Mongoliet set i bakspejlet

Om 2 timer har vi gennemført den Transmongolske togtur, så det er med lidt vemod at vi nyder den sidste bid, på 1. klasse; afslutning med stil. Det er virkelig værdsat med lidt privatliv – stuff white people like, i hvert fald i vores alder efter ugevis af dormatories og fællestelte. Bare at kunne lukke døren, og låse, og ikke behøve at være indstillet på at hvem som helst kan brage ind når som helst med mere eller mindre legitimt ærinde.

Inden Mongoliet så jeg oprigtig frem til at lade øjet bade i endeløse, uberørte landskaber, fri for menneskelig indgriben og ødelæggelse, og det har jeg fået opfyldt. De relativt flade, golde og rå sletter, kun afbrudt af en ensom yurt, en flok kameler eller geder – og de obligatoriske glasskår og smidte plastik flasker, strækker sig i uendelighed og giver virkelig følelsen af at kunne blive væk og glemt landskabet. Og konsekvensen er så den langt mere sparsomme tilgængelighed af varer. Som en sand lægmand udi primær- og sekundær sektoren har det fået mig til at sande den enorme anstrengelse der skal til for at gøre en livsstil som min, som forbruger, mulig, med infrastruktur, klimaforhold, produktionsmidler, handelsaftaler, transport- og opbevaringsmuligheder osv. osv. Mongoliet er virkelig et land hvor disse faciliteter ikke er udviklet, hvilket så tillader at bibeholde en mere ”oprindelig” livsstil i harmoni med naturen, men gad vide hvor lang tid og hvordan det kan fortsætte, når snart alle har RET til en SUV og en fladskærm.

Og nu er vi så trådt ind i Kina, den diametrale modsætning i forhold til kapitalistiske produktionsforhold. Umiddelbart fyldte det mig med glæde og lettelse, da jeg vågnede og ud af togvinduet så et landskab dækket af opdyrket jord, beboelse og ikke mindst frodigt. Jeg forestiller mig vores næste stop, Beijing, som et sted hvor der ikke ligefrem er mangel på ting, hvor alt er tilgængeligt hvis du har penge, og jeg forbereder mig på at 'bade i menneskemængder'.

Hjulskift på tog ved grænsen

Paa den kinesiske side