Vestlige Mongoliet

Ind i Mongoliet
Når man krydser grænsen mellem Rusland og Mongoliet i tog er der en ventetid på 7 timer i ingenmandsland, og for en udenforstående er det svært at gennemskue grunden til denne ventetid, men som så meget andet skal man nok bare affinde sig med at der er en god grund og go with the flow.

Vægpynt ved grænseovergangen mellem Rusland og Mongoliet – fortolkning må være op til den enkelte

Vi ankom til UlanBataar (UB) kl. 6 om morgen og blev hentet på stationen af en medarbejder fra vores hostel. Til min store glæde og overraskelse er der ikke mindre en 2 vegetariske og 1 vegansk restaurant i en radius af 600 m fra hvor vi bor, med god og billig mad, wauw. To af dem er en form for kæde, Loving Hut, og her er de meget glade for SupremeMasterTV.com, som kører på fladskærmen og viser interessante programmer indeholdende et mix af dyrevelfærd og religiøs fanatisme, undertekstet med 15 forskellige sprog, men heldigvis uden lyd.

Sticker på disken i Loving Hut vege restaurant

Da vi skal ud i den vilde vilde mongolske natur, har vi gjort de nødvendige indkøb her i byen, og på to dage har vi begge købt nye jakker – ja, jeg har købt mig en sort (kopi) North Face jakke (og tro mig, ikke just stolt over min stilmæssige opfindsomhed) og så har vi været på Black Marked, som skulle være Asiens største – i hvert fald et af 'det største', og nu har vi også begge fået hat. Jeg vil nok sige at jeg er sluppet væsentlig bedre fra hattekøbet end Lasse, men han lader til at sætte stor pris på sin beige farvet bløde safari hat, og det vigtigste er jo at han er glad for den.

I Mongliet – nu med hat

Horse Camp ved White Lake, Tsagaan Nur Np, Vestlige Mongoliet
Vi ankom i går eftermiddags her til White Lake Horse Camp i Tsagaan Nur National Park efter en reel trækken-tænder-ud køretur i minivan, som skulle have varet 12 timer ifølge damen i UB, der solgte os opholdet, men som i real time tog 18 timer (mongolian time skulle blive et tæt bekendtskab). Det var en public transport men til vores held var der ikke andre passagerer med, udelukkende madvarer, en kummefryser, cementposer og andet godt. Chauførren var ikke den kommunikative type, så da første stop uden for UB var inden for en jernport der blev lukket efter os, med en gøende hund og ingen anelse om hvad vi skulle der, skal jeg ikke benægte at et par turistkidnapnings- og torturscener krydsede mine tanker. Det viste sig at være et benzin og vareopfyldningsstop hos en familie. Meget skulle ordnes og omarrangeres så det tog omkring en times tid. Her blev vi også opkrævet betaling for transporten, men til Lonley Planets uopfyldte kulturelle lovning, blev vi slet ikke indbudt til smørthe i yurten hos familien; skuffelsen drev ned af minivanens vægge forstås. Og så af sted på den halsbrækkende 18 timers lange køretur, udover de mongolske sletter, hvor de asfalterede veje kun meget randomly erstatter opkørte mudderspor, der gør det ud for veje,. Vi så flere biler og lastvogne kørt fast i mudderet. Op ad morgen hvor vi efterhånden var klar til at ankomme til vores destination, skulle vi åbenbart gøre en 3-4-5-6 stop i forskellige landsbyer med varer, så da vi opgav vores turistlige forargelse (a la ”det var ikke det vi var blevet lovet”) var det et lille indblik i nogle ganske autentiske mongolske hjemmelige etablissementer, og der er jo ikke noget hvide turister hellere vil have. Langt om længe nåede vi dog frem til vores camp for de næste 5 dage.

Horse camp - vores er den 3. yurt fra højre

I skrivende stund er der en trygget stemning her i lejren. En klasse engelske skolepiger der sammen med deres lærer har været her i en uges tid, skulle have forladt stedet for flere timer siden, men der er åbenbart store forhandlinger i gang om hvad de skylder for deres ophold. En af lærerne fortalte os at de havde aftalte en pris på forhånd som ligger langt under det lejrchefen nu opkræver dem, og det er åbenbart ikke første gang de har været ude for det her i Mongoliet. Han virker ret cool, læreren, og pigerne er selv med i forhandlingerne for at lære at klare sig her, og de giver sig ikke. Han siger at dette også er en vigtig læreproces for de unge fyrer der også arbejder i lejren og det er vigtigt at de ikke bare tror at de kan snyde folk. Det evige turistdilemma om at ville have den laveste pris, behandles venskabeligt og smilende, vide det er en buisness for folk og frem for alt ikke ville snydes. Det er en svær følelsesøkonomi og den ofte svære sproglige kommunikation er et stærkt middel.

Baby Horse Festival
Uden den store information, blev vi forleden af vores lille dominator-guide ført på hesteryg gennem nationalparken og ud til uden for den nærmestliggende by (som vi senere skulle få et indgående ufrivilligt kendskab til) til den årlige lokale mini Nadaam: Baby Horse Festival anno 2011. Så temmelig intetanende ankom vi til en lille pavillion, hvor en fin kageformation var opstillet på et bord med en snes skamler rund om.

Kagen som bestod af smørfirkanter, indtørrede mælkekiks og noget andet ukendt materiale, var oprigtig talt vesterlænding-uspiselig og flere stykker blev sneget ned i rygsækken for senere diskret at blive smidt ud

Flere lokale kom efterhånden til og efter at have hængt ud i uvished i et par timer, gik mængden pludselig i aktion og alle skulle se at komme op på den nærmeste bakke for at overvære hestekapløbet for de unge drenge. Vi fik placeret os retmæssigt ved målstregen og deltog ivrigt i at klappe og heppe feltet i mål. Den sidste rytter over målstregen var tydeligvis mægtig ked af sin placering men blev heldigvis trøstet af sin mor, alt imens vinderheste og -ryttere blev hyldet og dekorerede med flotte emblemer og diplomer.

Efterfølgende var der bryde turnering (mongolsk nationalsport), også for de unge drenge, hvor hver kamp blev indledt og afsluttet med ørnedansen – pigerne sørgede for at tilskuerne havde noget i koppen.

Den stolte vinder af hestevæddeløbet

Brydning

Tredje disciplin var baby horse race, som går ud at trække følene ud af den indhegning de står i sammen med deres mor, nummerere dem så man kan spille på dem, trække dem et godt stykke væk til start-stregen og derefter give slip på dem og se hvilket føl der først kommer løbende tilbage til sin hestemor. Det så sku fedt ud, da alle de halvforskræmte føl kom drønende til lykkelig genforening.
Derefter gjaldt det så de unge mænd der skulle vise deres mandsmod ved i ægte rodeostil at beride en hoppe der udelukkende er blevet brugt til malkning og som derfor på ingen måde er tilfreds med eller villig til at lade sig ride på. 13 ungersvende fik vist deres kundskaber med varierende held, men ikke desto mindre imponerende hvor godt de klamrede sig til dyret der spjættede, stejlede og vred sig. Kun en fyr blev sparket i hoved af en stejlende hest og fik næseblod, men det afholdt ham ikke fra at springe op på den næste hest og forsvinde ud i horisonten på en vrinskende og arrig hoppe. Rimelig hårdført folkefærd.

Sidste, og absolut mest frastødende i undertegnets by-øjne, disciplin var brændemærkning af følene. Hertil var en brændeovn medbragt så jernene kunne opvarmes, og så blev luften ellers tyk af røg og lugt af brændt kød og hår. Turisterne blev også indbudt til at deltage, men jeg takkede pænt nej, og Lasse ligeså, måske fordi han ikke på daværende tidspunkt vidste at man fik lov til at navngive hesten hvis man brændemærkede den. Efterfølgende refleksion: ”Frank er da et meget pænt navn til en hest” citat Lasse.

Rodeo mongolian style

Hestebrændemærkning

Som afrunding på en fin og lang dag, blev vi indbudt til middag, airag (smørthe) og Jengis Khan vodka hos en lokal familie, hvor der blev sunget mongolske sange af familiemedlemmerne. Og til al held fik vi valget mellem hjemtransport enten på hesteryg eller i russisk jeep, sidstnævnte klart en vinder på baggrund af såvel energiniveau som ømme siddemuskler. Mongolsk livsstil kræver tilvending.

Livet i lejren
De følgende dage var vi på relativ korte rideture rundt i terrænet, blandt andet til vulkankrater, Yellow Dogs Cave (navngivet efter en mongolsk dokumentarfilm som vi har været så utjekket ikke at få med på computeren men som skulle være klart anbefalelsesværdig), Ice Cave og til en klippe der ifølge legenden stammer fra en mand, der giftede sin datter væk til en rigmand mod hendes vilje, hvorefter hun druknede sig i søen, og faren i sin uendelige sorg over datteren til sidst blev til en klippe – så kan man lærer det.
Vi hang ud med Yamato, japansk martial arts master og sushi kok, der er flyttet til Helsinki for to år siden, da han var træt af japansk livsstil, og nu var i gang med et 4-binds værk af Ursula Le Quin – akkompagneret af en engelsk-japansk ordbog – for at forbedre sit engelske, imponerende! Vi udfrittede ham skamløst om japansk kultur og infrastruktur og tilgengæld virkede han mægtig interesseret i hvor og hvad vi kom fra. Blandt andet spurgte han på et tidspunkt om jeg var feminist og hvad det i øvrigt betød, og lyttede opmærksomt på mit lange og udførlige svar. Han fortalte også om sin finske kæreste, som var mere streng vegetar end mig, da hun øjensynligt kun spiser avokado, et par særlige frugter (som jeg ikke kan huske) og drikker vand, og i øvrigt går med bare tæer når som helst hun kan komme til det. Han konkluderede at hun var ret mærkelig, ligesom han selv, og vi medgav at vi nok heller ikke var specielt repræsentative når det kom til at beskrive danske tilstande. Det tog os lang tid at komme op med et svar, da han til de mildest talt kritiske beskrivelser af det danske samfund spurgte, om der dog ikke var noget godt i DK. Jo, selvfølgelig er der mange gode ting sammenlignet med andre steder, men det er sku lidt svært at fokusere på når så meget er gået ned ad bakke de sidste årtier.

Ellers fik vi nydt den relative gode komfort på lejren, da man blev hentet 3 gange dagligt til færdiglavede måltider, som blev tilberedt med størst mulig variation over de samme ingredienser: kål, gulerod, kartoffel, særlige nudler, ris og fårekød til the meatitarians, med lækkert hjemmelavet brød og the i spandevis. Hvis man ønskede et varmt bad skulle man sige til en times tid i forkøbet, så de kunne nå at tænde op i brændeovnen der via et rør sendte varmen op i en vandbeholder på taget af toilet/badevognen.

Rideture til lokale seværdigheder

På kanten af en stor vulkan

Den værste køretur ever
Turen fra UB til White Lake i minivan som ”kun” varede 6 timer mere end beregnet, var den rene luksus sammenlignet med, hvad der skulle have været en 4 timers kørertur fra White Lake til regionens hovedstad Tsetselek. Vi blev samlet op ved middagstid af en minivan og kørt til den nærmeste by (hvor festivalen havde været), i forvisning om at vi var på rette vej, eftersom chaufføren havde nikket da vi havde udtalt vores destination på alle tænkelige måder. Det viste sig så siden hen at han skulle have fyldt bilen op inden han kunne begive sig af sted, og det vil så sige 14 voksne, 3 børn og en hund, samt en anselig mængde bagage, alt sammen noget der skulle hentes forskellige steder i byen, noget sættes af undervejs (så som fermenteret mælk og råt kalvekød der til alt held blev pakket i en lufttæt tønde), det meste stuvet op på taget men også ind under, mellem og oven på passagerene. De lokale lod ikke til at være utilfredse med forholdene på noget tidspunkt, heller ikke dem der blev placeret mellem sæder uden ryglæn, med en køretur på en 14-16 timer forud hele vejen til UB. Men eftersom vi ikke forstod noget af det der blev diskuteret omkring os, og vi gang på gang, når vi endelig troede at være på vej afsted endte foran hvad der skulle vise sig at være chaufføren og hans kones butik, befandt os netop her 6 timer efter vi var blevet samlet op, gik situationen for alvor i lort, da konen besluttede sig for at vi ikke kunne kører med alligevel, men i stedet skulle tage en jeep som så lige var 10.000 tøgrøg dyrere. Fucking what!! Det var alligevel for meget, og vi fik forklaret gennem en anden passager der talte lidt engelsk, at vi på ingen måde havde tænkt os at betale ekstra, nu da vi var blevet revet rundt i 6 stive timer, uden så meget som et pip om hvad der foregik. Under diskussionen virkede chaufføren temmelig anstrengt og kiggede os konsekvens ikke i øjnene, men afsluttede dog den yderst ubehagelige situation ved at sige okay og vifte os tilbage ind i bilen. Okay, så langt så godt, mast ind uden mulighed for at bevæge os en millimeter og med de overfor siddende passagerers knæ gravet godt ind i skinnebennet af sted... på en tur som så tog 7-8 timer mere oveni.
Langt om længe nået frem. Midt om natten bliver vi sat af foran hotellet i Tsetselek og bedst som vi tror at dagens strabadser er overstået, vi har fået vores rygsække og blod tilbage i benene, forlanger konen guddødeme 10.000 ekstra end det aftalte beløb. WTF? Det er midt om natten og hun bliver mere og mere aggressiv, da vi nægter at betale mere end de aftalte 40.000 (som i øvrigt skulle være rigeligt til at dække, for slet ikke at tale om serviceniveauet) og hun tager kamerakassen som gidsel. Jeg får den revet til mig og hun begynder at skubbe mig mens hun hysterisk peger på sin mobil hvor hun har indtastet 50.000. Så efter at Lasse har forsøgt gennem den engelsktalende at forklare - lettere højlydt – hvorfor vi ikke har tænkt os at betale mere, og jeg har stået og råbt om kap med den mest griske og skamløse sæk jeg længe har mødt, på hhv. engelsk og mongolsk og lidt dansk, lader hun endelig til at give op... men næh nej. Efter de har sat sig ind i bilen, kommer de begge fandeme ud igen og giver sig til at hamre på døren til hotellet hvor vi er på vej hen til. En søvnig receptionist åbner, og de begynder at råbe til hende, mens vi står paf i baggrunden og venter på at hele dette galskab skal høre op. Da de lader til at være færdige med at overbringe receptionisten de ophidsede budskaber vender de sig endelig om og kører væk. 10 min efter ligger vi begge i vores seng på hotellet og kigger hovedrystende på hinanden og bliver enige om at det til dags dato er den sindssygeste dag vi har haft.