onkelmax: UlanBataar - på godt og ondt

Vi har nu hængt ud i UB i 4 dage og i går blev vi udsat for det obligatoriske lommetyveri, endda på den obligatoriske lommetyverigade (Peace Avenue): Jeg havde en lille rygsæk på og standsede da jeg mærkede at nogen rodede rundt dernede. Da jeg vender mig om og ser at rygsækken står åben står en fyr og glor ret ligegyldig på mig. Så bukker han sig ned og lader som om han binder sit snørrebånd mens jeg febrilsk roder rund i tasken for at finde ud af hvad der kunne mangle. Da han rejser sig op og går følger jeg efter ham, stadig usikker på hvad der mangler i tasken og Lasse kommer til og jeg forklarer mens vi følger fyren og ser ham give low five til en kammerat. Pludselig sætter Lasse i løb efter ham og de ender midt ude på den meget trafikerede vej, han får fat i ham, foretager en grundig kropsvisitering, finder ikke noget på ham og lader ham gå. Tilbage på fortorvet er jeg kommet frem til at det eneste han kan have fået fat i er vores lille notesbog, værdiløs men med mange adresser og notater som ikke lige lader sig rekonstruere. Ærgerligt, men ikke alvorligt tænkte vi på vej tilbage til hostlet, hvor jeg i øvrigt fandt notesbogen, så det var godt vi ikke fik fyren slæbt til politiet som en kvinde der bevidnede hele optrinnet ellers havde foreslået. Så havde vi også prøvet det (troede vi, indtil noget tid efter hvor vi var i biffen og jeg fik snuppet min bæltetaske med kamera, solbriller og ipod, midt under Harry Potter, mere ærgerligt!).

Den mongolske befolkning består af godt 2,6 mio mennesker, og halvdelen af dem bor i UB. Byens æstetik afspejler mentaliteten og er temmelig rustik og enkel, en diametral modsætning til Moskvas storladne og overdekorerede storbyer, måske lige bortset fra Sukhbataar Square og parlamentet, hvor Jengis Khan og hans to sønner sider tronet med udkig over pøblen.
Ellers er der ikke synderlig meget at foretage sig her i byen, og vi er temmelig ramt af dovenskab og ugidelighed. Vi går dog utrolig meget på Luna Blanca, som er en fantastisk vegetarisk restaurant, hvor vi stort set har været hele menukortet igennem, men man kan bare ikke få nok.

Jengis og sønner våger over lov og orden ved parlamentet

Luna Blanca - en fantastisk vege restaurant

Et af de store projekter på vores tur er, at vi gerne vil have os en mongolsk yurt med hjem til DK. Men det er ikke så nemt endda. Vi har fået at vide at de brugte bliver slået op i avisen, og så tilbød lejrechefen på den hestelejr vi var på tidligere at vi kunne få en med når han havde samlet nok folk vi at sende 10 stk afsted til Europa. Ingen af mulighederne virker særlig attraktive og selv at tage på Black Marked og stykke de forskellige dele sammen, og i øvrigt få en ordentlig pris, virker ret uoverskueligt, for slet ikke at tale om transporten tilbage til DK (den mindste model skulle veje ca 140 kg og Lasse mener godt at vi kan slæbe den med til Kina og sende den derfra hvor det nok er billigere, men jeg har mildest talt ikke været vild med ideen om at skulle balancere rundt med en ekstra 70 kg). Men nu har vi fået opstøvet en hollandsk herboende ældre hippie, som producerer sine egne kvalitets yurter og sender dem til Europa: Euro-yurts. Vi mødtes med ham forleden i hans hjem med hans lokale kone og de kørte os ud til træværkstedet. Han har efterhånden boet her i mange år, men stadig måtte vi kører et stykke væk i bilen ved pitstop ved grøntsagsmarked, så konen ikke skulle betale ekstra for at have en hvid mand med. ”Man vender sig til det” sagde han og fortalte at han var blevet træt af det pæne, rene og kontrollerende Europa og var derfor flyttet hertil. Han fortalte desuden generelt om landet, fx at en overvejende del af nybyggerierne er ulovlige, dvs. at de ikke har de nødvendige byggetilladelser, men eftersom det er politikere og parlamentsmedlemmer der står bag byggerierne er det ikke muligt at løse konflikten med de halvt færdige bygninger. En mulig løsning kunne være via international indgriben en éngangsbøde, der er så stor at det ikke vil gentage sig, samtidig med at man vil kunne legalisere byggeriet og få det færdiggjort og anvendeligt. Et andet problem for byggeriet er de meget strenge miljø lovgivning som landet indførte for år tilbage, inspireret af den europæiske grønne bølge, og som på daværende tidspunkt ikke var noget problem at overholde, da der stort set ikke vær nogen industriel udvikling. Nu er lovgivningen et problem for den blomstrende udvikling og gør at meget af byggeriet er ulovligt og svært at regulere og kvalitets kontrollere. Det gælder også for megen af det luksusbyggeri som findes op ad bjergsiden, det er også ulovligt og derved skaber en rig bz'er elite.

Mongoliet modtager mange og store gaver fra sine asiatiske naboer, blandt andet en japansk finansieret bro, som godt nok har været 20 år undervejs, men som skulle være klar i løbet af næste år (bare Japan ikke standser deres pengestrøm, hvilket dog ser lidt sort ud for øjeblikket). Og så er der det sydkoreanske wanna be Dubai glas og stål flagskib af en skyskraber som står i hjertet af byen, prangende, foreløbig, for det har vist sig at cementblandingen i konstruktionen langsomt er ved at fortage, således at bygningen langsomt er ved at vælte og derfor afspærret og ubrugelig.
Men vi ender nok med at købe vores yurt gennem hollænderen, så nu er slagsmålet bare hvor den skal stå...

Yurter i forstaderne