Der er noget romantisk over at stå op klokken lort om morgen, og sidde sammen med alle de andre søvnige lokale buspassagerer i terminalen, stige ombord i den gennemperfumerede og airconditionfrosne bus og blive kørt ud i den stjerneklare nat, ud mod endnu en ukendt destination ad en mørk landevej – jeg elsker det.
I går aftes besluttede jeg mig for ikke at sove, eftersom jeg alligevel skulle op kl. 2.15, men inden da lå jeg i min private 8-personers sovesal med balkon, det er nemlig lavsæson, og hyggede mig og var i mægtigt humør. Aften inden havde de indledende soveøjeblikke været gennemgået noget mere slukøret. Spøjst, at i en tid med uendelig lidt social aktivitet, hvor der kan gå en hel dag uden at jeg kommunikerer med nogen jeg kender, hvor jeg heller ikke har behov for at komme udover et overfladisk plan med de folk jeg så møder, at humøret alligevel skifter så brat. Derhjemme går der stort set aldrig en dag, uden at jeg interagerer med folk jeg kender og bliver påvirket af, bliver konstant distraheret. Ikke for at blive anti-konstruktivistisk og tale om en essentiel eller naturlig kerne, men der må alligevel være mange indtryk som ikke får lov til at blive fordøjet og placeret i de rette skuffer når det går så stærkt – især når man ikke lige er den følelsesmæssige hurtigste person på planeten.
Dog er jeg på ingen måde klar til at flytte på landet, og slet ikke uden internetopkobling – den hidtidige største udfordring.
Det første museum jeg har været på, hvor jeg selv skulle tænde lyset og åbne for skodderne i salene
Og så havde jeg lige et par timers ventetid i terminalen i Tacuarembo før den næste bus, og jeg må hermed udnævne los alfajores som fås her i cafeteriet som de bedste jeg endnu har smagt, og jeg har smagt en del (der er nu oprettet komparative studier og ratinglister såvel for tortas fritas som for alfajores – som vegetar skal man lige lede efter delikatesserne, men de er der).
På disse egne er det slet ikke mærkeligt at støde på en gaucho – den mandlige ”oprindelige” landlige cowboyderagtige figur. Iført karakteristisk hat, metalbælte, udposende bukser og lange læderstøvler – og nej, der er ingen billeder til illustration, for som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er jeg alt for genert til at tage billeder af folk, tør hverken spørge om lov og har ikke skam nok til bare at tage uden at bede om tilladelse. Men man kan vel billedgoogle en gaucho.
Så nu er jeg for alvor kommet ind i landet, hvor folk lever på landet af jordbrug og husdyr, ja de må jo have køerne stashet op et eller andet sted, med det kødforbrug der bliver lagt for dagen. På busturen kører vi igennem kilometervis af uopdyrket land, meget anderledes end i Danmark hvor det primært er marker. Jeg har læst en bog af den uruguayske forfatter Andrea Blanché, om en uruguaysk pianist som tager til Barcelona for at studere musik men som ender som hushjælp og … nå, det var ikke pointen, pointen er at hovedpersonen på et tidspunkt bemærker hvor anderledes Uruguay er fra det gamle kontinent, et lille land, som nærmest er underbefolket og hvor der er så mange uudnyttede ressourcer og muligheder. Og det er den følelse jeg sidder med i bussen, et land hvor der er masser af plads og som er langt fra udtømt for muligheder, langt fra. Ikke som derhjemme, hvor folk bliver nødt til at opfinde de mærkeligste og ubrugelige ting, bare for at skabe sig et nyt marked og skabe nye behov for den allestedsnærværende og evigt ophøjet forbruger. Næh, her er reelle uopfyldte behov... siger jeg så, der kommer fra det højtudviklet og gennemindustrialiseret gamle kontinent. Til forskel fra i Chile, så oplever jeg ikke den samme interesse og let skjult misundelse over at komme fra det ”ih så civiliserede” Europa (har nok også noget at gøre med at jeg i Chile omgav mig med flere højreorienterede og konservative folk, heriblandt familiemedlemmer).
San Gregorio de Polanco
Er i en MEGET lille landsby, San Gregorio de Polanco, som ligger ved floden Río Negro, og som i en guidebog jeg har arvet, er opført som en af Uruguays 7 vidundere grundet sit udendørsgalleri af husfacader, som ved et projekt i 2005 blev dekoreret af en række af Uruguays førende malere. Nogle ret flotte, andre mere mærkværdige...
Nå men jeg sad inde i en Antel butik (for at ringe hjem til familien og ønske far velkommen hjem fra Chile, en heftig jordskælvsramt rejse). Der er kun mig, ekspedienten og så en mand der står og snakker til ekspedienten, uden at denne viser det mindste interesse for det han får fortalt. Den snakkende mand fortæller om lidt af hvert, lokalt nabosladder, den seneste nyhed om at Mujica vil sende de unge byboere på pasta base på landet i en form for militær landbrugstræning for at få dem afvænnet. Og jeg spekulerer; kommer den snakkende mand forbi hver dag og snakker til ekspedienten, der reagerer med samme total manglende interesse?
I går delte jeg min aftensmadspizza med en ældre mand, der sad på samme bar og røg skodder som han samlede op fra gaden; sidder han mon der hver eneste aften?
Man undres som bybo, at folk kan trives ved så langsom og lidt aktivitet, selvfølgelig set fra overfladen, men egentlig er det vel – igen – en antikapitalistisk praksis – ingen grund til at løbe rundt og forandre og udvikle ting der måske i grunden fungerer fint som de gør, ingen produktions- eller profitforøgelse.
Og så kan man fortsætte sin undren – som bybo – hvilke behov det lige er, den konstante forandring og higen efter action i byen egentlig imødekommer. Og hvor meget forandring der skal til for at man trives, en hårfin og farlig balance. Hvorfor er det så svært at acceptere gentagelser og rutiner, forudsigelighed og kontinuitet, fejl i opdragelse og kultur måske... Stress som den ultimative disbalance, både mellem omgivelsernes og egne behov, men nok mest mellem hvad man kan trives med og så behovet for distraktion, at blive distraheret væk fra ting som åbenbart ikke kan rummes. Vi er ikke gode ved os selv der hvor jeg kommer fra. Når jeg tænker på alle de folk i min omgangskreds som er syge, er på medicin og ind og ud af behandlingssystemet – sådan er det ikke andre steder i verden.
Og så skal man jo passe vældigt på med at udtale sig om ting som man oplever fra sidelinien, men stadigvæk: vi kunne så meget lære noget af mate/strandstole/mañana-kulturen. Og så er der selvfølgelig alle ulemperne også, men stadigvæk.
--------
Salto y Tacuarembo
Tiene un toque romántico, eso de levantarse tempranísimo por la mañana y junto a los otros pasajeros, que también se les ven los ojos rojos de falta de sueño, en el terminal de buses subirse al autobús que por un lado apesta al perfume que le echan, supongo para evitar el olor humano, y por otro te congela por el aire acondicionado que siempre parece estar funcionando a todo chancho por algún termostato roto. Igualmente la atmósfera especial del bus que nos lleva por la noche cubierta por un cielo lleno de estrellas; me lleva a un destino desconocido por el camino oscuro – me encanta.
Ayer por la noche me desvelé, y como igual tenía que levantarme a las 2 de la mañana para tomar el bus, estuve ahí acostada (en mi dormitorio privado de 8 personas, con balcón y totalmente desocupado), sintiéndome casi feliz. La noche anterior me había acostado de malhumor. Es raro como en una época donde tengo tan poca interacción social, donde puede pasar un día entero sin que hable con ninguna persona que conozca, y donde tampoco tengo necesidad de hablar, que mi humor igual cambie tanto. En casa jamas pasa un día donde no interactuo y estoy influenciada por gente que conozca, donde constantemente me distraigo. No que me quiera poner semi-constructivista y empezar a hablar de que exista un núcleo esencial y natural, pero igualmente deben haber muchas impresiones que no se llegan de digerir y guardarse en su sitio adecuado en la mente dado a la velocidad de la vida cotidiana – especialmente siendo una persona emocionalmente lenta.
Esto no quiere decir que estoy preparada para mudarme al campo, de ningún manera, todavía.
Esperando un par de horas en el terminal de buses en Tacuarembo, he descubierto los mejores alfajores que he comido hasta ahora (que no son pocos), aquí en la cafetería. Los hacen una señora que los trae todas las mañanas. Con mi amiga hemos empezado un estudio comparativo de las tortas fritas y los alfajores en las diferentes regiones – como vegetariana hay que buscar un poco mas las delicadezas, pero sí que las hay.
Por estos lados no es raro toparse con un verdadero gaucho. Con su sombrero característico, con el cinturón de metal, los pantalones anchos y las botas largas, y no, no tengo fotos para ilustrar, ya como tal vez se haya notado ya, no me gusta sacarle fotos a la gente, me da demasiado vergüenza, tanto preguntarles y tampoco tengo la falta de vergüenza para sacarle sin permiso. Así que aquí va una foto que encontré en el internet.
Bueno, pero ahora realmente he llegado al campo, donde la gente vive de la tierra y de los animales, y claro que tendrán que tener las vacas en algún lugar con el nivel de consumo de carne que hay. Por el camino que hizo el bus, pasamos por millas y millas de tierra virgen, que no ha sido cultivada, muy diferente que en Dinamarca donde casi solamente se ve campos (en el campo, claro). He leído una novela de la autora uruguaya Andrea Blanché, que se trata de una pianista que viaja a Barcelona para estudiar música y que termina como empleada doméstica y que ... bueno, eso no era de lo que quería hablar, el punto es que la protagonista en algún momento nota lo diferente que es Uruguay comparado con el viejo continente, un país pequeño, que casi tiene una baja población y que contiene tantos recursos todavía no utilizados. Y este es exactamente el sentimiento que me llena viajando por el país, un país donde hay mucho lugar y que le falta mucho para agotarse de posibilidades. No es como en casa, donde la gente tienen que inventarse las cosas mas raras e inútiles, solamente para hacerse nuevos mercados y nuevas necesidades para siempre mantener hambriento al consumidor. No, aquí realmente hay necesidades que no están cubiertas, así se ve por los ojos de una persona que viene de una sociedad altamente desarrollada y totalmente industrializada en el viejo continente.
Al contrario de en Chile, aquí no siento el mismo interés en los que venimos del Europa “tan civilizado”, acompañado por una pequeña envidia, lo que probablemente tiene que ver con la gente con que me rodeaba en Chile, con gente mucha mas conservadores y de derecha, incluyendo a mis familiares.
San Gregorio de Polanco
Me encuentro en un pueblito, San Gregorio de Polanco, que esta al borde del Río Negro y que en el libro de guía que he heredado, esta listado como uno de las 7 maravillas de Uruguay, dado su galería al aire libre en las fachadas de las casas, que fueron decoradas por un grupo de los pintores nacionales mas destacados en el 2005. Algunos muy bonitos, otros mas extraños...
Estaba sentada en un locutorio de Antel (esperando que la familia en Dinamarca dejaran la linea desocupada para darle la bienvenida a papá que recién había vuelto de Chile, un viaje bastante terremoteado). Solamente estoy yo, el empleado y un hombre que le esta hablando al empleado, el cual no parece ponerle ningún interés en lo que le están contando. El hombre que esta hablando cuenta sobre un poco de todo, sobre los vecinos, sobre la ultima novedad de que Mujica quiere mandar a los jóvenes ciudadanos que están colgados con la pasta base al campo para trabajar en la agricultura y desintoxicarles. Y estoy pensando; ¿vendrá el hombre hablador todos los días a hablarle al empleado, sin que este muestre ningún interés alguno? Ayer compartí mi pizza de cena con un hombre mayor que estaba sentado en el bar, y que recogía las colillas de la calle para fumarselas; estará sentado en este bar todas las noches? Uno se asombra como ciudadano urbano, que la gente esta a gusto con un rumbo de vida tan lento y aparentemente pobre en novedades, claro aparentemente, porque bajo la superficie supongo que – nuevamente – se encuentra una practica no-capitalista, donde no da sentido estar corriendo y cambiar y desarrollar cosas que funcionan lo suficientemente bien, ningún aumento de producción o provecho. Y luego como ciudadana urbana puedo seguir asombrandome, ¿de donde viene la necesidad del cambio constante y la ansiedad de acción que domina la vida urbana? Y ¿cuanto cambio se necesita para estar a gusto? Un balance sutil y peligroso. Porqué es tan difícil aceptar la repetición, las rutinas, la previsibilidad y continuidad, tal vez una falta en la crianza o en la cultura... el estrés como el desequilibrio total, desequilibrio tanto entre las necesidades de los alrededores y uno mismo, pero probablemente mas como entre las necesidades para estar a gusto y la necesidad de distracción, distraerse de las cosas que aparentemente son inabarcables. No nos cuidamos de donde vengo yo. Cuando pienso en toda la gente en mi circulo de amigos que están enfermos, que toman medicina antidepresiva, que entran y salen de los hospitales psiquiátricos – no creo que sea así en otros lados del mundo.
Y claro que hay que tener mucho cuidado en manifestarse sobre temas que solamente se experimenta en el propio cuerpo, pero igual: podríamos aprender tanto de la cultura del máte, la cultura de la silla de playa, la cultura de mañana. Claro que también están todas las desventajas, pero igual.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar