tirsdag den 6. april 2010

Sexisme og nationalisme / Machismo y nacionalismo

Somos un poco machistas, si...
Jeg troede at Uruguay var et land præget mindre af sexisme og nationalisme end fx Chile. Jeg skal nu indrømme at jeg har taget fejl; det er ud fra mine observationer ikke tilfældet.
Her hedder det machismo, og det er helt normalt at “indrømme” at man er lidt af en machista, ingen skam i det. Jeg er blevet antastet på gaden virkelig mange gange, flere gange af middelaldrene eller ældre mænd der fuldkommen skamløst enten starter en total umotiveret flirt eller kommenterer langt ud over hvad en god opdragelse ville kunne rumme. For noget tid siden sad jeg i en tætpakket bus på vej hjem fra en koncert, og en fyr stod helt op ad mig og gnubbede sit lem op ad min arm i hvad der synes en evighed. Og jeg tænker først at det nok ikke var med vilje og at det nok var fordi han bliver presset af menneskemængden bag ham. Jeg bliver ved med at finde undskyldninger indtil det ikke længere er plausibelt. Så begynder jeg at læne mig væk fra ham, forsøger at ramme ham i nosserne med en “tilfældig” bevægelse med albuen, og tænker som en gal på, hvad der vil være den fede bemærkning at fyre af for at gøre ham kæmpe forlegen over sit overgreb. Pigen der står ved siden af ham er muligvis hans kæreste. “Undskyld men hvad er ordet for det mandlige kønsorgan? Okay, for din kæreste har stået den sidste halve time og gnubbet sit op ad min arm, og det er ærlig talt ikke lige så ophidsende for mig som det åbenbart er for ham”. Ja tag den din nar... Det skulle jeg så meget have sagt, i stedet sad jeg bare og kogte indvendigt og blev overvældet af dels lettelse og dels skuffelse over mig selv over ikke at have reageret da han endelig flyttede sig.
I Buenos Aires blev min veninde og jeg præsenteret for lige en tand mere hard core ekshibitionisme; vi sad på et fortov og røg en smøg, og en bil kører op foran os. Først efter noget tid lægger vi mærke til et underligt lys inde i bilen, hvilket viser sig at være en mand der sidder og spiller den af med en lygte lysende på sin pik, samtidig med at han vinker til os og gør tegn til at vi skal komme over til ham. Hvor er den spand maling man lige skulle have ved hånden, eller bare et eller andet andet at kyle ind i bilen. Men nej, vi forsøger temmelig anspændt at ignorere ham og lade som ingenting, kun reddet af et tilfældigt par der kommer gående på fortovet, hvorefter han forsvinder. Kraftedeme, på trods af alt den politiske bevidsthed, feministisk selvforsvar og militant queeraktivisme er man bare ikke forberedt, og alt for godtroende og naiv. Kraftedeme!


… bueno y el patriotismo es importante
Og så var der det med nationalismen. Inden min ankomst tænkte jeg, nok mest inspireret af bekendtskabet med min mor, at folk i Uruguay, i egenskaben af at være fra et lille land, omgivet af giganter (Brasilien og Argentina), hverken havde behov for eller trang til at promoverer sig på en nationalistisk front. Men igen tog jeg fejl. Her hersker i den grad en trang til at markerer sin nationale identitet, for på en eller anden måde at påvirke det mindreværd som folk i deres bevidsthed efter sigende har været præget af. Fra flere forskellige sider har jeg hørt at den uruguayske mentalitet ingen national stolthed har eller havde, netop på grund af at være omgivet af giganter, men også fordi fx arbejdsmoralen, med en manglende trang til at udvikle og forbedre, gør at man stiller sig tilfreds med lidt. Somos muy tranquilos aqui en Uruguay, et ekstremt udbredt udtryk, vi kan godt lide at sætte vores strandstol ud på fortovet, udstyret med el mate y el termo under armen, eller hvis det er nede ved vandet med fiskestangen. Så kan man sidde og bare sidde og slappe af, snakke med de andre om fodboldkampen, om politik, om naboen, og hvis man er mand skal man selvfølgelig huske at kigge efter og gerne kommenterer de lækre damer der går forbi - altid og hele tiden, må i grunden være trættende, konstant at skulle markerer sin heteroseksualitet og sit privilegium, men hvad ved jeg om det.. og det var heller ikke det jeg var ved at snakke om. Nå men den ekstremt tilbagelænet mentalitet skulle så gøre at meget få uruguayanere har ført det til noget stort, hvilket kolliderer lidt med den udbredte dyrkelse af nationalheltene, som Artigas (general der befriede landet fra de besættende europæere engang i begyndelsen af 1800-tallet), Onetti (digter og forfatter hvis forfatterskab i år har 100 års jubilæum), Benedetti (endnu en digter og forfatter) og en række andre – mænd.
Der er et væld af statuer og gadenavne opført og opkaldt efter militærfolk, sideløbende med stadig debat og afsløringer om, hvad militæret var skyld i under statskuppet og diktaturet fra slut 60'erne til midt 80'erne. Så en glorificering af forrige århundredes militære frihedskamp, og samtidig en skam og lede over den nære historie. Begge dele legitimeres ved at være en hyldest til demokratiet og forsvar for de nationale frihedsrettigheder – de første forsvarede dem og smed besættelsesmagterne ud, de sidste angreb og undertrykte dem, indefra. Og nu sidder så en eks-tupamaru på presidentposten, det er den anden socialistiske regeringsperiode ledet af partiet Frente Amplio, hvor en del af de gamle guerrilla folk sidder. Og der er store forventninger til denne regering ledet af Pepe Mujica, der efter sigende skulle være en nærmest anti-politiker type, en meget beskeden mand der insisterer på at blive boende i sit lille landsted, nægter at have bodyguards, taler med en masse grammatiske fejl, siger lige ud hvad han mener og ikke er bange for at blive uvenner med de forkerte (eller rigtige afhængigt af observans). Men i hvert fald var det et historisk øjeblik da han blev indsat på posten, med en regulær folkefest midt i byen, fejret af 10.000-vis af mennesker, det venstreorienterede flertal – tænk engang.

ya esta, ya esta un tupamaru en el poder


Mujica holdt en tale til el pueblo, der var rørende og man kunne mærke det historiske vingesus i ansigtet, da denne mand, sammen med sin kone der ligeledes var tupamaru og som også sad over 10 år i fængsel og var udsat for tortur, ligesom alle de andre politiske fangere var, stod på scenen og sagde at intet kan forandres hvis el pueblo ikke forandrer sig, at fordi man er oppe holder man ikke op med at være nede, ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mio y lo tuyo no nos separe” og sluttede af med at synge sammen med Los Olimareños, som måtte flygte og levede mange år i eksil i udlandet. Det hele var meget rørende, men jeg måtte godt nok stå af ved de konstante samklangsråb: Uruguay, Uruguay, Uruguay – der var på en eller anden måde noget hooliganagtigt over det, autch! Der var mange ting den dag som handlede om at finde den nationale stolthed frem, at tro på at være et land som kan udvikle sig og opnå fremskridt. Men til gengæld var der også en del tale om det regionale, om at se hele Latinamerika som en enhed der har været igennem lignende socialpolitiske historiske perioder, og som kontinent ofte slås med og mod de samme problematikker. Det virkede mere sympatisk i mine ører, giver meget mere mening at danne fællesskab på tværs af de interkontinentale nationalgrænser og danne fælles front mod det gamle kontinent, der vedblivende diskriminerer latinamerikanske borgere, som fx ved grundløst at nægte dem indrejse og hvad Fort Europa nu ellers kan diske op med af lækkerier mod persona non grata, og så er der selvfølgelig USA. Supermagten der ikke vil slippe sit tag i kontinentet, på trods af de fine diplomatiske håndtryk og bogudvekslinger blandt statsledere, så mangler der ikke historier om nordamerikanske firmaer der udnytter og misbruger naturressourcer og landbefolkninger rundt om på kontinentet. For slet ikke at tale om den dokumenterede indblanding USA og CIA havde i nærmest samtlige af de latinamerikanske statskup i 70'erne og efterfølgende diktaturer langt op i 80'erne.

----------

Somos un poco machistas, si...
Yo creía que Uruguay era un país menos perjudicado por el machismo y el nacionalismo de lo que por ejemplo he visto en Chile. Ahora es el momento de admitir que me he equivocado; de acuerdo a mis observaciones, este no es el caso.
Aquí no es raro admitir de ser un poco machista, no es ninguna vergüenza. Me han importunado varias veces por la calle, en ocasiones por hombres viejos, que sin la menor vergüenza del mundo empiezan a fliertear sin que he dado ni la menor señal de interés, o dicen comentarios de naturaleza mucho mas allá de lo que permitiría un comportamiento decente. Hace un tiempo estaba sentada en un bus que estaba totalmente lleno de gente. Me toco un asiento hacia el pasillo, donde un tipo parado a mi lado paso, lo que pareció una eternidad, apretando y roscando su pene contra mi brazo todo el camino. Al principio pensé que era un accidente y sin querer debido a la cantidad de gente que le apretaba de atrás. Y seguí buscándole escúsas en mi cabeza hasta que ya no daban sentido. Luego empece a inclinarme hacia el otro lado, cambié de estrategia y trate de embocarle justo ahí donde le dolería mas con un movimiento ”casual” con el codo, y mientras pensando desesperadamente en cual sería la frase mas adecuada que podría tirarle para avergonzarle lo mas posible. La chica parada a su lado probablemente era su novia. ”Perdón ¿cual es el nombre que se usa acá para el órgano sexual masculino? Ah bueno, es que tu novio ha estado roscando el suyo contra mi brazo la ultima media hora, y en realidad a mi no me resulta tan excitante como aparentemente a el.” Tóma boludo, algo así le debería haber dicho, pero sin embargo me quedé callada, hirviendo por dentro y sintiéndome tanto aliviada como decepcionada conmigo mismo por no haber reaccionado, cuando se bajó del bus.

En Buenos Aires a mi amiga y a mi nos introdujeron a un exhibicionismo un par de grados mas hard core; estábamos sentadas en una vereda fumando un cigarrillo cuando un auto se acerca. Al cabo de un rato nos venimos a dar cuenta de una luz media rara que venía desde adentro del auto, lo que resulto ser un hombre que estaba sentado con una linterna iluminandose la polla mientras se masturbaba, y ademas haciendonos seña de acercarnos. ¿Y donde está ese balde de pintura que sería lo mas oportuno tener a mano en esta situación? O cualquier otra cosa para tirarle y enchastrarle o romperle el auto – o romperle otra cosa. Pero sin ninguna herramienta a mano, nos quedamos ahí medias petrificadas tratando de ignorarle, y al final salvadas por una pareja que casualmente pasaba por la vereda, lo que le hizo desaparecer. Cabrón de mierda! Y eso después de tantos años de autodefensa feminista y activismo queer militante, es que uno no este preparado para esas situaciones y demasiada ingenua y bien pensada. Cabrón de mierda!

… bueno y el patriotismo es importante
Y luego esta el tema del nacionalismo. Antes de llegar a Uruguay pensaba, probablemente por influencia de mi percepción del carácter de mi madre, que la gente aquí, siendo un país pequeño, rodeado de gigantes (Brasil y Argentina), ni tendría la necesidad no ganas de promoverse en términos nacionalistas. Pero nuevamente tengo que admitir mi equivocación. Existe una gran necesidad para reafirmar la identidad nacional, y de alguna manera erradicar el sentimiento de inferioridad que se supone ha dominado la conciencia de la gente. Varia gente me ha dicho que la mentalidad uruguaya no tiene, o tenía, ningún orgullo nacional, justamente a causa de ser rodeado por gigantes, pero también por la mentalidad de trabajo, marcada por una falta de ganas para desarrollar y mejorar, lo que hace que la gente se da por satisfecha con poco. ”Somos muy tranquilos aquí en Uruguay” un dicho muy usado, nos gusta sentarnos en nuestras sillas de playa en la vereda, con el máte y el termo, o en la rambla con la caña de pescar. Ahí se puede estar tranquilo y relajado, conversando con el vecino sobre el partido, la política, los otros vecinos, y claro, si eres hombre no te olvides de mirar y tirarle un comentario a las chicas guapas que llegan a pasar (supongo que debe ser agotador a veces, siempre verse obligado a reafirmar su heterosexualidad y privilegio, pero yo que se … además no era el tema del que estaba hablando). Bueno, pero esta mentalidad uruguaya extremamente relajada supuestamente tendría que haber causado que muy pocos uruguayos hayan llegado a lograr algo extraordinario, lo que choca un poco con el culto que rodea los héroes nacionales, como Artigas, Onetti, Benedetti y unos cuantos mas.
Hay muchísimas estatuas y calles construidas y nombradas en homenaje de militares. Paralelamente continúa el debate y las revelaciones de lo que causaron las fuerzas armadas durante el golpe y la dictadura desde fines de los 60 a mediados de los 80. O sea una glorificación de la lucha militar por la independencia dos siglos pasados, y al mismo tiempo vive el dolor y angustia por la historia reciente, las dos cosas legitimadas por homenaje a la democracia y en defensa a los derechos de libertad nacional – los primeros la defendieron y echaron a las fuerzas ocupantes, los últimos las atacaron y las reprimieron, desde adentro. Y ahora se encuentra un ex-Tupamaro en el sillon presidencial, encabezando el segundo gobierno del Frente Amplio. Se tienen grandes expectativas a este gobierno de Pepe Mujica, que a mi entender es la figura mas anti-política que se puede imaginar, un hombre modesto que insiste en quedarse viviendo en su chacra en el campo, se niega a tener guarda espaldas, habla con faltas gramáticales y dice lo que piensa, sin miedo de caer en desgracia con los equivocados (o los correctos, dependiendo de planteamiento político). En todo caso fue un momento histórico cuando asumió el puesto de presidente, con una fiesta auténticamente popular en el medio del centro, celebrado por 10.000- personas, una mayoría de izquierda, fabuloso!

Mujica hizo un discurso al pueblo, emocionante y se sintieron las brisas históricas, tanto cuando este hombre junto a su mujer, también ex-Tupamaro y también ex-presa política por mas que una década, se abrazaron en el escenario como cuando el Pepe asegurado que ”nada cambia si tu no cambias pueblo”, y que solamente porque uno se encuentra arriba no quiere decir que deja de estar abajo. ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mío y lo tuyo no nos separe”. Luego cantaron Los Olimareños, quien tuvieron que refugiarse bajo la dictadura viviendo muchos años en exilio en el exterior. Todo muy emocionante, el único momento donde tuve que retirarme un poco, fue bajo los gritos: Uruguay, Uruguay, Uruguay – me llego a sonar medio hooligan, autch! Y había varias cosas durante el día que se trataban de reafirmar la identidad y el orgullo nacional, para reforzar la fe en ser un país que se puede desarrollar y lograr progresos importantes. En cambio también se habló de lo regional; ver a toda Latinoamérica como una unidad que ha pasado por etapas parecidas en lo sociopolítico e históricas, y que como continente muchas veces pelea con y por las mismas problemáticas. Un discurso que me provoca mucha mas simpatía, da mucho mas sentido crear comunidad intercontinentales y crear frontera hacia el viejo continente, que continuamente sigue discriminando a la gente latinoamericana, por ejemplo negándoles permiso para viajar y entrar a la Fuerte Europa, y claro luego está EEUU. El superpoder que se resiste soltar su poder en Latinoamérica, a pesar de los apretones de manos diplomáticos y los intercambios de libros entre presidentes, no faltan historias de compañías norteamericanas que explotan y maltratan a los recursos naturales y los pueblos por todo el continente. Y ni hablar del papel que jugó EEUU y la CIA en prácticamente todos los golpes de estado en los 70 y las siguientes dictaduras en los 80.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar