle medarbejderne tilgengæld forsvinder i en times tid - så gik det smertefrit og vi fik vores forlængelse, uden at betale for det særlige kort.

Junglen på Bohol

Med en 50%'s forøgelse af holdet (nu hvor Tim havde joinet os), tog vi busen til stranden Moalboal på øen Cebu, en strand med ry for god dykning og chillet atmosfære. Dykningen var vældig fin og vi fik spillet masser af pool om aften, som det hører sig til.

Næste stop: Bohol - igen, men denne gang ind i landskabet istedet for ud til stranden. Den store turistatraktion her er Chocolate Hills, som er landskabet af en masse bløde bakker der det meste af året er brune. Det nærmeste og mest anbefalet logi for at se dette landskab er et jungle retreat kaldet 'Nuts Huts', som man når til fods efter en god 30 min's gå tur via skov-/junglesti, for vores vedkommende i total mørke og godt smattet givet mange dages regn op til. Men frem kom vi, og det er et mægtigt fint sted med masser af dyreliv, hytter og en god restaurant med hængekøjer. Om aften føler man sig virkelig i junglen, ikke mindst på grund af lydscenariet, hvor man kun kan gætte sig til hvilke dyr der står bag de mærkeligste lyde. Om dagen bliver man ved frokosttid mindet mere om civilisationen i form af de frokostbåde, der i en lind strøm flyder forbi floden der løber langs retratet, hvor de giver den god gas med live-cover bands og lidt karaoke hvis man er heldig, uanset hvad så spiller de højt.
Her blev vi en lille uges tid, dog uden af formå at få set Chocolate Hills, men tilgengæld fik vi ligget en del i hængekøjer.

En tilfældig kirke på vej fra et sted til et andet... men pæn ser den ud

Oplysning langs floden ved Nuts Huts

Mere oplysning...

Banana blomst uden for vores altan

På vej videre, igen

Yes, the one and only: The Loveboat. Hvis nogen skulle savne den fra de glade 80'ere, så huserer den altså her på Bohol i bedste velgående

Camiguin Island

Enhver philippiner som man nævner øen Camiguin (udtales come-again) for, nikker og siger "yes, very nice island", og det er sandt. Lasse har under hele rejsen talt om øen som 'hvis jeg skulle bosætte mig udenlands skulle det nok være på Camiguin'.
Mere eller mindre tilfældigt endte vi på Jasmin by the Sea Guesthouse, som nok har set sin storhedstid år tilbage, men som nu køres af et vældigt afslappet crew. I restauranten kunne man få morgenmad fra 8-11 og hvis man ville have aftensmad skulle man bestille inden middag, og så kunne man vælge dagens ret, som så skiftede en gang i løbet af de 10 dage vi var der. De serverede ikke for ikke-logerende og eftersom der var 4 hytter/rum i alt, var der generelt ikke særlig meget run på. Om aften var der ikke servering, så køleskabet var blot fyldt op med bajere og så var det høflig selvbetjening. Det passede os mægtig fint, og det eneste man kunne være bekymret for, var at komme til at vække nattevagten når man kom sent hjem.

Vi havde lejet motorcykler stort set alle dagene, så vi kom rundt og se øen.

Sunken cemetery, på øen er 7 vulkaner og for år tilbage sendte et vulkanudbrud en af kirkegårdene i havet

Udsigt...

Old Volcano. Langs stien er opsat 13 skulpturer der illustrerer Jesu lidelser fra dom til opstandelse

Bemærk straffen for at ryge 3. gang på den gamle vulkan

Katten med de blå/grønne øjne

The new hard kids on the block, on the streets of Mambajao

De elektriske installationer holder ikke op med at betage mig

Vandhund i sit element i Arden Hotsprings

Tim og Cemedor

Fisker med hat der matcher båden

Hanekamp, hvor de heldigvis ikke havde fået knive på den ene fod, som de ellers har når det er rigtigt

Tim med den lokale øl Red Horse på vores stambar, hvor de hilste os velkommen ved navn efter det første besøg, og hvor vi endte med at tilbringe stort set alle aftnerne. Super søde folk, eneste klage kunne være over Celine Dion hver aften

Lasse forsøger forgæves at få barhunden Britney til at posere. En utrolig sød og ulydig hund, dog med et stort inkontinens problem

... Dodong, bartenderen, er den eneste Britney adlyder

Lige inden vi forlod øen, nåede vi at se på en grund, som er til salg og som Tim og Lasse kunne være interesserede i at købe. Vi fik på et hængende hår talt med sælgerne og fik papirene med i rygsækken, så nu skal de to, sammen med en kammerat mere, tale om hvorvidt de skal til at købe jord på øen Camiguin - navnet er jo ikke for ingenting...