Så har vi været på farten i 8½ måned og så føler mig sig alligevel rimelig trænet og i stand til ikke at lade sig vælte omkuld af lidt kaos og larm. Men så kommer man til Medan Lufthavn (som så også skulle være en af de mest kaotiske) og så kan man alligevel ikke undgå at blive forarget over at folk helt åbenlyst maser sig ind foran i køen (og i øvrigt helt skamløst vender sig om og smiler til en – hva' fanden), at blive forvirret over at få to fuldkommen modsatrettede beskeder fra to mænd i samme slags uniform og larmen udfordrer orienteringen og hjerterytmen.
I bussen på vej tilbage til Medan, hvor vi har været det sidste døgn, havde vores bus knap indtaget sin plads i byens trafikale kaos, før en mand hopper op i bussen og vækker Lasse, som ligger og sover på bagsædet i bussen; ”you need taxi sir?”. Øh nej, jeg sidder egentlig i en bus og faktisk sov jeg indtil du besluttede dig for at vække mig med dit lige nu ret inerverende spørgsmål. Og han blev ved, virkelig vedholden med udfritningen om hvor vi skulle hen, hvor vi skulle sove, hvordan vi ville komme derhen og endelig gav han op. Man vil jo ikke være uhøflig, men der ER grænser. Og det er netop de grænser der er det svære, men også det interessante. Lige så snart man ser at de lokale får samme behandling så finder man sig i det meste, men i det øjeblik man føler sig snydt, så er det ikke sjovt. Og naturligvis er vi blevet ”snydt”, altså opkrævet mere end hvad man som lokal almindeligvis skal betale, men det er også fint nok i og med at det er billigere for os osv., men der er grænser. Det at bevæge sig ind i fremmede egne – konstant – er en kontinuerlig tillidserklæring til de mennesker man møder. Der er utrolig lidt man kan vide på forhånd, så man er nødt til at stole på folk og de informationer de giver, selvfølgelig også bruge hoved, men alligevel. Og på den front er det ret imponerende, hvor godt vi er blevet behandlet stort set overalt hvor vi er dumpet ned. Der var lige episoden i Tsetselek i Mongoliet som udviklet sig temmelig ubehageligt, men det er også det eneste. Vi er ikke på noget tidspunkt blevet sendt ad helvede til (hverken geografisk eller metaforisk), scamet eller lignende. Naturligvis har der været et væld af misforståelser og sproglige barriere, og mange gange har jeg haft lange samtaler hvor ingen af os har fattet en meter af hvad den anden sagde, derfor kan man jo godt snakke sammen alligevel og i bedste fald kan man selv bestemme, hvad den andens svar betyder, bare man griner og kommer med masser af nik og ”yes yes”, så kan det være ganske hyggeligt.
De samme ting som man i dette øjeblik hvor det hele tager sin afslutning er glad for at slippe for, bliver sikkert også de ting som man senere vil huske tilbage på med længsel. Lasse siger i hvert fald at han lige nu er glad for at slippe for alle de folk der uopfordret tager kontakt på gaden, for her på Sumatra har det været ganske overvældende. På hver eneste tur i tricycle kører folk op på siden på motorcykel ”elo mista, wa u goin” råber de, nogen gange helt op i hoved på en. Og hvad skal man svare, især når det er 120'ende gang man har fået spørgsmålet den dag. Og der er ikke tvivl om at Lasse er langt mere udsat end jeg har været. På godt og ondt. Og hvis man nu ikke kender Lasse, så kan jeg uden at overdrive godt beskrive ham som et temmelig socialt menneske. Snakketøjet er i orden og folk har meget nemt ved at synes godt om ham, hurtigt. Selv er jeg nok lidt mere tilbageholden og langsom i optrækket til at indlede en samtale. Men det er klart ikke den eneste grund til forskellen af antallet af bongkammerater vi hver især kan skrive på listen efter denne tur. Kønnet har, ikke overraskende, en helt overvældende betydning. Jo længere vi er kommer øst- og sydpå er antallet af kvinder, som enten arbejder med kundebetjening på hostels eller restauranter, eller som blot tager uopfordret kontakt på gaden skrumpet ind. Der er et helt overvældende flertal af unge mænd i det offentlige og semioffentlige rum og måden de tager kontakt til hvide mænd og hvide kvinder er væsensforskellige. Det er utrolig let lynhurtigt at falde ind i et mandefællesskab, ”yo bro” og blive klappet på skulderen og til nød thy til fodboldsnak, hvis man skulle løbe tør for andre emner. Indgangen til at snakke med en hvid kvinde indledes for det meste i en flirtende tone og halvfnisende med et halvt øje til kammeraterne bagved. Og så kan man som hvid kvinde vælge hvordan man vil reagere, give svar på tiltale, stille modspørgsmål, ignorere, smile opgivende eller svare på noget helt andet. Tænker det har meget med temperament at gøre og der er masser af ligheder med hvordan det er derhjemme. Forleden snakkede vi om den skæve kønsfordeling i de semi-/offentlige rum og Lasse bemærkede at det ikke er anderledes derhjemme på Christiania, hvilket jeg giver ham så evig ret i. Og selvom man kan argumentere for at skævvridningen blot er på overfladen, så er det jo det man møder som udefrakommende. Og udefrakommende er præcis den måde man oplever verden som rygsæksrejsende. Og det er en af de ting jeg er mest glad for at slippe for nu, det er trættende. Identiteten som hvid turist, som er måden andre mennesker indledningsvis opfatter og reagere på en er VIRKELIG trættende. Glæder mig til at blænde ind derhjemme.
Og så glæder jeg mig også helt overdrevet meget til at se mine folk derhjemme, at møde gamle (modsat nye) mennesker som jeg har savnet og udveksle røverhistorier. Men jeg skal nok passe på med at smøre for tykt på, for det kan være de har fulgt med i bloggen her – men den skal man nu også tage med et gran salt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar