Vientiane og resten af Laos

Vientiane
Så nåede vi til hovedstaden. Den minder lidt om den mongolske, Ulan Bataar, i dens æstetiske ambitioner, lige så snart der ikke er tale om en decideret turistattraktion, lader skilte, vægge, parkeringer og andet der fylder gadebilledet til at være smidt op mere eller mindre tilfældigt. Størrelsen af bilerne er ligeledes som i UB, kæmpe Lexus'ser og SUV'er, der dog for det meste ser spritnye ud, hvilket nok hænger sammen med befolkningens trang til at parkere deres biler – og motorcykler – inde i selv huset, ikke i garagen, men inde i stuen/soveværelset/spiserum/... resten af de domestiske funktioner udover toilet og køkken.
Ved første rundtur i byen da vi ankom, temmelig sent, slog byen mig som et alt for varmt og afvisende sted, nok også noget at gøre med det guest house vi havde slået os tilfældig op på i guidebogen (fra 2007) og indlogeret os på, hvor rummet godt nok havde eget bad og toilet, men ingen vinduer (udover til gangen hvor neonrørene glødedet 24-7), lugt af indelukket, fugt og nygammel maling og en madras som kræver at man advarer sin makker før man vender sig, ellers kan denne let ryge over bord. Ja, og så ville vi nyde en stille øl inden sengetid, hvor vi blev ædt af myg til en halvlunken BeerLao, argh.
Men heldigvis, heldigvis, er der altid en ny dag at begynde forfra på, og dagen efter fik vi indlogeret os i backpackercentralen Mixay GH (med vindue ud til gaden), midt i turisthelvede med dejlig mange cafeer og restauranter med mulighed for oste og rigtig nice kaffe (fransk kolonialisme længe leve), barer, små butikker og halløj lige ved siden af Mekong Floden og den dertilhørende park, hvor vi skulle spenderer mange af vores aftner i hovedstaden.
Vientiane må være på top 5 af verdens mindste hovedstæder, godt 300.000 indbyggere og der er ikke et højhus at finde.

Parken langs Mekong floden

Aerobic by evening - som jeg deltog entusiastisk og ekstremt svedigt i 2 gange

En tilfaeldig bygning med seriost udsmykning

Its art - ved byens varetegn: That Luang Stuba

That Luang i mere fuld storrelse

Afslapning

En lokal the sort med et vaeldigt opfindsomt navn

... kan ikke lige komme paa en passende kommentar - men det er triumfbuen i baggrunden

Vi var et visit på COBE centret, som står for meget af rehabiliteringsarbejdet med folk, der er blevet skadet og lemlæstet af de mange bomber, der stadig ligger rundt om i landet. De har et relativt godt ry og lader til at have faciliteterne til at nå ud til virkelig mange mennesker, der har brug for proteser og optræning. På centret har de blandt andet en sportshal for handikappede, værksteder hvor de producerer proteser og en udstilling for besøgende omkring deres arbejde. Igen var det en bevægende oplevelse at blive konfronteret med landets voldelige historie.

En aften spiste vi sammen med Karen fra USA, der har arbejdet i byen i 8 mdr, i en NGO som udfører en eller anden form for community work, som jeg ikke helt fik fat på hvad gik ud på konkret. Hun fortalte at der foregår megen kontrol fra myndighedernes side, fx var en af hendes venner, der arbejder med at oversætte gamle buddhistiske skrifter for den tyske regering, og som derfor rejser meget rundt i landet, blevet indkaldt til ”samtale”, hvilket ikke havde været specielt ubehageligt i sig selv, men vist mest for at minde ham om at de holdt øje med ham. Hans lokale kollega var tilgengæld blevet behandlet vældig hårdt under sit forhør og havde fået forbud mod at fortsætte sit samarbejde med den tyske forsker. Karen fortalte også om regeringens store plan som er under fuld iværksættelse, om at ”specialisere” de forskellige provinser i landet, for at optimere sine indtægtskilder, fx i en turistprovins, en landbrugsprovins eller en form for frihandelsprovins, hvor man har kasinoer. De lokale har dog forment adgang til spillehallerne, men så kan turisterne (mest thai) spille deres penge ind i landet. Arbejdskraften her er også udenlandsk (vietnamesisk og kinesisk) for så kan man åbenbart se igennem fingrene med overholdelse af arbejdsvilkår og mindsteløn. Hvem sagde at kommunisme ikke kan indeholde en god omgang neo-liberal kapitalisme.

På nationalmuseet, hvor man desværre ikke må tage billeder, handlede stort set hele udstillingen om den moderne nationale historie om den franske kolonialisering og USA's imperialistiske krig fra midt 60'erne, og der er ikke lagt fingre imellem i retorikken. Fjenden omtales konsekvent som 'det imperialistiske USA og dets marionette', og de nationalistiske kommunistiske kæmpere som sande helte, der møder jubelmodtagelser fra pøblen overalt hvor de kommer frem. Det var lige i overkanten af hvad man er vant til af åbenlys propaganda, og når det nu er fra 'den anden side'. Der var også en lille vitrine med fangster fra politiets narkotikaafdeling. Også her blev det grundigt forklaret hvem der var fjenden; 'routhless criminal outkasts' var disse stoffer blevet konfiskeret fra af vores venner 'the heroic drug policeforce'. Okay, den er sevet ind.

Tadlo
Efter et par dage hver for sig, mødtes vi igen i Pakse og rejste videre til den lille by Tadlo, som er noget så idyllisk og tilbagelænet. Her fik vi to dages konstant regnvejr, hvilket gav rig mulighed for at få kværnet næsten hele 5. sæson af 'Six Feet Under', som vi har haft med os stort set hele turen og som er en mægtig anbefalelsesværdig serie, hvis man lige har 45 min x 12 episoder x 5 sæsoner. Det er næsten som at have haft ekstra rejsepartnere med og vi er total hooked.

Men det holdt så også op med at regne, og vi lejede os en scooter og tog rundt i området og så på flotte vandfald.

Tadlo water fall

Dette vandfald skulle ifolge guide bogen vaere over 100 m og det hojeste i landet. Ved ikke helt med de over 100 m...

De "100 m" nedefra

"Den bro ser altsaa lidt dodgy ud"

"Ja det gor den godt nok"

"Okay, vi gor det"

Don Det – en party ø udaf 4000
Sidste stop i Laos, 4000 Thousand Islands, helt sydpå op til den cambodjanske grænse. Vi var blevet sat hængekøjer og bungalows med udsigt over vandet i sigte, og der skulle efter sigende også være rig mulighed for fest... og det var der, det hele var der.
Vi er landet på øen Don Det (her kan man få en t-shirt med: 'Been there Don Det') og vi bor på Sunset Side, i en bungalow med – desværre kun én – hængekøje med udsigt over Mekong Floden, vores tro følgesvend siden det sydlige Kina. Jeg skal ikke kunne sige om der reelt er 4000 øer, men det er et mægtigt fint sted, hvor fiskerbådene triller forbi jævnligt og der er god mad og hæng-ud steder. Nå ja, og så er der jo festerne, det er hver aften og det lader til at her er et relativ fast crew af fyre som står for det, og som er utrolig entusiastiske om deres promovering. Vi har været til et par af dem, og det er jo svært at sige om det er alderen der trykker, eller musikken bare ikke spiller som den skal. I hvert fald er det svært at svinge sig op til at gå amok på dansegulvet til halvdårlige beats eller for den sags skyld deltage i spray maling af hinanden... det er nok alderen. Tilgengæld er der reggaebarer hvor de udøver en vældig liberal politik og så er det vel okay at lægge øre til Bob Marley – igen, for ever.
Helt undtagelsesvis har jeg faaet lov til at ligge i haengekojen, da den ellers stort set hele tiden var optaget

Vores udsigt

Mere udsigt

Det oprindelige tog som de franske kolonialister bragte til oerne og byggede saa en jernbane forbindelse mellem to af oerne - hvorfor er stadig et mysterium for os

Phonsavanh - en brat øjenåbner

'Plain of Jars' er byen Phonsavanhs primære seværdighed, havde vi læst. 'Plain of Jars' er 3 forskellige områder med store stenkrukker eller -kar som dateres 2000 år tilbage og hvis funktion forbliver et mysterium, bud på hvad de oprindelig blev brugt til er urner, eller opbevaring af Laolao (whisky) eller ris.

Plain of Jars

Jar-hugger

Den Hemmelige Krig
Men derudover så er regionen også nærhistorisk interessant da det er et af de tættest bombet områder i verdenshistorien.
Under USA's krig mod Vietnam formåede amerikanerne fra '64-'73 at smide omkring 300 mio tons bomber over Laos ganske uofficielt i 'Den Hemmelige Krig'. Det gør Laos til verdenshistoriens mest bombede land nogen sinde, og krigens rædsler fortsætter med at sprede død og ødelæggelse den dag i dag. Der blev nemlig kastet et utal af klyngebomber, bombies, hvor man estimerer at 10% af disse endnu ikke er detoneret (de såkaldte UXO – unexploded ordnance) og derfor ligger spredt ud over landet, blot ventende på at nogen træder på dem, forsøger at åbne dem eller vil lege med dem – de kan nemlig være malet i kraftige farver så de ligner frugter og pirrer børns nysgerrighed.
USA's begrundelse var at forhindrer vietnamesisk brug af Laos som rekruttering, forsynings- og flugtvej, så de fleste bomber blev kastet over den sydlige del af landet, Ho Chi Min trail, og i Phonsavanh regionen i det nordøstlige. Her foregår derfor et stort kontinuerligt oprydnings- og oplysningsarbejde for at minimere de tusindvis af uheld der sker årligt, der lemlæster og dræber lokalbefolkningen.
Al denne info fik vi dels på en guidet 1-dags tur og dels via dokumentarfilmen Bombies (højest anbefalelsesværdig: http://topdocumentaryfilms.com/bombies-the-secret-war/), som vi så på Kong Keo's guest house.

Fra venstre: Vores guide forklarer om minerydningsarbejdet on the spot til vores turist kolleger Reinhart (østrisk tjener på luksushotel) og thai husbond (hvis navn vi pinlig nok ikke kan huske)

Lasse i et bombekrater

Nylig clearet område, læg mærke til tætheden

De lokale udnytter de nedfaldne bomber til lidt af hvert. Her i 'bomb village' et plankeværk af cluster bomb shelds

Og et fuglehus, ligeledes bygget på cluster bomb shelds

Efter turen talte vi med forpagteren af Kong Keos GH og han havde en interessant mening om NGO'erne generelt og specifikt om den britiske MAG (Mines Advisory Group), som står for en stor del af mineoprydningsarbejdet. Han var meget kritisk over for deres arbejde og økonomiske dispositioner, blandt andet givet den store NGO industri som landet er mål for. Han mener det er en penge maskine, og at organisationerne æder alt for store dele af de beløb som bliver doneret, især i FN. Mange 'internationale' hjælpearbejdere tjener mange penge og formår at gøre sig selv uundværlige og dermed forhindrer landets selvstændige udvikling. Desuden må man formode at NGO'ernes arbejde bliver brugt af regeringer til at fralægge sig ansvar for, fx at rydde op efter sig selv efter sådan en svinestreg som sønderbombningen af et land med fortsat død og lemlæstelse 45 år efter.

Turen bød også på eksotiske dyr...

... og en tur til et vandfald

Luang Prabang

En lang og ukomfi men smuk bådtur
Efter Luang NamTha var vi et par dage i Nong Kiaw, hvor vi også var så heldige at overvære en årlig event, nemlig byfest med masser af knaldperler, beer Lao, karaoke (naturligvis) og laoisisk dans (ja, vi var også ude på dansegulvet og Lasse har siden hen videreudviklet på sine laoisiske dansetrin). Og så hoppede vi direkte i en turistfælde: vi valgte at tage båden til Luang PraBang, som var dobbelt så dyr og tog 3 gange så lang tid som bussen, men vi har jo god tid... Stor fejltagelse, der var kun hvide mennesker ombord og man sad bænket som sild i en tønde på et smalt bræt, overfor hinanden, således at man skulle vende sig og stikke hoved ud af båden for at nyde noget af den retfærdigvise smukke udsigt - stor fejltagelse.

Der var ikke så meget andet at lave end tage billeder - af hinanden

... ja og af omgivelserne naturligvis

Luang Prabang
Den tidligere royale by Luang Prabang er på UNESCO's Heritage List, blandt andet på grund af dens store mængde wats (budhistiske klostre), og derfor også meget turistet. Lasse beskriver den som en filmscene, hvor det hele er pænt og poleret. Det viser sig også at alle de højtstående budhistiske munke er flygtet andetsteds på grund af turistisficeringen, men eftersom regeringen ser det som en attraktiv indtægtskilde tvinges mange yngre munke til at blive i klosterene, således at der er nok at fotografere.
Men det var da også fint hyggeligt at tilbringe et par dage her, og total props til night marked, hvor der er allenvis af gadebuffetter, hvor man glædeligt kan skovle sig en tallerken fuld for 10.000 kip (ca. 7 DKK).

Skraldevognen

En af de mange wats

En anden wat

Vores gadehjørne

Munkenes sejloverfart, læg mærke til at det er lille munk der ror, åbenbart en begynderopgave

En af mange stande på nightmarked - man kan måske ikke se det, men det hele er vegetarisk

Ind i Laos - Luang NamTha

Next stop: Laos
Med bussen fra Kina og ind i Laos, med penge i lommen til at betale for vores laotiske visa og glade for at komme ud af Kina. Set i bakspejlet er de ”bedste” rejseoplevelser ikke altid dem der var lettest at komme igennem, og sådan tror jeg vi begge har det med Kina, og Mongoliet også for den sags skyld; det var til tider svært og man kunne blive frustreret, men når man er kommet på den anden side var det det hele værd. Men tilbage til bussen ind i Laos, som vi delte med en high school klasse fra USA og deres 3 instructors, og som er på en ret så spændende studietur langs Mekong Floden i et par måneder. De virkede flinke nok, men helt ærligt, det var som om at de 3 instructors var blevet dyppet i en eller anden overpædagogisk sirup blanding inden afgang, og de formåede at tale til eleverne med en underliggende patroniserende tone som jeg tror jeg kun før har hørt i børneprogrammer fra USA. ”Like (for det siger de jo hele tiden og altid og til alt), okay guys, I want you to think of 3 tings that make you think you're in a jungle. Can you do that for me?” Bræk, tal dog ordentlig til dem. Men anyway, det lød som en fed tur de var på og vi har mødt dem igen et par gange på vores strækning. I det hele taget er det utroligt hvor mange gange vi er stødt på de samme rejsende, Lonley Planets styrer os alle – mere end vi tror. Men det er nu meget hyggeligt at komme asende med sin store og alt for tunge rygsæk på en dirt road i en lille landsby som man aldrig selv havde hørt om før dagen inden, og hilse på kendte ansigter helt tilfældigt, og også lidt skræmmende.
Men igen tilbage til vores entré i Laos, hvor vores første stop var i Luang NamTha, en lille chillet by og øjensynligt økoturismens centrum, med en hovedgade pakket med guest houses, travel agencies der tilbyder trekking, cykel og kajak guidede ture og spisesteder med western food. Og så var der igen fri adgang til Facebook, You Tube og blogs, rart at være uden for kinesisk cyber censur igen.
That Phum Puk stuba på toppen af bakke

Der bliver fulgt med i den lokale soap

Udsigt fra bakkentoppen uden for byen

Extreme downstream kayaking at the Mekong
Efter et par dage meldte vi os til en 3 dages kayatur, sammen med Libby og Eric fra Californien (som talte thai, hvilket minder meget om lao) og Hailly og Jof fra Port Elisabeth i Sydafrica og så vores 2 guider Pet og den anden hvis navn vi ikke kan huske, begge mægtig flinke og kompetente. Turen var planlagt til at vi skulle ro 70 km ned ad floderne Mekong og NamTha over de 3 dage, med stop ved forskellige etniske minoritets landsbyer og overnatning dels ved et jungle retreat og sidste nat et homestay i en landsby.
Første dag: bagagen er pakket i vandtætte tasker og vi er iført badetøj under tøjet og afsted. Det er fint at ro med strømmen og sjovt at manøvrere rundt om træerne i de bryske rapids... lige indtil vi kommer til den største rapid, og selvom vi er blevet advaret excellerer vores båd – som den eneste – at sejle frontalt ind i et træ, hvilket resulterer i at gummibåden knækker over på midten rundt om træet, vores tøjpose (der ikke er bundet til båden som det eneste) sammen med mig bliver væltet ud ad båden og slæbt 150 m ved ad floden over sten huller inden vi begge (posen og jeg) bliver samlet op af den nordamerikanske båd. Så mens jeg klamrer mig fast til båden og de klamrer sig til et træ, ser vi mirakuløst Lasse komme drivende ned af floden i vores ellers forliste båd. Guiderne kommer til og hjælper mig op i deres båd og det hele ender med at vi alle mødes nedad floden på et stille stykke. Lasse havde formået at redde bagage og fået båden fri, da han var endt et mindre strømfyldt sted og efter lige at have pustet ud på bredden og tilset et par småskrammer virkede det mest som en god actionpacked og extreme nærdøds oplevelse at skrive hjem om, eller noget...
Hele vejen var det er smukt jungleagtigt sceneri og vi fik også besøgt et par landsbyer (sjask våde og i mudret klip-klappere), en Khmu og en Lanten landsby, hvor vi blev vist rundt, efter at Pet var gået i forvejen og havde fået tilladelse af the village chief til at vi kunne gå i land.

Bådene

Her er jeg lige blevet reddet efter det den korporlige flodlussing

Den første landsby vi besøgte

... med fritgående husdyr, overalt

Ved dagens sidste landsbys jungle retreat blev der forberedt aftensmad og det var et mægtigt fint sted, bortset fra den sværm af myg, som seriøst gjorde én sindssyg og man til sidst bare kunne længes efter at få lov til at gå i seng i hytten under det beskyttende myggenet. Under aftensmaden fortalte Pet om de forskellige etniske grupper der lever langs floden. Han havde selv været munk i en alder fra 7-14 men var nu gift, og det med en kvinde fra den etniske gruppe som den anden guide kommer fra, hvilket åbenbart var lidt kontroversielt. Vi endte med at udveksle skabelsesberetninger, og Pet fortalte om Kmuhernes:
Det startede med et søskende par, en pige og en dreng, der boede i en landsby. En dag var de ude i skoven og fangede en hare. Haren bad for sit liv og sagde at den ville fortælle dem en vigtig hemmelighed hvis de lod den gå. De to søskende indvillede og haren fortalte dem at der snart ville komme en stor oversvømmelse. De to tog tilbage til landsbyen og forsøgte at advarer de andre landsbyboere, men disse troede ikke på dem, men ganske rigtigt kom der snart en stor flodbølge og de eneste overlevende var de to søskende, da de havde sørget for at redde sig i god tid. De var nu alene og besluttede sig for at den ene ville gå mod Nord og den anden mod Syd for at finde andre mennesker, og som sagt så gjort og efter et år mødtes de igen, dog uden at have fundet andre. Derpå gik den ene mod Øst og den anden mod Vest og igen efter et år mødtes de igen uden at have fundet andre mennesker på jorden. Så gjorde broren søsteren gravid og hun var i gravid i 10 år og fødte til sidst et græskar. De vidste ikke hvad de skulle gøre med det og efter noget tid begyndte de at høre stemmer inde fra græskaret og de besluttede sig for at åbne det med en glødende pind, og ud af græskaret kom alle jordens forskellige folkeslag, de brune først på grund af den glødende pind, og det er derfor at khmu-folk er mørkere end de andre grupper i området.

Eric fortalte den kristne skabelsesberetning (det irriterede os grænseløst at vi ikke kunne huske den nordiske), og det var nogle mægtig fine godnat historier at krybbe ind under myggenettet på.

Anden dag: det var en lang ro tur, 35 km og til tider var det en smule ensformigt, og der var en del larm fra bagenden af vores båd i form af Lasse der forstår at brokke sig når det er påkrævet. Vi gjorde holdt ved en landsby, hvor vi blev modtaget af de lokale skoleelever, som var meget nysgerrige men også generte, indtil Libby brød isen, ved at organisere en kæmpe 'Red light, green light'-leg med de mest entusiastiske og det var for fedt at se dem hyle af grin mens de væltede frem og tilbage på græsplænen. Det er sku imponerende hvordan nogle mennesker er så gode til børn at sproget bliver underordnet.

Før isen blev brudt

"Red light, green light" tog virkelig kegler

Vi ses...

Om aften gjorde vi stop i endnu en landsby, hvor vi fik lov at spise og sove i village chief. Jeg forsøgte at spørge ind til landsbyernes organisering, hvilken rolle village chief har, hvordan denne bliver valgt osv., og så vidt Pet fortalte bliver de valgt at beboerne for en periode på et par år og står for store beslutninger i byen og kontakt til de omkring liggende landsbyer. Kvinderne kan også stemme og stille op, men hvor udbredt det er, er svært at sige.
Vi blev dog vældig fint modtaget og village chief's wife lavede det lækreste mad, og village chief bød på al det Laolao (lokal whisky) som vi kunne drikke, og han kunne selv drikke en del, men det var mægtig hyggeligt og en tiltrængt god nats søvn.

Resten af holdet

Lasses udsigt det meste af turen

Tredje dag: ro tur til vores destination, hvor vi blev samlet op ad en tuk-tuk, vil en støvet 4 timers tur tilbage, hele vejen tilbage til Luang NamTha, langs det flodstykke vi havde tilbagelagt i løbet af de 3 dage.

Lanterne og boat racing festival
Tilbage i Lunag NamTha var vi så heldige at overvære den lokale årlige lanternefest, hvor man dels sender lanterner afsted, på hvilke man skriver sine ønsker og drømme og så går de i opfyldelse. Derudover sender man dekorationer og små både ned langs floden for at sende alle de dårlige ting og onde ånder væk.

Den årlige Boat Festival som fejres i hele landet fangede vi også i byen. Holdene repræsenterer hver deres landsby og træner året rundt. Det er en stor begivenhed og man skal komme i god tid for at få en god plads.