onkelmax: Kina Beijing

Der har ligget en tåge over Beijing de sidste 6 dage vi har været her, og først tænkte jeg at det nok var overskygget, men forureningen har absolut også en disende effekt. Byen er enorm – på størrelse med Belgien – og ganske rigtigt rummer den stort set alt. Samtlige bydele vi har været i virker som centrum med store alléer, pompøse bygninger med skinnende facader og samtidig de allestedsnærværende hutonger – de små sidegader, der giver ethvert kvarter en hyggelig og livlig atmosfære. Her er altid liv, billig og lækker mad og folk der spiller kort eller mahjong, tilbud om massage eller køb af plastik dimser som du ikke vidste du manglede. Store modsætninger slynger sig ind imellem hinanden i et væk; rig/fattig, skinnende rent/total trashet, venlighed/mistænksomhed, nyeste skrig/old gammelt.

En hutong

Ting man var lige ved at købe, eller ikke..

Mobiltelefoner er ganske overvurderet

Mange mennesker i Beijing

..ogsaa i metroen

Dumplings er et must og kan faas overalt, altid

Men der er naturligvis ogsaa andre delikatesser

Men tømrermaend klares stadig bedst med et godt globalt imperialistisk maaltid

Vi har været indlogeret i Lee Garden, upper class apartment med en foyer, som fik mig til at mindes en Pretty Woman-scene, da vi traskede op til receptionen i vores støvede og slidte backpacker dress. Det var Lasses overraskelse og luksusindsprøjtningen faldt på et tørt sted; egen lejlighed, med to fjernsyn (hvilket vi jo slet ikke kunne administrere, så der er tanket rigelig op med TV-rugby, HBO-lortefilm og CNN nyheder i årene).
Men vi har naturligvis også turistet den: Den Forbudte By, Tianamen Square, 798 art district, militær maleri udstilling (det var ikke med vilje) og et par byture, hvor vi formåede at feste godt igennem og være total ugidelige og ynkelige den følgende dag. Første gang ledte vi efter en reggae bar og endte i Beijings svar på Nyhavn, på en såkaldt reggae bar, hvor de dog kun spillede spansk folk og flamingo, men billige drinks havde de, og de var ikke bange for at blande hvad som helst i cocktailglasset og give det sjove navne (Lasse fik en AK-47 og jeg en GayPirate). Vores videre jagt efter tjald førte os videre til Sanlitun, som er de unge og hvides gå-i-byen kvartet. Her fandt vi en hiphop klub med en god andel nigerianske gæster, hvem vi havde fået at vide vi skulle kontakte hvis vi ville have fat i noget. Jeg kunne ikke få mig selv til at henvende mig: ”Hva' du er da sort, er du ik'? Har du noget tjald?”. Ikke før mange bajere efter (som for øvrigt var utrolig billige) og sådan mødte vi Andy fra Lagos, som vi hang ud med resten af aften. Han var rejst fra Lagos til Sydkorea og var nu her i Beijing, men havde en drøm om at komme til et engelsktalende land. Han kunne skaffe alle de stimulanser man kunne ønske sig, og mente selv at han røg lidt for meget til hverdag og de fleste dage bare gik med at stene rundt og så på disk om aften. Det var spøjst at høre hans historie, og jeg kom til at tænke på mange af de nigerianske kvinder fra mit gamle arbejde på Reden International, hvordan det kan være mennesker lige ender hvor de gør og hvad stederne bringer dem. Turisten møder vagabonden fra Zygmun Baumans: Globalization: The Human Consequences (et af de bedste sociologiske værker jeg har læst, jeg anbefaler). Den anden bytur var fejring af Ian fra UK, som vi første gang mødte i Irkutsk, igen i UlanBataar og så her i Beijing – alligevel rart at hænge ud med ”gamle kendinge” her i de fremmede egne.

Den forbudte by