So pinoy

Lige så snart man ankommer til et nyt sted, forsøger man at indkorprere de lokale skikke, i høj grad for ikke at give indtryk af lige at være faldet ned fra månen og for at udvise kulturel intelligens og respekt. Men næsten lige så hurtigt forsvinder den umiddelbare forundring over de nye og til tider uforståelige customs. Så efter noget tid kan man være blevet blind overfor stedets unikke karakteristika og det kræver en anstrengelse at genkalde sig, hvad der ved første møde faldt i øjnene, om man så hen ad vejen har forstået bevæggrunden eller ej. Her en anstrengelse over pinoy (slang for philippino) kultur:

.) ”Ma'am, sir”. (Sagt hurtigt lyder det mest som 'momse') Overalt i landet bliver man tiltalt på denne, for eget vedkommende, ganske ukomfortable facon, ikke mindst når en ældre person insisterer på at kalde en 'ma'am'. Det er naturligvis en høfligheds ting, men tænker at det må oprinde fra den USA'ske evigt enerverende ”servicemindedhed” og filippinerne er generelt ikke bange for at lade sig influere af yankee'isme. Tilgengæld støder man også ofte ind i den diametralle modsatte reaktion: nedadgående skuldre, tilsat et langt suk som svar på at man beder om en service som etablissementet ellers reklamerer for.


.) Transpersoner. Det er imponerende hvor mange transfolk man ser over alt i landet, mest dodong/dongshes som er biomænd med udtalt feminine udtryk, og det trods den magtfulde katolske kirke, som jo ikke ligefrem er kendt for at opildne til kønsmæssig og seksuel diversitet. Samtidig fortalte en artikel forleden at den filippinske højesteret havde frikendt en dommer, som var blevet afsløret i at være bøsse. Frifindelsen blev begrundet ved, at man ikke nødvendigvis kunne være sikker på, at en homoseksuel ville opføre sig, og i dette tilfælde dømme, umoralsk.


.) Humor. Filippinerne udviser generelt stor selvironi og det lader til at man må gøre grin med alt, så hvis man overvejer et visit til landet, må man være forberedt på at blive grint af.

.) Gestikulering for at pege. Trækken hoved tilbage med hævede øjenbryn og pege med læberne. Det ser utrolig hovski-snovski ud for en nordboer, men igen når man har vænnet sig til det, føles det ret fedt at gøre det selv.

.) Mandlig t-shirt mode. Gerne inden for håndværkere og arbejdere generelt udvises der stor opfindsomhed i at bærer t-shirten på alle mulige andre måde end oprindelig tænkt. I høj grad som værn mod solen og funky ser det ud. Desuden ynder filippinske mænd, der vel at mærke har formået at oparbejde en vom ad tilstrækkelige dimensioner, at flashe denne ved at rulle trøjen op over maven og strutte noget så fint omkring.

.) Balut. Et ca. 20 dage gammelt andefosteræg, utrolig traditionel spise, ikke mindst som lækker snak når man drikker øl. Man skal dog passe på ikke at overdrive festlighederne da et overforbrug medfører forhøjet kolesteroltal. Og nej, det problem løb jeg ikke ligefrem ind i.

.)Bimpo'en. Et lille håndklæde som normalt bærers foldet over t-shirtens krave i nakken, og som bliver brugt til at tørre sveden af ansigtet, dække hoved for solen eller andet. Det er virkelig udbredt og bærers af såvel store som små pinoys.

.) Tricycles. Enten en cykel, men oftest en motorcykel, hvorpå der er fastspændt en vogn, hvor man kan sidde mellem 1 og ∞ afhængig af hvor meget man er villig til at klumpe sig sammen. Det lader til at hver filippinsk ø har sin egen tricycle model og det er absolut et must at lade sig transportere rundt i.

.) Jeepneys. Et syn for guder, der bliver ikke sparret for dekorative airbrush motiver i en stor pærevælding. I jeepney'en skal man bukke sig for at komme ind og af en for mig stadig uopklaret grund, vil alle helst sidde bagerst, så tæt på indgangen/udgangen som muligt, hvilket gør at flere skal mase sig igennem den sparsomme midtergang. Tilgengæld lever de helt og holdent op til mottoet 'der er altid plads til en til'.

.) Pinoy arbejdsmentalitet. Hele den danske anti-stress industri kan godt gå hjem og ligge sig, for filippinerne har sku forstået det. Så alle jer derhjemme, som simpelt hen ikke kan sove fordi I enten bliver revet rundt på arbejdet eller bare ikke selv kan finde ud af at sige stop: GØR SOM FILIPPINERNE OG TAG EN (GERNE FLERE) SIESTA PÅ JOBBET.

Og her er den så, som lovet: sidste skud på Lasses tatoo stamme. Pinoy under my skin.

Nuts Huts og Camiguin Island

Philippinsk bureaukrati

Fordi vi jo elsker Philippinerne (hvis landkort Lasse i øvrigt har fået tatoveret på bagbenet... det må vi huske at tage et billed af også) var vi nødt til at forlænge vores visum endnu engang. I god tro havde vi regnet med at få det ordnet i Tagbilaran, men da vi ankom til det lille Immigration Office, fik vi at vide, at turister der bliver mere end 59 dage, skal have et særligt plastic kort, som så koster en ekstra 60 USD og i øvrigt tager mellem 3-4 uger at få lavet. "Men vi skal kun være her 2 uger mere, så hvordan kan vi nå at få kortet?". "Sorry ma'am, sir, orders from Manilla." "Jamen....". "Sorry, ma'am, sir." Så var der krisemøde i vores lille rejsegruppe. Skulle vi ingenting gøre og dukke op i lufthavnen om 2 uger og forsøge at forklare at vi havde prøvet at forlænge vores visum, eller skulle vi tage til Cebu som er landets næststørste by og håbe på at de havde mulighed for at tage sig af denne ekstreme sag, hvor et par turister har besluttet sig for at være 2 1/2 måneder i landet...? Vi valgte den sidste løsning, så rejseplanen blev lavet om, og vi tog tilbage til Cebu, tidsnok til at nå på Immigration Office og i øvrigt hente Tim (Lasses kompagnon som havde taget den glimrende beslutning at slå sig til rejseholdet i Philippinerne i små 3 uger).
Da vi ankom til Immigration Office i Cebu, blev vi stoppet af vagten: "Sorry sir, not allowed" sagde han og pegede på Lasses korte bukser. På Philippinerne må man nemlig ikke vise sig i officielle bygninger iført shorts, og det havde Lasse glemt. "What about me, can I go in?" spurgte jeg, også iført shorts, hvortil han gav mig elevatorblikket og svarede med et træk på skuldrene "You can try". Så det gjorde jeg, og udover at have ramt frokostpausen - hvor kontoret ikke lukker, men alle medarbejderne tilgengæld forsvinder i en times tid - så gik det smertefrit og vi fik vores forlængelse, uden at betale for det særlige kort.

Junglen på Bohol

Med en 50%'s forøgelse af holdet (nu hvor Tim havde joinet os), tog vi busen til stranden Moalboal på øen Cebu, en strand med ry for god dykning og chillet atmosfære. Dykningen var vældig fin og vi fik spillet masser af pool om aften, som det hører sig til.

Næste stop: Bohol - igen, men denne gang ind i landskabet istedet for ud til stranden. Den store turistatraktion her er Chocolate Hills, som er landskabet af en masse bløde bakker der det meste af året er brune. Det nærmeste og mest anbefalet logi for at se dette landskab er et jungle retreat kaldet 'Nuts Huts', som man når til fods efter en god 30 min's gå tur via skov-/junglesti, for vores vedkommende i total mørke og godt smattet givet mange dages regn op til. Men frem kom vi, og det er et mægtigt fint sted med masser af dyreliv, hytter og en god restaurant med hængekøjer. Om aften føler man sig virkelig i junglen, ikke mindst på grund af lydscenariet, hvor man kun kan gætte sig til hvilke dyr der står bag de mærkeligste lyde. Om dagen bliver man ved frokosttid mindet mere om civilisationen i form af de frokostbåde, der i en lind strøm flyder forbi floden der løber langs retratet, hvor de giver den god gas med live-cover bands og lidt karaoke hvis man er heldig, uanset hvad så spiller de højt.
Her blev vi en lille uges tid, dog uden af formå at få set Chocolate Hills, men tilgengæld fik vi ligget en del i hængekøjer.

En tilfældig kirke på vej fra et sted til et andet... men pæn ser den ud

Oplysning langs floden ved Nuts Huts

Mere oplysning...

Banana blomst uden for vores altan

På vej videre, igen

Yes, the one and only: The Loveboat. Hvis nogen skulle savne den fra de glade 80'ere, så huserer den altså her på Bohol i bedste velgående

Camiguin Island

Enhver philippiner som man nævner øen Camiguin (udtales come-again) for, nikker og siger "yes, very nice island", og det er sandt. Lasse har under hele rejsen talt om øen som 'hvis jeg skulle bosætte mig udenlands skulle det nok være på Camiguin'.
Mere eller mindre tilfældigt endte vi på Jasmin by the Sea Guesthouse, som nok har set sin storhedstid år tilbage, men som nu køres af et vældigt afslappet crew. I restauranten kunne man få morgenmad fra 8-11 og hvis man ville have aftensmad skulle man bestille inden middag, og så kunne man vælge dagens ret, som så skiftede en gang i løbet af de 10 dage vi var der. De serverede ikke for ikke-logerende og eftersom der var 4 hytter/rum i alt, var der generelt ikke særlig meget run på. Om aften var der ikke servering, så køleskabet var blot fyldt op med bajere og så var det høflig selvbetjening. Det passede os mægtig fint, og det eneste man kunne være bekymret for, var at komme til at vække nattevagten når man kom sent hjem.

Vi havde lejet motorcykler stort set alle dagene, så vi kom rundt og se øen.

Sunken cemetery, på øen er 7 vulkaner og for år tilbage sendte et vulkanudbrud en af kirkegårdene i havet

Udsigt...

Old Volcano. Langs stien er opsat 13 skulpturer der illustrerer Jesu lidelser fra dom til opstandelse

Bemærk straffen for at ryge 3. gang på den gamle vulkan

Katten med de blå/grønne øjne

The new hard kids on the block, on the streets of Mambajao

De elektriske installationer holder ikke op med at betage mig

Vandhund i sit element i Arden Hotsprings

Tim og Cemedor

Fisker med hat der matcher båden

Hanekamp, hvor de heldigvis ikke havde fået knive på den ene fod, som de ellers har når det er rigtigt

Tim med den lokale øl Red Horse på vores stambar, hvor de hilste os velkommen ved navn efter det første besøg, og hvor vi endte med at tilbringe stort set alle aftnerne. Super søde folk, eneste klage kunne være over Celine Dion hver aften

Lasse forsøger forgæves at få barhunden Britney til at posere. En utrolig sød og ulydig hund, dog med et stort inkontinens problem

... Dodong, bartenderen, er den eneste Britney adlyder

Lige inden vi forlod øen, nåede vi at se på en grund, som er til salg og som Tim og Lasse kunne være interesserede i at købe. Vi fik på et hængende hår talt med sælgerne og fik papirene med i rygsækken, så nu skal de to, sammen med en kammerat mere, tale om hvorvidt de skal til at købe jord på øen Camiguin - navnet er jo ikke for ingenting...

Badeferie

Så gik der badeferie i den... og i samme ånd formindskedes skrivelysten, men I skal ikke snydes for billeder af, hvor smukt der er på Philippinerne og hvor solbrændte vi bliver.

Borocay
Hvid strand men alt for mange danske og rusiske turister

Sugar Beach, Sipilay
En lille uge i perfekt resort i hytte på stranden, med god restaurant, bar og poolbord og søde folk.

Dumagete
En hyggelig by, og den bedste bar ligger sammen med tankstatioinen, den hyggeligste tankstation - som der så ikke er nogen billeder af, da kameraet ikke er gearet til at tage med på druk.

Siquijor
Øen er utrolig smuk og i parken ligger Russel og Helens restaurant hvor man kan få de bedste OG STØRSTE burgere som hidtil har spist.

Mig og Helen

... og Russel

... og Rosita