Så nåede vi til hovedstaden. Den minder lidt om den mongolske, Ulan Bataar, i dens æstetiske ambitioner, lige så snart der ikke er tale om en decideret turistattraktion, lader skilte, vægge, parkeringer og andet der fylder gadebilledet til at være smidt op mere eller mindre tilfældigt. Størrelsen af bilerne er ligeledes som i UB, kæmpe Lexus'ser og SUV'er, der dog for det meste ser spritnye ud, hvilket nok hænger sammen med befolkningens trang til at parkere deres biler – og motorcykler – inde i selv huset, ikke i garagen, men inde i stuen/soveværelset/spiserum/... resten af de domestiske funktioner udover toilet og køkken.
Ved første rundtur i byen da vi ankom, temmelig sent, slog byen mig som et alt for varmt og afvisende sted, nok også noget at gøre med det guest house vi havde slået os tilfældig op på i guidebogen (fra 2007) og indlogeret os på, hvor rummet godt nok havde eget bad og toilet, men ingen vinduer (udover til gangen hvor neonrørene glødedet 24-7), lugt af indelukket, fugt og nygammel maling og en madras som kræver at man advarer sin makker før man vender sig, ellers kan denne let ryge over bord. Ja, og så ville vi nyde en stille øl inden sengetid, hvor vi blev ædt af myg til en halvlunken BeerLao, argh.
Men heldigvis, heldigvis, er der altid en ny dag at begynde forfra på, og dagen efter fik vi indlogeret os i backpackercentralen Mixay GH (med vindue ud til gaden), midt i turisthelvede med dejlig mange cafeer og restauranter med mulighed for oste og rigtig nice kaffe (fransk kolonialisme længe leve), barer, små butikker og halløj lige ved siden af Mekong Floden og den dertilhørende park, hvor vi skulle spenderer mange af vores aftner i hovedstaden.
Vientiane må være på top 5 af verdens mindste hovedstæder, godt 300.000 indbyggere og der er ikke et højhus at finde.
Parken langs Mekong floden
Vi var et visit på COBE centret, som står for meget af rehabiliteringsarbejdet med folk, der er blevet skadet og lemlæstet af de mange bomber, der stadig ligger rundt om i landet. De har et relativt godt ry og lader til at have faciliteterne til at nå ud til virkelig mange mennesker, der har brug for proteser og optræning. På centret har de blandt andet en sportshal for handikappede, værksteder hvor de producerer proteser og en udstilling for besøgende omkring deres arbejde. Igen var det en bevægende oplevelse at blive konfronteret med landets voldelige historie.
En aften spiste vi sammen med Karen fra USA, der har arbejdet i byen i 8 mdr, i en NGO som udfører en eller anden form for community work, som jeg ikke helt fik fat på hvad gik ud på konkret. Hun fortalte at der foregår megen kontrol fra myndighedernes side, fx var en af hendes venner, der arbejder med at oversætte gamle buddhistiske skrifter for den tyske regering, og som derfor rejser meget rundt i landet, blevet indkaldt til ”samtale”, hvilket ikke havde været specielt ubehageligt i sig selv, men vist mest for at minde ham om at de holdt øje med ham. Hans lokale kollega var tilgengæld blevet behandlet vældig hårdt under sit forhør og havde fået forbud mod at fortsætte sit samarbejde med den tyske forsker. Karen fortalte også om regeringens store plan som er under fuld iværksættelse, om at ”specialisere” de forskellige provinser i landet, for at optimere sine indtægtskilder, fx i en turistprovins, en landbrugsprovins eller en form for frihandelsprovins, hvor man har kasinoer. De lokale har dog forment adgang til spillehallerne, men så kan turisterne (mest thai) spille deres penge ind i landet. Arbejdskraften her er også udenlandsk (vietnamesisk og kinesisk) for så kan man åbenbart se igennem fingrene med overholdelse af arbejdsvilkår og mindsteløn. Hvem sagde at kommunisme ikke kan indeholde en god omgang neo-liberal kapitalisme.
På nationalmuseet, hvor man desværre ikke må tage billeder, handlede stort set hele udstillingen om den moderne nationale historie om den franske kolonialisering og USA's imperialistiske krig fra midt 60'erne, og der er ikke lagt fingre imellem i retorikken. Fjenden omtales konsekvent som 'det imperialistiske USA og dets marionette', og de nationalistiske kommunistiske kæmpere som sande helte, der møder jubelmodtagelser fra pøblen overalt hvor de kommer frem. Det var lige i overkanten af hvad man er vant til af åbenlys propaganda, og når det nu er fra 'den anden side'. Der var også en lille vitrine med fangster fra politiets narkotikaafdeling. Også her blev det grundigt forklaret hvem der var fjenden; 'routhless criminal outkasts' var disse stoffer blevet konfiskeret fra af vores venner 'the heroic drug policeforce'. Okay, den er sevet ind.
Tadlo
Efter et par dage hver for sig, mødtes vi igen i Pakse og rejste videre til den lille by Tadlo, som er noget så idyllisk og tilbagelænet. Her fik vi to dages konstant regnvejr, hvilket gav rig mulighed for at få kværnet næsten hele 5. sæson af 'Six Feet Under', som vi har haft med os stort set hele turen og som er en mægtig anbefalelsesværdig serie, hvis man lige har 45 min x 12 episoder x 5 sæsoner. Det er næsten som at have haft ekstra rejsepartnere med og vi er total hooked.
Men det holdt så også op med at regne, og vi lejede os en scooter og tog rundt i området og så på flotte vandfald.
Tadlo water fall
Don Det – en party ø udaf 4000
Sidste stop i Laos, 4000 Thousand Islands, helt sydpå op til den cambodjanske grænse. Vi var blevet sat hængekøjer og bungalows med udsigt over vandet i sigte, og der skulle efter sigende også være rig mulighed for fest... og det var der, det hele var der.
Vi er landet på øen Don Det (her kan man få en t-shirt med: 'Been there Don Det') og vi bor på Sunset Side, i en bungalow med – desværre kun én – hængekøje med udsigt over Mekong Floden, vores tro følgesvend siden det sydlige Kina. Jeg skal ikke kunne sige om der reelt er 4000 øer, men det er et mægtigt fint sted, hvor fiskerbådene triller forbi jævnligt og der er god mad og hæng-ud steder. Nå ja, og så er der jo festerne, det er hver aften og det lader til at her er et relativ fast crew af fyre som står for det, og som er utrolig entusiastiske om deres promovering. Vi har været til et par af dem, og det er jo svært at sige om det er alderen der trykker, eller musikken bare ikke spiller som den skal. I hvert fald er det svært at svinge sig op til at gå amok på dansegulvet til halvdårlige beats eller for den sags skyld deltage i spray maling af hinanden... det er nok alderen. Tilgengæld er der reggaebarer hvor de udøver en vældig liberal politik og så er det vel okay at lægge øre til Bob Marley – igen, for ever.
Helt undtagelsesvis har jeg faaet lov til at ligge i haengekojen, da den ellers stort set hele tiden var optaget
Skægt at læse om jeres meget varierede oplevelser!
SvarSletFUCK hvor er det klamt med hotelværelser uden vindue ud til virkeligheden :-/ Jeg overnattede på et tilsvarende til det du fortæller om 1 gang i Burgos, Spanien, og 1 gang på et mindre klamt men alligevel ubehageligt i Paracas, Peru, og man tænker ikke på andet end at komme VÆK derfra.
Feeeedt at I nu fandt en lækker ø med hængekøje og frisk luft en masse :-)
Tak for god fortælling og skønne fotos
:-*