Den gamle bydel i Lijiang er nok et af de smukkeste steder jeg har været, når det kommer til små kvarterer med gamle huse. Efter et stort jordskælv i midt 90'erne styrtede det meste nybyggeri sammen og kun de gamle huse blev stående, hvorfor man valgte at gå tilbage til den traditionelle byggestil der æmer af dekorativt overskud og traditionel æstetik. Her er så også fuld af turister, flest kinesiske, og bydelen er vældig præget af det.
Rejseplanerne har ændret sig. Oprindeligt var planen at sejle til Japan fra Beijing, men både fordi Japan i øjeblikket lader til at blive ramt af den ene katastrofe efter den anden (og den radioaktive forurening skulle være langt værre end myndighederne oplyser, har min mors japanske veninde fortalt), og katastrofe turisme ikke lyder særlig tiltalende, og så fordi vi har fået en overdosis af togrejser, så er planen nu at blive i det sydlige Kina indtil vores 1 mdr.'s turistvisum udløber og krydse grænsen til Laos og rejse videre den vej ned. Men man har jo bare en plan indtil man laver en ny...
Dali
Igen befinder vi os i en virkelig fin by, med masser af gammel kinesisk arkitektur... og temmelig mange turister. Her er så mange turister, at der findes et tysk ejet bageri, hvor vi forleden delte en oste plate af et overdådigt udvalg af europæiske oste, og det var fuldkommen himmelsk og ubeskriveligt efter så lang tid uden ”rigtig” ost, wauw. Der er i øvrigt fotoudstilling her i byen i øjeblikket: 3rd Annual International Photo Exebhition of Dali, og der er stillet standere op mange steder med National Geografic-agtige fotos rundt omkring. Og i den anledning er der åbenbart også ”art dealere” i byen. Under vores oste session sad en dame fra USA ved et andet bord og var så ærke irriterende at høre på; indbegrebet af hadefiguren blandt alle de kritiske kunstner venner derhjemme, sad og blabrede op, som om hun havde et publikum, om mulige up comings, deres kommercielle potentiale og hvordan hun ville kunne promovere dem internationalt og hvor fed og vigtig hun selv var.
En helt almindelig gyde i Dali
Vi har fået os en lille stambar nede i 'gaden' og den lokale bartender Kiki, har forklaret os lidt om kinesisk drikkekultur. Efter en bytur i Kunming var vi meget forundret og ivrige efter at finde ud af hvad der foregik: vi var en kort tur forbi et fancy diskotek, og ved langt de fleste borde stod linet spandevis af bajere op, og måske bare en 2-3 mennesker om bordet. Flaskerne var ikke åbnet. Det vildeste eksempel var en fyr der sad alene henslængt i en sofa og snakkede i mobil og foran ham stod måske 70 flasker øl, pænt linet op og uåbnet. Kiki forklarede at det kun er kort tid siden at man i Kina kan drikke offentligt, som en social begivenhed, og derfor vil man gerne vise hvor meget man er i stand til i form af prestige, og så skal man ellers bare i hegnet så hurtigt som muligt. Jason (som vi mødte i Mongoliet og som er kinesisk-amerikansk) fortalte at han sammen med sine vesterlændinge venner kom gratis ind på diskoteker i Kina, for lige så snart de bestilte noget i baren, så ville de lokale bestille endnu mere end dem for at overgå dem. Og de lokale kan åbenbart ikke tåle særlig meget alkohol, så de ville blive meget hurtigere stive. Ikke fordi jeg selv kommer fra en særlig let forståelig drikkekultur, men det virker alligevel ret mærkeligt.
Vi bor på værelse med en pensioneret skolelærer, som oprindelig er fra Hong Kong, men han har studeret i udlandet og taler godt engelsk. Han kommer til Dali hvert år i 3 måneder for frivilligt at undervise skolebørn i engelsk, og han fortalte om det kinesiske undervisningssystem som han mener beror for meget på udenadslære og disciplin. Derfor prøver han mere at motivere børnene, også de ”sværere” elever som oftest er børn af bønder, som ved de bliver taget ud af skolen efter junior high school for at arbejde i familiens landbrug, og som derfor ikke er motiveret for at lære. Han mener også at der bliver fokuseret alt for lidt på praktisk anvendelighed af fagene, så han gik mest op i udtalen i sin engelsk undervisning.
Yunnan provinsen er en af de fattigere regioner i Kina, kun en mindre andel af jorden er frugtbar, og en tur rundt i området gjorde stort indtryk på os. Folk bruger stort set ikke nogen landbrugsmaskiner, det er håndkraft, og det lader heller ikke til at der er nogen umiddelbar pensionsalder, for vi så mange gamle mennesker slæbe ubegribelige mængder af ting på ryggen. Ens egne privilegier bliver virkelig klasket lige op i ens åbne ansigt når man går forbi en olding i sneglefart med en kæmpe sæk ris på ryggen, og så står man der med sit kamera og minirygsæk og føler sig meget hvid og forkælet.
Risarbejdere i markerne
Men Yunnan provinsen nyder tilgengæld godt af den stigende turisme, vist nok med en anseelig økonomisk indsprøjtning fra Beijing. En af attraktionerne er fuglefiskning, en fisknings metode, som nu kun bliver udført til turisterne fornøjelse, men som oprindelig blev anvendt i området. Det går ud på at fiskerne træner fuglene så de kan ”samarbejde” og efter 4-5 år er fuglen klar til at blive brugt til fiskeri: den får en snor bundet om halsen, den dykker så og fanger en fisk, som når den vender tilbage til båden, kan fiskeren hive fisken op ad halsen på den. Hmm, udnyttelse OG drab af dyr i én, som min militantveganske ven Kris bemærkede, jep, og kun til turisternes fornøjelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar