Sidder på en café over for hostlet i Irkutsk; Sibiriens Paris og vores sidste stop i Rusland. Her er ellers en ret hyggelig-vestlig-café indretning, men derfor er der naturligvis total knald på den evige fucking allestedsnærværende øredøvende 90'er euro trash dance tekno, som øjensynlig ALLE russere foretrækker, uanset alder, omstændighed, klokkeslæt eller anledning. Det er næsten uhyggeligt. Sidste gang i toget kunne man høre basen fra kupéen ved siden af, og vi tænkte at det nok var nogle unge der hyggede sig med en flaske vodka, men nej, det var en småbørnsfamilie med bedstefar og bedstemor (vodkaen var dog god nok) der åbenbart holdt af at høre en god gang opskruet tekno til deres togtur.
Campering ved Baikal søen
Vi er lige kommet tilbage til byen efter et par dages off-pist camping ved Baikal-søen – verdens største sø, som skulle levere 80% af Ruslands vandforsyning. Det var virkelig smukt, og det blev også til en enkelt dypper i det 7 grader varme – meget kolde – vand. De smukke naturomgivelser forhindrer desværre ikke turister i at efterlade deres skrald og smadrede flasker hvor som helst, og det skyer i øjnene og tager lidt af wild nature extreme oplevelsen. Vores nabo-campist gjorde tilgengæld et fint wild nature indtryk: Alex fra Rusland, meget høj, kronraget, muskuløs og ekstrem smidig yoga mester. Han gik konsekvent rundt i små underbukser og var ved at skræmme livet af os, da han råbte ”Hallo, I need help, come here!” Lasse gik meget modigt op til ham og det viste sig at han ville have hjælp til at få taget billeder af ham selv i forskellige højst krævende yoga stillinger i de vilde omgivelser, for at vise dem til hans yoga venner derhjemme. Han var mægtig flink og kom senere på dagen ned med bogstavelig talt et halvt træ, som han havde skåret i skoven og som vi kunne bruge til at tænde op med. Det var en næsten overvældende gestus, men også lidt beklemt når man forsøger at være så øko agtig som muligt, og andre vandrer kom forbi og så dem store mængde brænde vi så ud til at have raget til os.
Vi måtte tilgengæld bukke under for vandmasserne og er derfor kommet tilbage til civilisationen efter mere end 24 timers konstant regn.
Baikal camping
Cirkus – ikke for børn
Byens lokale cirkus er så vidt guidebogen et must, så sammen med vores to nye venner fra Schweiz, hvoraf en ene var enig i at det var ufedt hvis der var optrædende dyr med – hvilket der var, tog vi i cirkus. Første del af forestillingen virkede relativ almindelig cirkusagtig med akrobater, dyrenumre – desværre, og klovne til familieunderholdning, ikke mindst for de mindste der nød det med hoved fuld af chips og hænderne fulde af lysende plastik dimser. Pausen sluttede med lodtrækning af diverse køkkenmaskiner og stort set hele anden del af forestillingen var i det store hele udlevelsen af denne hersens teknisk rimelig ringe tryllekunstner, som må have været ejeren, for han fik lov til at fylde 40 min. ud med numre der mere end noget andet gav associationer til seksuelle fantasier a la 'Eyes wide shut'. Han var konstant omringet af 12 halvnøgne damer, der trods deres sparsomme påklædning nåede at skifte kostumer 10 gange, til forskellige temaer som understøttelse af trylletricks som virkede helt hul i hoved. Misserens afslutning satte prikken over i'et (eller cumshottet i pornofilmen om man vil) med et gigantisk springvand der ud af ingenting sprøjtede sig vej op til loftet, akkompagneret af laserlys show og teknomusik. En meget mærkelig oplevelse, og heldigvis var de fleste børn faldet i søvn til anden akt.
Børn i cirkus med hang til chips
Lære nye mennesker at kende
Jeg har en blanding af admiration og afsky over for den måde mænd lader til at komme i kontakt og kommunikere på baggrund af et eller andet kønsfællesskab. Der er virkelig mange mænd alle vegne her, både de lokale man er i kontakt med men også langt de fleste rejsende, og de taler alle sammen helt automatisk til Lasse, uanset hvem af os der indleder samtalen, og de giver også kun håndtryk til ham hvis ikke det var fordi jeg demonstrativt stikker lappen frem og insisterer. Og når der så opstår en ny gruppe, så lader der også tit til at være en eller to alfa-hanner der bræger op og skal markere sig som sande chauvinister og komme med ”sjove” bemærkninger i overgrebsretning eller gang på gang råbe op og gøre alle opmærksomme på hvor hetero'er de er. ”Nå, så du er heteroseksuel? Ej, fortæl noget mere om det, det er sådan en spændende seksualitet at høre om.” Ved godt at de cool folk er dem der ikke har behov for at råbe op og man kommer til at snakke med dem før eller siden, men hold kæft hvor de andre fylder og forstår at skabe en stemning.
Og nu vi er ved brokken; folk der rejser og som stort set kun fortæller om hvor meget dit og dat har kostet dem, og hvor billigt de fik turen, maden, dykket eller hvad ved jeg – det er heller ikke til at holde ud at høre på. Det er virkelig en kunst at møde nye mennesker, og især at komme uden om de obligatoriske sætninger og komme videre til noget interessant, men heldigvis lykkes det engang imellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar