At opleve et kontinent, en hel række af lande med en så nylig og smertelig historie, hvordan hele generationer er opdelt i dem der forsvandt, forældrene til de forsvundne, og bedsteforældrene til de forsvundnes forsvundne børn. At en ex guerilla og politisk fange gennem mere end et årti nu sidder som president (Uruguay), at et af de værste forhenværende diktaturer nu har valgt en højre regering efter den mest succesfulde venstreregering i landets historie (Chile). Kampen om at huske og glemme, at omskrive historierne konstant, at vinde forklaring og fortolkningsmagt. “Man kan ikke vide hvordan det er hvis man ikke har levet det” citat fra en bekendt israeler om konflikten mellem Palæstina og Israel. Nej, der er situationer hvor en nok så veludviklet empatisk evne ikke bringer mig i nærheden af at føle det levede liv, og erfaringen skal være isbryderen, der kan bane vejen gennem et ufremkommeligt terræn mellem levede liv. Der er så uendelig meget at kunne rationalisere sig til, forstå og kunne sætte sig ind i, i psykologien er der ikke noget med “ikke godt nok” eller “det vil jeg fortryde til evig tid”, alle gør deres bedste og dét de er i stand til i den givne situation. Men det er ikke godt nok, der er grænser for det acceptable, der er uhelelige sår og utilgivelige handlinger. Det er ikke ondskab, men det er bare ikke godt nok, uanset livsvilkår. Så derfor er det muligt at opstille alletids- og allestedsnærværende standarder og grænser for acceptable handlinger... og igen nej, ingen handlinger er nøgne og kontekstløse. Men er det så givtigt og ikke-skadeligt at prøve at forstå, er der ting som jeg bare ikke kan eller magter at forsøge at forstå, og hvilke?
Kan man glemme begivenheder som kun gør skade at fremkalde i hukommelsen? Kan man ufrivilligt komme til at glemme begivenheder som har mærket resten af livet og som “burde” befinde sig i bevidstheden? Kan man huske og glemme de forkerte ting, eller er det man husker, på alle bevidsthedsplaner, det der konstituerer personen.
Jeg husker så dårligt, hvor meget vilje er der i det statement?
I Chile har jeg ofte hørt ”vi kan jo ikke blive ved med at grave i det, vi må lægge fortiden bag os for at kunne se fremad” - et højrefløjsrationale, der ikke finder det givtigt at frigive hemmeligstemplede dokumenter som ville kunne afslører hvor ligene fra de forsvundne politiske fangere ligger begravet, ikke det værd at give de efterladte mulighed for at begrave deres kærer. Det vil blot rive op i de gamle sår og så har vi hele balladen igen. Desuden vil en afdækning, fx via undersøgelseskommisioner kunne ansvarliggøre folk som stadig sidder ved magten – lige lidt for prekært.
Her i Uruguay stemte man for nogle år siden om den såkaldte Ley de Cautalidad (forældelsesloven), som ved indførelse ville kunne fritage en række militærfolk for straf begået under diktaturet, vist nok med argument om at det var en helt særlig politisk og historisk kontekst, hvor man ikke ville kunne forvente at man kunne adlyde de ellers normalt gældende love, som fx menneskerettighederne. Loven blev stemt igennem, via en folkeafstemning. Jeg har hørt flere fortælle om at det var en dårlig og udemokratisk proces op til, og at folk blev ringe informeret om hvad afstemningen i virkeligheden indebar. Et mærkværdigt paradoks set i lyset af at der blot kort tid efter blev valgt en venstrefløjsregering.
Den yderste ventrefløj kritiserer i øjeblikket den siddende regering for ikke at gøre nok for at lægge pres på militæret for at frigive oplysninger, som ville kunne føre til opklaringer af sagerne om de politiske fanger. De mener at regeringen er alt for blød og samarbejdsvillig over for militæret, en regering ledet af forhenværende politiske fangere der blev udsat for tortur af militæret i årevis.
I Argentina eksisterer en lignende situation. Stærke civile pressionsgrupper forsøger utrætteligt at få oplysninger frem og retssager igennem mod de ansvarlige, men nogle retssager synger på deres 30. år og syltes konstant af den magtfulde højrefløj, syltes helt inde fra de højeste juridiske instanser. Regeringen, ligeledes ledet af en forhenværende guerrilla soldat, Montañera, gør mere for sagen end nogen anden tidligere regering har gjort, men har dog ikke magt nok til at presse tingene ordentlig igennem.
Bare i går læste jeg en artikel hvor en nordamerikansk gruppe der arbejder under The Freedom of Information Act, har fået afklassificeret og frigivet en række dokumenter, hvor nordamerikanske diplomater bosiddende i Uruguay under diktaturet mere end antyder og informerer regeringen i USA om systematisk tortur og overgreb på menneskerettighederne begået af det daværende militærdiktatur. I et af dokumenterne udtrykkes der bekymring for USA's ”hjælpeprogram” AID, som blandt andet fungerede som dække for den nordamerikanske efterretningstjenestes virke i en række latinamerikanske militærdiktaturer, og den uheldige omtale dette program ville kunne få hvis forbindelserne blev afsløret. Med dokumenterne anklages den daværende diktator Bordaberry for såvel vidende om som ansvarlig for torturen begået i fængslerne og arresterne, samt for den frygtede dødspatrulje, El Escuadron de la Muerte, der under diktaturet fungerede uafhængigt og parallelt med militæret.
MLN Tupamarus
På gaden Tristan Narvaja ligger de gamle Tupamarus lokale.
Jeg har læst og studeret en del om MLN Tupamarus militante frihedsbevægelse, en bred bevægelse med en markant folkelig opbakning under sit virke, fra midt 60'erne og frem til '72. En undergrundsbevægelse der førte væbnet kamp mod et stadig mere undertrykende statsregime, som mobiliserede faglærte, studenter, fangere, gamle, landbefolkning og byboere - arbejderklassen er der intern diskussion om hvorvidt udgjorde en reel del af bevægelsen. Målet var at afskaffe det undertrykkende statsregime og genindfører demokratiet, ikke de store tanker om den ideologiske model for styret efterfølgende (marxismen-leninismen blev først indført som den ønskede samfundsmodel efter at bevægelsen reelt var nedkæmpet og opløst i forskellige fraktioner). Bevægelsen var organiseret i columnas, som modtog ordrer fra den valgte direktion i forhold til hvilke aktioner grupperne skulle udfører. De interviews jeg har læst af de forhenværende medlemmer, såvel fra den tidligere direktion som mere menige, giver indtryk af en bevægelse opbygget efter så demokratiske principper som muligt for en guerrillabevægelse, men uden de store refleksioner over de interne magtmekanismer. Stort set alle i direktionen svarer at der herskede ligestilling mellem kønnene og at kvinderne havde mulighed for at opnå en lige så høj post inden for hierarkiet som mændene, at der så reelt ikke var nogen kvinder i organisationens ledelse var fordi kvinderne selv valgte ikke at påtage sig det organisatoriske ansvar. Flere af de mindre højtstående medlemmer reflekterer mere over de interne strukturer og mener ikke at der i organisationen herskede så stor forskel på kønsuligheden som i det daværende kønstraditionelle omgivende samfund.
Intervieweren spørger indtil hvilke personlige egenskaber der gav prestige internt i organisationen, og der er bred enighed om at engagement, villighed og mod til at aktionere blev værdsat og belønnet. Når man ofrede sig og satte sin sikkerhed på spil for sagen.
Mange af de interviewede var fængslet i over et årti og udsat for årelang tortur af al mulig slags. Der findes også i interviewene en underliggende værdsættelse af de medlemmer der ”holdt” under torturren. Alle siger at man selvfølgelig ikke kan fordømme de kammerater der brød sammen og talte under torturren, men ikke desto mindre er der en glorificering af dem der ikke lod sig knække. På den anden side fortæller flere meget åbent og sårbart om de knæk og nedture de oplevede, både under fangetilværelsen men også i eksil.
Jeg fascineres af disse fortællinger, af den tid og de mennesker der gjorde det de gjorde, kompromisløst og uden sikkerhed for noget. Samtidig kan jeg være nok så kritisk over for alt det de ikke opnåede og alt det de reproducerede. Alligevel så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der skal til for at man tager skridtet fuldt ud, hvor slemt skal det blive før der ingen vej tilbage er?
Uanset hvad, så har de et lokale midt i byen, deres forhenværende medlemmer sidder i regeringen og de har en plads omgivet af respekt i langt de fleste fornuftige folks hjerte.
[en castellano]
Reflexiones sobre la memoria
Vivir un continente, una serie de paises con una historia dolorosa tan reciente, como generaciones han sido divididas; por los desaparecidos, los padres de los desparecidos y los abuelos de los nietos también desaparecidos. Vivir que un ex-guerrillero y presionero político durante mas de una década ha sido elegido presidente (de Uruguay), que una de las anteriores dictaduras, de las mas crueles, ahora haya elegido un gobierno de derecha, para sustituir uno de los gobiernos mas exitosos de centro izquierda (Chile). La lucha entre recordar y olvidar, re-escribir la historia constantemente, obtener el poder para interpretar. “Si no lo viviste en tu propio cuerpo no podes saber como es” cita de una conocida judía-israelita, hablando del conflicto entre Palestina e Israel. No, hay situaciones que por mas empatía que uno pueda desarrollar, no me llevan ni cerca a lo que fueron esas vivencias, y las experiencias serán el rompehielo que abre el camino por una zona que si no seria intransitable. Hay una infinidad de cosas que se puedan racionalizar, entender y empatizar, en la sicología no existe eso de “no es suficientemente bueno” o “me voy a arrepentir para siempre”, todos ponen lo mejor de sí y de lo que son capaces en la determinada situación. Pero a veces no es suficiente, existen límites de lo aceptable, hay heridas incurables y acciones imperdonables. No es maldad, pero simplemente no basta, sin perjuicio de las condiciones de vida de cada uno. Por eso es posible dar pautas universales (tanto en el tiempo como en el espacio), por eso los actos aceptables tienen límites de los que no se pueden salir..., y por otro lado ningun acto se da aislado y sin contexto histórico. Pero entonces será positivo y no dañino tratar de entender, habrán cosas que simplemente no podré entender, y cuáles serían?
Se pueden olvidar los hechos que al recordarlos solo hacen daño? Se puede, inconcientemente, olvidar hechos que nos han marcado para el resto de la vida y que “deberían” estar en la conciencia? Se puede recordar y olvidar las cosas equivocadas, o son las cosas que uno recuerda, en todos los planos de conciencia, lo que constituyen a la persona?
Tengo muy mala memoria, cuánto de justificación hay en esta expresión?
“No podemos seguir escarbando en el pasado, el pasado, pasado está, hay que mirar adelante”, expresión que escuchaba seguido en Chile – un argumento de la derecha, la que no permite abrir los archivos secretos de la época de la dictadura, que podrían revelar donde se encuentran los cuerpos de los prisioneros políticos desaparecidos, osea que no vale la pena darle la posibilidad a los familiares para dar sepultura a sus seres queridos. Además destapar este tipo de información podría responsabilizar a gente que todavía esta en el poder.
Hace un tiempo aquí en Uruguay se votó la Ley de Caducidad, que si se aprobaba iba a significar que los militares responsables de haber violado los derechos humanos bajo la dictadura, no serían procesados por los tribunales. Esto con el argumento de que estos hechos tuvieron lugar en un contexto político e histórico particular donde las leyes normales no tendrían vigencia, por ejemplo, la protección de los derechos humanos. La ley fue aprobada por plebiscito. Varias personas me comentaron como el proceso previo a la votación fue malo y poco democrático, que la gente no fue informada adecuadamente sobre el contenido real de esta votación. Una singular paradoja, teniendo en cuenta que poco tiempo después se eligiera un gobierno de izquierda.
La izquierda radical crítica al gobiern actual por no hacer lo suficiente para presionar al Ejercito para desvelar la información que podría esclarecer los crímenes cometidos por las fuerzas armadas durante la dictadura. Piensan que el gobierno trata al ejército con mano blanda y que hay demasiada voluntad de cooperación, ésto siendo un gobierno encabezado por un ex-presionero político, que fue encarcelado y torturado durante muchos años.
En Argentina, se vive una situación similar. Grupos civiles fuertes de presión siguen, incansablemente, tratando de sacar a la luz, información sobre los hechos ocurridos durante la dictadura y llevar a los responsables a jucio. Pero algunos de los juicios que, a pesar de todo, están en proceso, ya llevan mas de 30 años, no solamente con la oposición de la derecha sino hasta con la de los propios tribunales dandole largas a los casos. El gobierno, también dirigido por una ex-guerrillera, de los Montoneros, se supone que toma estos casos mas en serio que los gobiernos anteriores, sin embargo no tiene el poder suficiente para resolver el asunto satisfactoriamente.
Justo ayer, leí un artículo de un grupo estadounidense que trabaja bajo el nombre The Freedom of Information Act (Acta de Libertad de Información) que han conseguido revelar y publicar una serie de documentos donde diplomaticos estadounidenses residentes en Uruguay, durante la dictadura, insinuan e informan al gobierno de EEUU sobre tortura sistemática y violación de los derechos humanos cometidos por la dictadura militar de entonces. En uno de los documentos el diplomático expresa, su preocupación por por el “programa de ayuda” de EEUU, llamado AID, que entre otras cosas funcionaba como cobertura del servicio secreto estadounidense, que actuaba en diferentes dictaduras latinoamericanas. En los documentos se acusa al dictador de entonces Bordaberry por tanto, tener conocimiento y ser responsable de la tortura cometida en las cárceles y las comiserías, asi como el temido escuadrón de la muerte, que durante la dictadura, funcionaba independientemente y paralelo a las fuerzas armadas.
MLN Tupamaros
En la calle Tristan Narvaja, está el local de los Tupamaros.
He leído y estudiado sobre el Movimiento de Liberación Nacional Tupamaros, un movimiento amplio con un apoyo popular de consideración durante su período mas activo, desde mediados de los 60 hasta el 72. Un movimiento armado, en parte clandestino, que luchaba contra un régimen que cada vez se hacía mas represivo, un movimiento que movilizó a profesionales, estudiantes, prisioneros, gente mayor, població rural y urbana – ahora, si la clase obrera formaba una parte fundamental del movimiento, todavía se discute. El propósito era derrocar al régimen de estado represivo y reestablecer la democracia, en realidad sin grandes planteamientos ideológicos sobre el modelo gubernativo a establecer despues de la revolución (el marxismo-leninismo, solo surgió como el modelo a seguir, ya cuando el movimiento estaba vencido y dividido en diferentes fracciones).
El movimiento se organizaba en columnas, a las cuales la dirección electa daba las órdenes según las acciones que cada columna era responsable de llevar a cabo. De acuerdo a las entrevistas que he leído con los responsables de entonces, tanto de la dirección como de los miembros comunes, da la impresión de una organización basada en principios lo mas democráticos posibles dentro de un movimiento guerrillero, pero sin grandes reflexiones sobre los mecanismos de poder interno. Casi toda la dirección plantea que había igualdad entre los sexos y que las mujeres tenían las mismas condiciones para obtener un puesto alto dentro de la jerarquía. El hecho de que en ningún momento hubo mujeres en la dirección, dicen que se debía a que ellas eligieron no tomar la responsabilidad doreccional. Al contrario, varios de los miembros comunes parecen reflexionar mas sobre las estructuras internas y no encuentran que había tanta diferencia entre la desigualdad dentro de la organización como en la sociedad que los rodeaba, con sus roles tradicionales de género.
La entrevistadora hace la pregunta sobre cuales características personales daban prestigio internamente en la organización, y parece haber acuerdo de que el compromiso a la causa, disposición y coraje para realizar las acciones, se apreciaba y gratificaba. Osea cuando uno se sacrificaba y arriesgaba su propia seguridad.
Varios de los entrevistados estuvieron en la cárcel mas que una década y fueron sometidos a muchos años de tortura y malos tratos. En las entrevistas se nota una actitud de reconocimiento hacia los miembros que no se quebraron bajo la tortura. Todos dicen que obviamente no se puede culpar a los compañeros que se derrumbaron y hablaron bajo este tratamiento, pero de todas formas se glorifican aquellos que aguantaron. Por otro lado, muchos relatan abierta y vulnerablemente sobre las quiebras y depresiones sufridas tanto en la cárcel como en el exilio.
Me impresionan estos relatos sobre la época y gente que hizo, lo que hizo, sin aceptar términos medios y totalmente faltos de seguridad, al mismo tiempo que sostengo una actitud crítica hacia todo lo que no alcanzaron y todos los vicios que repetían. Tampoco puedo dejar de pensar en que estado tienen que estar las condiciones sociales, políticas y personales para tomar una decisión irrevocable, como la que tomaron los Tupamaros.
No obstante tienen un local en el centro de la ciudad, tienen ex-miembros en el gobierno y un lugar especial, en el corazón de la mayoría de la gente progresista.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar