Ind i Laos - Luang NamTha

Next stop: Laos
Med bussen fra Kina og ind i Laos, med penge i lommen til at betale for vores laotiske visa og glade for at komme ud af Kina. Set i bakspejlet er de ”bedste” rejseoplevelser ikke altid dem der var lettest at komme igennem, og sådan tror jeg vi begge har det med Kina, og Mongoliet også for den sags skyld; det var til tider svært og man kunne blive frustreret, men når man er kommet på den anden side var det det hele værd. Men tilbage til bussen ind i Laos, som vi delte med en high school klasse fra USA og deres 3 instructors, og som er på en ret så spændende studietur langs Mekong Floden i et par måneder. De virkede flinke nok, men helt ærligt, det var som om at de 3 instructors var blevet dyppet i en eller anden overpædagogisk sirup blanding inden afgang, og de formåede at tale til eleverne med en underliggende patroniserende tone som jeg tror jeg kun før har hørt i børneprogrammer fra USA. ”Like (for det siger de jo hele tiden og altid og til alt), okay guys, I want you to think of 3 tings that make you think you're in a jungle. Can you do that for me?” Bræk, tal dog ordentlig til dem. Men anyway, det lød som en fed tur de var på og vi har mødt dem igen et par gange på vores strækning. I det hele taget er det utroligt hvor mange gange vi er stødt på de samme rejsende, Lonley Planets styrer os alle – mere end vi tror. Men det er nu meget hyggeligt at komme asende med sin store og alt for tunge rygsæk på en dirt road i en lille landsby som man aldrig selv havde hørt om før dagen inden, og hilse på kendte ansigter helt tilfældigt, og også lidt skræmmende.
Men igen tilbage til vores entré i Laos, hvor vores første stop var i Luang NamTha, en lille chillet by og øjensynligt økoturismens centrum, med en hovedgade pakket med guest houses, travel agencies der tilbyder trekking, cykel og kajak guidede ture og spisesteder med western food. Og så var der igen fri adgang til Facebook, You Tube og blogs, rart at være uden for kinesisk cyber censur igen.
That Phum Puk stuba på toppen af bakke

Der bliver fulgt med i den lokale soap

Udsigt fra bakkentoppen uden for byen

Extreme downstream kayaking at the Mekong
Efter et par dage meldte vi os til en 3 dages kayatur, sammen med Libby og Eric fra Californien (som talte thai, hvilket minder meget om lao) og Hailly og Jof fra Port Elisabeth i Sydafrica og så vores 2 guider Pet og den anden hvis navn vi ikke kan huske, begge mægtig flinke og kompetente. Turen var planlagt til at vi skulle ro 70 km ned ad floderne Mekong og NamTha over de 3 dage, med stop ved forskellige etniske minoritets landsbyer og overnatning dels ved et jungle retreat og sidste nat et homestay i en landsby.
Første dag: bagagen er pakket i vandtætte tasker og vi er iført badetøj under tøjet og afsted. Det er fint at ro med strømmen og sjovt at manøvrere rundt om træerne i de bryske rapids... lige indtil vi kommer til den største rapid, og selvom vi er blevet advaret excellerer vores båd – som den eneste – at sejle frontalt ind i et træ, hvilket resulterer i at gummibåden knækker over på midten rundt om træet, vores tøjpose (der ikke er bundet til båden som det eneste) sammen med mig bliver væltet ud ad båden og slæbt 150 m ved ad floden over sten huller inden vi begge (posen og jeg) bliver samlet op af den nordamerikanske båd. Så mens jeg klamrer mig fast til båden og de klamrer sig til et træ, ser vi mirakuløst Lasse komme drivende ned af floden i vores ellers forliste båd. Guiderne kommer til og hjælper mig op i deres båd og det hele ender med at vi alle mødes nedad floden på et stille stykke. Lasse havde formået at redde bagage og fået båden fri, da han var endt et mindre strømfyldt sted og efter lige at have pustet ud på bredden og tilset et par småskrammer virkede det mest som en god actionpacked og extreme nærdøds oplevelse at skrive hjem om, eller noget...
Hele vejen var det er smukt jungleagtigt sceneri og vi fik også besøgt et par landsbyer (sjask våde og i mudret klip-klappere), en Khmu og en Lanten landsby, hvor vi blev vist rundt, efter at Pet var gået i forvejen og havde fået tilladelse af the village chief til at vi kunne gå i land.

Bådene

Her er jeg lige blevet reddet efter det den korporlige flodlussing

Den første landsby vi besøgte

... med fritgående husdyr, overalt

Ved dagens sidste landsbys jungle retreat blev der forberedt aftensmad og det var et mægtigt fint sted, bortset fra den sværm af myg, som seriøst gjorde én sindssyg og man til sidst bare kunne længes efter at få lov til at gå i seng i hytten under det beskyttende myggenet. Under aftensmaden fortalte Pet om de forskellige etniske grupper der lever langs floden. Han havde selv været munk i en alder fra 7-14 men var nu gift, og det med en kvinde fra den etniske gruppe som den anden guide kommer fra, hvilket åbenbart var lidt kontroversielt. Vi endte med at udveksle skabelsesberetninger, og Pet fortalte om Kmuhernes:
Det startede med et søskende par, en pige og en dreng, der boede i en landsby. En dag var de ude i skoven og fangede en hare. Haren bad for sit liv og sagde at den ville fortælle dem en vigtig hemmelighed hvis de lod den gå. De to søskende indvillede og haren fortalte dem at der snart ville komme en stor oversvømmelse. De to tog tilbage til landsbyen og forsøgte at advarer de andre landsbyboere, men disse troede ikke på dem, men ganske rigtigt kom der snart en stor flodbølge og de eneste overlevende var de to søskende, da de havde sørget for at redde sig i god tid. De var nu alene og besluttede sig for at den ene ville gå mod Nord og den anden mod Syd for at finde andre mennesker, og som sagt så gjort og efter et år mødtes de igen, dog uden at have fundet andre. Derpå gik den ene mod Øst og den anden mod Vest og igen efter et år mødtes de igen uden at have fundet andre mennesker på jorden. Så gjorde broren søsteren gravid og hun var i gravid i 10 år og fødte til sidst et græskar. De vidste ikke hvad de skulle gøre med det og efter noget tid begyndte de at høre stemmer inde fra græskaret og de besluttede sig for at åbne det med en glødende pind, og ud af græskaret kom alle jordens forskellige folkeslag, de brune først på grund af den glødende pind, og det er derfor at khmu-folk er mørkere end de andre grupper i området.

Eric fortalte den kristne skabelsesberetning (det irriterede os grænseløst at vi ikke kunne huske den nordiske), og det var nogle mægtig fine godnat historier at krybbe ind under myggenettet på.

Anden dag: det var en lang ro tur, 35 km og til tider var det en smule ensformigt, og der var en del larm fra bagenden af vores båd i form af Lasse der forstår at brokke sig når det er påkrævet. Vi gjorde holdt ved en landsby, hvor vi blev modtaget af de lokale skoleelever, som var meget nysgerrige men også generte, indtil Libby brød isen, ved at organisere en kæmpe 'Red light, green light'-leg med de mest entusiastiske og det var for fedt at se dem hyle af grin mens de væltede frem og tilbage på græsplænen. Det er sku imponerende hvordan nogle mennesker er så gode til børn at sproget bliver underordnet.

Før isen blev brudt

"Red light, green light" tog virkelig kegler

Vi ses...

Om aften gjorde vi stop i endnu en landsby, hvor vi fik lov at spise og sove i village chief. Jeg forsøgte at spørge ind til landsbyernes organisering, hvilken rolle village chief har, hvordan denne bliver valgt osv., og så vidt Pet fortalte bliver de valgt at beboerne for en periode på et par år og står for store beslutninger i byen og kontakt til de omkring liggende landsbyer. Kvinderne kan også stemme og stille op, men hvor udbredt det er, er svært at sige.
Vi blev dog vældig fint modtaget og village chief's wife lavede det lækreste mad, og village chief bød på al det Laolao (lokal whisky) som vi kunne drikke, og han kunne selv drikke en del, men det var mægtig hyggeligt og en tiltrængt god nats søvn.

Resten af holdet

Lasses udsigt det meste af turen

Tredje dag: ro tur til vores destination, hvor vi blev samlet op ad en tuk-tuk, vil en støvet 4 timers tur tilbage, hele vejen tilbage til Luang NamTha, langs det flodstykke vi havde tilbagelagt i løbet af de 3 dage.

Lanterne og boat racing festival
Tilbage i Lunag NamTha var vi så heldige at overvære den lokale årlige lanternefest, hvor man dels sender lanterner afsted, på hvilke man skriver sine ønsker og drømme og så går de i opfyldelse. Derudover sender man dekorationer og små både ned langs floden for at sende alle de dårlige ting og onde ånder væk.

Den årlige Boat Festival som fejres i hele landet fangede vi også i byen. Holdene repræsenterer hver deres landsby og træner året rundt. Det er en stor begivenhed og man skal komme i god tid for at få en god plads.