UlanBataar - på godt og ondt

Vi har nu hængt ud i UB i 4 dage og i går blev vi udsat for det obligatoriske lommetyveri, endda på den obligatoriske lommetyverigade (Peace Avenue): Jeg havde en lille rygsæk på og standsede da jeg mærkede at nogen rodede rundt dernede. Da jeg vender mig om og ser at rygsækken står åben står en fyr og glor ret ligegyldig på mig. Så bukker han sig ned og lader som om han binder sit snørrebånd mens jeg febrilsk roder rund i tasken for at finde ud af hvad der kunne mangle. Da han rejser sig op og går følger jeg efter ham, stadig usikker på hvad der mangler i tasken og Lasse kommer til og jeg forklarer mens vi følger fyren og ser ham give low five til en kammerat. Pludselig sætter Lasse i løb efter ham og de ender midt ude på den meget trafikerede vej, han får fat i ham, foretager en grundig kropsvisitering, finder ikke noget på ham og lader ham gå. Tilbage på fortorvet er jeg kommet frem til at det eneste han kan have fået fat i er vores lille notesbog, værdiløs men med mange adresser og notater som ikke lige lader sig rekonstruere. Ærgerligt, men ikke alvorligt tænkte vi på vej tilbage til hostlet, hvor jeg i øvrigt fandt notesbogen, så det var godt vi ikke fik fyren slæbt til politiet som en kvinde der bevidnede hele optrinnet ellers havde foreslået. Så havde vi også prøvet det (troede vi, indtil noget tid efter hvor vi var i biffen og jeg fik snuppet min bæltetaske med kamera, solbriller og ipod, midt under Harry Potter, mere ærgerligt!).

Den mongolske befolkning består af godt 2,6 mio mennesker, og halvdelen af dem bor i UB. Byens æstetik afspejler mentaliteten og er temmelig rustik og enkel, en diametral modsætning til Moskvas storladne og overdekorerede storbyer, måske lige bortset fra Sukhbataar Square og parlamentet, hvor Jengis Khan og hans to sønner sider tronet med udkig over pøblen.
Ellers er der ikke synderlig meget at foretage sig her i byen, og vi er temmelig ramt af dovenskab og ugidelighed. Vi går dog utrolig meget på Luna Blanca, som er en fantastisk vegetarisk restaurant, hvor vi stort set har været hele menukortet igennem, men man kan bare ikke få nok.

Jengis og sønner våger over lov og orden ved parlamentet

Luna Blanca - en fantastisk vege restaurant

Et af de store projekter på vores tur er, at vi gerne vil have os en mongolsk yurt med hjem til DK. Men det er ikke så nemt endda. Vi har fået at vide at de brugte bliver slået op i avisen, og så tilbød lejrechefen på den hestelejr vi var på tidligere at vi kunne få en med når han havde samlet nok folk vi at sende 10 stk afsted til Europa. Ingen af mulighederne virker særlig attraktive og selv at tage på Black Marked og stykke de forskellige dele sammen, og i øvrigt få en ordentlig pris, virker ret uoverskueligt, for slet ikke at tale om transporten tilbage til DK (den mindste model skulle veje ca 140 kg og Lasse mener godt at vi kan slæbe den med til Kina og sende den derfra hvor det nok er billigere, men jeg har mildest talt ikke været vild med ideen om at skulle balancere rundt med en ekstra 70 kg). Men nu har vi fået opstøvet en hollandsk herboende ældre hippie, som producerer sine egne kvalitets yurter og sender dem til Europa: Euro-yurts. Vi mødtes med ham forleden i hans hjem med hans lokale kone og de kørte os ud til træværkstedet. Han har efterhånden boet her i mange år, men stadig måtte vi kører et stykke væk i bilen ved pitstop ved grøntsagsmarked, så konen ikke skulle betale ekstra for at have en hvid mand med. ”Man vender sig til det” sagde han og fortalte at han var blevet træt af det pæne, rene og kontrollerende Europa og var derfor flyttet hertil. Han fortalte desuden generelt om landet, fx at en overvejende del af nybyggerierne er ulovlige, dvs. at de ikke har de nødvendige byggetilladelser, men eftersom det er politikere og parlamentsmedlemmer der står bag byggerierne er det ikke muligt at løse konflikten med de halvt færdige bygninger. En mulig løsning kunne være via international indgriben en éngangsbøde, der er så stor at det ikke vil gentage sig, samtidig med at man vil kunne legalisere byggeriet og få det færdiggjort og anvendeligt. Et andet problem for byggeriet er de meget strenge miljø lovgivning som landet indførte for år tilbage, inspireret af den europæiske grønne bølge, og som på daværende tidspunkt ikke var noget problem at overholde, da der stort set ikke vær nogen industriel udvikling. Nu er lovgivningen et problem for den blomstrende udvikling og gør at meget af byggeriet er ulovligt og svært at regulere og kvalitets kontrollere. Det gælder også for megen af det luksusbyggeri som findes op ad bjergsiden, det er også ulovligt og derved skaber en rig bz'er elite.

Mongoliet modtager mange og store gaver fra sine asiatiske naboer, blandt andet en japansk finansieret bro, som godt nok har været 20 år undervejs, men som skulle være klar i løbet af næste år (bare Japan ikke standser deres pengestrøm, hvilket dog ser lidt sort ud for øjeblikket). Og så er der det sydkoreanske wanna be Dubai glas og stål flagskib af en skyskraber som står i hjertet af byen, prangende, foreløbig, for det har vist sig at cementblandingen i konstruktionen langsomt er ved at fortage, således at bygningen langsomt er ved at vælte og derfor afspærret og ubrugelig.
Men vi ender nok med at købe vores yurt gennem hollænderen, så nu er slagsmålet bare hvor den skal stå...

Yurter i forstaderne

Alle 3 nationalsporter er repraesenteret paa trafiklys: bueskydning, hestevaeddelob og brydning

Man kan faa alt paa Black Marked

Vestlige Mongoliet

Ind i Mongoliet
Når man krydser grænsen mellem Rusland og Mongoliet i tog er der en ventetid på 7 timer i ingenmandsland, og for en udenforstående er det svært at gennemskue grunden til denne ventetid, men som så meget andet skal man nok bare affinde sig med at der er en god grund og go with the flow.

Vægpynt ved grænseovergangen mellem Rusland og Mongoliet – fortolkning må være op til den enkelte

Vi ankom til UlanBataar (UB) kl. 6 om morgen og blev hentet på stationen af en medarbejder fra vores hostel. Til min store glæde og overraskelse er der ikke mindre en 2 vegetariske og 1 vegansk restaurant i en radius af 600 m fra hvor vi bor, med god og billig mad, wauw. To af dem er en form for kæde, Loving Hut, og her er de meget glade for SupremeMasterTV.com, som kører på fladskærmen og viser interessante programmer indeholdende et mix af dyrevelfærd og religiøs fanatisme, undertekstet med 15 forskellige sprog, men heldigvis uden lyd.

Sticker på disken i Loving Hut vege restaurant

Da vi skal ud i den vilde vilde mongolske natur, har vi gjort de nødvendige indkøb her i byen, og på to dage har vi begge købt nye jakker – ja, jeg har købt mig en sort (kopi) North Face jakke (og tro mig, ikke just stolt over min stilmæssige opfindsomhed) og så har vi været på Black Marked, som skulle være Asiens største – i hvert fald et af 'det største', og nu har vi også begge fået hat. Jeg vil nok sige at jeg er sluppet væsentlig bedre fra hattekøbet end Lasse, men han lader til at sætte stor pris på sin beige farvet bløde safari hat, og det vigtigste er jo at han er glad for den.

I Mongliet – nu med hat

Horse Camp ved White Lake, Tsagaan Nur Np, Vestlige Mongoliet
Vi ankom i går eftermiddags her til White Lake Horse Camp i Tsagaan Nur National Park efter en reel trækken-tænder-ud køretur i minivan, som skulle have varet 12 timer ifølge damen i UB, der solgte os opholdet, men som i real time tog 18 timer (mongolian time skulle blive et tæt bekendtskab). Det var en public transport men til vores held var der ikke andre passagerer med, udelukkende madvarer, en kummefryser, cementposer og andet godt. Chauførren var ikke den kommunikative type, så da første stop uden for UB var inden for en jernport der blev lukket efter os, med en gøende hund og ingen anelse om hvad vi skulle der, skal jeg ikke benægte at et par turistkidnapnings- og torturscener krydsede mine tanker. Det viste sig at være et benzin og vareopfyldningsstop hos en familie. Meget skulle ordnes og omarrangeres så det tog omkring en times tid. Her blev vi også opkrævet betaling for transporten, men til Lonley Planets uopfyldte kulturelle lovning, blev vi slet ikke indbudt til smørthe i yurten hos familien; skuffelsen drev ned af minivanens vægge forstås. Og så af sted på den halsbrækkende 18 timers lange køretur, udover de mongolske sletter, hvor de asfalterede veje kun meget randomly erstatter opkørte mudderspor, der gør det ud for veje,. Vi så flere biler og lastvogne kørt fast i mudderet. Op ad morgen hvor vi efterhånden var klar til at ankomme til vores destination, skulle vi åbenbart gøre en 3-4-5-6 stop i forskellige landsbyer med varer, så da vi opgav vores turistlige forargelse (a la ”det var ikke det vi var blevet lovet”) var det et lille indblik i nogle ganske autentiske mongolske hjemmelige etablissementer, og der er jo ikke noget hvide turister hellere vil have. Langt om længe nåede vi dog frem til vores camp for de næste 5 dage.

Horse camp - vores er den 3. yurt fra højre

I skrivende stund er der en trygget stemning her i lejren. En klasse engelske skolepiger der sammen med deres lærer har været her i en uges tid, skulle have forladt stedet for flere timer siden, men der er åbenbart store forhandlinger i gang om hvad de skylder for deres ophold. En af lærerne fortalte os at de havde aftalte en pris på forhånd som ligger langt under det lejrchefen nu opkræver dem, og det er åbenbart ikke første gang de har været ude for det her i Mongoliet. Han virker ret cool, læreren, og pigerne er selv med i forhandlingerne for at lære at klare sig her, og de giver sig ikke. Han siger at dette også er en vigtig læreproces for de unge fyrer der også arbejder i lejren og det er vigtigt at de ikke bare tror at de kan snyde folk. Det evige turistdilemma om at ville have den laveste pris, behandles venskabeligt og smilende, vide det er en buisness for folk og frem for alt ikke ville snydes. Det er en svær følelsesøkonomi og den ofte svære sproglige kommunikation er et stærkt middel.

Baby Horse Festival
Uden den store information, blev vi forleden af vores lille dominator-guide ført på hesteryg gennem nationalparken og ud til uden for den nærmestliggende by (som vi senere skulle få et indgående ufrivilligt kendskab til) til den årlige lokale mini Nadaam: Baby Horse Festival anno 2011. Så temmelig intetanende ankom vi til en lille pavillion, hvor en fin kageformation var opstillet på et bord med en snes skamler rund om.

Kagen som bestod af smørfirkanter, indtørrede mælkekiks og noget andet ukendt materiale, var oprigtig talt vesterlænding-uspiselig og flere stykker blev sneget ned i rygsækken for senere diskret at blive smidt ud

Flere lokale kom efterhånden til og efter at have hængt ud i uvished i et par timer, gik mængden pludselig i aktion og alle skulle se at komme op på den nærmeste bakke for at overvære hestekapløbet for de unge drenge. Vi fik placeret os retmæssigt ved målstregen og deltog ivrigt i at klappe og heppe feltet i mål. Den sidste rytter over målstregen var tydeligvis mægtig ked af sin placering men blev heldigvis trøstet af sin mor, alt imens vinderheste og -ryttere blev hyldet og dekorerede med flotte emblemer og diplomer.

Efterfølgende var der bryde turnering (mongolsk nationalsport), også for de unge drenge, hvor hver kamp blev indledt og afsluttet med ørnedansen – pigerne sørgede for at tilskuerne havde noget i koppen.

Den stolte vinder af hestevæddeløbet

Brydning

Tredje disciplin var baby horse race, som går ud at trække følene ud af den indhegning de står i sammen med deres mor, nummerere dem så man kan spille på dem, trække dem et godt stykke væk til start-stregen og derefter give slip på dem og se hvilket føl der først kommer løbende tilbage til sin hestemor. Det så sku fedt ud, da alle de halvforskræmte føl kom drønende til lykkelig genforening.
Derefter gjaldt det så de unge mænd der skulle vise deres mandsmod ved i ægte rodeostil at beride en hoppe der udelukkende er blevet brugt til malkning og som derfor på ingen måde er tilfreds med eller villig til at lade sig ride på. 13 ungersvende fik vist deres kundskaber med varierende held, men ikke desto mindre imponerende hvor godt de klamrede sig til dyret der spjættede, stejlede og vred sig. Kun en fyr blev sparket i hoved af en stejlende hest og fik næseblod, men det afholdt ham ikke fra at springe op på den næste hest og forsvinde ud i horisonten på en vrinskende og arrig hoppe. Rimelig hårdført folkefærd.

Sidste, og absolut mest frastødende i undertegnets by-øjne, disciplin var brændemærkning af følene. Hertil var en brændeovn medbragt så jernene kunne opvarmes, og så blev luften ellers tyk af røg og lugt af brændt kød og hår. Turisterne blev også indbudt til at deltage, men jeg takkede pænt nej, og Lasse ligeså, måske fordi han ikke på daværende tidspunkt vidste at man fik lov til at navngive hesten hvis man brændemærkede den. Efterfølgende refleksion: ”Frank er da et meget pænt navn til en hest” citat Lasse.

Rodeo mongolian style

Hestebrændemærkning

Som afrunding på en fin og lang dag, blev vi indbudt til middag, airag (smørthe) og Jengis Khan vodka hos en lokal familie, hvor der blev sunget mongolske sange af familiemedlemmerne. Og til al held fik vi valget mellem hjemtransport enten på hesteryg eller i russisk jeep, sidstnævnte klart en vinder på baggrund af såvel energiniveau som ømme siddemuskler. Mongolsk livsstil kræver tilvending.

Livet i lejren
De følgende dage var vi på relativ korte rideture rundt i terrænet, blandt andet til vulkankrater, Yellow Dogs Cave (navngivet efter en mongolsk dokumentarfilm som vi har været så utjekket ikke at få med på computeren men som skulle være klart anbefalelsesværdig), Ice Cave og til en klippe der ifølge legenden stammer fra en mand, der giftede sin datter væk til en rigmand mod hendes vilje, hvorefter hun druknede sig i søen, og faren i sin uendelige sorg over datteren til sidst blev til en klippe – så kan man lærer det.
Vi hang ud med Yamato, japansk martial arts master og sushi kok, der er flyttet til Helsinki for to år siden, da han var træt af japansk livsstil, og nu var i gang med et 4-binds værk af Ursula Le Quin – akkompagneret af en engelsk-japansk ordbog – for at forbedre sit engelske, imponerende! Vi udfrittede ham skamløst om japansk kultur og infrastruktur og tilgengæld virkede han mægtig interesseret i hvor og hvad vi kom fra. Blandt andet spurgte han på et tidspunkt om jeg var feminist og hvad det i øvrigt betød, og lyttede opmærksomt på mit lange og udførlige svar. Han fortalte også om sin finske kæreste, som var mere streng vegetar end mig, da hun øjensynligt kun spiser avokado, et par særlige frugter (som jeg ikke kan huske) og drikker vand, og i øvrigt går med bare tæer når som helst hun kan komme til det. Han konkluderede at hun var ret mærkelig, ligesom han selv, og vi medgav at vi nok heller ikke var specielt repræsentative når det kom til at beskrive danske tilstande. Det tog os lang tid at komme op med et svar, da han til de mildest talt kritiske beskrivelser af det danske samfund spurgte, om der dog ikke var noget godt i DK. Jo, selvfølgelig er der mange gode ting sammenlignet med andre steder, men det er sku lidt svært at fokusere på når så meget er gået ned ad bakke de sidste årtier.

Ellers fik vi nydt den relative gode komfort på lejren, da man blev hentet 3 gange dagligt til færdiglavede måltider, som blev tilberedt med størst mulig variation over de samme ingredienser: kål, gulerod, kartoffel, særlige nudler, ris og fårekød til the meatitarians, med lækkert hjemmelavet brød og the i spandevis. Hvis man ønskede et varmt bad skulle man sige til en times tid i forkøbet, så de kunne nå at tænde op i brændeovnen der via et rør sendte varmen op i en vandbeholder på taget af toilet/badevognen.

Rideture til lokale seværdigheder

På kanten af en stor vulkan

Den værste køretur ever
Turen fra UB til White Lake i minivan som ”kun” varede 6 timer mere end beregnet, var den rene luksus sammenlignet med, hvad der skulle have været en 4 timers kørertur fra White Lake til regionens hovedstad Tsetselek. Vi blev samlet op ved middagstid af en minivan og kørt til den nærmeste by (hvor festivalen havde været), i forvisning om at vi var på rette vej, eftersom chaufføren havde nikket da vi havde udtalt vores destination på alle tænkelige måder. Det viste sig så siden hen at han skulle have fyldt bilen op inden han kunne begive sig af sted, og det vil så sige 14 voksne, 3 børn og en hund, samt en anselig mængde bagage, alt sammen noget der skulle hentes forskellige steder i byen, noget sættes af undervejs (så som fermenteret mælk og råt kalvekød der til alt held blev pakket i en lufttæt tønde), det meste stuvet op på taget men også ind under, mellem og oven på passagerene. De lokale lod ikke til at være utilfredse med forholdene på noget tidspunkt, heller ikke dem der blev placeret mellem sæder uden ryglæn, med en køretur på en 14-16 timer forud hele vejen til UB. Men eftersom vi ikke forstod noget af det der blev diskuteret omkring os, og vi gang på gang, når vi endelig troede at være på vej afsted endte foran hvad der skulle vise sig at være chaufføren og hans kones butik, befandt os netop her 6 timer efter vi var blevet samlet op, gik situationen for alvor i lort, da konen besluttede sig for at vi ikke kunne kører med alligevel, men i stedet skulle tage en jeep som så lige var 10.000 tøgrøg dyrere. Fucking what!! Det var alligevel for meget, og vi fik forklaret gennem en anden passager der talte lidt engelsk, at vi på ingen måde havde tænkt os at betale ekstra, nu da vi var blevet revet rundt i 6 stive timer, uden så meget som et pip om hvad der foregik. Under diskussionen virkede chaufføren temmelig anstrengt og kiggede os konsekvens ikke i øjnene, men afsluttede dog den yderst ubehagelige situation ved at sige okay og vifte os tilbage ind i bilen. Okay, så langt så godt, mast ind uden mulighed for at bevæge os en millimeter og med de overfor siddende passagerers knæ gravet godt ind i skinnebennet af sted... på en tur som så tog 7-8 timer mere oveni.
Langt om længe nået frem. Midt om natten bliver vi sat af foran hotellet i Tsetselek og bedst som vi tror at dagens strabadser er overstået, vi har fået vores rygsække og blod tilbage i benene, forlanger konen guddødeme 10.000 ekstra end det aftalte beløb. WTF? Det er midt om natten og hun bliver mere og mere aggressiv, da vi nægter at betale mere end de aftalte 40.000 (som i øvrigt skulle være rigeligt til at dække, for slet ikke at tale om serviceniveauet) og hun tager kamerakassen som gidsel. Jeg får den revet til mig og hun begynder at skubbe mig mens hun hysterisk peger på sin mobil hvor hun har indtastet 50.000. Så efter at Lasse har forsøgt gennem den engelsktalende at forklare - lettere højlydt – hvorfor vi ikke har tænkt os at betale mere, og jeg har stået og råbt om kap med den mest griske og skamløse sæk jeg længe har mødt, på hhv. engelsk og mongolsk og lidt dansk, lader hun endelig til at give op... men næh nej. Efter de har sat sig ind i bilen, kommer de begge fandeme ud igen og giver sig til at hamre på døren til hotellet hvor vi er på vej hen til. En søvnig receptionist åbner, og de begynder at råbe til hende, mens vi står paf i baggrunden og venter på at hele dette galskab skal høre op. Da de lader til at være færdige med at overbringe receptionisten de ophidsede budskaber vender de sig endelig om og kører væk. 10 min efter ligger vi begge i vores seng på hotellet og kigger hovedrystende på hinanden og bliver enige om at det til dags dato er den sindssygeste dag vi har haft.

Irkutsk og Bajkal Søen

Irkutsk - Sibiriens Paris

Sidder på en café over for hostlet i Irkutsk; Sibiriens Paris og vores sidste stop i Rusland. Her er ellers en ret hyggelig-vestlig-café indretning, men derfor er der naturligvis total knald på den evige fucking allestedsnærværende øredøvende 90'er euro trash dance tekno, som øjensynlig ALLE russere foretrækker, uanset alder, omstændighed, klokkeslæt eller anledning. Det er næsten uhyggeligt. Sidste gang i toget kunne man høre basen fra kupéen ved siden af, og vi tænkte at det nok var nogle unge der hyggede sig med en flaske vodka, men nej, det var en småbørnsfamilie med bedstefar og bedstemor (vodkaen var dog god nok) der åbenbart holdt af at høre en god gang opskruet tekno til deres togtur.

Campering ved Baikal søen
Vi er lige kommet tilbage til byen efter et par dages off-pist camping ved Baikal-søen – verdens største sø, som skulle levere 80% af Ruslands vandforsyning. Det var virkelig smukt, og det blev også til en enkelt dypper i det 7 grader varme – meget kolde – vand. De smukke naturomgivelser forhindrer desværre ikke turister i at efterlade deres skrald og smadrede flasker hvor som helst, og det skyer i øjnene og tager lidt af wild nature extreme oplevelsen. Vores nabo-campist gjorde tilgengæld et fint wild nature indtryk: Alex fra Rusland, meget høj, kronraget, muskuløs og ekstrem smidig yoga mester. Han gik konsekvent rundt i små underbukser og var ved at skræmme livet af os, da han råbte ”Hallo, I need help, come here!” Lasse gik meget modigt op til ham og det viste sig at han ville have hjælp til at få taget billeder af ham selv i forskellige højst krævende yoga stillinger i de vilde omgivelser, for at vise dem til hans yoga venner derhjemme. Han var mægtig flink og kom senere på dagen ned med bogstavelig talt et halvt træ, som han havde skåret i skoven og som vi kunne bruge til at tænde op med. Det var en næsten overvældende gestus, men også lidt beklemt når man forsøger at være så øko agtig som muligt, og andre vandrer kom forbi og så dem store mængde brænde vi så ud til at have raget til os.
Vi måtte tilgengæld bukke under for vandmasserne og er derfor kommet tilbage til civilisationen efter mere end 24 timers konstant regn.

Baikal camping

Cirkus – ikke for børn
Byens lokale cirkus er så vidt guidebogen et must, så sammen med vores to nye venner fra Schweiz, hvoraf en ene var enig i at det var ufedt hvis der var optrædende dyr med – hvilket der var, tog vi i cirkus. Første del af forestillingen virkede relativ almindelig cirkusagtig med akrobater, dyrenumre – desværre, og klovne til familieunderholdning, ikke mindst for de mindste der nød det med hoved fuld af chips og hænderne fulde af lysende plastik dimser. Pausen sluttede med lodtrækning af diverse køkkenmaskiner og stort set hele anden del af forestillingen var i det store hele udlevelsen af denne hersens teknisk rimelig ringe tryllekunstner, som må have været ejeren, for han fik lov til at fylde 40 min. ud med numre der mere end noget andet gav associationer til seksuelle fantasier a la 'Eyes wide shut'. Han var konstant omringet af 12 halvnøgne damer, der trods deres sparsomme påklædning nåede at skifte kostumer 10 gange, til forskellige temaer som understøttelse af trylletricks som virkede helt hul i hoved. Misserens afslutning satte prikken over i'et (eller cumshottet i pornofilmen om man vil) med et gigantisk springvand der ud af ingenting sprøjtede sig vej op til loftet, akkompagneret af laserlys show og teknomusik. En meget mærkelig oplevelse, og heldigvis var de fleste børn faldet i søvn til anden akt.

Børn i cirkus med hang til chips

Afsluttende scene på en nærmest ubeskrivelig anden akt

Lære nye mennesker at kende
Jeg har en blanding af admiration og afsky over for den måde mænd lader til at komme i kontakt og kommunikere på baggrund af et eller andet kønsfællesskab. Der er virkelig mange mænd alle vegne her, både de lokale man er i kontakt med men også langt de fleste rejsende, og de taler alle sammen helt automatisk til Lasse, uanset hvem af os der indleder samtalen, og de giver også kun håndtryk til ham hvis ikke det var fordi jeg demonstrativt stikker lappen frem og insisterer. Og når der så opstår en ny gruppe, så lader der også tit til at være en eller to alfa-hanner der bræger op og skal markere sig som sande chauvinister og komme med ”sjove” bemærkninger i overgrebsretning eller gang på gang råbe op og gøre alle opmærksomme på hvor hetero'er de er. ”Nå, så du er heteroseksuel? Ej, fortæl noget mere om det, det er sådan en spændende seksualitet at høre om.” Ved godt at de cool folk er dem der ikke har behov for at råbe op og man kommer til at snakke med dem før eller siden, men hold kæft hvor de andre fylder og forstår at skabe en stemning.
Og nu vi er ved brokken; folk der rejser og som stort set kun fortæller om hvor meget dit og dat har kostet dem, og hvor billigt de fik turen, maden, dykket eller hvad ved jeg – det er heller ikke til at holde ud at høre på. Det er virkelig en kunst at møde nye mennesker, og især at komme uden om de obligatoriske sætninger og komme videre til noget interessant, men heldigvis lykkes det engang imellem.

Moskva - Yekatarinenburg

Moskva
Togturen fra Skt. Petersborg til Moskva tog vi over en nat, hvilket ikke var helt nok tid til at slappe af, nyde det forbirullende landskab og komme ordentlig i snak med vores kupé-kolleger; en ældre russisk kvinde med imponerende lidt bagage og en russisk forretningsmand, som der i øvrigt er flest af blandt passagererne, og som også er dem der generelt er bedst til engelsk (hvilket godt kan ærgre lidt). Men et vældigt fint russisk tog, ”Den Røde Pil”, i en blanding af plastik-look og røvballegardiner med ponponer som passer meget godt til russisk æstetik; en blanding af noget moderne (som oftest minder om de glade 80'ere) og det klassiske med meget tingel tangel, og ikke mindst guld, og guld kommer jeg tilbage til. Det skulle så senere vise sig at togenes tilstand og udsmykning falder gradvist jo længere man bevæger sig mod Øst, men det vidste vi jo ikke endnu så vi var meget imponeret over den russiske togdrift – som i øvrigt var punktlig til minuttet hele vejen, imponerende.

Moskva er om muligt endnu mere monumental end Skt. Petersborg, og præget af at være det politiske centrum, med mange ”vigtige” mennesker der kan lide det stort, rent, ordentligt og stort. Igen forekommer noget af storheden ren kitch for en person vokset op i Nordeuropa. Toppen blev klart nået i forlystelsesparken (som jeg desværre ikke husker navnet på), der breder sig over et gigantisk areal, noget nær hele Nørrebro, spækket med pompøse guldspringvand og overdådige bygningsmonumenter. Vi var komplet overvældet, ikke mindst af den sære blanding af noget virkelig storladent og så samtidig en Bakken-agtig stemning, med arkade indretning inden i bygningerne, masser af halvforfaldne forlystelser og tilmed fadølsautomater. Senere fik vi at vide at parken oprindelig blev opført i 1920'erne for at underholde arbejderklassen, og hver bygning var en stand der repræsenterede hver sin sovjetiske region, hvor man kunne smage mad fra egnen og se kulturelle indslag. Nu kan man derimod købe sig et nyt kamera, punk-udstyr, våben og selvfølgelig plastik souvenirs. Ved parkens indgang ligger et kosmonaut museum med udstilling af den stolte russiske rumfartstradition, dekoreret med en super høj skulptur der får en til at føle det rumlige historiske vingesus.
Vi nåede desværre kun at se en brøkdel af parken, da vi havde billetter til Bolshjoi Balletten om aften, der opførte Don Quixote. Og da Lasse insisterede på at nå tilbage til hostlet for at skifte til en ren skjorte, og afstandene er noget større end man er vant til, endte det med at vi småløb hele vejen derhen (i Moskva, juli måned), hvilket resulterede i at vi sad og kampsvedte under de to første akter, godt hjulpet af manglende ventilation eller aircon. Men en virkelig fin ballet, med langt færre restriktioner for spontane klapsalver og udråb fra publikums side end man er vant til hjemmefra.

Hver kvinde repræsenterer en tidligere sovjetisk stat

Kosmonaut museets varetegn ved indgangen til forlystelsesparken

Don Quixote i Bolshoy Balletten

Ellers gik dagene i Moskva med trasken rundt i kvarterene og de klassiske seværdigheder, sidstnævnte i følgeskab med en af epidemisk mængde af brudepar, som åbenbart må og skal fotograferes foran byens attraktioner. De var seriøst over det hele og hele tiden, med deres gæster og champagneglas og fotografer der instruerede dem i positurer, det var for vildt og meget skræmmende. En anden ting der også toppede i Moskva, var mængden af limosiner, hummere, SUV's og bare gigantiske biler, vi så endda en pink hummerlimo (fik desværre ikke noget billed da vi begge frøs i en blanding af beundring og chok). I det hele taget virker det som en populær disciplin her, at flashe rublerne, guldet ses ikke kun på springvand og bygninger men virkelig også på folk.

Et brudepar bliver fotograferet i en klassisk positur paa en klassisk location

Det er svært ikke konstant at sammenligne alt man ser med derhjemme, specielt når man rejser to sammen og hele tiden kommenterer omgivelserne, og det føles som om man hurtigere afgiver dom over ting og hurtigere er videre til det næste. I hvert fald er der uendelig mange indtryk som er svære at nå at fordøje rigtigt. Jeg havde nok lidt naivt forestillet mig at det ville hjælpe på det ved at rejse langsommere og mærke kilometerne forsvinde gradvis bag en, men derfor oplever man jo ikke mindre i løbet af en dag når man er nået frem, og så er toget altid en oplevelse i sig selv. Backpackningens evige dilemma: den noget overfladiske screening og tursiten rundt, hele tiden sætte sig nye mål for hvad man skal nå og opleve, følelsen af at man nok aldrig kommer tilbage og konstant skulle omstille sig til det nye. Især her i starten af vores rejse hvor tidsplanen er fastlagt på forhånd, er der ikke rigtig mulighed for at mærke efter og blive et sted hvis man føler for det; måske senere...


Ikke langt fra vores indlogering fandt vi en smuk lille oase kaldet Advokado, en vegetarisk restaurant, hvor jeg blandt andet fik mig en vegetarisk bøf stroganov, jums.

Solnedgang fra toget mod Vest

Toget videre østpå
Rejsen fra Moskva mod Yekatarinenburg begyndte lige lovlig action packed. Vi ankom med metroen hvor man skulle være i gåaftand til banegården, vi havde så bare ikke luret at der ligger 4 forskellige banegårde op til den samme metrostation, så efter at have siddet i noget tid og kigget efter vores tognr. på afgangstavlen, begyndte panikken stille og rolig at indfinde sig og det gik op for os at vi var på det forkerte sted, men med hjælp fra adskillelige samarbejdsvillige og hjælpsomme betjente og civilister fik vi løbet det rigtig tog på den rigtige banegård op, i fuld oppakning, i 27 C, modtaget af en smilende togstewardesse, der helt sikkert har set opløbet før. Vores tilstand taget i betragtning var vi taknemmelige for at have kupeen for os selv den første strækning, så vi lige kunne dampe af i fred og nøgenhed. Turen tog lidt over et døgn, og eneste nedtur på turen var vores total amatøragtige madpakke, hvilket fik mig til at indse at en pakke citronkiks og 4 æbler ikke rækker til et døgn, selvom man for det meste sidder stille. Inden længe fik vi selskab af en buisness mand og en soldat. Førstnævnte, der ikke talte et ord engelsk, var klart den mest kommunikative og forsøgte med varierende succes at udspørge os og samtale via sin telefonordbog. Efter vi med besvær havde fået forklaret at vi var på 8 måneders rejse uden at skulle besøge 'relatives', hvilket lod til at undre, valgte han på sin telefon at spørge ”why”, og hertil kom Lasses nyest erhvervet russiske sætning virkelig til sin ret: Hи4ero [ni-che-vo] (eng. never mind). Så talte de mest med hinanden, og lod til at blive mægtig gode venner, og de bød os på pølse, bananer, the og kaffe, hvortil vi jo kun kunne gentilbyde nogle skallede kiks – amatører.

spisevogn – Vi forsøgte at afhjælpe sulten ved et besøg i spisevognen, men deres vegetariske udvalg var ikke overvældende

Yekatarinenburg
Yekatarinenburg er først og fremmest kendt for Blodskirken, stedet hvor den sidste russiske zarfamilie Romanov blev henrettet af Lenins udsendte i 1918. Desuden er det stedet hvor Boris Yeltsin startede sin politiske karriere. Og så har de et relativt kedeligt kunstmuseum (hvor jeg er sikker på at jeg så det præcis samme maleri som jeg også har set i Skt. Petersborg; en russisk kampscene, dækket af sne) og en stor sø, hvor romantiske par kan padle hinanden rundt, efter de har svoret deres kærlighed ved at sætte en lås på broen.

Street art

Jeg tror at vores mest oprivende oplevelser her, var vores hotel: Bolshoy Hotel, et nedlagt hospital, som mest af alt fik en til at tænke på The Shining, med lange slidte, uhyggeligt oplyste gange, knirkende gulve, afskaldet tapet og lugten af fugt. Badene i kælderen gav minder om badning efter gymnastik i folkeskolen, og den inkluderede morgenmad, som kunne indtages på øverste etage med russisk TV-shop kørende for fuld udblæsning, var mere end hvad jeg kunne klare: blege pølser svømmende rundt i en uidentificerbar væske, tørt brød og noget som måske skulle være ost, men som smagte af noget andet, uidentificerbart. Det hele føltes som en ganske autentisk russisk oplevelse.

Afprøvning af nyindkøbt telt på gangen i det meget uhyggelige Bolshoy Hotel

Skt. Petersborg – en russisk mundfuld

Fra Helsinki til Skt. Petersborg i minibus, som godt nok var udstyret med en guide der talte en smule engelsk, men hun opgav hurtigt at oversætte fra russisk, da hun konstaterede at en anden passager var bedre til det. Den første af mange udfordringer udi ikke at forstå hvad der foregår omkring en og ingen til at føle sig forpligtet til at informere, en ganske central del af rejseoplevelsen, som man dog lige skal vende sig til kommende fra et informationssamfund.
Så sent om aften blev vi genet ud af bussen da vi åbenbart befandt os ved grænsen, her til vores første møde med de russiske myndigheder i form af en ægte russisk isprinsesse, der med sit gennemborende blik fra bag skranken fik én til at rette ryggen og foretage en skyldbetonet mental gennemgang af hvad man måske alligevel kunne have af ulovlige ting i rygsækken. Uniformer har bare den effekt på mange af os, uanset hvilken slags og hvor man møder dem. Det gik dog.

Ankomst i Skt. Petersborg kl. 2 om natten, og ægte backpackers som vi jo ligner, besluttede vi os for at gå de godt 3 km til det udsete hostel. Ruten viste sig at gå direkte gennem det pulserende Skt. Petersborg by night, fyldt med glade og stive unge mennesker klædt på til fest. Efter hvad der føltes som endeløs vandren frem og tilbage rundt om de samme to blokke, fandt vi endelig et mikroskopisk skilt til deres dørtelefon (hvilket skulle vise sig at være et spøjst gennemgående national karakteristika, nemlig at der ingen skiltning er what so ever til hostels), så ind gennem porten, over gården og op ad trappen, hvor vi må skærve over to unge fyrer der helt bogstaveligt var gået kolde på trappen og lå i hvad der så ud til at være meget ubekvemte stillinger hen over flere trin. Velkommen til Rusland.

Et par dages sightseeing giver naturligvis ikke ret til at drage de store konklusioner, men Skt. Petersborg er absolut en by, hvor det er svært ikke at være optaget og blive blændet af stereotyper og fordomme. Det pompøse, storladne og til tider vulgære er overvældende og det kræver en indsats at fokusere væk og uden om. Bygningerne, springvandene, statuerne, firhjulstrækkerne og de allestedsnærværende limo'er. I backpacker biblen, a.k.a. Lonley Planet, står der at det er etikette i russisk kultur ikke at flashe sin rigdom... men det var måske så nok på landet eller øst på det gjaldt, for det lod absolut ikke til at være noget de lokale petersborggensere var tynget af.
Og apropos de lokale: Kvinderne er generelt ikke bange for at stase sig ud og mændene viser gerne muskuløse overarme i stramme undertrøjer og tykke halskæder. Okay, fuck diplomatiet: damerne er for vilde, det er fuld afblegning, så meget pink som muligt, nedringet, stramt og hæle der kræver stiger at komme op på. Fyrene ligner små GI Joes med karseklip, ude på druk og ballade – selvfølgelig ikke alle, men de er bare så meget mere synlige, apropos ikke at kunne se uden om fordommene. Og det vækker ens egen forargelse og småborgerlige ej-burde-de-ikke-tage-noget-mere-tøj-på-og-drikke-noget-mindre”bekymrethed”.
Og så smiler de jo ikke til en, med mindre der er en grund til det. Det skal man godt nok lige vende sig til, men egentlig virker det meget ærligt og userviceminded. Ligesom når man går ind i en butik; ekspedienten overfalder ikke en med påtrængende tilbud om hjælp, næh, hvis man vil spørge om noget skal man selv henvende sig og kan sagtens blive mødt af suk og lettere irritation over at man forstyrrer midt i neglelakering eller mobilsnak.
Men alle dem vi så er kommet i snak med, har vist sig at være mægtig flinke og hjælpsomme. Der er bare en vis hårdhed over folks attitude som skal tilpasses turistens af og til overdrevne behov for at udvise høflighed og ikke komme til at overtræde de lokale skikke. Tænker at det komme med tiden når man har været på farten i noget tid og man føler sig mere hjemmevant i rollen som konstant fremmed, uvidende og ny i de lokale do's and don'ts. Det er vel også rejsens mål: tage det nye ind, tilpasse sig men samtidig fastholde det gode man selv bringer med sig – if value then copy. Spøjst med al den energi der går til at indoptage de lokale skikke og udvise intelligent høflighed, når man konstant bliver konfronteret med uvante situationer: er det fx i orden at de 2 unge russiske piger i vores dormatory lakerer negle og parfumerer sig inde på værelset? Eller at fyren der står for hele barens underholdning kommer forbi og tager en tår af ens øl? Eller at pigen der gør rent på hostlet støvsuger ind i dine fødder under bordet eller rammer dig med glasrensspray i fjæset når spejlene på toilettet skal gøres rent åbenbart tvingende nødvendigt præcis en halv time inden check-out hvor alle er ude og børste tænder?

Floden Neva by night

Eremitagen by night

Kirke

Alkohol til hverdag og fest
Som gode turister skal vi naturligvis også kaste os ud i den meget anerkendte disciplin her, nemlig at tyle så meget vodka som muligt under middagen. I vores living on the edge turisme fik vi en eftermiddag forvildet os ud på en af byens kæmpe store veje, hvor der absolut intet var at kigge på, og kvarteret tog mere og mere form af buisinessområde med eksklusive forretninger og dyre restauranter. Men vi var sultne og besluttede os for en excecutive dinner og gik ind i noget der lignede et lille relativt betaleligt spisested.

Der var kun os og så et mindre russisk selskab bestående af 5 skjorteklædte herrer og en enkelt yderst velklædt og -sminket dame, hvoraf sidstnævnte viste sig at være partner/kone til ham der sad for bordenden og som enten var fødselsdagsbarnet, den forfremmede, fyrede eller andet der påkaldte sig en værdig fejring. Det var klart en af de situationer hvor man ærgrer sig over at ikke at kunne forstå hvad der bliver sagt, så vi brugte lang tid på at finde ud af hvad der mon foregik, med stødt stigende inspiration i takt med at vodkaglas blev fyldt op og tømt. Vi mistede snart tællingen med hvor mange madretter der røg ned hos det lokale selskab, men til gengæld holdt vi skarpt øje med mængden af drikkevarer: urfh! 3 liter vodka, 2 flasker champagne, hvidvin og noget rødt stads serveret i karafler. Der blev skålet flittigt (da vodka kun må drikkes i forbindelse med en skål (står der i bibl.. Lonley Planet)), holdt taler, grint højlydt og røget godt igennem. Vi fik resoneret os frem til at ham i den røde skjorte måtte være chefen, givet den noget kommanderende tone og lange taletid, og han lod til at blive mere og mere kærlig over for fødselsdagsbarnets kone som festlighederne skred frem. Det hele endte dog relativt fredeligt med at den fejrede fik et nyseanfald, til selskabets store morskab og lidt efter forlod gæsterne etablissementet. Tilbage sad fødselsdagsbarnet og nyste og svedte, heldigvis bakket op af sin kone der forsynede ham med servietter i en lind strøm, inden de også stavrede ud, hende naturligvis i et par ordentlige stilletter, hvilket til stadighed må imponere en udlændinge, at der ikke ses flere indbundne ankler på gaden.

En aften var vi på bar. Et relativt talentløs band spillede op til dans med diverse covernumre (som selv jeg kunne synge med på), til stor jubel for det pakkede dansegulv, der organiserede sig strengt i parformationer (af hetero karakter forstås). Sekundet bandet holdt pause og de velkendte poptunes bragede ud af anlægget var der derimod ikke nogen der gad danse. Lidt ærgerligt for underholdningsværdien. Til gengæld var der lige lidt for meget action kort efter, da en fyr lige pludselig besluttede sig for at smadre en anden i gulvet og kun nødigt lod sig trække væk da han var i gang med at sparke den anden der lå på gulvet og blødte ud af et flækket øjenbryn. Svært at sige hvad der var gået forud for optrinnet, og ikke mindst hvad der udløst at et par stamgæster/selvudnævnte udsmidere kom hen og gav overfaldsmanden håndtryk og klap på skulderen, alt imens den anden blev slæbt ud. Er sikker på at denne slags optrin sker hele tiden, også derhjemme, men efterfølgende lagde jeg mere mærke til alle de folk på gaden som går rundt med rifter, mærker og sæbeøjne og det er altså en del. Ikke mindst er det iøjenfaldende hvor mange kvinder på gaden der ”er gået ind i en dør” og som egentlig ikke lader til at gøre noget for at skjule det. På den måde virker her mere råt.

Toget
Ifølge vores research hjemmefra kunne man som udlændinge ikke købe togbilletterne undervejs på den transsibiriske jernbane, så derfor var hele den første del af vores tur fastsat på forhånd, fra Skt. Petersborg til Beijing. Det viste sig ikke at være sandt, naturligvis er det ikke så ligetil altid at finde rundt i de forskellige afgange og priser på lokale banegårde, specielt ikke steder hvor det er umuligt at finde en engelsktalende person, men muligt det er det. Desuden havde rejsebureauet også udelukkende tilbudt os valget mellem 1. og 2. klasse; 1. klasse er en 4-pers kupé som deles af 2 personer, på 2. klasse deles samme kupé af 4 personer, men der findes også 3. klasse, som er åbne vogne, hvor der er plads til en 70 personer i køjesengene. Derudover er der på strækningen både russiske, mongolske og kinesiske toge, med hver deres personale og serviceniveau, men ellers minder de ret meget om hinanden.

Vores billet lød: Skt. Petersborg – Moskva (5 dage) – Yekatarinenburg (4 dage) – Novosibirsk (6 dage) – Irkutsk (5 dage) – UlanBataar (30 dage) – Beijing

Jo flere gange man har været ombord på toget, des mere styr bliver der på etikketten. Vi var stort set hele turen på 2. klasse, hvor man sidder 4 mennesker i en lille aflukkelig kupé med 2 køjer over for hinanden med et lille bord i midten. Den der har overkøjen har ret til at sidde på underkøjen i løbet af dagen, men skal gerne kravle op på sin plads når den anden vil sove, hvilket gerne er ved 11-12 tiden, hvor lyset slukkes (så kan man altid tænde sin egen læselampe). Hvis man er i kupé med en ældre medpassager tilbyder man sin underkøje, da man alligevel skal have en smule smidighed for at kæmpe sig derop, og så skal man helst ikke lide af højdeskræk for at få en god nats søvn. Man får altid udleveret sengetøj og tæppe, som alt sammen skal leveres tilbage til togstewardessen kort tid inden man når sin destination, og personalet skal nok være behjælpelige med at vække en så man kan komme af det rigtige sted.

Vores russiske tog fra Skt. Petersborg til Moskva: Den Rode Pil

I samtlige vogne findes en brændedrevet vandvarmer, hvor man kan få varmt vand dels til sin the/kaffe men langt mere essentielt til sine potnuddles (som man nok skal nå at blive træt af)

Der kan godt herske lidt elevatorstemning i begyndelsen når man sidder 4 fremmede mennesker over for hinanden i et ganske lille rum, men sædvanligvis udvikler der sig en eller anden form for samtale som timerne går. Også når man ikke taler samme sprog. Flere gange oplevede vi, at de folk der talte mindst engelsk var de mest ivrige efter kommunikation, og de var klart også dem som vi var mest ærgerlige over ikke at kunne få historier fra. Tilgengæld lod det til at toget er et velegnet mødested for nye lokale venner. Flere gange oplevede vi at folk der virkede helt ukendte over for hinanden i begyndelsen af rejsen, virkede mere og mere venskabelige som kilometerne blev tilbagelagt, og udvekslede data og familiebilleder.

Fra KBH til Rusland - powersightseeing

Vi har læst et sted, at flyve til Moskva for at tage den transsibiriske jernbane, er som at deltage i et maraton men blive kørt de første kilometer. Det lyder ganske fornuftigt og da vi er så privilegerede at have mægtig god tid til rejsen, besluttede vi os for at nå til Skt. Petersborg uden at gå ombord i et fly. Det lykkedes også, omend med en fejlmargen i planlægningen på en 5 dage, hvilket betød at planen om stille og rolig at bane os vej gennem Sverige og Finland, blev til et lynvisits; en enkelt dags sightseeing i Stockholm (som betegner sig som Skandinaviens hovedstad – det vidste jeg ikke), færgen til Turku samme aften (som betegner sig som Skandinaviens kulturelle hovedstad – det vidste jeg heller ikke) hvor det igen kun blev til en enkelt dag, og det samme med Helsinki. Man følte sig lidt som en yankee der did all of Europe in just 3 days.

”Firestarter” i Turku

Skærgården ved solnedgang – med luftballoner

Opsamling part II: en takketale / Concluyendo parte II: Discurso de agradecimiento

Jeg forlod nu Uruguay for 3 dage siden, og mentale rejser foregår i et mærkeligt sammensat tempo; på den ene side vender jeg mig utrolig hurtig til at være et nyt sted, og samtidig tror jeg at der vil gå lang tid før jeg rigtig kan slippe taget eller det slipper mig, eller hvordan det nu hænger sammen. Ikke desto mindre skal denne blog jo afsluttes, og jeg tænkte; hvad mere passende end en takketale, så aqui va:

Tak Uruguay for den overvældende hospitalitet og åbne velkomst du har vist mig.

Tak til de umådelige hjælpsomme og tålmodige buschaufører, der på trods af myldertidstrafik og meget udenforstående spørgsmål altid svarede høfligt om vej, stoppesteder og turistattraktioner.

Tak til IMM (Intendencia Municipal Montevideo (kommunen)) for ikke at reparere fortorvene og ikke shine byfacaden op til den grad af kvalmende pænhed som jeg kender fra København.

Tak for kaos og manglende behov for at kontrollere alt og alle, for at lade de hjemløse sove overalt i byen, for at lade folk sidde og hænge ud foran butiksvinduer, på trappesten, foran banken, for at lade gadehandlerne udfører deres erhverv i fred.

Tak for tilbagelænetheden og den afslappede attitude der gør stressede folkeslag til skamme.

Tak for markederne, der samler folk på tværs af klasser og interesser, og hvor man kan finde ting som man ikke troede eksisterede og ting som man ikke troede nogen hverken ville kunne finde på at sælge eller købe. Og så selvfølgelig de obligatoriske tortas fritas.


Tak for barerne, der lader ambulante gadesælgere og ander mere makabre serviceydere (som den bekitlede mand der tilbyder at måle ens blodtryk) komme ind til gæsterne.


Tak for Los Tupamaros som viste hvor bredt og folkeligt forankret en militant oprørs- og frihedsbevægelse kan være.

Tak for at lade folk med deres idealer intakte komme til den parlamentaristiske politiske magts centrum.

Tak til min mor for at have holdt kontakt til alle de vidunderlige mennesker jeg mødte og som åbnede deres hjem og delte deres fjerne og nære historier med mig.

--------

Hace 3 días que deje al Uruguay, y los viajes mentales se desenvuelven en tiempos raramente compuestos; por un lado me acostumbro rapidísimo a un nuevo lugar, y al mismo tiempo pienso que demoraré mucho tiempo hasta que pueda soltar, o que me suelte, como será. No obstante este blog se tiene que redondear, y he decidido que lo mas adecuado para esto sería una lista de agradecimiento, así que aquí va:

Gracias Uruguay por la tierna hospitalidad y bienvenida que me distes.
Gracias por la amabilidad y paciencia de los choferes de bus, que a pesar del trafico de pico y las preguntas desinformadas siempre informaron cordialmente sobre dirección, paradas y atracciones turísticas.
Gracias al IMM (la municipalidad) por no reparar las veredas y no pulir las fachadas a una extensión exagerada como la conozco de Copenhague.
Gracias por el caos y la falta de necesidad de controlar todo, por dejar a la gente sin techo dormir en las calles de la ciudad, por dejar a la gente sentarse afuera de las tiendas, en las escaleras, delante de los bancos y por dejar a los vendedores callejeros tener su comercio en paz.
Gracias por la tranquilidad y actitud relajada que realmente llega a envergonzar a otros pueblos.
Gracias por las ferias, que junta a la gente de todas clases, y donde se encuentran cosas que no se imaginaban que existían o que alguien se le ocurriera vender o comprar. Y claro también gracias por las tortas fritas.

Gracias por los bares, donde los vendedores ambulantes y otros tipos de vendedores de servicios mas raros pueden acceder y tratar de ganarse la vida (como por ejemplo el hombre que va por los bares ofreciendo a la gente medirles la presión)
Gracias a los Tupamaros que mostraron como un movimiento amplio y popular pudo llevar una resistencia armada, luchando por la libertad.
Gracias por dejar a gente que siguen manteniendo sus ideales llegar al centro del poder de la política parlamentaria.
Gracias a mi mamá por haber mantenido el contacto con tanta gente maravillosa a la que me encontré y que me abrieron sus casas y corazones, compartiendo sus historias recientes y lejanas conmigo.
Gracias.