Der er så mange meninger, indvendig og udvendig, jeg har mange meninger, nogen er de samme som fra første gang de blev dannet, og nogen har forandret sig, skiftet, jeg har skiftet mening. Og det er vel det det handler om, at danne sig meninger, nogen kvalificerede nogen af slagsen, meninger der er åer dannet af alle de små erfaringsbække som udspringer ved bredden af den vej jeg følger og baner mig. Jeg har ikke andet end det der kan være i mit hoved, selv det mine hænder kan skal lagres der, og det vigtigste er mine meninger, og nu da jeg er over 30 så er det meninger baseret på levede erfaringer – nogen gange altså.
En gæst i Uruguay
Men jeg er så her nu, i min mors oprindelsesland, ikke mit moderland for det findes ikke, heller ikke et fædre- et af slagsen, jeg er ikke fra noget geografisk sted med rødder og forfædre der blev der, hvor jeg tilfældigvis blev født. Jeg hader at sige jeg er dansk, til nød siger jeg at jeg kommer fra Danmark (da det virker direkte snobbet her at sige København eftersom de fleste ikke ved hvor byen ligger, og nogle gange heller ikke hvor landet Danmark ligger, akkurat som når man siger 'Montevideo' eller 'Uruguay' til folk fra Danmark). Jeg tillader mig derfor at være autentisk antinational og det går meget bedre med at acceptere når andre kritisere Danmark, før kunne jeg føle en snert af fornærmelse men den er væk nu. Jeg prøver at være nuanceret omkring det og siger for det meste at ja, det er anderledes, ja det er koldere og mørkere, ja folk er mere lukkede, ja materielt har folk det meget bedre og det er et relativt veludviklet velfærdssamfund, men jo selvfølgelig er der folk der lever i fattigdom. Og så har VI i øvrigt Europas strammeste udlændingepolitik og at det i mange henseender er et racistisk land. Sådan har det ikke altid været, men i det sidst årti er det for alvor blevet værre.
Så jeg vil ikke identificeres med at være dansk, og når jeg taler så får jeg forskellige bud på hvor min accent stammer fra; Chile, Brasilien, fra indlandet, langt væk fra. Men jeg er stolt af at være ingen steder fra, jeg er stolt af gadekrydset og intet “autentisk” eller “rent”.
Et immigrant gadekryds
Og alligevel er jeg her hvor min mor voksede op, datter af immigranter, et uruguaysk født barn af en argentiner og en polak, jøder. Og min mor voksede op med sine stadigt præsente barndoms- og ungdomsvenner, tog så på et high school ophold et år i USA og fik sig endnu en, stadig præsent, familie der, kom tilbage og flyttede noget tid efter et år til Israel, med sine forældre i hælene, rykkede videre til Holland og kom via sit job til Danmark, og mødte her min far.
Min far. En ufrivillig immigrant, en politisk flygtning der valgte af flygte ud fra yders prekære alternativer. Min far en politisk flygtning fra militær diktaturet i Chile, en flugt forklædt som præst, kom til USA med intet andet end en dyb sorg, som aldrig har forladt ham. Fra USA hos sin søster, der ligeledes havde forladt Chile, dog omvendt på grund af den forrige demokratisk valgt socialistiske regering, til Spanien til den anden søster, som ligeledes havde forladt Chile af samme grund som den forrige søster. Historierne fra disse ophold fortæller min far stadig med smerte i stemmen, fortæller historierne igen og igen som at ae et sår der ikke vil heles. Men fra Spanien rejste han så til Danmark efter sin søn og dennes mor, hans daværende kone, som han vist nok var en form for separeret fra (da man jo ikke kan blive skilt i Chile, eller i hvert fald kunne man ikke, ved ikke hvordan det er nu). Og i Danmark mødte han så min mor, og så blev de, fik mig, giftede sig, fik min lillesøster, flyttede fra Nørrebro til Avedøre, hvor de stadig bor.
Ja det er cirka det jeg fortæller når folk virkelig spørger ind til min baggrund, hvor jeg kommer fra, det er nok det jeg kommer fra. ”Nej hvor spændende”, siger de så.
Privilegeret / ikke-priviligeret
Jeg er priviligeret. Jeg har et rødbedefarvet pas og er medlem af en stat, en velfærdsstat, hvor jeg har kunnet uddanne mig, højt, højere end mor og far (en lille mønsterbryder, endda en etnisk en af slagsen). Er kommet gennem hele uddannelsessystemet med en lille tak over middel, og værs´go, nu har jeg en timeløn der tillader opsparring, ingen nød og åbne døre til den store verden. Selvfølgelig med andre ting i bagagen også, relativ god intelligens, relativ god kulturel indsigt og politisk bevidst. Og så går jeg ned ad gaden i Montevideo og bliver overbegloet af mænd, alle mulige typer mænd. Dem med slips er ikke svære at foragte, men hvad med dem der sover på et stykke pap på fortovet, dem uden halvdelen af tænderne, dem på hestevognene der samler skrald. Så bliver det mere kompliceret, ikke fordi det legitimere deres nedgørende adfærd/reaktion, men i mit hoved. Som fx mit no attachment seksuelle forhold til en person der kommer fra “simple og ydmyg” kår (som man ville kalde det her) er – klart mest teoretisk og intellektuelt – problematisk når jeg positionerer mig over for ham. Som en person med mange ressourcer og stærk baggrund, men som ikke interesseret i at opfylde de traditionelle kønsnormer, og uden at virke nedgørende og overlegen, og uden at pille hans maskulinitet så meget ned at han ikke længere gider mig mere, det er ... ikke let, IKKE LET (citat femø-sang).
Kan man overhoved have et ligeværdigt forhold når man klassemæssigt repræsentere så stort et spring? Hvordan afklæder jeg mig min klasse og bibeholder mine idealer? Hvordan udvikler jeg en klassekritisk praksis, især når jeg er underlegen i kønsmæssig forstand? Kan man komplementere strukturer?
----------
Yo
Existen tantas opiniones, internas y externas, yo tengo muchas opiniones, algunas siguen siendo las mismas desde la primera vez que me las plantee, otras han cambiado, yo he cambiado de opinión. Y supongo que de eso se trata, formarse opiniones, opiniones calificadas, opiniones que poco a poco se van formando a lo largo de las experiencias vividas. Lo único que uno en realidad tiene es lo que le cabe en la cabeza y supongo que algo de lo mas importante son las opiniones, y ahora que superé los 30, mis opiniones están basadas en experiencias vividas – bueno, a veces.
Un visitante en Uruguay
Y ahora me encuentro aquí, en el país de origen de mi madre, no mi madre patria porque eso no existe, no pertenezco a ningún lugar geográfico con raíces y antepasados, con generaciones que nacieron, crecieron y murieron en el mismo lugar donde yo – casualmente - nací. No me gusta decir que soy danesa, apenas digo que vengo de Dinamarca (porque suena medio esnob decir de Copenhague ya que mucha gente no sabe donde queda la ciudad, y a veces ni saben donde queda Dinamarca, igualmente como cuando uno le dice Montevideo o Uruguay a gente de Dinamarca). Por eso me permito ser auténticamente antinacional y así se me hace mas fácil aceptar cuando alguien se pone a criticar a Dinamarca. Antes, de repente, me podía sentir un poco ofendida pero ya no. Trato de matizar mis planteamientos, diciendo que: sí, es diferente, sí, hace mas frío y es mas oscuro, sí, la gente es mas cerrada, sí, materialmente la gente está mejor y es una sociedad de bienestar relativamente bien desarrollada, pero sí, claro que hay gente que vive en la pobreza. Y aparte NOSOTROS tenemos las leyes de extranjería mas estrictas de todo Europa y en muchos aspectos es un país racista. Así no fue siempre, pero en las ultimas décadas realmente las cosas han empeorado.
Así que no quiero ser identificada como danesa, y al hablar, la gente ha vertido varias opiniones de donde viene mi acento: de Chile, de Brasil, del interior, desde muy lejos. Pero me hace sentir orgullosa de no ser de ninguna parte, orgullosa de ser una mezcla, no tener nada de ”autentico” o ”limpio”.
Una inmigrante mezcla
A pesar de todo estoy aquí, donde mi madre creció, hija de inmigrantes, una niña nacida en Uruguay con padres argentinos y polacos, judíos. Mi madre creció aquí rodeada de sus (actuales) amigos de la infancia y de la juventud, luego se fue a estudiar a un high school a EEUU por un año de adolescente, dónde adquirió una familia con la que aún mantiene lazos. Pasado el año regresó a Uruguay, solamente para volver a partir de nuevo un par de años después, esta vez a Israel, con sus padres siguiéndola, y desde ahí siguió a Holanda donde su trabajo finalmente la llevó a Dinamarca, dónde conoció a mi papá.
Mi padre. Un emigrante involuntario, un refugiado político que a los 30 años eligió escapar, tomando esta opción desde alternativas bastante precarias. Mi padre, un refugiado político de la dictadura militar de Chile, escapándose disfrazado de cura, llegó a España con nada mas que un gran dolor que nunca mas lo abandonó. Desde España, dónde se quedo con una hermana, que igualmente había dejado Chile aunque de razones contrarias (por el antiguo gobierno socialista que fue elegido democráticamente), a EEUU a juntarse con otra hermana, que igualmente había dejado al país (ésta por razones económicas). Cuando mi padre cuenta historias de estos tiempos, todavía se le nota el dolor en su voz, cuenta y recuenta esas historias, como hacerle cariño a una herida que no se llega a cicatrizar. Bueno, pero desde EEUU se vino a Dinamarca (siguiendo a su hijo y la madre de éste, su antigua esposa, de la que creo que estaba separado (ya que el divorcio no existía en Chile en esta época, y en realidad no se como será ahora, país católico)). En Dinamarca conoció a mi madre, y se quedaron, me tuvieron a mi, se casaron, tuvieron a mi hermana, y ahí se mudaron de Copenhague a las afueras donde aún viven.
Y eso es más o menos lo que le cuento a la gente cuando me preguntan mas detalladamente sobre mi pasado, de dónde vengo, supongo que es de esto de lo que vengo. ”Ah, que interesante” me responden.
Privilegiada / no privilegiada
Yo soy privilegiada. Mi pasaporte es de la Union Europea y soy miembro de un estado, un estado de bienestar, donde he podido hacer una carrera universitaria, tengo mas estudios que mis padres (una “rompe esquemas”, y eso siendo ”étnica”). Pasé todo el sistema educativo con notas un poquitito mas altas que el promedio, y ta-ra-ra: ahora tengo un trabajo con un salario que me permite ahorrar, ninguna miseria y puertas abiertas al mundo.
Claro que también con otras cosas en el equipaje, una inteligencia más o menos buena, una comprensión cultural bastante desarrollada y conciencia política. Y luego paseo por las calles de Montevideo y los hombres me miran, me miran embobadamente, todo tipo de hombres. Los de corbata no son difíciles de despreciar, pero ¿que con los que duermen en un pedazo de cartón en la calle, los que les falta la mitad de los dientes, los que pasan en los carros de caballos recolectando la basura? Ahí la cosa se pone mas complicada, no que la pobreza legitime la actitud y reacción degradante, pero igual se me entreveran las cosas en mi cabeza. Como por ejemplo en una relación sexual sin compromiso que tengo con una persona que viene de circunstancias humildes, aquí es - tanto en un plan teórico como intelectual - problemático cuando me posiciono cuando dice algo que me molesta; como una persona de muchos recursos pero sin interés en realizar los roles de genero tradicionales, y sin la intención de portarme degradante y superior, y sin disminuir su masculinidad de una manera de que ya no le interese... no es fácil.
¿Será posible tener una relación igualitaria cuando hay una diferencia de clase tan grande? ¿Como se puede renunciar su propia clase y mantener sus ideales? ¿Como desarrollar una práctica crítica hacia las clases, especialmente siendo de la parte inferior en el aspecto de género? ¿Se podrán complementar las estructuras?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar