onkelmax: Aceh provins

Aceh er Sumatras nordligste provins og har Sharia-lovgivning. Flere rejsende vi havde mødt forinden fortalte, at man her ser mere strengt på kvinders påklædning, at alkohol er forbudt og dermed ikke er så let at skaffe og at man i det hele taget skal være mere forsigtig. Ditlev, en herboende tysk pensionist som vi mødte på Samosir, mente dog at indførelsen af Sharia mere skulle ses som et forsøg på at opnå mere uafhængighed end decideret streng religiøsitet. Altid et dilemma om hvor meget man skal tilpasse sig, selvfølgelig udvise respekt men ikke at underlægge sig ting man mener er overdrevne. Ikke desto mindre var jeg forberedt på at trække i lange ærmer og bukser - og her er ulidelig varm, men okay.

Banda Aceh
Vi ankom til Banda Aceh, regionens hovedstad, efter en nat i mini-van med utrolig lidt benplads men med masser af dødskørsel, og som sædvanlig havde vi ikke booket logi i forvejen. Så da de på det fjerde hotel vi var inde på, afviste os fordi de var 'fuld booket', begyndte jeg at blive godt irriteret (det var også meget varmt). Jeg blev opfyldt af følelsen af at blive diskrimineret, religion, hudfarve, what ever, og det er bare så nederen. Lasse mente ikke at de talte usandt og at der nok vitterlig var fuldt optaget, hvilket gjorde følelsen endnu mere inerverende. Til slut fandt vi et kinesisk ejet hotel og her var der masser af plads, og så kunne vi endelig smide rygsækkene og jeg kunne tage oplevlsen til mig og sætte pris på den kropslige erfaring af hvor fucked up det er at føle sig diskrimineret.

Bande Aceh var en af de steder, der blev uigenkaldelig ramt af tsunamien i december 2005, dog først efter at være blevet ramt af et kraftigt jordskælv et par timer forinden vandet kom. Et dødstal på lidt under 300.000 i hele provinsen og byen blev lagt i ruiner. Efterfølgende har det internationale samfund postet mange mange penge i regionen, og derfor giver byen nu indtrykket af at være ganske velstående. Der huserer stadig et utal af NGO'ere (som man kan kende på firhjulstrækkerne) og Tsunami Museets bygning overgås kun af moskeen. Vejene er alle blevet genopført og de forskellige strækninger er navngivet 'autobarn', 'autopiste' og 'highway' alt efter hvilke lande der har finansieret.

Byens største moske, som vi dog ikke fik lov til at gå ind i

Vejkryds

En alsidig morgenmad

Tsunami Museums bygning

Replika af moskeen efter tsunami katastrofen

En anden moske

Avokado smothie fra gadebod

Pulau Weh
Et par timers sejltur nord for Banda Aceh ligger den lille ø Pulah Weh, som er kendt for at være omringet af gode dykkerspots. Der er et rigt dyreliv såvel på land som under vandoverfladen, og om aften i dykkershoppen som vi hang på, blev der mellem (ulovlige og dermed dyre) bajere og masser af joints udvekslet røvere om slanger, aber og dykning, dykning, dykning, seriøst, nogen mennesker kan bare ikke tale om andet – men det var okay hyggeligt. Jeg fik taget mig et advanced dykker kursus og udover dykning lavede vi ikke så meget andet end at chille, spise og ja chille.