En facebook-ven har et billedalbum der hedder 'det er aldrig nemt at flytte til en ny by', og jeg kan kun være rørende enig. I begyndelsen skal man danne sig overblik og det er okay skiftevis at cykle retningsløst rundt, kun med punktvise kortnedslag, så en balancegang mellem at få styr på gaderne og lade tilfældighederne vise ellers gemte sider af byen indfinder sig. Men så kommer der et tidspunkt hvor man begynder at have nogenlunde styr på et begrænset antal kvarterer og man kender de mest nødvendige busruter. Man har aftaler og aktiviteter der skal passes og fritid hvor man kan fortsætte udforskningen. Herefter følger stadiet hvor man har fået sine rutiner og faste ruter i byen, så bliver det gradvist svære at bryde med dem og man stiller sig tilfreds med det hertil opnåede vidensniveau. Ikke ubrydeligt naturligvis, for der er altid en række steder og ting man vil have set og gjort inden man tager væk igen, og det opfyldes lidt efter lidt. Pointen er at den indledende nysgerrighed og geografiske vidensbegærlighed er stilnet voldsomt af, og man har brug for en eller anden grad af rutine. Heri ligger også at man heller ikke kan blive ved med at være åben og opsøgende efter nye sociale relationer, i hvert fald ikke for en person med mit åbenhedsniveau, og måske også for en person med min alder. For det er ikke det samme, som da jeg flyttede til nye byer for 12 år siden, hvor alt var meget mere uudforsket og fyldt med potentiale og muligheder. 'Det er altid svært at flytte til en ny by', og det kræver umådelig meget energi; og det kræver indsigt og modenhed at acceptere at de helt vilde og epokegørende oplevelser bare ikke længere kommer med samme frekvens som før. Det er vist det der er det sværeste for mig i denne omgang.
---------
Un amigo en Facebook tiene un álbum de fotos llamado 'Nunca es fácil mudarse a una nueva ciudad', y estoy totalmente de acuerdo. Al principio hay que formarse una idea general de la ciudad y a andar en bicicleta a veces sin dirección y puntualmente con algunas puntos de referencia en el mapa, dejando un equilibrio entre obtener sentido de la ubicación y dejar las coincidencias revelar lugares escondidos y desconocidos de la ciudad. Pero luego viene la etapa donde se empieza mas o menos a dominar diferentes áreas y barrios, conociendo las rutas de buses mas necesarias. Se empieza a tener encuentros y actividades mas regulares, y la exploración continúa solamente en ocasiones. Luego sigue la época donde se ha obtenido ciertas rutinas y rutas fijas por la ciudad, lo que crea dificultad luego romper con estos esquemas y uno se queda satisfecha con el nivel de conocimiento adquirido. No que este es inquebrantable, porque siempre habrán lugares que quedan por conocer antes de despedirse, lo que se va consiguiendo poco a poco. El punto es que la curiosidad y necesidad de conocimiento geográfico inicial se va enfriando con el tiempo, y surge la necesidad de algún nivel de rutina.
Parecido es la disminución gradual de la mentalidad abierta y búsqueda de relaciones sociales nuevas (claro que en otras dimensiones), al menos a la gente con el mismo nivel de curiosidad como la que tengo yo, y tal vez a la gente que tiene la misma edad que yo. Obviamente no es lo mismo como cuando me mudé a ciudades nuevas 12 años atrás, donde todo era mucho menos explorado y lleno de potencial y posibilidades. 'Nunca es fácil mudarse a una nueva ciudad', y requiere una cantidad enorme de energía; sin embargo requiere competencia y madurez aceptar que las épocas locas y experiencias trascendentales ya no se viven con la misma frecuencia como antes. Supongo que esto es lo que me cuesta más esta vez.
Vi er to på rejse østpå over land og vand, og vil se hvor langt vi kan komme uden at gå ombord i et fly. Turen begynder midt juli 2011 med den Transmongolske Jernbane og fortsætter gennem Sydøstasien. Her er highlights som vi gerne vil dele med jer derhjemme.
tirsdag den 6. april 2010
Ukapitalistisk mentalitet / Mentalidad no capitalista
Jeg er generelt gennemgribende imponeret over den venlighed som jeg almindeligvis mødes af blandt folk. Det vildeste eksempel var en vagt som stoppede mig, da jeg var på vej over busindkørslen ved terminalen. Han piftede ad mig og kom løbende og fortalte mig at jeg desværre ikke måtte gå den vej ind, jeg blev virkelig nødt til at gå udenom. Jeg prøvede at forklare ham min nødssituation (at jeg havde ladet mine forældre vente i ALT for lang tid), hvortil han svarede at han var virkelig ked af det, men det var de regler han var blevet pålagt at opretholde fra firmaets side, så om jeg ikke nok ville være venlig at gå den anden vej. Dybt imponeret adlød jeg ham og trak mig tilbage, aldrig har jeg mødt så venlig en vagt.
Og de handlende er endnu en kategori for sig. Som oftest kommer man ind i en butik (detail fx) og der er et utal af ekspedienter på arbejde, men bare rolig, risikoen for at de vil genere dig med pågående salgstaler er umådelig lille, faktisk kan de til tider synes irriteret over at du afbryder deres interne samtaler hvis du har et spørgsmål. Og hvis de ikke lige har det du søger er de til gengæld overmådelige informative om i hvilken anden butik du sandsynligvis vil kunne finde det. Og generelt lader det til at der er meget lidt bekymring om optimering eller effektivisering af den erhvervsdrivende aktivitet. Der er vel ingen grund til at udbygge, forbedre eller på anden måde udvide hvis det nu går fint nok, eller man i hvert fald kan klare sig. En ukapitalistisk praksis vil jeg mene.
-------
En general estoy sumamente impresionada por la amabilidad que usualmente encuentro en la gente. Un ejemplo ilustrativo fué, cuando un guardia del terminal de buses me paró justo cuando estaba cruzando por la entrada de los buses, ignorando el cartel que decía que esta prohibido para los peatones cruzar. El guardia me chifló y venía corriendo hacia mi, y con un gesto casi atenuante me decía que lamentablemente no podía entrar por ahí y que tenía que darla vuelta. Le traté de explicar mi situación de emergencia (que había dejado a mis padres esperando muchísimo tiempo) y me contesto que realmente lo lamentaba, pero así eran las reglas que la compañía que le contrataba tenían que cumplir, y que por favor utilizara la otra entrada. Sumamente impresionada le obedecí y me retiré, nunca jamas me había encontrado con un guardia tan gentil.
Los vendedores igualmente son una categoría por si misma. Frecuentemente cuando se entra a una tienda (ponte tú de ropa), una gran cantidad de vendedores están en la tienda trabajando, pero no hay que preocuparse, ya que el riesgo de que te molesten con discursos de ventas es muy pequeño, hasta a veces parecen molestos de que les interrumpas su conversación entre sí. Pero al mismo tiempo, en el caso que no tengan lo que estés buscando, son súper informativos y serviciales en indicaciones sobre en cual otra tienda podría conseguir lo buscado.
Y en general parece haber muy poca preocupación hacia optimizar o efectivizar las actividades comerciales. ¿Para que ampliar, mejorar o en alguna otra manera consolidar lo que funciona satisfactoriamente o justo? Una practica no capitalista supongo.
Og de handlende er endnu en kategori for sig. Som oftest kommer man ind i en butik (detail fx) og der er et utal af ekspedienter på arbejde, men bare rolig, risikoen for at de vil genere dig med pågående salgstaler er umådelig lille, faktisk kan de til tider synes irriteret over at du afbryder deres interne samtaler hvis du har et spørgsmål. Og hvis de ikke lige har det du søger er de til gengæld overmådelige informative om i hvilken anden butik du sandsynligvis vil kunne finde det. Og generelt lader det til at der er meget lidt bekymring om optimering eller effektivisering af den erhvervsdrivende aktivitet. Der er vel ingen grund til at udbygge, forbedre eller på anden måde udvide hvis det nu går fint nok, eller man i hvert fald kan klare sig. En ukapitalistisk praksis vil jeg mene.
-------
En general estoy sumamente impresionada por la amabilidad que usualmente encuentro en la gente. Un ejemplo ilustrativo fué, cuando un guardia del terminal de buses me paró justo cuando estaba cruzando por la entrada de los buses, ignorando el cartel que decía que esta prohibido para los peatones cruzar. El guardia me chifló y venía corriendo hacia mi, y con un gesto casi atenuante me decía que lamentablemente no podía entrar por ahí y que tenía que darla vuelta. Le traté de explicar mi situación de emergencia (que había dejado a mis padres esperando muchísimo tiempo) y me contesto que realmente lo lamentaba, pero así eran las reglas que la compañía que le contrataba tenían que cumplir, y que por favor utilizara la otra entrada. Sumamente impresionada le obedecí y me retiré, nunca jamas me había encontrado con un guardia tan gentil.
Los vendedores igualmente son una categoría por si misma. Frecuentemente cuando se entra a una tienda (ponte tú de ropa), una gran cantidad de vendedores están en la tienda trabajando, pero no hay que preocuparse, ya que el riesgo de que te molesten con discursos de ventas es muy pequeño, hasta a veces parecen molestos de que les interrumpas su conversación entre sí. Pero al mismo tiempo, en el caso que no tengan lo que estés buscando, son súper informativos y serviciales en indicaciones sobre en cual otra tienda podría conseguir lo buscado.
Y en general parece haber muy poca preocupación hacia optimizar o efectivizar las actividades comerciales. ¿Para que ampliar, mejorar o en alguna otra manera consolidar lo que funciona satisfactoriamente o justo? Una practica no capitalista supongo.
Sexisme og nationalisme / Machismo y nacionalismo
Somos un poco machistas, si...
Jeg troede at Uruguay var et land præget mindre af sexisme og nationalisme end fx Chile. Jeg skal nu indrømme at jeg har taget fejl; det er ud fra mine observationer ikke tilfældet.
Her hedder det machismo, og det er helt normalt at “indrømme” at man er lidt af en machista, ingen skam i det. Jeg er blevet antastet på gaden virkelig mange gange, flere gange af middelaldrene eller ældre mænd der fuldkommen skamløst enten starter en total umotiveret flirt eller kommenterer langt ud over hvad en god opdragelse ville kunne rumme. For noget tid siden sad jeg i en tætpakket bus på vej hjem fra en koncert, og en fyr stod helt op ad mig og gnubbede sit lem op ad min arm i hvad der synes en evighed. Og jeg tænker først at det nok ikke var med vilje og at det nok var fordi han bliver presset af menneskemængden bag ham. Jeg bliver ved med at finde undskyldninger indtil det ikke længere er plausibelt. Så begynder jeg at læne mig væk fra ham, forsøger at ramme ham i nosserne med en “tilfældig” bevægelse med albuen, og tænker som en gal på, hvad der vil være den fede bemærkning at fyre af for at gøre ham kæmpe forlegen over sit overgreb. Pigen der står ved siden af ham er muligvis hans kæreste. “Undskyld men hvad er ordet for det mandlige kønsorgan? Okay, for din kæreste har stået den sidste halve time og gnubbet sit op ad min arm, og det er ærlig talt ikke lige så ophidsende for mig som det åbenbart er for ham”. Ja tag den din nar... Det skulle jeg så meget have sagt, i stedet sad jeg bare og kogte indvendigt og blev overvældet af dels lettelse og dels skuffelse over mig selv over ikke at have reageret da han endelig flyttede sig.
I Buenos Aires blev min veninde og jeg præsenteret for lige en tand mere hard core ekshibitionisme; vi sad på et fortov og røg en smøg, og en bil kører op foran os. Først efter noget tid lægger vi mærke til et underligt lys inde i bilen, hvilket viser sig at være en mand der sidder og spiller den af med en lygte lysende på sin pik, samtidig med at han vinker til os og gør tegn til at vi skal komme over til ham. Hvor er den spand maling man lige skulle have ved hånden, eller bare et eller andet andet at kyle ind i bilen. Men nej, vi forsøger temmelig anspændt at ignorere ham og lade som ingenting, kun reddet af et tilfældigt par der kommer gående på fortovet, hvorefter han forsvinder. Kraftedeme, på trods af alt den politiske bevidsthed, feministisk selvforsvar og militant queeraktivisme er man bare ikke forberedt, og alt for godtroende og naiv. Kraftedeme!
… bueno y el patriotismo es importante
Og så var der det med nationalismen. Inden min ankomst tænkte jeg, nok mest inspireret af bekendtskabet med min mor, at folk i Uruguay, i egenskaben af at være fra et lille land, omgivet af giganter (Brasilien og Argentina), hverken havde behov for eller trang til at promoverer sig på en nationalistisk front. Men igen tog jeg fejl. Her hersker i den grad en trang til at markerer sin nationale identitet, for på en eller anden måde at påvirke det mindreværd som folk i deres bevidsthed efter sigende har været præget af. Fra flere forskellige sider har jeg hørt at den uruguayske mentalitet ingen national stolthed har eller havde, netop på grund af at være omgivet af giganter, men også fordi fx arbejdsmoralen, med en manglende trang til at udvikle og forbedre, gør at man stiller sig tilfreds med lidt. Somos muy tranquilos aqui en Uruguay, et ekstremt udbredt udtryk, vi kan godt lide at sætte vores strandstol ud på fortovet, udstyret med el mate y el termo under armen, eller hvis det er nede ved vandet med fiskestangen. Så kan man sidde og bare sidde og slappe af, snakke med de andre om fodboldkampen, om politik, om naboen, og hvis man er mand skal man selvfølgelig huske at kigge efter og gerne kommenterer de lækre damer der går forbi - altid og hele tiden, må i grunden være trættende, konstant at skulle markerer sin heteroseksualitet og sit privilegium, men hvad ved jeg om det.. og det var heller ikke det jeg var ved at snakke om. Nå men den ekstremt tilbagelænet mentalitet skulle så gøre at meget få uruguayanere har ført det til noget stort, hvilket kolliderer lidt med den udbredte dyrkelse af nationalheltene, som Artigas (general der befriede landet fra de besættende europæere engang i begyndelsen af 1800-tallet), Onetti (digter og forfatter hvis forfatterskab i år har 100 års jubilæum), Benedetti (endnu en digter og forfatter) og en række andre – mænd.
Der er et væld af statuer og gadenavne opført og opkaldt efter militærfolk, sideløbende med stadig debat og afsløringer om, hvad militæret var skyld i under statskuppet og diktaturet fra slut 60'erne til midt 80'erne. Så en glorificering af forrige århundredes militære frihedskamp, og samtidig en skam og lede over den nære historie. Begge dele legitimeres ved at være en hyldest til demokratiet og forsvar for de nationale frihedsrettigheder – de første forsvarede dem og smed besættelsesmagterne ud, de sidste angreb og undertrykte dem, indefra. Og nu sidder så en eks-tupamaru på presidentposten, det er den anden socialistiske regeringsperiode ledet af partiet Frente Amplio, hvor en del af de gamle guerrilla folk sidder. Og der er store forventninger til denne regering ledet af Pepe Mujica, der efter sigende skulle være en nærmest anti-politiker type, en meget beskeden mand der insisterer på at blive boende i sit lille landsted, nægter at have bodyguards, taler med en masse grammatiske fejl, siger lige ud hvad han mener og ikke er bange for at blive uvenner med de forkerte (eller rigtige afhængigt af observans). Men i hvert fald var det et historisk øjeblik da han blev indsat på posten, med en regulær folkefest midt i byen, fejret af 10.000-vis af mennesker, det venstreorienterede flertal – tænk engang.
ya esta, ya esta un tupamaru en el poder

Mujica holdt en tale til el pueblo, der var rørende og man kunne mærke det historiske vingesus i ansigtet, da denne mand, sammen med sin kone der ligeledes var tupamaru og som også sad over 10 år i fængsel og var udsat for tortur, ligesom alle de andre politiske fangere var, stod på scenen og sagde at intet kan forandres hvis el pueblo ikke forandrer sig, at fordi man er oppe holder man ikke op med at være nede, ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mio y lo tuyo no nos separe” og sluttede af med at synge sammen med Los Olimareños, som måtte flygte og levede mange år i eksil i udlandet. Det hele var meget rørende, men jeg måtte godt nok stå af ved de konstante samklangsråb: Uruguay, Uruguay, Uruguay – der var på en eller anden måde noget hooliganagtigt over det, autch! Der var mange ting den dag som handlede om at finde den nationale stolthed frem, at tro på at være et land som kan udvikle sig og opnå fremskridt. Men til gengæld var der også en del tale om det regionale, om at se hele Latinamerika som en enhed der har været igennem lignende socialpolitiske historiske perioder, og som kontinent ofte slås med og mod de samme problematikker. Det virkede mere sympatisk i mine ører, giver meget mere mening at danne fællesskab på tværs af de interkontinentale nationalgrænser og danne fælles front mod det gamle kontinent, der vedblivende diskriminerer latinamerikanske borgere, som fx ved grundløst at nægte dem indrejse og hvad Fort Europa nu ellers kan diske op med af lækkerier mod persona non grata, og så er der selvfølgelig USA. Supermagten der ikke vil slippe sit tag i kontinentet, på trods af de fine diplomatiske håndtryk og bogudvekslinger blandt statsledere, så mangler der ikke historier om nordamerikanske firmaer der udnytter og misbruger naturressourcer og landbefolkninger rundt om på kontinentet. For slet ikke at tale om den dokumenterede indblanding USA og CIA havde i nærmest samtlige af de latinamerikanske statskup i 70'erne og efterfølgende diktaturer langt op i 80'erne.
----------
Somos un poco machistas, si...
Yo creía que Uruguay era un país menos perjudicado por el machismo y el nacionalismo de lo que por ejemplo he visto en Chile. Ahora es el momento de admitir que me he equivocado; de acuerdo a mis observaciones, este no es el caso.
Aquí no es raro admitir de ser un poco machista, no es ninguna vergüenza. Me han importunado varias veces por la calle, en ocasiones por hombres viejos, que sin la menor vergüenza del mundo empiezan a fliertear sin que he dado ni la menor señal de interés, o dicen comentarios de naturaleza mucho mas allá de lo que permitiría un comportamiento decente. Hace un tiempo estaba sentada en un bus que estaba totalmente lleno de gente. Me toco un asiento hacia el pasillo, donde un tipo parado a mi lado paso, lo que pareció una eternidad, apretando y roscando su pene contra mi brazo todo el camino. Al principio pensé que era un accidente y sin querer debido a la cantidad de gente que le apretaba de atrás. Y seguí buscándole escúsas en mi cabeza hasta que ya no daban sentido. Luego empece a inclinarme hacia el otro lado, cambié de estrategia y trate de embocarle justo ahí donde le dolería mas con un movimiento ”casual” con el codo, y mientras pensando desesperadamente en cual sería la frase mas adecuada que podría tirarle para avergonzarle lo mas posible. La chica parada a su lado probablemente era su novia. ”Perdón ¿cual es el nombre que se usa acá para el órgano sexual masculino? Ah bueno, es que tu novio ha estado roscando el suyo contra mi brazo la ultima media hora, y en realidad a mi no me resulta tan excitante como aparentemente a el.” Tóma boludo, algo así le debería haber dicho, pero sin embargo me quedé callada, hirviendo por dentro y sintiéndome tanto aliviada como decepcionada conmigo mismo por no haber reaccionado, cuando se bajó del bus.
En Buenos Aires a mi amiga y a mi nos introdujeron a un exhibicionismo un par de grados mas hard core; estábamos sentadas en una vereda fumando un cigarrillo cuando un auto se acerca. Al cabo de un rato nos venimos a dar cuenta de una luz media rara que venía desde adentro del auto, lo que resulto ser un hombre que estaba sentado con una linterna iluminandose la polla mientras se masturbaba, y ademas haciendonos seña de acercarnos. ¿Y donde está ese balde de pintura que sería lo mas oportuno tener a mano en esta situación? O cualquier otra cosa para tirarle y enchastrarle o romperle el auto – o romperle otra cosa. Pero sin ninguna herramienta a mano, nos quedamos ahí medias petrificadas tratando de ignorarle, y al final salvadas por una pareja que casualmente pasaba por la vereda, lo que le hizo desaparecer. Cabrón de mierda! Y eso después de tantos años de autodefensa feminista y activismo queer militante, es que uno no este preparado para esas situaciones y demasiada ingenua y bien pensada. Cabrón de mierda!
… bueno y el patriotismo es importante
Y luego esta el tema del nacionalismo. Antes de llegar a Uruguay pensaba, probablemente por influencia de mi percepción del carácter de mi madre, que la gente aquí, siendo un país pequeño, rodeado de gigantes (Brasil y Argentina), ni tendría la necesidad no ganas de promoverse en términos nacionalistas. Pero nuevamente tengo que admitir mi equivocación. Existe una gran necesidad para reafirmar la identidad nacional, y de alguna manera erradicar el sentimiento de inferioridad que se supone ha dominado la conciencia de la gente. Varia gente me ha dicho que la mentalidad uruguaya no tiene, o tenía, ningún orgullo nacional, justamente a causa de ser rodeado por gigantes, pero también por la mentalidad de trabajo, marcada por una falta de ganas para desarrollar y mejorar, lo que hace que la gente se da por satisfecha con poco. ”Somos muy tranquilos aquí en Uruguay” un dicho muy usado, nos gusta sentarnos en nuestras sillas de playa en la vereda, con el máte y el termo, o en la rambla con la caña de pescar. Ahí se puede estar tranquilo y relajado, conversando con el vecino sobre el partido, la política, los otros vecinos, y claro, si eres hombre no te olvides de mirar y tirarle un comentario a las chicas guapas que llegan a pasar (supongo que debe ser agotador a veces, siempre verse obligado a reafirmar su heterosexualidad y privilegio, pero yo que se … además no era el tema del que estaba hablando). Bueno, pero esta mentalidad uruguaya extremamente relajada supuestamente tendría que haber causado que muy pocos uruguayos hayan llegado a lograr algo extraordinario, lo que choca un poco con el culto que rodea los héroes nacionales, como Artigas, Onetti, Benedetti y unos cuantos mas.
Hay muchísimas estatuas y calles construidas y nombradas en homenaje de militares. Paralelamente continúa el debate y las revelaciones de lo que causaron las fuerzas armadas durante el golpe y la dictadura desde fines de los 60 a mediados de los 80. O sea una glorificación de la lucha militar por la independencia dos siglos pasados, y al mismo tiempo vive el dolor y angustia por la historia reciente, las dos cosas legitimadas por homenaje a la democracia y en defensa a los derechos de libertad nacional – los primeros la defendieron y echaron a las fuerzas ocupantes, los últimos las atacaron y las reprimieron, desde adentro. Y ahora se encuentra un ex-Tupamaro en el sillon presidencial, encabezando el segundo gobierno del Frente Amplio. Se tienen grandes expectativas a este gobierno de Pepe Mujica, que a mi entender es la figura mas anti-política que se puede imaginar, un hombre modesto que insiste en quedarse viviendo en su chacra en el campo, se niega a tener guarda espaldas, habla con faltas gramáticales y dice lo que piensa, sin miedo de caer en desgracia con los equivocados (o los correctos, dependiendo de planteamiento político). En todo caso fue un momento histórico cuando asumió el puesto de presidente, con una fiesta auténticamente popular en el medio del centro, celebrado por 10.000- personas, una mayoría de izquierda, fabuloso!

Mujica hizo un discurso al pueblo, emocionante y se sintieron las brisas históricas, tanto cuando este hombre junto a su mujer, también ex-Tupamaro y también ex-presa política por mas que una década, se abrazaron en el escenario como cuando el Pepe asegurado que ”nada cambia si tu no cambias pueblo”, y que solamente porque uno se encuentra arriba no quiere decir que deja de estar abajo. ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mío y lo tuyo no nos separe”. Luego cantaron Los Olimareños, quien tuvieron que refugiarse bajo la dictadura viviendo muchos años en exilio en el exterior. Todo muy emocionante, el único momento donde tuve que retirarme un poco, fue bajo los gritos: Uruguay, Uruguay, Uruguay – me llego a sonar medio hooligan, autch! Y había varias cosas durante el día que se trataban de reafirmar la identidad y el orgullo nacional, para reforzar la fe en ser un país que se puede desarrollar y lograr progresos importantes. En cambio también se habló de lo regional; ver a toda Latinoamérica como una unidad que ha pasado por etapas parecidas en lo sociopolítico e históricas, y que como continente muchas veces pelea con y por las mismas problemáticas. Un discurso que me provoca mucha mas simpatía, da mucho mas sentido crear comunidad intercontinentales y crear frontera hacia el viejo continente, que continuamente sigue discriminando a la gente latinoamericana, por ejemplo negándoles permiso para viajar y entrar a la Fuerte Europa, y claro luego está EEUU. El superpoder que se resiste soltar su poder en Latinoamérica, a pesar de los apretones de manos diplomáticos y los intercambios de libros entre presidentes, no faltan historias de compañías norteamericanas que explotan y maltratan a los recursos naturales y los pueblos por todo el continente. Y ni hablar del papel que jugó EEUU y la CIA en prácticamente todos los golpes de estado en los 70 y las siguientes dictaduras en los 80.
Jeg troede at Uruguay var et land præget mindre af sexisme og nationalisme end fx Chile. Jeg skal nu indrømme at jeg har taget fejl; det er ud fra mine observationer ikke tilfældet.
Her hedder det machismo, og det er helt normalt at “indrømme” at man er lidt af en machista, ingen skam i det. Jeg er blevet antastet på gaden virkelig mange gange, flere gange af middelaldrene eller ældre mænd der fuldkommen skamløst enten starter en total umotiveret flirt eller kommenterer langt ud over hvad en god opdragelse ville kunne rumme. For noget tid siden sad jeg i en tætpakket bus på vej hjem fra en koncert, og en fyr stod helt op ad mig og gnubbede sit lem op ad min arm i hvad der synes en evighed. Og jeg tænker først at det nok ikke var med vilje og at det nok var fordi han bliver presset af menneskemængden bag ham. Jeg bliver ved med at finde undskyldninger indtil det ikke længere er plausibelt. Så begynder jeg at læne mig væk fra ham, forsøger at ramme ham i nosserne med en “tilfældig” bevægelse med albuen, og tænker som en gal på, hvad der vil være den fede bemærkning at fyre af for at gøre ham kæmpe forlegen over sit overgreb. Pigen der står ved siden af ham er muligvis hans kæreste. “Undskyld men hvad er ordet for det mandlige kønsorgan? Okay, for din kæreste har stået den sidste halve time og gnubbet sit op ad min arm, og det er ærlig talt ikke lige så ophidsende for mig som det åbenbart er for ham”. Ja tag den din nar... Det skulle jeg så meget have sagt, i stedet sad jeg bare og kogte indvendigt og blev overvældet af dels lettelse og dels skuffelse over mig selv over ikke at have reageret da han endelig flyttede sig.
I Buenos Aires blev min veninde og jeg præsenteret for lige en tand mere hard core ekshibitionisme; vi sad på et fortov og røg en smøg, og en bil kører op foran os. Først efter noget tid lægger vi mærke til et underligt lys inde i bilen, hvilket viser sig at være en mand der sidder og spiller den af med en lygte lysende på sin pik, samtidig med at han vinker til os og gør tegn til at vi skal komme over til ham. Hvor er den spand maling man lige skulle have ved hånden, eller bare et eller andet andet at kyle ind i bilen. Men nej, vi forsøger temmelig anspændt at ignorere ham og lade som ingenting, kun reddet af et tilfældigt par der kommer gående på fortovet, hvorefter han forsvinder. Kraftedeme, på trods af alt den politiske bevidsthed, feministisk selvforsvar og militant queeraktivisme er man bare ikke forberedt, og alt for godtroende og naiv. Kraftedeme!
… bueno y el patriotismo es importante
Og så var der det med nationalismen. Inden min ankomst tænkte jeg, nok mest inspireret af bekendtskabet med min mor, at folk i Uruguay, i egenskaben af at være fra et lille land, omgivet af giganter (Brasilien og Argentina), hverken havde behov for eller trang til at promoverer sig på en nationalistisk front. Men igen tog jeg fejl. Her hersker i den grad en trang til at markerer sin nationale identitet, for på en eller anden måde at påvirke det mindreværd som folk i deres bevidsthed efter sigende har været præget af. Fra flere forskellige sider har jeg hørt at den uruguayske mentalitet ingen national stolthed har eller havde, netop på grund af at være omgivet af giganter, men også fordi fx arbejdsmoralen, med en manglende trang til at udvikle og forbedre, gør at man stiller sig tilfreds med lidt. Somos muy tranquilos aqui en Uruguay, et ekstremt udbredt udtryk, vi kan godt lide at sætte vores strandstol ud på fortovet, udstyret med el mate y el termo under armen, eller hvis det er nede ved vandet med fiskestangen. Så kan man sidde og bare sidde og slappe af, snakke med de andre om fodboldkampen, om politik, om naboen, og hvis man er mand skal man selvfølgelig huske at kigge efter og gerne kommenterer de lækre damer der går forbi - altid og hele tiden, må i grunden være trættende, konstant at skulle markerer sin heteroseksualitet og sit privilegium, men hvad ved jeg om det.. og det var heller ikke det jeg var ved at snakke om. Nå men den ekstremt tilbagelænet mentalitet skulle så gøre at meget få uruguayanere har ført det til noget stort, hvilket kolliderer lidt med den udbredte dyrkelse af nationalheltene, som Artigas (general der befriede landet fra de besættende europæere engang i begyndelsen af 1800-tallet), Onetti (digter og forfatter hvis forfatterskab i år har 100 års jubilæum), Benedetti (endnu en digter og forfatter) og en række andre – mænd.
Der er et væld af statuer og gadenavne opført og opkaldt efter militærfolk, sideløbende med stadig debat og afsløringer om, hvad militæret var skyld i under statskuppet og diktaturet fra slut 60'erne til midt 80'erne. Så en glorificering af forrige århundredes militære frihedskamp, og samtidig en skam og lede over den nære historie. Begge dele legitimeres ved at være en hyldest til demokratiet og forsvar for de nationale frihedsrettigheder – de første forsvarede dem og smed besættelsesmagterne ud, de sidste angreb og undertrykte dem, indefra. Og nu sidder så en eks-tupamaru på presidentposten, det er den anden socialistiske regeringsperiode ledet af partiet Frente Amplio, hvor en del af de gamle guerrilla folk sidder. Og der er store forventninger til denne regering ledet af Pepe Mujica, der efter sigende skulle være en nærmest anti-politiker type, en meget beskeden mand der insisterer på at blive boende i sit lille landsted, nægter at have bodyguards, taler med en masse grammatiske fejl, siger lige ud hvad han mener og ikke er bange for at blive uvenner med de forkerte (eller rigtige afhængigt af observans). Men i hvert fald var det et historisk øjeblik da han blev indsat på posten, med en regulær folkefest midt i byen, fejret af 10.000-vis af mennesker, det venstreorienterede flertal – tænk engang.
ya esta, ya esta un tupamaru en el poder
Mujica holdt en tale til el pueblo, der var rørende og man kunne mærke det historiske vingesus i ansigtet, da denne mand, sammen med sin kone der ligeledes var tupamaru og som også sad over 10 år i fængsel og var udsat for tortur, ligesom alle de andre politiske fangere var, stod på scenen og sagde at intet kan forandres hvis el pueblo ikke forandrer sig, at fordi man er oppe holder man ikke op med at være nede, ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mio y lo tuyo no nos separe” og sluttede af med at synge sammen med Los Olimareños, som måtte flygte og levede mange år i eksil i udlandet. Det hele var meget rørende, men jeg måtte godt nok stå af ved de konstante samklangsråb: Uruguay, Uruguay, Uruguay – der var på en eller anden måde noget hooliganagtigt over det, autch! Der var mange ting den dag som handlede om at finde den nationale stolthed frem, at tro på at være et land som kan udvikle sig og opnå fremskridt. Men til gengæld var der også en del tale om det regionale, om at se hele Latinamerika som en enhed der har været igennem lignende socialpolitiske historiske perioder, og som kontinent ofte slås med og mod de samme problematikker. Det virkede mere sympatisk i mine ører, giver meget mere mening at danne fællesskab på tværs af de interkontinentale nationalgrænser og danne fælles front mod det gamle kontinent, der vedblivende diskriminerer latinamerikanske borgere, som fx ved grundløst at nægte dem indrejse og hvad Fort Europa nu ellers kan diske op med af lækkerier mod persona non grata, og så er der selvfølgelig USA. Supermagten der ikke vil slippe sit tag i kontinentet, på trods af de fine diplomatiske håndtryk og bogudvekslinger blandt statsledere, så mangler der ikke historier om nordamerikanske firmaer der udnytter og misbruger naturressourcer og landbefolkninger rundt om på kontinentet. For slet ikke at tale om den dokumenterede indblanding USA og CIA havde i nærmest samtlige af de latinamerikanske statskup i 70'erne og efterfølgende diktaturer langt op i 80'erne.
----------
Somos un poco machistas, si...
Yo creía que Uruguay era un país menos perjudicado por el machismo y el nacionalismo de lo que por ejemplo he visto en Chile. Ahora es el momento de admitir que me he equivocado; de acuerdo a mis observaciones, este no es el caso.
Aquí no es raro admitir de ser un poco machista, no es ninguna vergüenza. Me han importunado varias veces por la calle, en ocasiones por hombres viejos, que sin la menor vergüenza del mundo empiezan a fliertear sin que he dado ni la menor señal de interés, o dicen comentarios de naturaleza mucho mas allá de lo que permitiría un comportamiento decente. Hace un tiempo estaba sentada en un bus que estaba totalmente lleno de gente. Me toco un asiento hacia el pasillo, donde un tipo parado a mi lado paso, lo que pareció una eternidad, apretando y roscando su pene contra mi brazo todo el camino. Al principio pensé que era un accidente y sin querer debido a la cantidad de gente que le apretaba de atrás. Y seguí buscándole escúsas en mi cabeza hasta que ya no daban sentido. Luego empece a inclinarme hacia el otro lado, cambié de estrategia y trate de embocarle justo ahí donde le dolería mas con un movimiento ”casual” con el codo, y mientras pensando desesperadamente en cual sería la frase mas adecuada que podría tirarle para avergonzarle lo mas posible. La chica parada a su lado probablemente era su novia. ”Perdón ¿cual es el nombre que se usa acá para el órgano sexual masculino? Ah bueno, es que tu novio ha estado roscando el suyo contra mi brazo la ultima media hora, y en realidad a mi no me resulta tan excitante como aparentemente a el.” Tóma boludo, algo así le debería haber dicho, pero sin embargo me quedé callada, hirviendo por dentro y sintiéndome tanto aliviada como decepcionada conmigo mismo por no haber reaccionado, cuando se bajó del bus.
En Buenos Aires a mi amiga y a mi nos introdujeron a un exhibicionismo un par de grados mas hard core; estábamos sentadas en una vereda fumando un cigarrillo cuando un auto se acerca. Al cabo de un rato nos venimos a dar cuenta de una luz media rara que venía desde adentro del auto, lo que resulto ser un hombre que estaba sentado con una linterna iluminandose la polla mientras se masturbaba, y ademas haciendonos seña de acercarnos. ¿Y donde está ese balde de pintura que sería lo mas oportuno tener a mano en esta situación? O cualquier otra cosa para tirarle y enchastrarle o romperle el auto – o romperle otra cosa. Pero sin ninguna herramienta a mano, nos quedamos ahí medias petrificadas tratando de ignorarle, y al final salvadas por una pareja que casualmente pasaba por la vereda, lo que le hizo desaparecer. Cabrón de mierda! Y eso después de tantos años de autodefensa feminista y activismo queer militante, es que uno no este preparado para esas situaciones y demasiada ingenua y bien pensada. Cabrón de mierda!
… bueno y el patriotismo es importante
Y luego esta el tema del nacionalismo. Antes de llegar a Uruguay pensaba, probablemente por influencia de mi percepción del carácter de mi madre, que la gente aquí, siendo un país pequeño, rodeado de gigantes (Brasil y Argentina), ni tendría la necesidad no ganas de promoverse en términos nacionalistas. Pero nuevamente tengo que admitir mi equivocación. Existe una gran necesidad para reafirmar la identidad nacional, y de alguna manera erradicar el sentimiento de inferioridad que se supone ha dominado la conciencia de la gente. Varia gente me ha dicho que la mentalidad uruguaya no tiene, o tenía, ningún orgullo nacional, justamente a causa de ser rodeado por gigantes, pero también por la mentalidad de trabajo, marcada por una falta de ganas para desarrollar y mejorar, lo que hace que la gente se da por satisfecha con poco. ”Somos muy tranquilos aquí en Uruguay” un dicho muy usado, nos gusta sentarnos en nuestras sillas de playa en la vereda, con el máte y el termo, o en la rambla con la caña de pescar. Ahí se puede estar tranquilo y relajado, conversando con el vecino sobre el partido, la política, los otros vecinos, y claro, si eres hombre no te olvides de mirar y tirarle un comentario a las chicas guapas que llegan a pasar (supongo que debe ser agotador a veces, siempre verse obligado a reafirmar su heterosexualidad y privilegio, pero yo que se … además no era el tema del que estaba hablando). Bueno, pero esta mentalidad uruguaya extremamente relajada supuestamente tendría que haber causado que muy pocos uruguayos hayan llegado a lograr algo extraordinario, lo que choca un poco con el culto que rodea los héroes nacionales, como Artigas, Onetti, Benedetti y unos cuantos mas.
Hay muchísimas estatuas y calles construidas y nombradas en homenaje de militares. Paralelamente continúa el debate y las revelaciones de lo que causaron las fuerzas armadas durante el golpe y la dictadura desde fines de los 60 a mediados de los 80. O sea una glorificación de la lucha militar por la independencia dos siglos pasados, y al mismo tiempo vive el dolor y angustia por la historia reciente, las dos cosas legitimadas por homenaje a la democracia y en defensa a los derechos de libertad nacional – los primeros la defendieron y echaron a las fuerzas ocupantes, los últimos las atacaron y las reprimieron, desde adentro. Y ahora se encuentra un ex-Tupamaro en el sillon presidencial, encabezando el segundo gobierno del Frente Amplio. Se tienen grandes expectativas a este gobierno de Pepe Mujica, que a mi entender es la figura mas anti-política que se puede imaginar, un hombre modesto que insiste en quedarse viviendo en su chacra en el campo, se niega a tener guarda espaldas, habla con faltas gramáticales y dice lo que piensa, sin miedo de caer en desgracia con los equivocados (o los correctos, dependiendo de planteamiento político). En todo caso fue un momento histórico cuando asumió el puesto de presidente, con una fiesta auténticamente popular en el medio del centro, celebrado por 10.000- personas, una mayoría de izquierda, fabuloso!
Mujica hizo un discurso al pueblo, emocionante y se sintieron las brisas históricas, tanto cuando este hombre junto a su mujer, también ex-Tupamaro y también ex-presa política por mas que una década, se abrazaron en el escenario como cuando el Pepe asegurado que ”nada cambia si tu no cambias pueblo”, y que solamente porque uno se encuentra arriba no quiere decir que deja de estar abajo. ”Hoy, hoy nos damos cuenta queridos compatriotas, de que no podremos jamás abdicar de soñar que algún día podrá haber, arriba del planeta, sociedades donde lo mío y lo tuyo no nos separe”. Luego cantaron Los Olimareños, quien tuvieron que refugiarse bajo la dictadura viviendo muchos años en exilio en el exterior. Todo muy emocionante, el único momento donde tuve que retirarme un poco, fue bajo los gritos: Uruguay, Uruguay, Uruguay – me llego a sonar medio hooligan, autch! Y había varias cosas durante el día que se trataban de reafirmar la identidad y el orgullo nacional, para reforzar la fe en ser un país que se puede desarrollar y lograr progresos importantes. En cambio también se habló de lo regional; ver a toda Latinoamérica como una unidad que ha pasado por etapas parecidas en lo sociopolítico e históricas, y que como continente muchas veces pelea con y por las mismas problemáticas. Un discurso que me provoca mucha mas simpatía, da mucho mas sentido crear comunidad intercontinentales y crear frontera hacia el viejo continente, que continuamente sigue discriminando a la gente latinoamericana, por ejemplo negándoles permiso para viajar y entrar a la Fuerte Europa, y claro luego está EEUU. El superpoder que se resiste soltar su poder en Latinoamérica, a pesar de los apretones de manos diplomáticos y los intercambios de libros entre presidentes, no faltan historias de compañías norteamericanas que explotan y maltratan a los recursos naturales y los pueblos por todo el continente. Y ni hablar del papel que jugó EEUU y la CIA en prácticamente todos los golpes de estado en los 70 y las siguientes dictaduras en los 80.
Et paradoksalt sted / Un lugar paradójico
Uruguay set fra calle J. Herrera & Obes
Uruguay er et rustikt land, a diamond in the rough. Der er så mange folk der sover på gaden, på et stykke pap, har altid det samme tøj på. På min gade er der i hvert fald 5 faste hjemløse. Men i det mindste bliver de ikke genet væk, bliver ikke gemt væk, i det meget mindste. Som en blanco balletdanserbøsse sagde forleden; man kan jo ikke tvinge dem ind på herbergerne. Nej, men i Danmark kan man sagtens tvinge dem ud i forstæderne, væk fra de “pæne” kvarterer. Der er så meget man kan i Danmark, i det gennemkontrolleret lille lorteland.
I min gade er der marked hver tirsdag og fredag. Kl. 4.30 om morgen begynder de at stille skeletterne til boderne op i gaden, til de mere etablerede boder, mest frugt og grønt. Så kommer lastbillerne med åbne sider hvorfra man kan købe ost, fisk, bønner og andet godt.

Og så er der alle dem der bredder et klæde ud langs fortorvet og stiller de gamle støvler frem sammen med aflagt tøj, gamle blade, mobilopladere og alle andre tænkelige lopper. Og det fungere i samspil, der er plads til det hele, og heldigvis også tortas fritas-boden som er et must.

Toppen af DIY-gadesalg er indtil nu sælgeren der har sit faste hjørne på Avenida Italia (tror jeg nok) hvorfra han sælger sofaer på fortovet – alle kender ham og han kan skaffe det meste, alle ved at han er god for en billig sofa og man kan stole på at han er der. Ja altså bortset fra når det regner, for der stopper alt her i landet. Respekt for naturen.
Så gaderne er et offentligt rum i en helt ukendt udstrækning sammenlignet med der hvor jeg kommer fra.
Og så er der de allestedsnærværende hestevogne, som betjenes af fattige folk, i alle aldersklasser, for at hente og sortere skrald. Selvom hestene er i svingende stand, så har jeg dog ikke set den helt åbenlyse dyremishandling som ikke var et særsyn i fx Palæstina.

Men selvfølgelig stikker det i brystet de første 3 gange man ser en 7-årig hoppe ned fra hestevognen og op i containeren for at se om der skulle være noget nyttigt. Dumbster diving har slet ikke det tjekkede skær over sig som i København. Men man vender sig jo til det, ligesom ham den unge dreng som sover på min gade som vi har givet smøger når han er kommer forbi vores stambar på hjørnet, og som jeg allerede er blevet en smule irriteret på efter han insisterende har tigget mig om mønter. Førhen havde jeg en plan om at lave en ekstra portion mad ved hver madlavningssession herhjemme og give den til ham – men det er så blevet ved planen. Man vender sig jo til det, man kan vende sig til utrolig meget.
I begyndelsen undrede jeg mig over at fortovene er så slidte og misvedligeholdt, jeg tænkte at det alligevel var mærkeligt at la Intendencia (kommunen) ikke gjorde mere ud af at pudse de attraktive steder mere op. Men nu tænker jeg det anderledes, et land med så massive fattigdomsproblemer, med en – i hvert fald i folks bevidsthed – stigende kriminalitetsrate og en epidemi af pasta base (de fattiges affaldsnarko) giver det ingen mening at bruge ressourcer på at shine fortov op; det er som det er, facaden skal ikke skinne falskt.
Og mængden af tomme, efterladte forfaldne bygninger taler sit tydelige sprog. Kroneeksemplet er den gamle banegård, en gigantisk arkitektonisk perle – i sine velmagtsdage vel at mærke – der nu står og forfalder bag de opmurede dør- og vinduesåbninger. Hele Ciudad Vieja er fyldt med disse smukke bygninger med høje lofter, ornamenter, stuk og jeg skal komme efter dig, som hvis man er heldig er spærret af af fare for nedfald.

--------
Uruguay desde la calle Julio Herreira & Obes
Uruguay es un país rústico, un diamante en bruto. Hay tanta gente que duerme en la calle, en un pedazo de cartón, siempre con la misma ropa. En mi calle duermen por lo menos 5 personas sin techo. Pero por lo menos les dejan estar ahí, no los esconden, por lo menos. Como un bailarín gay del partido blanco me dijo el otro día; no se les puede forzar que se queden en los albergues. No, pero en Dinamarca no tienen ningún problema en forzarles fuera de la ciudad, fuera de los barrios ”pitucos”. Tantas cosas que se pueden hacer en Dinamarca, un paísito re-regulado de mierda.
En mi calle hay una feria todos los martes y viernes. A las 4 y media de la mañana empiezan a montar los hierros para los puestos, para los puestos mas establecidos, más para los de fruta y verdura. Y luego vienen los camiones con el lado que se abre de donde se vende el queso, el pescado, los garbanzos y muchas cosas más.

Y luego están los que estiran una manta a lo largo de la vereda y colocan las botas usadas junto a la ropa que ya no les queda bien a los hijos, revistas que ya han sido leídas, cargadores para el celular y cualquier otra cosa imaginable e inimaginable. Y funciona, todo en coordinación como dirigido perfectamente, hay lugar para todo(s), y afortunadamente también para las obligatorias tortas fritas.

El colmo de la disciplina dentro de los vendedores callejeros que he visto hasta ahora sería el comerciante que vende sofás desde la vereda en una esquina de Avenida Italia (creo que es ahí) – todo el mundo lo conoce y te puede conseguir mas o menos lo que le pidas, todo el mundo sabe que aquí se consigue buenos sofás y se puede confiar que esta ahí – igual supongo que no estará cuando llueve, aunque no he llegado a averiguarlo, pero como tantas otras cosas se cancelan en este país cuando llueve, es bastante probable que no. Hay que respetar a la naturaleza.
Resumiendo puede concluir, que las calles aquí realmente son espacios públicos, y eso hasta una extención que no se conoce de adonde vengo yo.
Otro tema son los carros de caballo omnipresentes, llevados por gente pobre, de todas edades, que recogen y clasifican la basura. A pesar de que el estado de salud de los caballos varían bastante, no he visto el maltrato de animales en plena calle, algo que por ejemplo es bastante común en Palestina.

Pero claro que produce malgusto en la boca las primeras dos o tres veces que se ve a un niño de 7 años bajarse del carro y subirse dentro del basurero para ver si hay algo útil. El concepto de dumbster diving no luce con el mismo trendynes aquí como en Copenhague. Pero uno se acostumbra, tal como con el chico que duerme en mi calle al cual le hemos dado cigarrillos cada vez que ha pasado por nuestra mesa del bar de la esquina, el cual ya me esta molestando un poco, después que me ha pedido monedas empeñadamente durante días. Al principio tenía un plan de siempre hacer una porción extra cada vez que cocinaba para dársela – pero parece que la iniciativa se quedo como plan nunca realizado. Se va acostumbrando uno, se puede acostumbrar a cualquier cosa.
Al principio me asombraba lo gastado y poco cuidado que se veían las veredas, pensaba que igual era raro que la Intendencia no le preocupaba mas que las áreas atractivas de la ciudad no lucieran mas. Pero ahora lo pienso diferente, en un país con problemas de pobreza tan masivas, con una delincuencia creciente (al menos en la conciencia de la gente) y una epidemia de pasta base no da ningún sentido utilizar los recursos en pulir las fachadas o las veredas; las cosas aparentan como son, no hay brillo falso.
Y con la cantidad de edificios vacíos y abandonados no hay duda. El ejemplo mas ilustrativo es la antigua estación central de tren, que realmente es una perla arquitectónica, al menos en su época. Ahora sigue ahí, derrumbandose poco a poco con las puertas tabicadas y las ventanas tapadas.


La entera Ciudad Vieja esta llena de estos edificios preciosos, con su techos altos, las decoraciones y pilares, derrumbandose, solamente a veces rodeado por rejas para que no se te caiga un pedazo de muro en la cabeza a pasar.
Uruguay er et rustikt land, a diamond in the rough. Der er så mange folk der sover på gaden, på et stykke pap, har altid det samme tøj på. På min gade er der i hvert fald 5 faste hjemløse. Men i det mindste bliver de ikke genet væk, bliver ikke gemt væk, i det meget mindste. Som en blanco balletdanserbøsse sagde forleden; man kan jo ikke tvinge dem ind på herbergerne. Nej, men i Danmark kan man sagtens tvinge dem ud i forstæderne, væk fra de “pæne” kvarterer. Der er så meget man kan i Danmark, i det gennemkontrolleret lille lorteland.
I min gade er der marked hver tirsdag og fredag. Kl. 4.30 om morgen begynder de at stille skeletterne til boderne op i gaden, til de mere etablerede boder, mest frugt og grønt. Så kommer lastbillerne med åbne sider hvorfra man kan købe ost, fisk, bønner og andet godt.
Og så er der alle dem der bredder et klæde ud langs fortorvet og stiller de gamle støvler frem sammen med aflagt tøj, gamle blade, mobilopladere og alle andre tænkelige lopper. Og det fungere i samspil, der er plads til det hele, og heldigvis også tortas fritas-boden som er et must.

Toppen af DIY-gadesalg er indtil nu sælgeren der har sit faste hjørne på Avenida Italia (tror jeg nok) hvorfra han sælger sofaer på fortovet – alle kender ham og han kan skaffe det meste, alle ved at han er god for en billig sofa og man kan stole på at han er der. Ja altså bortset fra når det regner, for der stopper alt her i landet. Respekt for naturen.
Så gaderne er et offentligt rum i en helt ukendt udstrækning sammenlignet med der hvor jeg kommer fra.
Og så er der de allestedsnærværende hestevogne, som betjenes af fattige folk, i alle aldersklasser, for at hente og sortere skrald. Selvom hestene er i svingende stand, så har jeg dog ikke set den helt åbenlyse dyremishandling som ikke var et særsyn i fx Palæstina.
Men selvfølgelig stikker det i brystet de første 3 gange man ser en 7-årig hoppe ned fra hestevognen og op i containeren for at se om der skulle være noget nyttigt. Dumbster diving har slet ikke det tjekkede skær over sig som i København. Men man vender sig jo til det, ligesom ham den unge dreng som sover på min gade som vi har givet smøger når han er kommer forbi vores stambar på hjørnet, og som jeg allerede er blevet en smule irriteret på efter han insisterende har tigget mig om mønter. Førhen havde jeg en plan om at lave en ekstra portion mad ved hver madlavningssession herhjemme og give den til ham – men det er så blevet ved planen. Man vender sig jo til det, man kan vende sig til utrolig meget.
I begyndelsen undrede jeg mig over at fortovene er så slidte og misvedligeholdt, jeg tænkte at det alligevel var mærkeligt at la Intendencia (kommunen) ikke gjorde mere ud af at pudse de attraktive steder mere op. Men nu tænker jeg det anderledes, et land med så massive fattigdomsproblemer, med en – i hvert fald i folks bevidsthed – stigende kriminalitetsrate og en epidemi af pasta base (de fattiges affaldsnarko) giver det ingen mening at bruge ressourcer på at shine fortov op; det er som det er, facaden skal ikke skinne falskt.
Og mængden af tomme, efterladte forfaldne bygninger taler sit tydelige sprog. Kroneeksemplet er den gamle banegård, en gigantisk arkitektonisk perle – i sine velmagtsdage vel at mærke – der nu står og forfalder bag de opmurede dør- og vinduesåbninger. Hele Ciudad Vieja er fyldt med disse smukke bygninger med høje lofter, ornamenter, stuk og jeg skal komme efter dig, som hvis man er heldig er spærret af af fare for nedfald.
--------
Uruguay desde la calle Julio Herreira & Obes
Uruguay es un país rústico, un diamante en bruto. Hay tanta gente que duerme en la calle, en un pedazo de cartón, siempre con la misma ropa. En mi calle duermen por lo menos 5 personas sin techo. Pero por lo menos les dejan estar ahí, no los esconden, por lo menos. Como un bailarín gay del partido blanco me dijo el otro día; no se les puede forzar que se queden en los albergues. No, pero en Dinamarca no tienen ningún problema en forzarles fuera de la ciudad, fuera de los barrios ”pitucos”. Tantas cosas que se pueden hacer en Dinamarca, un paísito re-regulado de mierda.
En mi calle hay una feria todos los martes y viernes. A las 4 y media de la mañana empiezan a montar los hierros para los puestos, para los puestos mas establecidos, más para los de fruta y verdura. Y luego vienen los camiones con el lado que se abre de donde se vende el queso, el pescado, los garbanzos y muchas cosas más.
Y luego están los que estiran una manta a lo largo de la vereda y colocan las botas usadas junto a la ropa que ya no les queda bien a los hijos, revistas que ya han sido leídas, cargadores para el celular y cualquier otra cosa imaginable e inimaginable. Y funciona, todo en coordinación como dirigido perfectamente, hay lugar para todo(s), y afortunadamente también para las obligatorias tortas fritas.
El colmo de la disciplina dentro de los vendedores callejeros que he visto hasta ahora sería el comerciante que vende sofás desde la vereda en una esquina de Avenida Italia (creo que es ahí) – todo el mundo lo conoce y te puede conseguir mas o menos lo que le pidas, todo el mundo sabe que aquí se consigue buenos sofás y se puede confiar que esta ahí – igual supongo que no estará cuando llueve, aunque no he llegado a averiguarlo, pero como tantas otras cosas se cancelan en este país cuando llueve, es bastante probable que no. Hay que respetar a la naturaleza.
Resumiendo puede concluir, que las calles aquí realmente son espacios públicos, y eso hasta una extención que no se conoce de adonde vengo yo.
Otro tema son los carros de caballo omnipresentes, llevados por gente pobre, de todas edades, que recogen y clasifican la basura. A pesar de que el estado de salud de los caballos varían bastante, no he visto el maltrato de animales en plena calle, algo que por ejemplo es bastante común en Palestina.
Pero claro que produce malgusto en la boca las primeras dos o tres veces que se ve a un niño de 7 años bajarse del carro y subirse dentro del basurero para ver si hay algo útil. El concepto de dumbster diving no luce con el mismo trendynes aquí como en Copenhague. Pero uno se acostumbra, tal como con el chico que duerme en mi calle al cual le hemos dado cigarrillos cada vez que ha pasado por nuestra mesa del bar de la esquina, el cual ya me esta molestando un poco, después que me ha pedido monedas empeñadamente durante días. Al principio tenía un plan de siempre hacer una porción extra cada vez que cocinaba para dársela – pero parece que la iniciativa se quedo como plan nunca realizado. Se va acostumbrando uno, se puede acostumbrar a cualquier cosa.
Al principio me asombraba lo gastado y poco cuidado que se veían las veredas, pensaba que igual era raro que la Intendencia no le preocupaba mas que las áreas atractivas de la ciudad no lucieran mas. Pero ahora lo pienso diferente, en un país con problemas de pobreza tan masivas, con una delincuencia creciente (al menos en la conciencia de la gente) y una epidemia de pasta base no da ningún sentido utilizar los recursos en pulir las fachadas o las veredas; las cosas aparentan como son, no hay brillo falso.
Y con la cantidad de edificios vacíos y abandonados no hay duda. El ejemplo mas ilustrativo es la antigua estación central de tren, que realmente es una perla arquitectónica, al menos en su época. Ahora sigue ahí, derrumbandose poco a poco con las puertas tabicadas y las ventanas tapadas.

La entera Ciudad Vieja esta llena de estos edificios preciosos, con su techos altos, las decoraciones y pilares, derrumbandose, solamente a veces rodeado por rejas para que no se te caiga un pedazo de muro en la cabeza a pasar.
Familie / La familia
Blodets bånd på en bar
Et af formålene med rejsen var at undersøge min familiebaggrund på min mors side. Hun har aldrig talt særlig meget om sin opvækst, i hvert fald ikke i den detaljeringsgrad som far, og jeg har skulle trække informationerne ud af hende, ikke umiddelbart på grund af modstand, men mere hendes manglende behov for at fortælle. Så nu er jeg så her i den by hvor hun voksede op, og jeg taler med de folk der var omkring hende da hun var barn og ung. Og de fortæller, nogle gange temmelig divergerende historier fra de oplevelser min mor, trods alt, har videregivet. Alle har naturligvis deres subjektive fortolkninger og minder (andet findes jo ikke) og så er det vel op til mig at stykke min forståelse af fortidens begivenheder sammen, min forståelse af mine slægtninge og deres bevæggrunde for deres handlinger som udgør min baggrund, min fjerne baggrund.
I går havde jeg en fantastisk aften med god dyb familiesnak med min veninde, vi indviede vores nyerhvervet lokale stambar med maner (en stambar som aldrig lukker, fantastisk), og med beredvillig hjælp fra de talrige nedsvælgede øl, udvekslede vi barndomsminder, familiekrøniker og ikke mindst meninger om hvilken betydning alt dette familie-halløj overhovedet har. “Det betyder jo noget, om man vil det eller ej”, noget vi to som personer der er vokset op langt fra storfamilien, kun med forældre og søskende i rækkevidde begge vedkender. To personer som har brugt store dele af vores liv på at kæmpe mod biologien, afvise blodets bånd og det “naturgivne” køn, og i stedet opbygge familiære relationer med selvvalgte venner. “Som man bliver ældre finder man ud af, at ens baggrund betyder noget og at de vennerelationer man har opbygget i vid udstrækning er forgængelige”. Selvfølgelig kan man vælge at vende sig bort fra det, ikke opsøge fortiden og baggrunden og insistere på at skabe sin egen historie med egen begyndelse – hvor man så end vælger at placere denne. For mit vedkommende har jeg behov for at se mig selv som en del af en større fortælling, ikke en der følger en national- eller tværkulturel historisk udvikling (som med min far eller Bob Dylan), men som udløber af en uendelig række af begivenheder og valg i en uendelig række personers liv. Så mange mennesker der har rejst og flyttet sig, emigreret og immigreret, flygtet. Jeg er en del af en større fortælling som jeg selv skaber.
“Det er godt at opsøge de personer som var der, inden de dør og mulighederne er passeret”, tiden som den altdominerende faktor, den bestemmer hvad jeg får at vide af de personer jeg spørger på det givne tidspunkt, hvor meget de kan huske, hvad der præger dem i deres liv i det øjeblik de fortæller, hvornår i mit liv jeg spørger dem.
Nu stammer jeg jo også fra en kultur hvor der skal holdes på formerne. Jeg er allerede blevet indvilget i et par af familiehemmelighederne, ting som der er andre i familien som ikke ved eller som der er nogen der ikke vil have skal fortælles. Og så er der jo alt det som jeg ikke får at vide, hvem vælger hvordan hele dette puslespil bliver sammensat, alle er medpuslespillere og billedet bliver aldrig fuldendt. Men det er alligevel sjovt at forestille sig hvad det forestiller...
[en castellano]
Lazos de sangre en un bar
Uno de los propósitos de este viaje, era investigar mi pasado familiar de parte de mi madre. Ella nunca habló mucho de su niñez y juventud en Uruguay, al menos no en el grado de detalle como mi padre lo hizo, y yo siempre he tenido que sonsacarle información no por resistencia de su parte, pero supongo más por su falta de necesidad de contar. Y ahora estoy en la ciudad donde ella creció y me estoy encontrando con la gente que la rodeó cuando ella era niña y jóven. Y ellos si me cuentan, con versiones diferentes de las mismas historias que mamá, a pesar de todo, me ha contado. Claro que cualquier persona tiene su interpretación y recuerdos subjetivos (porque así es siempre) y supongo que ahora me toca a mí juntar los pedazos que cada uno me da para construir los hechos del pasado, mi interpretación de mi familia y sus motivos, lo que en su totalidad constituye mi pasado, mi pasado lejano.
Ayer tuve una tarde muy bonita con una amiga donde tuvimos una buena conversación sobre la familia. Inaguramos nuestro boliche local adecuadamente (un boliche que jamás esta cerrado - fantástico) y con ayuda de unas muchas cervezas, intercambiamos recuerdos de la infancia, historia de familia, y mas que nada, opiniones sobre el significado que tiene todo este tema de famlia. “La familia significa algo, aunque lo quieras o no”, esto asumido por dos personas que crecieron lejos de la familia extendida solamente con padres y hermanos alrededor. Dos personas que han utilizado gran parte de su vida luchando contra la biología, rechazando los lazos de sangre y el sexo/género “natural”, y en vez construyendo relaciones familiares con amigos de propia elección. “Cuando uno se hace mayor te das cuenta que tu historia tiene significado y que las relaciones de amistad que has construido en gran parte, son pasajeras”.Claro que uno puede elegir darle la espalda y no investigar el pasado o su historia pasada, e insistir en crear su propia historia con su propio comienzo – situando este de acuerdo a una elección subjetiva..En mi caso tengo la necesidad de verme como una parte de una historia mas grande, no una que sigue un desarrollo histórico cultural ni nacional (como la de Bob Dylan o mi padre) sino como una ramificación de una serie infinita de acontecimientos y elecciones en una serie infinita de vidas. Tanta gente ha viajado y se ha movido, emigrado e inmigrado, refugiado. Soy parte de una gran historia que yo construyo por mi misma.
“Es bueno buscar a las personas que estaban ah,í antes que se mueran y la posibilidad haya pasado”, el tiempo como un factor dominante, éste decide que me van a contar las personas a las que pregunto en un momento determinado, cuanto recuerdan, que influye en sus vidas en el momento exacto en que me cuentan, y en que momento de mi vida, les pregunto.
Yo vengo de una cultura donde se mantienen las formas. Ya me han sido descubiertos algunos secretos de familia, cosas que otros miembros de la familia no saben, o que hay otros miembros que no quieren que se cuente. Y luego esta todo lo que no me cuentan. Quién decide como todo este rompecabezas se ha formar, todos contribuimos a esta rompecabezas y la imagen nunca se termina de hacer. Igualmente es entretenido imaginarse que imagen va saliendo.....
Et af formålene med rejsen var at undersøge min familiebaggrund på min mors side. Hun har aldrig talt særlig meget om sin opvækst, i hvert fald ikke i den detaljeringsgrad som far, og jeg har skulle trække informationerne ud af hende, ikke umiddelbart på grund af modstand, men mere hendes manglende behov for at fortælle. Så nu er jeg så her i den by hvor hun voksede op, og jeg taler med de folk der var omkring hende da hun var barn og ung. Og de fortæller, nogle gange temmelig divergerende historier fra de oplevelser min mor, trods alt, har videregivet. Alle har naturligvis deres subjektive fortolkninger og minder (andet findes jo ikke) og så er det vel op til mig at stykke min forståelse af fortidens begivenheder sammen, min forståelse af mine slægtninge og deres bevæggrunde for deres handlinger som udgør min baggrund, min fjerne baggrund.
I går havde jeg en fantastisk aften med god dyb familiesnak med min veninde, vi indviede vores nyerhvervet lokale stambar med maner (en stambar som aldrig lukker, fantastisk), og med beredvillig hjælp fra de talrige nedsvælgede øl, udvekslede vi barndomsminder, familiekrøniker og ikke mindst meninger om hvilken betydning alt dette familie-halløj overhovedet har. “Det betyder jo noget, om man vil det eller ej”, noget vi to som personer der er vokset op langt fra storfamilien, kun med forældre og søskende i rækkevidde begge vedkender. To personer som har brugt store dele af vores liv på at kæmpe mod biologien, afvise blodets bånd og det “naturgivne” køn, og i stedet opbygge familiære relationer med selvvalgte venner. “Som man bliver ældre finder man ud af, at ens baggrund betyder noget og at de vennerelationer man har opbygget i vid udstrækning er forgængelige”. Selvfølgelig kan man vælge at vende sig bort fra det, ikke opsøge fortiden og baggrunden og insistere på at skabe sin egen historie med egen begyndelse – hvor man så end vælger at placere denne. For mit vedkommende har jeg behov for at se mig selv som en del af en større fortælling, ikke en der følger en national- eller tværkulturel historisk udvikling (som med min far eller Bob Dylan), men som udløber af en uendelig række af begivenheder og valg i en uendelig række personers liv. Så mange mennesker der har rejst og flyttet sig, emigreret og immigreret, flygtet. Jeg er en del af en større fortælling som jeg selv skaber.
“Det er godt at opsøge de personer som var der, inden de dør og mulighederne er passeret”, tiden som den altdominerende faktor, den bestemmer hvad jeg får at vide af de personer jeg spørger på det givne tidspunkt, hvor meget de kan huske, hvad der præger dem i deres liv i det øjeblik de fortæller, hvornår i mit liv jeg spørger dem.
Nu stammer jeg jo også fra en kultur hvor der skal holdes på formerne. Jeg er allerede blevet indvilget i et par af familiehemmelighederne, ting som der er andre i familien som ikke ved eller som der er nogen der ikke vil have skal fortælles. Og så er der jo alt det som jeg ikke får at vide, hvem vælger hvordan hele dette puslespil bliver sammensat, alle er medpuslespillere og billedet bliver aldrig fuldendt. Men det er alligevel sjovt at forestille sig hvad det forestiller...
[en castellano]
Lazos de sangre en un bar
Uno de los propósitos de este viaje, era investigar mi pasado familiar de parte de mi madre. Ella nunca habló mucho de su niñez y juventud en Uruguay, al menos no en el grado de detalle como mi padre lo hizo, y yo siempre he tenido que sonsacarle información no por resistencia de su parte, pero supongo más por su falta de necesidad de contar. Y ahora estoy en la ciudad donde ella creció y me estoy encontrando con la gente que la rodeó cuando ella era niña y jóven. Y ellos si me cuentan, con versiones diferentes de las mismas historias que mamá, a pesar de todo, me ha contado. Claro que cualquier persona tiene su interpretación y recuerdos subjetivos (porque así es siempre) y supongo que ahora me toca a mí juntar los pedazos que cada uno me da para construir los hechos del pasado, mi interpretación de mi familia y sus motivos, lo que en su totalidad constituye mi pasado, mi pasado lejano.
Ayer tuve una tarde muy bonita con una amiga donde tuvimos una buena conversación sobre la familia. Inaguramos nuestro boliche local adecuadamente (un boliche que jamás esta cerrado - fantástico) y con ayuda de unas muchas cervezas, intercambiamos recuerdos de la infancia, historia de familia, y mas que nada, opiniones sobre el significado que tiene todo este tema de famlia. “La familia significa algo, aunque lo quieras o no”, esto asumido por dos personas que crecieron lejos de la familia extendida solamente con padres y hermanos alrededor. Dos personas que han utilizado gran parte de su vida luchando contra la biología, rechazando los lazos de sangre y el sexo/género “natural”, y en vez construyendo relaciones familiares con amigos de propia elección. “Cuando uno se hace mayor te das cuenta que tu historia tiene significado y que las relaciones de amistad que has construido en gran parte, son pasajeras”.Claro que uno puede elegir darle la espalda y no investigar el pasado o su historia pasada, e insistir en crear su propia historia con su propio comienzo – situando este de acuerdo a una elección subjetiva..En mi caso tengo la necesidad de verme como una parte de una historia mas grande, no una que sigue un desarrollo histórico cultural ni nacional (como la de Bob Dylan o mi padre) sino como una ramificación de una serie infinita de acontecimientos y elecciones en una serie infinita de vidas. Tanta gente ha viajado y se ha movido, emigrado e inmigrado, refugiado. Soy parte de una gran historia que yo construyo por mi misma.
“Es bueno buscar a las personas que estaban ah,í antes que se mueran y la posibilidad haya pasado”, el tiempo como un factor dominante, éste decide que me van a contar las personas a las que pregunto en un momento determinado, cuanto recuerdan, que influye en sus vidas en el momento exacto en que me cuentan, y en que momento de mi vida, les pregunto.
Yo vengo de una cultura donde se mantienen las formas. Ya me han sido descubiertos algunos secretos de familia, cosas que otros miembros de la familia no saben, o que hay otros miembros que no quieren que se cuente. Y luego esta todo lo que no me cuentan. Quién decide como todo este rompecabezas se ha formar, todos contribuimos a esta rompecabezas y la imagen nunca se termina de hacer. Igualmente es entretenido imaginarse que imagen va saliendo.....
Historisk hukommelse og væbnet oprørsbevægelse/ La memoria historica y resistencia armada
Refleksioner over hukommelsen
At opleve et kontinent, en hel række af lande med en så nylig og smertelig historie, hvordan hele generationer er opdelt i dem der forsvandt, forældrene til de forsvundne, og bedsteforældrene til de forsvundnes forsvundne børn. At en ex guerilla og politisk fange gennem mere end et årti nu sidder som president (Uruguay), at et af de værste forhenværende diktaturer nu har valgt en højre regering efter den mest succesfulde venstreregering i landets historie (Chile). Kampen om at huske og glemme, at omskrive historierne konstant, at vinde forklaring og fortolkningsmagt. “Man kan ikke vide hvordan det er hvis man ikke har levet det” citat fra en bekendt israeler om konflikten mellem Palæstina og Israel. Nej, der er situationer hvor en nok så veludviklet empatisk evne ikke bringer mig i nærheden af at føle det levede liv, og erfaringen skal være isbryderen, der kan bane vejen gennem et ufremkommeligt terræn mellem levede liv. Der er så uendelig meget at kunne rationalisere sig til, forstå og kunne sætte sig ind i, i psykologien er der ikke noget med “ikke godt nok” eller “det vil jeg fortryde til evig tid”, alle gør deres bedste og dét de er i stand til i den givne situation. Men det er ikke godt nok, der er grænser for det acceptable, der er uhelelige sår og utilgivelige handlinger. Det er ikke ondskab, men det er bare ikke godt nok, uanset livsvilkår. Så derfor er det muligt at opstille alletids- og allestedsnærværende standarder og grænser for acceptable handlinger... og igen nej, ingen handlinger er nøgne og kontekstløse. Men er det så givtigt og ikke-skadeligt at prøve at forstå, er der ting som jeg bare ikke kan eller magter at forsøge at forstå, og hvilke?
Kan man glemme begivenheder som kun gør skade at fremkalde i hukommelsen? Kan man ufrivilligt komme til at glemme begivenheder som har mærket resten af livet og som “burde” befinde sig i bevidstheden? Kan man huske og glemme de forkerte ting, eller er det man husker, på alle bevidsthedsplaner, det der konstituerer personen.
Jeg husker så dårligt, hvor meget vilje er der i det statement?
I Chile har jeg ofte hørt ”vi kan jo ikke blive ved med at grave i det, vi må lægge fortiden bag os for at kunne se fremad” - et højrefløjsrationale, der ikke finder det givtigt at frigive hemmeligstemplede dokumenter som ville kunne afslører hvor ligene fra de forsvundne politiske fangere ligger begravet, ikke det værd at give de efterladte mulighed for at begrave deres kærer. Det vil blot rive op i de gamle sår og så har vi hele balladen igen. Desuden vil en afdækning, fx via undersøgelseskommisioner kunne ansvarliggøre folk som stadig sidder ved magten – lige lidt for prekært.
Her i Uruguay stemte man for nogle år siden om den såkaldte Ley de Cautalidad (forældelsesloven), som ved indførelse ville kunne fritage en række militærfolk for straf begået under diktaturet, vist nok med argument om at det var en helt særlig politisk og historisk kontekst, hvor man ikke ville kunne forvente at man kunne adlyde de ellers normalt gældende love, som fx menneskerettighederne. Loven blev stemt igennem, via en folkeafstemning. Jeg har hørt flere fortælle om at det var en dårlig og udemokratisk proces op til, og at folk blev ringe informeret om hvad afstemningen i virkeligheden indebar. Et mærkværdigt paradoks set i lyset af at der blot kort tid efter blev valgt en venstrefløjsregering.
Den yderste ventrefløj kritiserer i øjeblikket den siddende regering for ikke at gøre nok for at lægge pres på militæret for at frigive oplysninger, som ville kunne føre til opklaringer af sagerne om de politiske fanger. De mener at regeringen er alt for blød og samarbejdsvillig over for militæret, en regering ledet af forhenværende politiske fangere der blev udsat for tortur af militæret i årevis.
I Argentina eksisterer en lignende situation. Stærke civile pressionsgrupper forsøger utrætteligt at få oplysninger frem og retssager igennem mod de ansvarlige, men nogle retssager synger på deres 30. år og syltes konstant af den magtfulde højrefløj, syltes helt inde fra de højeste juridiske instanser. Regeringen, ligeledes ledet af en forhenværende guerrilla soldat, Montañera, gør mere for sagen end nogen anden tidligere regering har gjort, men har dog ikke magt nok til at presse tingene ordentlig igennem.
Bare i går læste jeg en artikel hvor en nordamerikansk gruppe der arbejder under The Freedom of Information Act, har fået afklassificeret og frigivet en række dokumenter, hvor nordamerikanske diplomater bosiddende i Uruguay under diktaturet mere end antyder og informerer regeringen i USA om systematisk tortur og overgreb på menneskerettighederne begået af det daværende militærdiktatur. I et af dokumenterne udtrykkes der bekymring for USA's ”hjælpeprogram” AID, som blandt andet fungerede som dække for den nordamerikanske efterretningstjenestes virke i en række latinamerikanske militærdiktaturer, og den uheldige omtale dette program ville kunne få hvis forbindelserne blev afsløret. Med dokumenterne anklages den daværende diktator Bordaberry for såvel vidende om som ansvarlig for torturen begået i fængslerne og arresterne, samt for den frygtede dødspatrulje, El Escuadron de la Muerte, der under diktaturet fungerede uafhængigt og parallelt med militæret.
MLN Tupamarus
På gaden Tristan Narvaja ligger de gamle Tupamarus lokale.

Jeg har læst og studeret en del om MLN Tupamarus militante frihedsbevægelse, en bred bevægelse med en markant folkelig opbakning under sit virke, fra midt 60'erne og frem til '72. En undergrundsbevægelse der førte væbnet kamp mod et stadig mere undertrykende statsregime, som mobiliserede faglærte, studenter, fangere, gamle, landbefolkning og byboere - arbejderklassen er der intern diskussion om hvorvidt udgjorde en reel del af bevægelsen. Målet var at afskaffe det undertrykkende statsregime og genindfører demokratiet, ikke de store tanker om den ideologiske model for styret efterfølgende (marxismen-leninismen blev først indført som den ønskede samfundsmodel efter at bevægelsen reelt var nedkæmpet og opløst i forskellige fraktioner). Bevægelsen var organiseret i columnas, som modtog ordrer fra den valgte direktion i forhold til hvilke aktioner grupperne skulle udfører. De interviews jeg har læst af de forhenværende medlemmer, såvel fra den tidligere direktion som mere menige, giver indtryk af en bevægelse opbygget efter så demokratiske principper som muligt for en guerrillabevægelse, men uden de store refleksioner over de interne magtmekanismer. Stort set alle i direktionen svarer at der herskede ligestilling mellem kønnene og at kvinderne havde mulighed for at opnå en lige så høj post inden for hierarkiet som mændene, at der så reelt ikke var nogen kvinder i organisationens ledelse var fordi kvinderne selv valgte ikke at påtage sig det organisatoriske ansvar. Flere af de mindre højtstående medlemmer reflekterer mere over de interne strukturer og mener ikke at der i organisationen herskede så stor forskel på kønsuligheden som i det daværende kønstraditionelle omgivende samfund.
Intervieweren spørger indtil hvilke personlige egenskaber der gav prestige internt i organisationen, og der er bred enighed om at engagement, villighed og mod til at aktionere blev værdsat og belønnet. Når man ofrede sig og satte sin sikkerhed på spil for sagen.
Mange af de interviewede var fængslet i over et årti og udsat for årelang tortur af al mulig slags. Der findes også i interviewene en underliggende værdsættelse af de medlemmer der ”holdt” under torturren. Alle siger at man selvfølgelig ikke kan fordømme de kammerater der brød sammen og talte under torturren, men ikke desto mindre er der en glorificering af dem der ikke lod sig knække. På den anden side fortæller flere meget åbent og sårbart om de knæk og nedture de oplevede, både under fangetilværelsen men også i eksil.
Jeg fascineres af disse fortællinger, af den tid og de mennesker der gjorde det de gjorde, kompromisløst og uden sikkerhed for noget. Samtidig kan jeg være nok så kritisk over for alt det de ikke opnåede og alt det de reproducerede. Alligevel så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der skal til for at man tager skridtet fuldt ud, hvor slemt skal det blive før der ingen vej tilbage er?
Uanset hvad, så har de et lokale midt i byen, deres forhenværende medlemmer sidder i regeringen og de har en plads omgivet af respekt i langt de fleste fornuftige folks hjerte.
[en castellano]
Reflexiones sobre la memoria
Vivir un continente, una serie de paises con una historia dolorosa tan reciente, como generaciones han sido divididas; por los desaparecidos, los padres de los desparecidos y los abuelos de los nietos también desaparecidos. Vivir que un ex-guerrillero y presionero político durante mas de una década ha sido elegido presidente (de Uruguay), que una de las anteriores dictaduras, de las mas crueles, ahora haya elegido un gobierno de derecha, para sustituir uno de los gobiernos mas exitosos de centro izquierda (Chile). La lucha entre recordar y olvidar, re-escribir la historia constantemente, obtener el poder para interpretar. “Si no lo viviste en tu propio cuerpo no podes saber como es” cita de una conocida judía-israelita, hablando del conflicto entre Palestina e Israel. No, hay situaciones que por mas empatía que uno pueda desarrollar, no me llevan ni cerca a lo que fueron esas vivencias, y las experiencias serán el rompehielo que abre el camino por una zona que si no seria intransitable. Hay una infinidad de cosas que se puedan racionalizar, entender y empatizar, en la sicología no existe eso de “no es suficientemente bueno” o “me voy a arrepentir para siempre”, todos ponen lo mejor de sí y de lo que son capaces en la determinada situación. Pero a veces no es suficiente, existen límites de lo aceptable, hay heridas incurables y acciones imperdonables. No es maldad, pero simplemente no basta, sin perjuicio de las condiciones de vida de cada uno. Por eso es posible dar pautas universales (tanto en el tiempo como en el espacio), por eso los actos aceptables tienen límites de los que no se pueden salir..., y por otro lado ningun acto se da aislado y sin contexto histórico. Pero entonces será positivo y no dañino tratar de entender, habrán cosas que simplemente no podré entender, y cuáles serían?
Se pueden olvidar los hechos que al recordarlos solo hacen daño? Se puede, inconcientemente, olvidar hechos que nos han marcado para el resto de la vida y que “deberían” estar en la conciencia? Se puede recordar y olvidar las cosas equivocadas, o son las cosas que uno recuerda, en todos los planos de conciencia, lo que constituyen a la persona?
Tengo muy mala memoria, cuánto de justificación hay en esta expresión?
“No podemos seguir escarbando en el pasado, el pasado, pasado está, hay que mirar adelante”, expresión que escuchaba seguido en Chile – un argumento de la derecha, la que no permite abrir los archivos secretos de la época de la dictadura, que podrían revelar donde se encuentran los cuerpos de los prisioneros políticos desaparecidos, osea que no vale la pena darle la posibilidad a los familiares para dar sepultura a sus seres queridos. Además destapar este tipo de información podría responsabilizar a gente que todavía esta en el poder.
Hace un tiempo aquí en Uruguay se votó la Ley de Caducidad, que si se aprobaba iba a significar que los militares responsables de haber violado los derechos humanos bajo la dictadura, no serían procesados por los tribunales. Esto con el argumento de que estos hechos tuvieron lugar en un contexto político e histórico particular donde las leyes normales no tendrían vigencia, por ejemplo, la protección de los derechos humanos. La ley fue aprobada por plebiscito. Varias personas me comentaron como el proceso previo a la votación fue malo y poco democrático, que la gente no fue informada adecuadamente sobre el contenido real de esta votación. Una singular paradoja, teniendo en cuenta que poco tiempo después se eligiera un gobierno de izquierda.
La izquierda radical crítica al gobiern actual por no hacer lo suficiente para presionar al Ejercito para desvelar la información que podría esclarecer los crímenes cometidos por las fuerzas armadas durante la dictadura. Piensan que el gobierno trata al ejército con mano blanda y que hay demasiada voluntad de cooperación, ésto siendo un gobierno encabezado por un ex-presionero político, que fue encarcelado y torturado durante muchos años.
En Argentina, se vive una situación similar. Grupos civiles fuertes de presión siguen, incansablemente, tratando de sacar a la luz, información sobre los hechos ocurridos durante la dictadura y llevar a los responsables a jucio. Pero algunos de los juicios que, a pesar de todo, están en proceso, ya llevan mas de 30 años, no solamente con la oposición de la derecha sino hasta con la de los propios tribunales dandole largas a los casos. El gobierno, también dirigido por una ex-guerrillera, de los Montoneros, se supone que toma estos casos mas en serio que los gobiernos anteriores, sin embargo no tiene el poder suficiente para resolver el asunto satisfactoriamente.
Justo ayer, leí un artículo de un grupo estadounidense que trabaja bajo el nombre The Freedom of Information Act (Acta de Libertad de Información) que han conseguido revelar y publicar una serie de documentos donde diplomaticos estadounidenses residentes en Uruguay, durante la dictadura, insinuan e informan al gobierno de EEUU sobre tortura sistemática y violación de los derechos humanos cometidos por la dictadura militar de entonces. En uno de los documentos el diplomático expresa, su preocupación por por el “programa de ayuda” de EEUU, llamado AID, que entre otras cosas funcionaba como cobertura del servicio secreto estadounidense, que actuaba en diferentes dictaduras latinoamericanas. En los documentos se acusa al dictador de entonces Bordaberry por tanto, tener conocimiento y ser responsable de la tortura cometida en las cárceles y las comiserías, asi como el temido escuadrón de la muerte, que durante la dictadura, funcionaba independientemente y paralelo a las fuerzas armadas.
MLN Tupamaros
En la calle Tristan Narvaja, está el local de los Tupamaros.

He leído y estudiado sobre el Movimiento de Liberación Nacional Tupamaros, un movimiento amplio con un apoyo popular de consideración durante su período mas activo, desde mediados de los 60 hasta el 72. Un movimiento armado, en parte clandestino, que luchaba contra un régimen que cada vez se hacía mas represivo, un movimiento que movilizó a profesionales, estudiantes, prisioneros, gente mayor, població rural y urbana – ahora, si la clase obrera formaba una parte fundamental del movimiento, todavía se discute. El propósito era derrocar al régimen de estado represivo y reestablecer la democracia, en realidad sin grandes planteamientos ideológicos sobre el modelo gubernativo a establecer despues de la revolución (el marxismo-leninismo, solo surgió como el modelo a seguir, ya cuando el movimiento estaba vencido y dividido en diferentes fracciones).
El movimiento se organizaba en columnas, a las cuales la dirección electa daba las órdenes según las acciones que cada columna era responsable de llevar a cabo. De acuerdo a las entrevistas que he leído con los responsables de entonces, tanto de la dirección como de los miembros comunes, da la impresión de una organización basada en principios lo mas democráticos posibles dentro de un movimiento guerrillero, pero sin grandes reflexiones sobre los mecanismos de poder interno. Casi toda la dirección plantea que había igualdad entre los sexos y que las mujeres tenían las mismas condiciones para obtener un puesto alto dentro de la jerarquía. El hecho de que en ningún momento hubo mujeres en la dirección, dicen que se debía a que ellas eligieron no tomar la responsabilidad doreccional. Al contrario, varios de los miembros comunes parecen reflexionar mas sobre las estructuras internas y no encuentran que había tanta diferencia entre la desigualdad dentro de la organización como en la sociedad que los rodeaba, con sus roles tradicionales de género.
La entrevistadora hace la pregunta sobre cuales características personales daban prestigio internamente en la organización, y parece haber acuerdo de que el compromiso a la causa, disposición y coraje para realizar las acciones, se apreciaba y gratificaba. Osea cuando uno se sacrificaba y arriesgaba su propia seguridad.
Varios de los entrevistados estuvieron en la cárcel mas que una década y fueron sometidos a muchos años de tortura y malos tratos. En las entrevistas se nota una actitud de reconocimiento hacia los miembros que no se quebraron bajo la tortura. Todos dicen que obviamente no se puede culpar a los compañeros que se derrumbaron y hablaron bajo este tratamiento, pero de todas formas se glorifican aquellos que aguantaron. Por otro lado, muchos relatan abierta y vulnerablemente sobre las quiebras y depresiones sufridas tanto en la cárcel como en el exilio.
Me impresionan estos relatos sobre la época y gente que hizo, lo que hizo, sin aceptar términos medios y totalmente faltos de seguridad, al mismo tiempo que sostengo una actitud crítica hacia todo lo que no alcanzaron y todos los vicios que repetían. Tampoco puedo dejar de pensar en que estado tienen que estar las condiciones sociales, políticas y personales para tomar una decisión irrevocable, como la que tomaron los Tupamaros.
No obstante tienen un local en el centro de la ciudad, tienen ex-miembros en el gobierno y un lugar especial, en el corazón de la mayoría de la gente progresista.
At opleve et kontinent, en hel række af lande med en så nylig og smertelig historie, hvordan hele generationer er opdelt i dem der forsvandt, forældrene til de forsvundne, og bedsteforældrene til de forsvundnes forsvundne børn. At en ex guerilla og politisk fange gennem mere end et årti nu sidder som president (Uruguay), at et af de værste forhenværende diktaturer nu har valgt en højre regering efter den mest succesfulde venstreregering i landets historie (Chile). Kampen om at huske og glemme, at omskrive historierne konstant, at vinde forklaring og fortolkningsmagt. “Man kan ikke vide hvordan det er hvis man ikke har levet det” citat fra en bekendt israeler om konflikten mellem Palæstina og Israel. Nej, der er situationer hvor en nok så veludviklet empatisk evne ikke bringer mig i nærheden af at føle det levede liv, og erfaringen skal være isbryderen, der kan bane vejen gennem et ufremkommeligt terræn mellem levede liv. Der er så uendelig meget at kunne rationalisere sig til, forstå og kunne sætte sig ind i, i psykologien er der ikke noget med “ikke godt nok” eller “det vil jeg fortryde til evig tid”, alle gør deres bedste og dét de er i stand til i den givne situation. Men det er ikke godt nok, der er grænser for det acceptable, der er uhelelige sår og utilgivelige handlinger. Det er ikke ondskab, men det er bare ikke godt nok, uanset livsvilkår. Så derfor er det muligt at opstille alletids- og allestedsnærværende standarder og grænser for acceptable handlinger... og igen nej, ingen handlinger er nøgne og kontekstløse. Men er det så givtigt og ikke-skadeligt at prøve at forstå, er der ting som jeg bare ikke kan eller magter at forsøge at forstå, og hvilke?
Kan man glemme begivenheder som kun gør skade at fremkalde i hukommelsen? Kan man ufrivilligt komme til at glemme begivenheder som har mærket resten af livet og som “burde” befinde sig i bevidstheden? Kan man huske og glemme de forkerte ting, eller er det man husker, på alle bevidsthedsplaner, det der konstituerer personen.
Jeg husker så dårligt, hvor meget vilje er der i det statement?
I Chile har jeg ofte hørt ”vi kan jo ikke blive ved med at grave i det, vi må lægge fortiden bag os for at kunne se fremad” - et højrefløjsrationale, der ikke finder det givtigt at frigive hemmeligstemplede dokumenter som ville kunne afslører hvor ligene fra de forsvundne politiske fangere ligger begravet, ikke det værd at give de efterladte mulighed for at begrave deres kærer. Det vil blot rive op i de gamle sår og så har vi hele balladen igen. Desuden vil en afdækning, fx via undersøgelseskommisioner kunne ansvarliggøre folk som stadig sidder ved magten – lige lidt for prekært.
Her i Uruguay stemte man for nogle år siden om den såkaldte Ley de Cautalidad (forældelsesloven), som ved indførelse ville kunne fritage en række militærfolk for straf begået under diktaturet, vist nok med argument om at det var en helt særlig politisk og historisk kontekst, hvor man ikke ville kunne forvente at man kunne adlyde de ellers normalt gældende love, som fx menneskerettighederne. Loven blev stemt igennem, via en folkeafstemning. Jeg har hørt flere fortælle om at det var en dårlig og udemokratisk proces op til, og at folk blev ringe informeret om hvad afstemningen i virkeligheden indebar. Et mærkværdigt paradoks set i lyset af at der blot kort tid efter blev valgt en venstrefløjsregering.
Den yderste ventrefløj kritiserer i øjeblikket den siddende regering for ikke at gøre nok for at lægge pres på militæret for at frigive oplysninger, som ville kunne føre til opklaringer af sagerne om de politiske fanger. De mener at regeringen er alt for blød og samarbejdsvillig over for militæret, en regering ledet af forhenværende politiske fangere der blev udsat for tortur af militæret i årevis.
I Argentina eksisterer en lignende situation. Stærke civile pressionsgrupper forsøger utrætteligt at få oplysninger frem og retssager igennem mod de ansvarlige, men nogle retssager synger på deres 30. år og syltes konstant af den magtfulde højrefløj, syltes helt inde fra de højeste juridiske instanser. Regeringen, ligeledes ledet af en forhenværende guerrilla soldat, Montañera, gør mere for sagen end nogen anden tidligere regering har gjort, men har dog ikke magt nok til at presse tingene ordentlig igennem.
Bare i går læste jeg en artikel hvor en nordamerikansk gruppe der arbejder under The Freedom of Information Act, har fået afklassificeret og frigivet en række dokumenter, hvor nordamerikanske diplomater bosiddende i Uruguay under diktaturet mere end antyder og informerer regeringen i USA om systematisk tortur og overgreb på menneskerettighederne begået af det daværende militærdiktatur. I et af dokumenterne udtrykkes der bekymring for USA's ”hjælpeprogram” AID, som blandt andet fungerede som dække for den nordamerikanske efterretningstjenestes virke i en række latinamerikanske militærdiktaturer, og den uheldige omtale dette program ville kunne få hvis forbindelserne blev afsløret. Med dokumenterne anklages den daværende diktator Bordaberry for såvel vidende om som ansvarlig for torturen begået i fængslerne og arresterne, samt for den frygtede dødspatrulje, El Escuadron de la Muerte, der under diktaturet fungerede uafhængigt og parallelt med militæret.
MLN Tupamarus
På gaden Tristan Narvaja ligger de gamle Tupamarus lokale.
Jeg har læst og studeret en del om MLN Tupamarus militante frihedsbevægelse, en bred bevægelse med en markant folkelig opbakning under sit virke, fra midt 60'erne og frem til '72. En undergrundsbevægelse der førte væbnet kamp mod et stadig mere undertrykende statsregime, som mobiliserede faglærte, studenter, fangere, gamle, landbefolkning og byboere - arbejderklassen er der intern diskussion om hvorvidt udgjorde en reel del af bevægelsen. Målet var at afskaffe det undertrykkende statsregime og genindfører demokratiet, ikke de store tanker om den ideologiske model for styret efterfølgende (marxismen-leninismen blev først indført som den ønskede samfundsmodel efter at bevægelsen reelt var nedkæmpet og opløst i forskellige fraktioner). Bevægelsen var organiseret i columnas, som modtog ordrer fra den valgte direktion i forhold til hvilke aktioner grupperne skulle udfører. De interviews jeg har læst af de forhenværende medlemmer, såvel fra den tidligere direktion som mere menige, giver indtryk af en bevægelse opbygget efter så demokratiske principper som muligt for en guerrillabevægelse, men uden de store refleksioner over de interne magtmekanismer. Stort set alle i direktionen svarer at der herskede ligestilling mellem kønnene og at kvinderne havde mulighed for at opnå en lige så høj post inden for hierarkiet som mændene, at der så reelt ikke var nogen kvinder i organisationens ledelse var fordi kvinderne selv valgte ikke at påtage sig det organisatoriske ansvar. Flere af de mindre højtstående medlemmer reflekterer mere over de interne strukturer og mener ikke at der i organisationen herskede så stor forskel på kønsuligheden som i det daværende kønstraditionelle omgivende samfund.
Intervieweren spørger indtil hvilke personlige egenskaber der gav prestige internt i organisationen, og der er bred enighed om at engagement, villighed og mod til at aktionere blev værdsat og belønnet. Når man ofrede sig og satte sin sikkerhed på spil for sagen.
Mange af de interviewede var fængslet i over et årti og udsat for årelang tortur af al mulig slags. Der findes også i interviewene en underliggende værdsættelse af de medlemmer der ”holdt” under torturren. Alle siger at man selvfølgelig ikke kan fordømme de kammerater der brød sammen og talte under torturren, men ikke desto mindre er der en glorificering af dem der ikke lod sig knække. På den anden side fortæller flere meget åbent og sårbart om de knæk og nedture de oplevede, både under fangetilværelsen men også i eksil.
Jeg fascineres af disse fortællinger, af den tid og de mennesker der gjorde det de gjorde, kompromisløst og uden sikkerhed for noget. Samtidig kan jeg være nok så kritisk over for alt det de ikke opnåede og alt det de reproducerede. Alligevel så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der skal til for at man tager skridtet fuldt ud, hvor slemt skal det blive før der ingen vej tilbage er?
Uanset hvad, så har de et lokale midt i byen, deres forhenværende medlemmer sidder i regeringen og de har en plads omgivet af respekt i langt de fleste fornuftige folks hjerte.
[en castellano]
Reflexiones sobre la memoria
Vivir un continente, una serie de paises con una historia dolorosa tan reciente, como generaciones han sido divididas; por los desaparecidos, los padres de los desparecidos y los abuelos de los nietos también desaparecidos. Vivir que un ex-guerrillero y presionero político durante mas de una década ha sido elegido presidente (de Uruguay), que una de las anteriores dictaduras, de las mas crueles, ahora haya elegido un gobierno de derecha, para sustituir uno de los gobiernos mas exitosos de centro izquierda (Chile). La lucha entre recordar y olvidar, re-escribir la historia constantemente, obtener el poder para interpretar. “Si no lo viviste en tu propio cuerpo no podes saber como es” cita de una conocida judía-israelita, hablando del conflicto entre Palestina e Israel. No, hay situaciones que por mas empatía que uno pueda desarrollar, no me llevan ni cerca a lo que fueron esas vivencias, y las experiencias serán el rompehielo que abre el camino por una zona que si no seria intransitable. Hay una infinidad de cosas que se puedan racionalizar, entender y empatizar, en la sicología no existe eso de “no es suficientemente bueno” o “me voy a arrepentir para siempre”, todos ponen lo mejor de sí y de lo que son capaces en la determinada situación. Pero a veces no es suficiente, existen límites de lo aceptable, hay heridas incurables y acciones imperdonables. No es maldad, pero simplemente no basta, sin perjuicio de las condiciones de vida de cada uno. Por eso es posible dar pautas universales (tanto en el tiempo como en el espacio), por eso los actos aceptables tienen límites de los que no se pueden salir..., y por otro lado ningun acto se da aislado y sin contexto histórico. Pero entonces será positivo y no dañino tratar de entender, habrán cosas que simplemente no podré entender, y cuáles serían?
Se pueden olvidar los hechos que al recordarlos solo hacen daño? Se puede, inconcientemente, olvidar hechos que nos han marcado para el resto de la vida y que “deberían” estar en la conciencia? Se puede recordar y olvidar las cosas equivocadas, o son las cosas que uno recuerda, en todos los planos de conciencia, lo que constituyen a la persona?
Tengo muy mala memoria, cuánto de justificación hay en esta expresión?
“No podemos seguir escarbando en el pasado, el pasado, pasado está, hay que mirar adelante”, expresión que escuchaba seguido en Chile – un argumento de la derecha, la que no permite abrir los archivos secretos de la época de la dictadura, que podrían revelar donde se encuentran los cuerpos de los prisioneros políticos desaparecidos, osea que no vale la pena darle la posibilidad a los familiares para dar sepultura a sus seres queridos. Además destapar este tipo de información podría responsabilizar a gente que todavía esta en el poder.
Hace un tiempo aquí en Uruguay se votó la Ley de Caducidad, que si se aprobaba iba a significar que los militares responsables de haber violado los derechos humanos bajo la dictadura, no serían procesados por los tribunales. Esto con el argumento de que estos hechos tuvieron lugar en un contexto político e histórico particular donde las leyes normales no tendrían vigencia, por ejemplo, la protección de los derechos humanos. La ley fue aprobada por plebiscito. Varias personas me comentaron como el proceso previo a la votación fue malo y poco democrático, que la gente no fue informada adecuadamente sobre el contenido real de esta votación. Una singular paradoja, teniendo en cuenta que poco tiempo después se eligiera un gobierno de izquierda.
La izquierda radical crítica al gobiern actual por no hacer lo suficiente para presionar al Ejercito para desvelar la información que podría esclarecer los crímenes cometidos por las fuerzas armadas durante la dictadura. Piensan que el gobierno trata al ejército con mano blanda y que hay demasiada voluntad de cooperación, ésto siendo un gobierno encabezado por un ex-presionero político, que fue encarcelado y torturado durante muchos años.
En Argentina, se vive una situación similar. Grupos civiles fuertes de presión siguen, incansablemente, tratando de sacar a la luz, información sobre los hechos ocurridos durante la dictadura y llevar a los responsables a jucio. Pero algunos de los juicios que, a pesar de todo, están en proceso, ya llevan mas de 30 años, no solamente con la oposición de la derecha sino hasta con la de los propios tribunales dandole largas a los casos. El gobierno, también dirigido por una ex-guerrillera, de los Montoneros, se supone que toma estos casos mas en serio que los gobiernos anteriores, sin embargo no tiene el poder suficiente para resolver el asunto satisfactoriamente.
Justo ayer, leí un artículo de un grupo estadounidense que trabaja bajo el nombre The Freedom of Information Act (Acta de Libertad de Información) que han conseguido revelar y publicar una serie de documentos donde diplomaticos estadounidenses residentes en Uruguay, durante la dictadura, insinuan e informan al gobierno de EEUU sobre tortura sistemática y violación de los derechos humanos cometidos por la dictadura militar de entonces. En uno de los documentos el diplomático expresa, su preocupación por por el “programa de ayuda” de EEUU, llamado AID, que entre otras cosas funcionaba como cobertura del servicio secreto estadounidense, que actuaba en diferentes dictaduras latinoamericanas. En los documentos se acusa al dictador de entonces Bordaberry por tanto, tener conocimiento y ser responsable de la tortura cometida en las cárceles y las comiserías, asi como el temido escuadrón de la muerte, que durante la dictadura, funcionaba independientemente y paralelo a las fuerzas armadas.
MLN Tupamaros
En la calle Tristan Narvaja, está el local de los Tupamaros.
He leído y estudiado sobre el Movimiento de Liberación Nacional Tupamaros, un movimiento amplio con un apoyo popular de consideración durante su período mas activo, desde mediados de los 60 hasta el 72. Un movimiento armado, en parte clandestino, que luchaba contra un régimen que cada vez se hacía mas represivo, un movimiento que movilizó a profesionales, estudiantes, prisioneros, gente mayor, població rural y urbana – ahora, si la clase obrera formaba una parte fundamental del movimiento, todavía se discute. El propósito era derrocar al régimen de estado represivo y reestablecer la democracia, en realidad sin grandes planteamientos ideológicos sobre el modelo gubernativo a establecer despues de la revolución (el marxismo-leninismo, solo surgió como el modelo a seguir, ya cuando el movimiento estaba vencido y dividido en diferentes fracciones).
El movimiento se organizaba en columnas, a las cuales la dirección electa daba las órdenes según las acciones que cada columna era responsable de llevar a cabo. De acuerdo a las entrevistas que he leído con los responsables de entonces, tanto de la dirección como de los miembros comunes, da la impresión de una organización basada en principios lo mas democráticos posibles dentro de un movimiento guerrillero, pero sin grandes reflexiones sobre los mecanismos de poder interno. Casi toda la dirección plantea que había igualdad entre los sexos y que las mujeres tenían las mismas condiciones para obtener un puesto alto dentro de la jerarquía. El hecho de que en ningún momento hubo mujeres en la dirección, dicen que se debía a que ellas eligieron no tomar la responsabilidad doreccional. Al contrario, varios de los miembros comunes parecen reflexionar mas sobre las estructuras internas y no encuentran que había tanta diferencia entre la desigualdad dentro de la organización como en la sociedad que los rodeaba, con sus roles tradicionales de género.
La entrevistadora hace la pregunta sobre cuales características personales daban prestigio internamente en la organización, y parece haber acuerdo de que el compromiso a la causa, disposición y coraje para realizar las acciones, se apreciaba y gratificaba. Osea cuando uno se sacrificaba y arriesgaba su propia seguridad.
Varios de los entrevistados estuvieron en la cárcel mas que una década y fueron sometidos a muchos años de tortura y malos tratos. En las entrevistas se nota una actitud de reconocimiento hacia los miembros que no se quebraron bajo la tortura. Todos dicen que obviamente no se puede culpar a los compañeros que se derrumbaron y hablaron bajo este tratamiento, pero de todas formas se glorifican aquellos que aguantaron. Por otro lado, muchos relatan abierta y vulnerablemente sobre las quiebras y depresiones sufridas tanto en la cárcel como en el exilio.
Me impresionan estos relatos sobre la época y gente que hizo, lo que hizo, sin aceptar términos medios y totalmente faltos de seguridad, al mismo tiempo que sostengo una actitud crítica hacia todo lo que no alcanzaron y todos los vicios que repetían. Tampoco puedo dejar de pensar en que estado tienen que estar las condiciones sociales, políticas y personales para tomar una decisión irrevocable, como la que tomaron los Tupamaros.
No obstante tienen un local en el centro de la ciudad, tienen ex-miembros en el gobierno y un lugar especial, en el corazón de la mayoría de la gente progresista.
Mig / Yo
Der er så mange meninger, indvendig og udvendig, jeg har mange meninger, nogen er de samme som fra første gang de blev dannet, og nogen har forandret sig, skiftet, jeg har skiftet mening. Og det er vel det det handler om, at danne sig meninger, nogen kvalificerede nogen af slagsen, meninger der er åer dannet af alle de små erfaringsbække som udspringer ved bredden af den vej jeg følger og baner mig. Jeg har ikke andet end det der kan være i mit hoved, selv det mine hænder kan skal lagres der, og det vigtigste er mine meninger, og nu da jeg er over 30 så er det meninger baseret på levede erfaringer – nogen gange altså.
En gæst i Uruguay
Men jeg er så her nu, i min mors oprindelsesland, ikke mit moderland for det findes ikke, heller ikke et fædre- et af slagsen, jeg er ikke fra noget geografisk sted med rødder og forfædre der blev der, hvor jeg tilfældigvis blev født. Jeg hader at sige jeg er dansk, til nød siger jeg at jeg kommer fra Danmark (da det virker direkte snobbet her at sige København eftersom de fleste ikke ved hvor byen ligger, og nogle gange heller ikke hvor landet Danmark ligger, akkurat som når man siger 'Montevideo' eller 'Uruguay' til folk fra Danmark). Jeg tillader mig derfor at være autentisk antinational og det går meget bedre med at acceptere når andre kritisere Danmark, før kunne jeg føle en snert af fornærmelse men den er væk nu. Jeg prøver at være nuanceret omkring det og siger for det meste at ja, det er anderledes, ja det er koldere og mørkere, ja folk er mere lukkede, ja materielt har folk det meget bedre og det er et relativt veludviklet velfærdssamfund, men jo selvfølgelig er der folk der lever i fattigdom. Og så har VI i øvrigt Europas strammeste udlændingepolitik og at det i mange henseender er et racistisk land. Sådan har det ikke altid været, men i det sidst årti er det for alvor blevet værre.
Så jeg vil ikke identificeres med at være dansk, og når jeg taler så får jeg forskellige bud på hvor min accent stammer fra; Chile, Brasilien, fra indlandet, langt væk fra. Men jeg er stolt af at være ingen steder fra, jeg er stolt af gadekrydset og intet “autentisk” eller “rent”.
Et immigrant gadekryds
Og alligevel er jeg her hvor min mor voksede op, datter af immigranter, et uruguaysk født barn af en argentiner og en polak, jøder. Og min mor voksede op med sine stadigt præsente barndoms- og ungdomsvenner, tog så på et high school ophold et år i USA og fik sig endnu en, stadig præsent, familie der, kom tilbage og flyttede noget tid efter et år til Israel, med sine forældre i hælene, rykkede videre til Holland og kom via sit job til Danmark, og mødte her min far.
Min far. En ufrivillig immigrant, en politisk flygtning der valgte af flygte ud fra yders prekære alternativer. Min far en politisk flygtning fra militær diktaturet i Chile, en flugt forklædt som præst, kom til USA med intet andet end en dyb sorg, som aldrig har forladt ham. Fra USA hos sin søster, der ligeledes havde forladt Chile, dog omvendt på grund af den forrige demokratisk valgt socialistiske regering, til Spanien til den anden søster, som ligeledes havde forladt Chile af samme grund som den forrige søster. Historierne fra disse ophold fortæller min far stadig med smerte i stemmen, fortæller historierne igen og igen som at ae et sår der ikke vil heles. Men fra Spanien rejste han så til Danmark efter sin søn og dennes mor, hans daværende kone, som han vist nok var en form for separeret fra (da man jo ikke kan blive skilt i Chile, eller i hvert fald kunne man ikke, ved ikke hvordan det er nu). Og i Danmark mødte han så min mor, og så blev de, fik mig, giftede sig, fik min lillesøster, flyttede fra Nørrebro til Avedøre, hvor de stadig bor.
Ja det er cirka det jeg fortæller når folk virkelig spørger ind til min baggrund, hvor jeg kommer fra, det er nok det jeg kommer fra. ”Nej hvor spændende”, siger de så.
Privilegeret / ikke-priviligeret
Jeg er priviligeret. Jeg har et rødbedefarvet pas og er medlem af en stat, en velfærdsstat, hvor jeg har kunnet uddanne mig, højt, højere end mor og far (en lille mønsterbryder, endda en etnisk en af slagsen). Er kommet gennem hele uddannelsessystemet med en lille tak over middel, og værs´go, nu har jeg en timeløn der tillader opsparring, ingen nød og åbne døre til den store verden. Selvfølgelig med andre ting i bagagen også, relativ god intelligens, relativ god kulturel indsigt og politisk bevidst. Og så går jeg ned ad gaden i Montevideo og bliver overbegloet af mænd, alle mulige typer mænd. Dem med slips er ikke svære at foragte, men hvad med dem der sover på et stykke pap på fortovet, dem uden halvdelen af tænderne, dem på hestevognene der samler skrald. Så bliver det mere kompliceret, ikke fordi det legitimere deres nedgørende adfærd/reaktion, men i mit hoved. Som fx mit no attachment seksuelle forhold til en person der kommer fra “simple og ydmyg” kår (som man ville kalde det her) er – klart mest teoretisk og intellektuelt – problematisk når jeg positionerer mig over for ham. Som en person med mange ressourcer og stærk baggrund, men som ikke interesseret i at opfylde de traditionelle kønsnormer, og uden at virke nedgørende og overlegen, og uden at pille hans maskulinitet så meget ned at han ikke længere gider mig mere, det er ... ikke let, IKKE LET (citat femø-sang).
Kan man overhoved have et ligeværdigt forhold når man klassemæssigt repræsentere så stort et spring? Hvordan afklæder jeg mig min klasse og bibeholder mine idealer? Hvordan udvikler jeg en klassekritisk praksis, især når jeg er underlegen i kønsmæssig forstand? Kan man komplementere strukturer?
----------
Yo
Existen tantas opiniones, internas y externas, yo tengo muchas opiniones, algunas siguen siendo las mismas desde la primera vez que me las plantee, otras han cambiado, yo he cambiado de opinión. Y supongo que de eso se trata, formarse opiniones, opiniones calificadas, opiniones que poco a poco se van formando a lo largo de las experiencias vividas. Lo único que uno en realidad tiene es lo que le cabe en la cabeza y supongo que algo de lo mas importante son las opiniones, y ahora que superé los 30, mis opiniones están basadas en experiencias vividas – bueno, a veces.
Un visitante en Uruguay
Y ahora me encuentro aquí, en el país de origen de mi madre, no mi madre patria porque eso no existe, no pertenezco a ningún lugar geográfico con raíces y antepasados, con generaciones que nacieron, crecieron y murieron en el mismo lugar donde yo – casualmente - nací. No me gusta decir que soy danesa, apenas digo que vengo de Dinamarca (porque suena medio esnob decir de Copenhague ya que mucha gente no sabe donde queda la ciudad, y a veces ni saben donde queda Dinamarca, igualmente como cuando uno le dice Montevideo o Uruguay a gente de Dinamarca). Por eso me permito ser auténticamente antinacional y así se me hace mas fácil aceptar cuando alguien se pone a criticar a Dinamarca. Antes, de repente, me podía sentir un poco ofendida pero ya no. Trato de matizar mis planteamientos, diciendo que: sí, es diferente, sí, hace mas frío y es mas oscuro, sí, la gente es mas cerrada, sí, materialmente la gente está mejor y es una sociedad de bienestar relativamente bien desarrollada, pero sí, claro que hay gente que vive en la pobreza. Y aparte NOSOTROS tenemos las leyes de extranjería mas estrictas de todo Europa y en muchos aspectos es un país racista. Así no fue siempre, pero en las ultimas décadas realmente las cosas han empeorado.
Así que no quiero ser identificada como danesa, y al hablar, la gente ha vertido varias opiniones de donde viene mi acento: de Chile, de Brasil, del interior, desde muy lejos. Pero me hace sentir orgullosa de no ser de ninguna parte, orgullosa de ser una mezcla, no tener nada de ”autentico” o ”limpio”.
Una inmigrante mezcla
A pesar de todo estoy aquí, donde mi madre creció, hija de inmigrantes, una niña nacida en Uruguay con padres argentinos y polacos, judíos. Mi madre creció aquí rodeada de sus (actuales) amigos de la infancia y de la juventud, luego se fue a estudiar a un high school a EEUU por un año de adolescente, dónde adquirió una familia con la que aún mantiene lazos. Pasado el año regresó a Uruguay, solamente para volver a partir de nuevo un par de años después, esta vez a Israel, con sus padres siguiéndola, y desde ahí siguió a Holanda donde su trabajo finalmente la llevó a Dinamarca, dónde conoció a mi papá.
Mi padre. Un emigrante involuntario, un refugiado político que a los 30 años eligió escapar, tomando esta opción desde alternativas bastante precarias. Mi padre, un refugiado político de la dictadura militar de Chile, escapándose disfrazado de cura, llegó a España con nada mas que un gran dolor que nunca mas lo abandonó. Desde España, dónde se quedo con una hermana, que igualmente había dejado Chile aunque de razones contrarias (por el antiguo gobierno socialista que fue elegido democráticamente), a EEUU a juntarse con otra hermana, que igualmente había dejado al país (ésta por razones económicas). Cuando mi padre cuenta historias de estos tiempos, todavía se le nota el dolor en su voz, cuenta y recuenta esas historias, como hacerle cariño a una herida que no se llega a cicatrizar. Bueno, pero desde EEUU se vino a Dinamarca (siguiendo a su hijo y la madre de éste, su antigua esposa, de la que creo que estaba separado (ya que el divorcio no existía en Chile en esta época, y en realidad no se como será ahora, país católico)). En Dinamarca conoció a mi madre, y se quedaron, me tuvieron a mi, se casaron, tuvieron a mi hermana, y ahí se mudaron de Copenhague a las afueras donde aún viven.
Y eso es más o menos lo que le cuento a la gente cuando me preguntan mas detalladamente sobre mi pasado, de dónde vengo, supongo que es de esto de lo que vengo. ”Ah, que interesante” me responden.
Privilegiada / no privilegiada
Yo soy privilegiada. Mi pasaporte es de la Union Europea y soy miembro de un estado, un estado de bienestar, donde he podido hacer una carrera universitaria, tengo mas estudios que mis padres (una “rompe esquemas”, y eso siendo ”étnica”). Pasé todo el sistema educativo con notas un poquitito mas altas que el promedio, y ta-ra-ra: ahora tengo un trabajo con un salario que me permite ahorrar, ninguna miseria y puertas abiertas al mundo.
Claro que también con otras cosas en el equipaje, una inteligencia más o menos buena, una comprensión cultural bastante desarrollada y conciencia política. Y luego paseo por las calles de Montevideo y los hombres me miran, me miran embobadamente, todo tipo de hombres. Los de corbata no son difíciles de despreciar, pero ¿que con los que duermen en un pedazo de cartón en la calle, los que les falta la mitad de los dientes, los que pasan en los carros de caballos recolectando la basura? Ahí la cosa se pone mas complicada, no que la pobreza legitime la actitud y reacción degradante, pero igual se me entreveran las cosas en mi cabeza. Como por ejemplo en una relación sexual sin compromiso que tengo con una persona que viene de circunstancias humildes, aquí es - tanto en un plan teórico como intelectual - problemático cuando me posiciono cuando dice algo que me molesta; como una persona de muchos recursos pero sin interés en realizar los roles de genero tradicionales, y sin la intención de portarme degradante y superior, y sin disminuir su masculinidad de una manera de que ya no le interese... no es fácil.
¿Será posible tener una relación igualitaria cuando hay una diferencia de clase tan grande? ¿Como se puede renunciar su propia clase y mantener sus ideales? ¿Como desarrollar una práctica crítica hacia las clases, especialmente siendo de la parte inferior en el aspecto de género? ¿Se podrán complementar las estructuras?
En gæst i Uruguay
Men jeg er så her nu, i min mors oprindelsesland, ikke mit moderland for det findes ikke, heller ikke et fædre- et af slagsen, jeg er ikke fra noget geografisk sted med rødder og forfædre der blev der, hvor jeg tilfældigvis blev født. Jeg hader at sige jeg er dansk, til nød siger jeg at jeg kommer fra Danmark (da det virker direkte snobbet her at sige København eftersom de fleste ikke ved hvor byen ligger, og nogle gange heller ikke hvor landet Danmark ligger, akkurat som når man siger 'Montevideo' eller 'Uruguay' til folk fra Danmark). Jeg tillader mig derfor at være autentisk antinational og det går meget bedre med at acceptere når andre kritisere Danmark, før kunne jeg føle en snert af fornærmelse men den er væk nu. Jeg prøver at være nuanceret omkring det og siger for det meste at ja, det er anderledes, ja det er koldere og mørkere, ja folk er mere lukkede, ja materielt har folk det meget bedre og det er et relativt veludviklet velfærdssamfund, men jo selvfølgelig er der folk der lever i fattigdom. Og så har VI i øvrigt Europas strammeste udlændingepolitik og at det i mange henseender er et racistisk land. Sådan har det ikke altid været, men i det sidst årti er det for alvor blevet værre.
Så jeg vil ikke identificeres med at være dansk, og når jeg taler så får jeg forskellige bud på hvor min accent stammer fra; Chile, Brasilien, fra indlandet, langt væk fra. Men jeg er stolt af at være ingen steder fra, jeg er stolt af gadekrydset og intet “autentisk” eller “rent”.
Et immigrant gadekryds
Og alligevel er jeg her hvor min mor voksede op, datter af immigranter, et uruguaysk født barn af en argentiner og en polak, jøder. Og min mor voksede op med sine stadigt præsente barndoms- og ungdomsvenner, tog så på et high school ophold et år i USA og fik sig endnu en, stadig præsent, familie der, kom tilbage og flyttede noget tid efter et år til Israel, med sine forældre i hælene, rykkede videre til Holland og kom via sit job til Danmark, og mødte her min far.
Min far. En ufrivillig immigrant, en politisk flygtning der valgte af flygte ud fra yders prekære alternativer. Min far en politisk flygtning fra militær diktaturet i Chile, en flugt forklædt som præst, kom til USA med intet andet end en dyb sorg, som aldrig har forladt ham. Fra USA hos sin søster, der ligeledes havde forladt Chile, dog omvendt på grund af den forrige demokratisk valgt socialistiske regering, til Spanien til den anden søster, som ligeledes havde forladt Chile af samme grund som den forrige søster. Historierne fra disse ophold fortæller min far stadig med smerte i stemmen, fortæller historierne igen og igen som at ae et sår der ikke vil heles. Men fra Spanien rejste han så til Danmark efter sin søn og dennes mor, hans daværende kone, som han vist nok var en form for separeret fra (da man jo ikke kan blive skilt i Chile, eller i hvert fald kunne man ikke, ved ikke hvordan det er nu). Og i Danmark mødte han så min mor, og så blev de, fik mig, giftede sig, fik min lillesøster, flyttede fra Nørrebro til Avedøre, hvor de stadig bor.
Ja det er cirka det jeg fortæller når folk virkelig spørger ind til min baggrund, hvor jeg kommer fra, det er nok det jeg kommer fra. ”Nej hvor spændende”, siger de så.
Privilegeret / ikke-priviligeret
Jeg er priviligeret. Jeg har et rødbedefarvet pas og er medlem af en stat, en velfærdsstat, hvor jeg har kunnet uddanne mig, højt, højere end mor og far (en lille mønsterbryder, endda en etnisk en af slagsen). Er kommet gennem hele uddannelsessystemet med en lille tak over middel, og værs´go, nu har jeg en timeløn der tillader opsparring, ingen nød og åbne døre til den store verden. Selvfølgelig med andre ting i bagagen også, relativ god intelligens, relativ god kulturel indsigt og politisk bevidst. Og så går jeg ned ad gaden i Montevideo og bliver overbegloet af mænd, alle mulige typer mænd. Dem med slips er ikke svære at foragte, men hvad med dem der sover på et stykke pap på fortovet, dem uden halvdelen af tænderne, dem på hestevognene der samler skrald. Så bliver det mere kompliceret, ikke fordi det legitimere deres nedgørende adfærd/reaktion, men i mit hoved. Som fx mit no attachment seksuelle forhold til en person der kommer fra “simple og ydmyg” kår (som man ville kalde det her) er – klart mest teoretisk og intellektuelt – problematisk når jeg positionerer mig over for ham. Som en person med mange ressourcer og stærk baggrund, men som ikke interesseret i at opfylde de traditionelle kønsnormer, og uden at virke nedgørende og overlegen, og uden at pille hans maskulinitet så meget ned at han ikke længere gider mig mere, det er ... ikke let, IKKE LET (citat femø-sang).
Kan man overhoved have et ligeværdigt forhold når man klassemæssigt repræsentere så stort et spring? Hvordan afklæder jeg mig min klasse og bibeholder mine idealer? Hvordan udvikler jeg en klassekritisk praksis, især når jeg er underlegen i kønsmæssig forstand? Kan man komplementere strukturer?
----------
Yo
Existen tantas opiniones, internas y externas, yo tengo muchas opiniones, algunas siguen siendo las mismas desde la primera vez que me las plantee, otras han cambiado, yo he cambiado de opinión. Y supongo que de eso se trata, formarse opiniones, opiniones calificadas, opiniones que poco a poco se van formando a lo largo de las experiencias vividas. Lo único que uno en realidad tiene es lo que le cabe en la cabeza y supongo que algo de lo mas importante son las opiniones, y ahora que superé los 30, mis opiniones están basadas en experiencias vividas – bueno, a veces.
Un visitante en Uruguay
Y ahora me encuentro aquí, en el país de origen de mi madre, no mi madre patria porque eso no existe, no pertenezco a ningún lugar geográfico con raíces y antepasados, con generaciones que nacieron, crecieron y murieron en el mismo lugar donde yo – casualmente - nací. No me gusta decir que soy danesa, apenas digo que vengo de Dinamarca (porque suena medio esnob decir de Copenhague ya que mucha gente no sabe donde queda la ciudad, y a veces ni saben donde queda Dinamarca, igualmente como cuando uno le dice Montevideo o Uruguay a gente de Dinamarca). Por eso me permito ser auténticamente antinacional y así se me hace mas fácil aceptar cuando alguien se pone a criticar a Dinamarca. Antes, de repente, me podía sentir un poco ofendida pero ya no. Trato de matizar mis planteamientos, diciendo que: sí, es diferente, sí, hace mas frío y es mas oscuro, sí, la gente es mas cerrada, sí, materialmente la gente está mejor y es una sociedad de bienestar relativamente bien desarrollada, pero sí, claro que hay gente que vive en la pobreza. Y aparte NOSOTROS tenemos las leyes de extranjería mas estrictas de todo Europa y en muchos aspectos es un país racista. Así no fue siempre, pero en las ultimas décadas realmente las cosas han empeorado.
Así que no quiero ser identificada como danesa, y al hablar, la gente ha vertido varias opiniones de donde viene mi acento: de Chile, de Brasil, del interior, desde muy lejos. Pero me hace sentir orgullosa de no ser de ninguna parte, orgullosa de ser una mezcla, no tener nada de ”autentico” o ”limpio”.
Una inmigrante mezcla
A pesar de todo estoy aquí, donde mi madre creció, hija de inmigrantes, una niña nacida en Uruguay con padres argentinos y polacos, judíos. Mi madre creció aquí rodeada de sus (actuales) amigos de la infancia y de la juventud, luego se fue a estudiar a un high school a EEUU por un año de adolescente, dónde adquirió una familia con la que aún mantiene lazos. Pasado el año regresó a Uruguay, solamente para volver a partir de nuevo un par de años después, esta vez a Israel, con sus padres siguiéndola, y desde ahí siguió a Holanda donde su trabajo finalmente la llevó a Dinamarca, dónde conoció a mi papá.
Mi padre. Un emigrante involuntario, un refugiado político que a los 30 años eligió escapar, tomando esta opción desde alternativas bastante precarias. Mi padre, un refugiado político de la dictadura militar de Chile, escapándose disfrazado de cura, llegó a España con nada mas que un gran dolor que nunca mas lo abandonó. Desde España, dónde se quedo con una hermana, que igualmente había dejado Chile aunque de razones contrarias (por el antiguo gobierno socialista que fue elegido democráticamente), a EEUU a juntarse con otra hermana, que igualmente había dejado al país (ésta por razones económicas). Cuando mi padre cuenta historias de estos tiempos, todavía se le nota el dolor en su voz, cuenta y recuenta esas historias, como hacerle cariño a una herida que no se llega a cicatrizar. Bueno, pero desde EEUU se vino a Dinamarca (siguiendo a su hijo y la madre de éste, su antigua esposa, de la que creo que estaba separado (ya que el divorcio no existía en Chile en esta época, y en realidad no se como será ahora, país católico)). En Dinamarca conoció a mi madre, y se quedaron, me tuvieron a mi, se casaron, tuvieron a mi hermana, y ahí se mudaron de Copenhague a las afueras donde aún viven.
Y eso es más o menos lo que le cuento a la gente cuando me preguntan mas detalladamente sobre mi pasado, de dónde vengo, supongo que es de esto de lo que vengo. ”Ah, que interesante” me responden.
Privilegiada / no privilegiada
Yo soy privilegiada. Mi pasaporte es de la Union Europea y soy miembro de un estado, un estado de bienestar, donde he podido hacer una carrera universitaria, tengo mas estudios que mis padres (una “rompe esquemas”, y eso siendo ”étnica”). Pasé todo el sistema educativo con notas un poquitito mas altas que el promedio, y ta-ra-ra: ahora tengo un trabajo con un salario que me permite ahorrar, ninguna miseria y puertas abiertas al mundo.
Claro que también con otras cosas en el equipaje, una inteligencia más o menos buena, una comprensión cultural bastante desarrollada y conciencia política. Y luego paseo por las calles de Montevideo y los hombres me miran, me miran embobadamente, todo tipo de hombres. Los de corbata no son difíciles de despreciar, pero ¿que con los que duermen en un pedazo de cartón en la calle, los que les falta la mitad de los dientes, los que pasan en los carros de caballos recolectando la basura? Ahí la cosa se pone mas complicada, no que la pobreza legitime la actitud y reacción degradante, pero igual se me entreveran las cosas en mi cabeza. Como por ejemplo en una relación sexual sin compromiso que tengo con una persona que viene de circunstancias humildes, aquí es - tanto en un plan teórico como intelectual - problemático cuando me posiciono cuando dice algo que me molesta; como una persona de muchos recursos pero sin interés en realizar los roles de genero tradicionales, y sin la intención de portarme degradante y superior, y sin disminuir su masculinidad de una manera de que ya no le interese... no es fácil.
¿Será posible tener una relación igualitaria cuando hay una diferencia de clase tan grande? ¿Como se puede renunciar su propia clase y mantener sus ideales? ¿Como desarrollar una práctica crítica hacia las clases, especialmente siendo de la parte inferior en el aspecto de género? ¿Se podrán complementar las estructuras?
Abonner på:
Opslag (Atom)