Så blev det endelig jul i den gamle vietnamesiske hovedstad (som nu officielt hedder Ho Chi Ming City). Og alle de smukke, unge mennesker, som havde glædet sig hele året, skyndte sig lige så snart solen var gået ned, at stille sig foran spejlet for at sikre sig, at deres nyeste tøjstykker, make up og frisurer sad lige som de skulle, og så ellers ud af døren, op på scooteren, godt bevæbnet med iphone og store forventninger, ned og mødes med vennerne ved krydset, for i samlet flok at bevæge sig i karavane ind til midtbyen. Og endelig, endelig, som en sand ledestjerne, der var det; alle de små blinklys i forskellige farver, den gamle julemusik - dog akkompagneret af de nyeste teknobeats – et sandt farvefestfyrværkeriet. Man kunne ikke andet end at knibe en tåre, at se alle disse unge poder: posere og fotografere hinanden foran Nokia og Louis Vuittons længe ventede juledekorationer, åh. Og minsandten, hvis jeg ikke tager meget fejl, er billederne fluks røget direkte ind på facebook, tagget og kommenteret som det hører sig til.
Se det var et rigtigt juleeventyr.
Hitachis juledekorationer
Mere low scale men up key juledekoration
Mere glitter version
Trafikalt unikum
Men derudover er Saigon en by der først og fremmest udemærker sig trafikalt via det fuldkomne overvældende antal motorcykler; de dominerer gaderne suverænt og minder i formation om endeløse larver der bevæger sig gennem byens gader i en rytme der på en gang opretholdes ved kamikaze-agtige kørsel midt ud i kryds fuld af modkørende og holden tilbage for hinanden via usagte vigepligter. Og der blev sagt 'for hinanden', ikke for fodgængerne, for her gælder helt andre regler. Hvis man vil over vejen som gående, og det vil man jo, så er regel nr. 1) en motorcykel holder aldrig tilbage for dig. Og du kan man godt opgive at finde et ”hul” mellem motorcyklerne, for der kommer sandsynligvis ikke noget før kl. 2 om natten. Der er ikke anden udvej end at kaste sig ud på vejen og krydse de op til 6-7 usynlige baner for motorcyklerne trin for trin. Dødsangstens sved mærkes tydeligt i begyndelsen, men langsomt dæmpes hjertebanknen, omend den aldrig rigtig forsvinder. Så helt alvorligt: hvis man har dårligt hjerte eller sarte nerver, så er det vitterlig ikke en by man kan bevæge sig rundt i, oprigtig talt. Jeg har aldrig set noget lignende.
Paa vej ind i Saigon paa baadoverfart
En helt almindelig rundkorsel
Lige for en naer-dods oplevelser af dimensioner
Saigon centrum
Fresh spring rolls bod a.k.a. "kondomas" navngivet af mine to trofaste huspassere - I ved hvem I er (og hvis I ikke kommenterer paa dette ved jeg at I ikke laeser min blog)
Et forsog paa at faa en kodfri vietnamesisk taco
Skoleborn der tovtraekker paa gaden
War Museum havde en udstilling med anti-krigs plakater fra bogstavelig talt hele verden
Og så skete det, det vi har formået at undgå indtil nu, i næsten et halvt år på farten (og nej, det er ikke dårlig mave, for det har vi ikke formået at undgå): at gå ombord på en flyver. Men der var ingen vej udenom, for vi vil til Philipinerne, tilbage til Lasses home-away-from-home, så efter 4 dage i den vietnamesiske hovedstad, flyver vi Ho Chi Ming City – Manila. Ikke desto mindre en bedrift at have nået fra København til Saigon over land.
jojojojo, jeg følger skam flittigt med og ser frem til igen at spise kondomas i det lille køkken med dig.
SvarSlet