Fordi vi jo elsker Philippinerne (hvis landkort Lasse i øvrigt har fået tatoveret på bagbenet... det må vi huske at tage et billed af også) var vi nødt til at forlænge vores visum endnu engang. I god tro havde vi regnet med at få det ordnet i Tagbilaran, men da vi ankom til det lille Immigration Office, fik vi at vide, at turister der bliver mere end 59 dage, skal have et særligt plastic kort, som så koster en ekstra 60 USD og i øvrigt tager mellem 3-4 uger at få lavet. "Men vi skal kun være her 2 uger mere, så hvordan kan vi nå at få kortet?". "Sorry ma'am, sir, orders from Manilla." "Jamen....". "Sorry, ma'am, sir." Så var der krisemøde i vores lille rejsegruppe. Skulle vi ingenting gøre og dukke op i lufthavnen om 2 uger og forsøge at forklare at vi havde prøvet at forlænge vores visum, eller skulle vi tage til Cebu som er landets næststørste by og håbe på at de havde mulighed for at tage sig af denne ekstreme sag, hvor et par turister har besluttet sig for at være 2 1/2 måneder i landet...? Vi valgte den sidste løsning, så rejseplanen blev lavet om, og vi tog tilbage til Cebu, tidsnok til at nå på Immigration Office og i øvrigt hente Tim (Lasses kompagnon som havde taget den glimrende beslutning at slå sig til rejseholdet i Philippinerne i små 3 uger).
Da vi ankom til Immigration Office i Cebu, blev vi stoppet af vagten: "Sorry sir, not allowed" sagde han og pegede på Lasses korte bukser. På Philippinerne må man nemlig ikke vise sig i officielle bygninger iført shorts, og det havde Lasse glemt. "What about me, can I go in?" spurgte jeg, også iført shorts, hvortil han gav mig elevatorblikket og svarede med et træk på skuldrene "You can try". Så det gjorde jeg, og udover at have ramt frokostpausen - hvor kontoret ikke lukker, men alle medarbejderne tilgengæld forsvinder i en times tid - så gik det smertefrit og vi fik vores forlængelse, uden at betale for det særlige kort.
Junglen på Bohol
Med en 50%'s forøgelse af holdet (nu hvor Tim havde joinet os), tog vi busen til stranden Moalboal på øen Cebu, en strand med ry for god dykning og chillet atmosfære. Dykningen var vældig fin og vi fik spillet masser af pool om aften, som det hører sig til.
Næste stop: Bohol - igen, men denne gang ind i landskabet istedet for ud til stranden. Den store turistatraktion her er Chocolate Hills, som er landskabet af en masse bløde bakker der det meste af året er brune. Det nærmeste og mest anbefalet logi for at se dette landskab er et jungle retreat kaldet 'Nuts Huts', som man når til fods efter en god 30 min's gå tur via skov-/junglesti, for vores vedkommende i total mørke og godt smattet givet mange dages regn op til. Men frem kom vi, og det er et mægtigt fint sted med masser af dyreliv, hytter og en god restaurant med hængekøjer. Om aften føler man sig virkelig i junglen, ikke mindst på grund af lydscenariet, hvor man kun kan gætte sig til hvilke dyr der står bag de mærkeligste lyde. Om dagen bliver man ved frokosttid mindet mere om civilisationen i form af de frokostbåde, der i en lind strøm flyder forbi floden der løber langs retratet, hvor de giver den god gas med live-cover bands og lidt karaoke hvis man er heldig, uanset hvad så spiller de højt.
Her blev vi en lille uges tid, dog uden af formå at få set Chocolate Hills, men tilgengæld fik vi ligget en del i hængekøjer.
En tilfældig kirke på vej fra et sted til et andet... men pæn ser den ud
Oplysning langs floden ved Nuts Huts
Mere oplysning...
Banana blomst uden for vores altan
På vej videre, igen
Yes, the one and only: The Loveboat. Hvis nogen skulle savne den fra de glade 80'ere, så huserer den altså her på Bohol i bedste velgående
Camiguin Island
Enhver philippiner som man nævner øen Camiguin (udtales come-again) for, nikker og siger "yes, very nice island", og det er sandt. Lasse har under hele rejsen talt om øen som 'hvis jeg skulle bosætte mig udenlands skulle det nok være på Camiguin'.
Mere eller mindre tilfældigt endte vi på Jasmin by the Sea Guesthouse, som nok har set sin storhedstid år tilbage, men som nu køres af et vældigt afslappet crew. I restauranten kunne man få morgenmad fra 8-11 og hvis man ville have aftensmad skulle man bestille inden middag, og så kunne man vælge dagens ret, som så skiftede en gang i løbet af de 10 dage vi var der. De serverede ikke for ikke-logerende og eftersom der var 4 hytter/rum i alt, var der generelt ikke særlig meget run på. Om aften var der ikke servering, så køleskabet var blot fyldt op med bajere og så var det høflig selvbetjening. Det passede os mægtig fint, og det eneste man kunne være bekymret for, var at komme til at vække nattevagten når man kom sent hjem.
Vi havde lejet motorcykler stort set alle dagene, så vi kom rundt og se øen.
Sunken cemetery, på øen er 7 vulkaner og for år tilbage sendte et vulkanudbrud en af kirkegårdene i havet
Udsigt...
Old Volcano. Langs stien er opsat 13 skulpturer der illustrerer Jesu lidelser fra dom til opstandelse
Bemærk straffen for at ryge 3. gang på den gamle vulkan
Katten med de blå/grønne øjne
The new hard kids on the block, on the streets of Mambajao
De elektriske installationer holder ikke op med at betage mig
Vandhund i sit element i Arden Hotsprings
Tim og Cemedor
Fisker med hat der matcher båden
Hanekamp, hvor de heldigvis ikke havde fået knive på den ene fod, som de ellers har når det er rigtigt
Tim med den lokale øl Red Horse på vores stambar, hvor de hilste os velkommen ved navn efter det første besøg, og hvor vi endte med at tilbringe stort set alle aftnerne. Super søde folk, eneste klage kunne være over Celine Dion hver aften
Lasse forsøger forgæves at få barhunden Britney til at posere. En utrolig sød og ulydig hund, dog med et stort inkontinens problem
... Dodong, bartenderen, er den eneste Britney adlyder
Lige inden vi forlod øen, nåede vi at se på en grund, som er til salg og som Tim og Lasse kunne være interesserede i at købe. Vi fik på et hængende hår talt med sælgerne og fik papirene med i rygsækken, så nu skal de to, sammen med en kammerat mere, tale om hvorvidt de skal til at købe jord på øen Camiguin - navnet er jo ikke for ingenting...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar