At rejse er at bevæge sig – også mellem klasser
I forhold til vores oprindelige budget, har vi ikke ligefrem haft spenderbukserne på, efter på et af vores rejsemøder at have kigget på vores kontoudtog. Bortset fra enkelte udskejelser, som en full on middag i Skt. Petersborgs business kvarter og en uge i Beijing på luksushotel (det var dog heldigvis Lasses treat, som i uden for fællesbudgettet) så har vi kørt rimelig konsekvent backpacker stil, med bottom end hostels, guesthouses og dormatories. Ikke desto mindre bliver man af mange, jo længere væk hjemmmefra man kommer, gradvis anset som et omvandrende dollartegn, og vi er flere gange blevet anråbt på gaden med: ”American, give me money”. Indtil nu har jeg reageret indvendig ved at tænke, 'okay jeg forstår godt hvor det kommer fra, den globale ulige fordeling af goder og sådan, men jeg flasher jo ikke ligefrem min rigdom, hullet og beskidt tøj og hår taget i betragtning'. Vores Manila lifestyle har lavet om på det.
Lad det være sagt med det samme: hvis du skal til Manila, så kan casa Chris og Pagan varmt, varmt anbefales. Du får eget værelse som sagt, du vil få fuld service som at blive taget på fancy restauranter stort set hver aften, få vasket tøj og blive mødt af et opdækket morgenmadsbord af deres mega nice hushjælper Rose, og vigtigst af alt; du vil blive integreret ganske uforbeholdent i familielivet og blive slæbt med til samtlige overdådige familiekomsamner. Vi kunne så meget lære af denne form for hospitalitet i vores lille land, man kan blive helt pinlig berørt over, hvordan folk kaster huset ud af vinduet for en, og selv for en som de ikke kender i forvejen, hatten af, virkelig.
Jeg må indrømme at jeg blev taget lidt med bukserne nede, sort of speak, af denne behandling, i lighed med min 6 måneders gamle backpacker garderobe, der heller ikke ligefrem var forberedt på at træde ind i det manilanske jetset, med en vis underdressedhed til følge ved diverse arrangementer.
Hvis man har fulgt med i bloggen her, har ordet 'vegetar' været svært at undgå da det er nævnt uforholdsvist mange gange, taget i betragtning hvor meget det fylder derhjemme. Ikke desto mindre udgør det halvdelen af den sprængfarlige cocktail i forening med katolsk/sydøstasiatisk jul. Ikke at spise kød er beyond eksotisk og gnist til enhver social lejlighed, med anledning til store øjne og spørgsmålstegn og en lille bitte smule hovedrysten. Derfor var det en udfordring af dimensioner for familierestauranten (nej, ikke McD) i Papagan, der har høstet international anerkendelse via et besøg – og hermed et TV-program – af celebrity kokken (som åbenbart ALLE kender) Anthony Bourdain, og som reklamerer med en 10-retters menu. De tog dog udfordringen op, da Chris og Pagan havde inviteret os til et besøg, og resultatet... tja, nok en stor mundfuld at skulle komme op med 10 vegetariske retter. Men de andre roste grisen, det gjorde.
Papagan restaurant inden det går løs
Celebrity kultur
Men appropos celebrities; filippinerne må siges at gå op i deres, og ikke mindst USA's, celeberties. Det er svært at beskrive fænomenets betydning her, men fx kan en social sammenkomst indledes med: ”Okay, lets start with the celebrity gossip”. Det er en form for skræmmende institutionalisering, hvor der opereres med A-, B-, C- og D-lister hvor disse folk bliver rangeret alt efter bedrifter, tøjsmag, skandaler og talent... (?).
En absolut anbefalelsesværdig aktivitet i byen, er at tage på en af Carlos Celdrans ture, og han indledte vores ”Living la vida, Imelda”-tur med fænomenet The Power of Gossip. Udgangspunktet for hans fantastiske fortællinger om Philippinerne og ikke mindst analyser af kulturen og de historiske begivenheder var Imelda Marcos' liv, med særlig fokus på hendes storhedstid fra midt 60'erne til midt 80'erne hvor hendes mand, Ferdinand Marcos, styrede landet i et jerngreb som diktator. Turens kulisser var et område af Manila, som Imelda stort set enehændigt opbyggede i alt dets splendor og for datidens allerfremmeste arkitektur, for at sætte landet, og ikke mindst sig selv, på verdenskortet. Og det lykkedes hende i absurd grad, ikke mindst på baggrund af en legendariske egenskab til at charme sig ind hos de mest magtfulde og en kompromisløshed, der ikke skyede nogen midler overhoved for at realisere sine oftest storhedsvanvittige projekter. Listen af absurditeter er desværre for lang til at komme nærmere ind på her, men en vigtig pointe er dog at Imelda, efter blot 5 år i eksil, den dag i dag lever frit og i bedste velgående i det selvsamme land hun mere eller mindre officielt diktatorisk regerede i 20 år. Nu har hun dog åbenbart slået sig på guldsmykkeri, men så vidt jeg ved så har hun ikke fået sin abnorme skokollektion tilbage efter diktaturet blev væltet – ja, så kan du lære det, Imelda, wtf!!
Carlos Celdran i sit karakteristiske look, bærende på den lille båndoptager, som indledte turen med den filippinske national hymne
Malls - the answer to everything
Manila er mildest talt ikke en fodgængerby. Tilgengæld kan man aldrig vide hvad der gemmer sig bag de evindelige 4 meter høje mure (der i heldige tilfælde generøst efterlader et 30 cm bredt fortorv, hvis overhoved), der hele året rundt er fint pyntet med pigtråd, glasskår og andre spidse genstande. Varmen og fugtigheden, blandet med en trofast sort sky af forurening, der indhylder byen 24-7, efterlader sig tydelige spor på huden i flotte mønstre, hvis man skulle være så dumdristig at bevæge sig rundt på gåben. Og trafikken, der er ikke andet at sige at den er umulig, man kan nemt side i kø på vejen kl. 1 om natten, og det offentlige transportsystem er ikke imponerende. Tilgengæld er taxaer relativ billige, men her skal man også være heldig, for chaufførerne vil som oftest nægte at køre fra en bydel til en anden, fordi de ikke gider sidde i kø.
En af de tusindevis af mega fede Jeepnees, der findes i hele byen og hvis udsmykning aldrig holder op med at betage
Men bare rolig, som ved alle problemer i verden findes en løsning. Og i Manilas kaos, forurening og skrantende æstetik, så er den altoverskyggende redning: malls. Anden dag i Manila, på vej igennem et af de utallige shopping centre sagde jeg til Lasse at jeg var træt af at gå i malls, hvortil han kiggede halvt hovedrystende, halvt opgivende og halvt grinnende og svarede: ”That's Manila for you”. Og han skulle få så evig ret. For hvis man tænker over det, så opfylder Malls (ja, nu skrives de med stort) alle de menneskelige behov under et og samme tag. Lad mig forklare:
Maslows behovs pyramide
.)Fysiske behov (vand, luft, mad, husly, bevægelse, toilet): dækket ved et utal af restauranter i kvadratkilometervis af indendørs arealer, tempereret og luftfiltreret til perfektion via aircon. Desuden kan der motioneres i de indendørs tennis- og skøjtebanner.
.)Sikkerhed (tryghed, stabilitet, orden): ethvert mall er bevogtet af bevæbnede vagter ved samtlige indgange, som smilende roder din taske igennem og kropsvisiterer dig om nødvendigt. De er naturligvis tematisk opbygget, og man er aldrig i tvivl om hvor man bør være.
.)Sociale behov (fællesskab, kærlighed, venskab): mallet er stedet man mødes med vennerne, og på barerne og diskotekerne kan man jo søge nye bekendskaber til diverse formål.
.)Anerkendelse (selvtillid, status): alle malls er kategoriseret i A, B, C, D og E alt efter eksklusivitet. Med andre ord er man ikke i tvivl om hvilket mall man tilhører, og hvor man gerne vil ses.
.)Selvrealisering (opnå sine mål): som vor tids vigtigste menneskelige egenskab, er mallet først og fremmest lavet til at vi kan dække vores altoverskyggende behov, som forbruger.
På et givetvis højere plan endnu, kan man også få imødekommet sine spirituelle behov i de obligatoriske kapeller og prair halls ethvert mall med respekt for sig selv har placeret i midten, lige i hjertet så at sige.
Juleshow - leveret af Greenbelt Malls
Den vigtigste oplevelse fra Manila er og bliver de folk vi lærte at kende eller genså. Både til jul og nytår var vi som sagt super privilegeret at blive inviteret med til fester og klan-møder og alle var virkelig søde og inkluderende.
Milo med en af sine fighting cocks. Sabong (cock fighting) er en filippinsk nationalsport
Ih altså .. jeg bliver helt varm om hjertet af at se og læse denne blog. I fortjæner uden tvivl al den ubetinget gæstfrihed!
SvarSlet